Didaktik: Stålormen

Slow Worm in hand. Wikimedia.org

 

STÅLORMEN

Lærestykke om gren-teknologi og sten-teknologi  

En stille højsommerdag går vi på stranden neden for Bulbjerg klint. Marie opdager en stålorm i rullestenene lidt oven for bølgerne i havstokken.

Hvis sådan én ellers har hjernekræfter nok til at kunne tænke over fremtiden, så kan den nu, på sin egen øgleagtige måde, se frem til at blive hapset af en måge og serveret som frokost for de grådige unger oppe på kridtfjeldets afsatser. Eller blive skyllet til havs ved højvande. Hvis den da ikke mases til pizzafyld af én af de mange turistsandaler, der trasker gennem sandet, stenene, solstrålerne og Vesterhavets brændingståge.

Stålormen ligger som et stykke drivtømmer mellem Djævelen og det dybe hav.  

Vi har dog livet til fælles med kræet. Stålorme (Anguis fragilis) er en slags firben, som i evolutionens løb (!) har opgivet benene, for i stedet at bevæge sig som slanger. For os primater, som er glade for vore ben, virker det som et tosset evolutionært træk, men anyway - hvordan flytter man sådan en bette pjosker?

Det ligger ligesom i rollefordelingen, at det er manden, som tager sig af slanger og deslige. Men jeg er også en meget (meget!) slangeskeptisk menneskeabe og begynder nærmest instinktivt (hvad det så betyder) at lede efter en gren. En følelse af at være lidt fjollet får mig hurtigt til at indse at gren-konceptet helt bestemt er en dårlig ide: Dyret snor sig jo ikke af sig selv rundt om grenen, ligesom et snobrød. Spidde den som en pølse… binde nogen pinde sammen… duer ikke.   

Stålormen ligger og ligner uspiseligt drivtømmer, alt hvad den bare kan. Dens ligne-gren-trick hjælper ikke meget lige nu. Det gør mit gren-trick heller ikke.

Bibelen fortæller, at Moses og Aaron forvandlede slanger til spadserestokke foran Faraos trone, men de var også to af Ægyptens førende tryllekunstnere. Sandsynligvis vil dyret sprælle, eller skyde halen af som et sidste forsvar, og så taber jeg det nok i bare befippelse – og hvis jeg var en smule yngre ville jeg sige, at det er for nederen at tænke på.  Mirakler finder sted, men man skal selv gøre en indsats. Shit happens, uden man behøver at gøre sig umage. 

Hvis en gren ikke kan løse problemet, hvad så med en sten?  

Mens jeg tænker blindgyden helt til ende, er Marie begyndt på en stenløsning. Hun finder en flad kridtblok; dem ligger der mange af. Det lykkes os at skovle krabaten uskadt op fra sten og sand; den bugter sig en smule, men ligger ellers stille på sin præsenterbakke. Jeg vader gennem sandet hen forbi klinten.  

Øglens små øjne ser mærkeligt skællede og blinde ud, men da vi nærmer os noget bevoksning rører den på sig og nærmest kaster sig ned i græsset, da jeg sænker stenen. Fem sekunder senere er ormen ude af syne i sin græsjungle.

God jagt, lille ven.

Det var så historien om to hjernedyr på solskinstur, en gren, en sten og et firben uden ben.