T.S Eliot: Hvad tordenen sagde

 

En note om manglende noter

"Hvad tordenen sagde" er sidste afsnit af T. S. Eliots langdigt ”Ødemarken” (1922).

Kilde: http://www.gutenberg.org/ebooks/1321

Jeg har hentet hjælp hos Kai Friis Møller og Tom Kristensen: ”Ødemarken og andre digte” (1948/ 1998).

Thomas Stearns Eliot (1888 – 1965) var bankmand, forlægger, åndsfyrste og konservativ helt ud i manchetknapperne. Og fintsmagende modernist. Han citerede ofte og gerne tysk, fransk, italiensk, græsk og sanskrit.

Ud over at demonstrere klassisk belæsthed, så er citaterne, med nødvendige opklarende noter, fuldt integreret i Eliots digt. Ældre digteres indsigter, sprogbilleder og persongalleri anvendes til at drive (eller illustrere) en eller flere handlinger/ erkendelser/ transformationer. "Ødemarken" er montage, "jumpsite" til andre teksters tider; en særdeles intertekstuel tekst. Revolutionær i form, konservativ i indhold.

Den her version er et forarbejde til en kritisk læsning af digtet, en slags art brut: Skønvirke-poesi omformet til prosa. Citater på dansk. Et blik ind i mit værksted, og med det disse henvisninger og fortolkningsforslag:   

Et hovedtema i hele "Ødemarken" er, at en person (en bevidsthed, måske en hel nation) gennemgår en krise, der indtræffer en afklaring, og personen finder ny kraft og retning i tilværelsen.

Digtets sidste fem citat-spækkede linjer (markeret med kursiv) er notorisk vanskelige at få vredet hjernen rundt om. Hermed en skitse af en mulig handling: 

En person/ et subjekt oplever at en anden person (måske en version af sig selv) forsvinder i ilden (qua citatet ind i et litterærligt helvede: Dantes Inferno, såmænd). Der opstår længsel efter forløsning, at blive fri som en fugl. Et tårn - et forsvarsværk - rives ned, og det digt vi just har læst præsenteres. På den måde afstives og bevares nogle allegoriske ruiner. Personen/ fortælleren forpligter en eller anden - det fremgår ikke til hvad. Måske er det en udfordring. Fortælleren har gennemskuet verdens vanvid, og er igen klar til at deltage i skuespillet, livets spil.

Ifølge tordenen handler livet om at give, og give sig hen - at være medfølende og have styr på tilværelsen. Hermed sætter man kursen mod den fred som overgår al forstand...

Men læs nu selv -

 

Hvad tordenen sagde

Efter rødt fakkelskær på svedige ansigter. Efter den frosne stilhed i haverne. Efter dødsangsten på et stenet sted, og råb og skrig. Fængslet og paladset og genlyd af forårstorden over fjerne bjerge. Han som var levende, er nu død. Vi som var levende, er nu døende, uden megen tålmodighed.

Her er intet vand, kun sten. Klippe og intet vand og den sandede vej, som slynger sig op mellem bjergene, som er bjerge af klippe uden vand. Hvis her var vand, ville vi standse for at drikke. Mellem klipperne kan man ikke standse eller tænke. Sveden er tør og fødderne står i sand. Hvis der blot fandtes vand mellem klipperne.

Død bjergmund med rådne tænder som ikke kan spytte. Her kan man hverken stå ligge sidde. Der er ikke engang stille her i bjergene, men en tør, ufrugtbar torden uden regn. Der er ikke engang ensomt i bjergene. Røde, opsvulmede ansigter snerrer og knurrer ud fra revnede lerhytter.

Hvis der var vand og ingen sten. Hvis der både var sten og vand. Og vand. En kilde i en dam mellem klipperne. Hvis man blot kunne høre vandet, og ikke kun cikaderne og det tørre græs som synger. Lyden af vand over en skråning hvor droslen synger i fyrretræerne. Drip dryp drip dryp dryp dryp dryp. Men her er intet vand.

Hvem er den tredje mand, som går ved siden af dig? Når jeg tæller, er vi kun dig og mig. Men når jeg ser op ad den hvide vej, så går der hele tiden én ved siden af dig, listende, svøbt i brun hættekappe. Jeg ved ikke om det er mand eller kvinde. - Men hvem er det på din anden side?

Hvad er det for lyde højt oppe i luften. Mumlen af mødres klage. Hvem er disse horder, klædt i hætter. De sværmer over endeløse sletter, stavrer over sprukken jord, kun omkredset af den flade horisont. Hvad er det for en by, højt oppe over bjergene, som slår revner, genskabes og splintres i violblå luft.  

Faldende tårne. Jerusalem, Athen, Alexandria, Wien, London. Uvirkelige.

En kvinde spændte sit lange sorte hår op og spillede vuggeviser på disse strenge. Og flagermus med baby-ansigter svirrede i det violette lys og kravlede hovedkulds ned ad en tilsodet mur. Og klokketårne hang omvendt i luften og mindede om tidens gang. Og stemmer sang ud af tomme brønde og udtømte kilder.

I dette elendige hul her mellem bjergene. I det blege måneskin synger græsset over de sløjfede grave omkring kapellet. Der står den tomme kirke, nu er den blot vindens hjem. Ruderne er borte og døren klaprer. Tørre knogler tager ingen skade af. Kun en hane stod i et lynglimt på kirkens rygning: Kyk-li-ky-kyk-li-ky.

Så gav et klamt pust varsel om snarlig regn.  

Ganges var sunket, de slappe blade ventede på regn, mens sorte skyer samledes langt borte over Himalaya. Junglen lå krummet sammen, stille. Da talte tordenen:

DA

Datta:

Hvad var det vi gav? Min ven, blodet brusede i mit hjerte, dengang vi dumdristigt gav os hen et øjeblik, fornuften aldrig kan gøre ugjort. Ved dette, og kun ved dette var vi til. Man læser ikke om det i nekrologer, i erindringer dækket af spindelvæv, eller under segl som brydes af en mager sagfører, i vore tomme stuer.

DA

Dayadhvam:

Jeg har hørt nøglen dreje én gang i døren, kun én. Vi tænker på nøglen, hver i vores celle. Vi tænker på nøglen og skaber fængslet. Kun i skumringen høres uklare rygter. Et øjeblik oplives den sårede helt.

DA

Damyata:

Båden dansede muntert over det stille vand. Øvede hænder passede sejl og årer. Hvis dit hjerte havde været inviteret, ville det have danset muntert og ladet sig styre af en andens hænder.

Jeg sad på flodbredden og fiskede, en udtørret slette lå bag mig. Skal jeg i det mindste ikke skabe orden i mit eget land?

London Bridge falder ned, falder ned, falder ned.

Jeg så ham forsvinde i ilden. Hvornår bliver jeg som en svale? - Åh, svale, svale.

Prinsen af Aquitanien river sit tårn ned. Med disse brokker har jeg afstivet mine ruiner.

Jeg forpligter dig! Hieronymus er gal igen.

Datta Dayadhvam Damyata

Shantih Shantih Shantih

 

Giv, hav medfølelse, styr.

Fred over al forstand.