Verlaine: O skøre katedral!

Nej. Det 16. århundrede var gallisk, og kættersk!
Mit knuste hjerte driver om langt borte fra
Vore dages kødelige sind og triste kød
På middelalderens enorme ocean

Fyrste, politiker, munk, håndværker, kemiker,
Arkitekt, soldat, læge, advokat,
Mit skibbrudne hjerte får livet tilbage ved
Tanken om tidens glødende skaberkraft!

Hvor konger og andre - hvem som helst -
Siger om mig, at jeg er en helgen
Fuld af gode gerninger, høj teologi, 
Fromme tanker og stærk moral 

Ledet af korsets enestående galskab
På dine stenvinger, O skøre katedral!

 

Gendigtning af Paul Verlaine (1844-96): Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste!

http://www.gutenberg.org/files/15112/15112-h/15112-h.htm

 

Biografisk note:

Paul Verlaine var, før sin omvendelse til katolicismen, en skandaliseret, alkoholiseret, forgældet og nyskabende digter. Da valget stod mellem selvmord, anstalt eller kirke, valgte han den mindst ringe udvej. Beslutningen havde ikke megen indflydelse på hans anti-borgerlige livsstil, men religionen gav mismodet mening og retning, og han fortsatte med at binde buketter af stærke, friske sprogbilleder. Som for eksempel ovenstående digt om at måtte gå tilbage, for at komme videre frem - som en fri og flakkende, spirituel og spirituøs ånd, derangeret helgen og from hedning. Efterhånden gik han vel nærmest i ét med sin egen myte: den nussede boheme som hænger ud på latinerkvarterets natcafeer og reciterer poesi for et mere eller mindre tilfældigt publikum, når han er højt oppe. Han må have været fantastisk underholdende. Da støvet fra ungdommens tumult lagde sig, kårede kritikere og kolleger ham som "Frankrigs digterfyrste". Regeringstiden varede et par år, der var bundet megen malurt i laurbærkransen. Absinth var Verlaines favoritdrink.