Gensyn med den poetiske kapital


Wenn das Geld im Beutel klingt,
die Seele in den Himmel springt

- Slogan for sælgere af afladsbreve

Penge har en frigørende og forførende magt. De er den vare, hvormed alle andre varer købes, incl. sjælens frelse.

Alverdens børsmæglere og investorer var indtil efteråret 2008 besjælet af en frelsestemning, sikkert typisk for mennesker, som tror de lever i særlig betydningsfulde tider, og samtidig mener at være begavet med indsigt i hvad Gud eller historien har for med os alle sammen. Disse pæne mennesker levede på - og af - troen på at værkstkurverne kunne vokse ind i himlen. Spekulanter producerede og solgte, i mere eller mindre god tro, rigdom med tilhørende forløsning fra jordiske problemer. Troen på pengenes hellighed og undergørende evner var kapitalismens ånd i nyliberalismens epoke.

Det er tid til at gøre regnskabet op i endnu et fallitbo.

Banker, investeringsselskaber mv. skabte, og skaber stadigvæk, gennem alskens besynderlige finansielle produkter deres egne "grå" penge, uden klar og påviselig forbindelse til den virkelige økonomi. Man handler fx med retten til at købe valuta og værdipapirer i fremtiden, eller spekulerer i forsikring af gæld. Gæld blev til et aktiv, der måtte produceres, således at man kunne forsikre gælden og tjene penge på at handle med værdien af denne forsikring.

De læste rigtigt. Hertil kom en række esoteriske produkter, denne skribent muligvis ikke har hjerne, og i hvert fald ikke tid til at fatte. Måske kan de ikke forstås af andre end finanstroldmænd og deres lærlinge. I pengelaboratorier, hvor almindelige naturlove ikke gælder, og formodentlig ved hjælp af en smule sort magi, skabes pengeskidende gnomer, kloninger af gedebukken med det gyldne skind og flyvende stegte duer - og til sidst finder Mestrene, som mange alkymister før dem, ud af hvordan man gør guld til aske...

Den store økonomiske omelet er faldet sammen og nu er det et problem for de, der gerne vil ud af spekulationerne i afledte financielle produkter: derivativer - at disse næppe kan veksles til "virkelige" penge, både fordi de har et enormt - enormt - omfang og navnlig fordi det er vanskeligt at sætte værdi på en drøm.

Måske modsvarer "giftige værdipapirer" Jordens købekraft for adskillige år. Jf. Verdensbankens opgørelser var Jordens BNP i 2007 i omegnen 54 trillioner dollars. 54 tusind milliarder dollars.

http://siteresources.worldbank.org/DATASTATISTICS/Resources/GDP.pdf

Handelsværdien af forskellige afledte financielle produkter, der handledes direkte mellem banker og hedgefonde, blev i midten af 2007 vurderet til 596 trillioner dollars jf. Bank for International Settlements. Den overvejende del af disse "produkter" bestod af, hvad en lægmand vil taksere som spelationer, fx at gætte den fremtidige kurs på en bestemt valuta og investere derefter.

http://www.bis.org/publ/otc_hy0805.pdf?noframes=1

Dette anføres blot som fingerpeg om problemets omfang. Hvad disse kæmpestore kunstværker af gæld er værd, ved ingen.

Grunden til at afledte financielle osv. kunne antage et så enormt omfang i volumen, var - og er - at derivativerne i hovedsagen ikke værdisættes på en åben børs, men handles direkte, indbyrdes mellem store banker og finanshuse. Mens det gik rigtig stærkt, foregik der tilsyneladende ingen saglig vurdering af finans-frembringelsernes værdi og evne til at generere afkast på et eller andet tidspunkt. Deres værdi afhang ene og alene af troen på at de kunne sælges videre i morgen, med god fortjeneste.

