Digt: Verlaine: O skøre katedral!

Paul Verlaine (1844-96): Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! Gendigtning v/ EKS

 

Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste!
C'est vers le Moyen Age énorme et délicat
Qu'il faudrait que mon coeur en panne naviguât,
Loin de nos jours d'esprit charnel et de chair triste.

Roi, politicien, moine, artisan, chimiste,
Architecte, soldat, médecin, avocat,
Quel temps! Oui, que mon coeur naufragé rembarquât
Pour toute cette force ardente, souple, artiste!

Et là que j'eusse part—quelconque, chez les rois
Ou bien ailleurs, n'importe, à la chose vitale,
Et que je fusse un saint, actes bons, pensers droits,

Haute théologie et solide morale,
Guidé par la folie unique de la Croix
Sur tes ailes de pierre, ô folle Cathédrale!

http://www.gutenberg.org/files/15112/15112-h/15112-h.htm

 

O skøre katedral!

Nej. Det 16. århundrede var gallisk, og kættersk!
Mit knuste hjerte driver om langt borte fra
Vore dages kødelige sind og triste kød
På middelalderens enorme ocean

Fyrste, politiker, munk, håndværker, kemiker,
Arkitekt, soldat, læge, advokat,
Mit skibbrudne hjerte får livet tilbage ved
Tanken om tidens glødende skaberkraft!

Hvor konger og andre - hvem som helst -
Siger om mig, at jeg er en helgen
Fuld af gode gerninger, høj teologi, 
Fromme tanker og stærk moral 

Ledet af korsets enestående galskab
På dine stenvinger, O skøre katedral!

 

Biografisk note:

Før sin omvendelse fra fritænkeri til katolicisme, var Paul Verlaine en fiasko: i fængsel for forsøg på manddrab på elskeren Arthur Rimbaud, skandaliseret ægtemand, alkoholiseret halvbums, forgældet og samtidig - en eminent nyskabende digter. Da valget en dag stod mellem selvmord, sindssygeanstalt eller kirke valgte han, heldigt nok for eftertiden, den mindst ringe udvej.

Omvendelsen havde ikke megen indflydelse på hans anti-borgerlige livsstil, men religionen gav skuffelser og mismod mening, og han fortsatte livet ud med at binde buketter af stærke, friske sprogbilleder. For eksempel ovenstående digt om at måtte gå tilbage, for bedre at kunne komme videre frem - som fri og flakkende, spirituel og spirituøs ånd, på samme tid derangeret helgen og from hedning.

Kast lige et blik på det signerede postkort ovenfor.  

Måske gik Verlaine efterhånden i ét med sin egen myte: den nussede boheme som hænger ud på latinerkvarterets natcafeer og reciterer genial poesi for alle og enhver, som gider høre på - når han er højt oppe. Da kunne han være fantastisk underholdende. Sophus Claussen beskriver mødet med ham i "En nat med Paul Verlaine".

Og da støvet fra ungdommens tumulter havde lagt sig, så kårede kolleger og kritikere ham med fornøjelse som "Frankrigs digterfyrste". Regeringstiden varede kun et par år, thi der var også bundet malurt i laurbærkransen. Som man ser på billedet, så var absinth Verlaines signatur-drink. 

 

Mer' Verlaine: http://internetdidaktik.dk/stjernedigt-62