Disse værdier må i det store og hele anses for tabt - hvilket på en måde ikke gør så meget, idet de aldrig har eksisteret, blot som en tro på en evig værdistigning. Det eneste finansfolkene mistede var deres tro - og kundernes penge. Desværre går denne opvågnen til virkeligheden ud over os andre. Da Jorden er et lukket system, med begrænsede kreditmuligheder, har ingen råd til at overtage gælden, og en stor del af dem skal derfor afskrives og tilintetgøres. Ingen udenjordiske civilisationer har hidtil meldt sig som interesserede i at overtage den oppustede gæld i en godt brugt planet. Måske godt det samme, at der næppe findes en Galaksisk Monetær Fond.

Så længe bankerne og deres investorer troede at disse tomme luftsyn var noget værd, var de noget værd og stimulerede den økonomi, almindelige mennesker lever i. Nu er disse derivativer blevet skadelige for nationernes økonomi, idet deres omvurdering/ afskrivning trækker sund og fornuftig kreditgivning med sig ned. Banker og hedgefonde ønsker brændende at købe sig ud af spekulationsmarkedet, idet investeringerne har forvandlet sig fra et aktiv til et passiv, men de har ikke råd. Bankerne tør ikke låne til hinanden, idet ingen ved hvor meget nabobanken skylder bort, og om den er på vej mod konkurs. Når banker ikke låner ud til hinanden, går hele financieringsmarkedet, også det der vedrører reel produktion, i stå. Dårlig kredit fortrænger tilsyneladende god kredit, ligesom dårlige penge fortrænger gode, lødige penge, noget den britiske økonom Thomas Gresham bemærkede allerede i 1500-tallet.

Amerikanske banker, der som andre banker normalt lever af at formidle velfunderede lån, mod rimelig sikkerhed, hengav sig indtil 2008 i stor stil til at tjene penge på at spekulere, fx i forsikringen af boliglån til usikre kunder - dårlige betalere. Bankerne var egentlig ikke interesserede i om lånerne var i stand til at betale lånene tilbage, men ønskede blot at bruge gældsbeviserne som grundlag for spekulation i forsikring af gæld. Den varme luft strømmede ud af bankrådgivernes munde. Og folk købte den og huse, de ikke havde råd til at bo i. Thi så længe ord og løfter kunne sælges videre dyrere, end man købte dem, kunne dygtige mennesker skabe penge ved at handle med disse finansielle vanskabninger. Pengene var derfor rigelige og billige.

Entrepenante forretningsfolk forstod at Anvendt Financiel Magi var et tilbud om at blive rig i en fart, uden at bestille noget og uden at risikere andet end andre menneskers penge.

Også en lille klan af driftige islændinge synes ideen lød mægtig tiltrækkende. Investeringsvikingerne bemægtigede sig den lille nations bankvæsen og stillede disse værdier som garanti for et låneeventyr uden lige. De kom vel efterhånden til at betragte Island som deres personlige ejendom, og endte med at blive direktører for det mest forgældede land i nyere historie. I hvert fald hvis gælden sættes i forhold til nationens størrelse og nationalprodukt. Aldrig har så få sat så mange i så stor gæld. Sagde man undskyld for ulejligheden? Naturligvis ikke. Hvis man har pengemagt, har man til enhver tid ret. Også selvom det modsatte bevises.

Island er kanariefuglen i kulminen. Den ligger og spjætter i bunden af sit bur og burde vise også danskerne, at det er på tide at komme ud i frisk luft. Den lille følsomme fugl viser hvad vi kan have i vente, når konsekvenserne af afindiustrialisering - outsourcing - og blind tro på finansmarkedet viser sig i de vestlige økonomier. Måske kan vi alligevel ikke i fremtiden leve af at klippe hinanden eller af at fortælle hinanden om hvordan vi har det på Facebook eller Linkedin. Slagordene om det fremtidige behagelige Forbruger Servicesamfund eller spændende Innovative Videnssamfund var betegnende for den periode, hvor Den Poetiske Kapital stod for - også - det åndelige regime. De herskende var selv behersket af deres ideer om en strålende fremtid, et evigt lyksaligt nu, hvor økonomiske kriser aldrig ville forekomme. Historien, der var blevet henvist til hundehuset, havde sine egne planer. Den vendte tilbage og bed de overmodige bagi. Nu har de ikke noget at dække sig med længere.

Island er, ud fra ethvert revisorsynspunkt, fallit, konkurs og færdig som rockmusiker. Ingen tør sige det ligeud, af frygt for at miste den smule, der måske kan reddes ud af boet og fordi en indrømmet fallit kan udløse flere ubehageligheder. En statsbankerot er en grim oplevelse, som ofte fører til sortbørs, kriminalitet, vareknaphed og tuskhandel. Cigaretter, kartofler og spegepølser bliver gyldig valuta... Danmark prøvede turen i 1813 under napoleonskrigene. Dengang var kreditsammenbruddet dog ikke så slemt, fordi de fleste mennesker levede på landet i en naturalieøkonomi. Tysklands hyperinflation i begyndelsen af 1920-erne er et mere nærliggende eksempel.

Med en vis mangel på begejstring ser islændingene for tiden skibsladninger af potente, usælgelige firhjulstrækkere sejle tilbage til bilhandlerne på kontinentet. De er begyndt at indstille sig på at leve et mere mådeholdent liv. Men islængingene er seje folk, og skal nok klare sig.

Hvad angår den globale økonomi, har de seneste års spekulationsfeber som nævnt gjort at mange banker og finansieringsinstitutter vovede sig langt ud i kreditgivning. Det efterfølgende sammenbrud i kreditterne, vil, hvis vi tør tro historien, følge et kendt mønster og blive efterfulgt af en "rekonstruktionsfase". Dette indebærer ødelæggelse af kapitalfirmaer - banker- og af ellers sunde virksomheder, som har lænet sig for meget op ad den spekulative kapital. Der foregår for øjeblikket en "kreativ destruktion" af kapital, og den kapitalform der udsættes for den mest brutale ødelæggelse, er tydeligvis finanskapitalen.

Banker og investeringsfirmaer skriger selvfølgelig på hjælp, og hævder at verden går under, hvis ikke Statsfar sender flere penge. Derfor hælder også den danske stat skattepenge i banksektoren, i håb om at bankerne vil begynde at låne ud igen, hvis deres kredit bedres. Men hvad vil kreditøgning nytte, hvis virksomheder ikke har brug for at låne, fordi også den reelle økonomi er ved at løbe ud gennem nedløbsrøret? Støtte til finansverdenens gulddrenge er blevet sammenlignet med indførelsen af socialisme for de få. Kan alle vi andre nøjes med kapitalisme?

Hvordan kom vi hertil?

Dyrkelsen af den spekulative kapital i de sidste 15 - 20 år kan - og jeg gentager: kan - være forårsaget af et fald i udbyttet/ profitten af den produktive "virkelige kapital". Her taler vi om at vi muligvis befinder os ved slutningen af en af de virkelig store økonomiske perioder, en såkaldt "Kondratijev-cyklus", der synes at strække sig over 50 - 60 år. Årsagerne til denne cyklus har hidtil ikke kunnet findes. Men det ser faktisk ud som om den økonomiske aktivitet siden den industrielle revolution udviser påfaldende regelmæssige vækst - og sammentræknings perioder.

Den nuværende økonomiske krise fremtræder som en overproduktionskrise, eller, hvad der er det samme: et resultat af skæv indkomstfordeling. Både regionalt og globalt. De velhavende få har haft for mange penge, og de fattige mange, for få. En økonomi kan næppe siges at være sund, hvis den hviler på de fås evne til at forbruge, frem for de manges.

USA er ikke nogen kanariefugl, men snarere en fed ørn, der har glemt hvordan man flyver.

USAs brede masser har i de seneste årtier i stigende grad været henvist til låntagning, hvis de ville have en del af samfundskagen. Det har været let nok at komme til at skylde penge, idet en storstilet gældssætning, især i forbindelse med huskøb, som nævnt var en del af grundlaget for den nu punkterede spekulationsboble. Men når de velhavende holder sig tilbage med at svinge kreditkortet, og de relativt fattige masser har opbrugt deres smule kreditkort-kredit, så trækker hele økonomien sig hastigt sammen. Bortset fra at kreditkort ikke fandtes, så var det nøjagtig det der skete i USA i 1929 og frem til 1940-erne. De rige kan ikke forbruge mere og hive økonomien op, idet de har tabt mange af deres penge på spekulation, og de (stadig) relativt fattige bliver endnu dårligere stillet. Blandt andet fordi deres jobs er flyttet til andre lande, hvor arbejdslønnen er langt lavere. Tidligere fabriksarbejdere kan nu gå i varehuset eller kina-butikken og købe de produkter, de selv fremstillede for nogle få år siden. Det er de nok glade for, hvis de har råd.

Den amerikanske økonomi har i høj grad udvikklet sig til en forbrugsøkonomi (eller parasitær økonomi), i modsætning til en produktionsøkonomi. De amerikanske forbrugers købsmuligheder har i sidste ende hvilet på omverdenens villighed til at låne til forbrug; det vil sige: dække USAs handelsunderskud. Om superproducenten af billigt kram, Kina, ligefrem har haft en skummel plan om at gældssætte USA og tvinge supermagten til Kow-tow, er næppe sandsynligt. Men det er et faktum at kineserne ejer en forfærdelig masse amerikansk gæld, idet de har solgt deres varer mod sikkerhed i amerikanske obligationer. Muligvis de også ved at blive bekymrede.

De seneste to årtier var økonomies gyldne sensommer. Men bladene faldt og vi gik ind i den mørke tid.

Hvad er poetisk kapital?

Tendensen til fald i profitraten - fortjenesten - kan anskues som en af de iboende konflikter i det kapitalistiske system. Idet afkastet på den "virkelige" kapital - kapital, der vedrører produktion af reelle brugsting - falder/synker, søger de økonomiske aktiviteter efterhånden hen mod det imaginære/ spekulative. Kapitalejere forvandler sig til spekulanter og udbyder fiktiv kapital. Den giver på det korte stræk bedre udbytte end investeringer i reel kapital, eller "rigtig" produktion. Troen på uhæmmet investering i investeringer (!) og at sådanne spekulationer kan skabe rigdom, har været et stort tema i neoliberalismens eventyr.

Desværre kan finanskapitalen ikke i sig selv skabe virkelig rigdom - ting vi kan bruge - men kun flere penge. Man kan ikke spise penge. I hvert fald ikke uden at få en dårlig smag i munden.

Her er hvad en af de klassiske økonomer - Karl Marx - har at sige om imaginær kapital, eller spekulationskapital:

"(...) [værdipapirer] merely convey legal claims to a portion of the
surplus-value to be produced by it. But these titles likewise become paper duplicates of the real capital; it is as though a bill of lading were to acquire a value separate from the cargo, both concomitantly and simultaneously with it. They come to nominally represent non-existent capital."

Værdipapirer, der oprindelig blot repræsenterer ejendomsretten til fx en virksomheds overskud, bliver i sig selv til bærere af værdi. Man kunne lige så godt spekulere i værdien af en kvittering for leverede varer. Dette er ren tro på den rene, ubesmittede vare. De spekulative værdipapierers værdi stiger, når afkastet af virkelige værdier falder. Derfor udvikles der også flere af den slags imaginære papir-bærere af værdi, når profitraten går nedad:

"But as duplicates which are themselves objects of transactions as commodities, and thus able to circulate as capital-values, they are illusory, and their value may fall or rise quite independently of the movement of value of the real capital for which they are titles. Their value, that is, their quotation on the Stock Exchange, necessarily has a tendency to rise with a fall in the rate of interest — in so far as this fall, independent of the characteristic movements of money-capital, is due merely to the tendency for the rate of profit to fall; therefore, this imaginary wealth expands, if for this reason alone, in the course of capitalist production in accordance with the expressed value for each of its aliquot parts of specific original nominal value."

Det korte af det lange er, at når produktionen af varer og tjenestydelser, som følge af den skærpede konkurrence mellem stadig større og stadig mere effektive virksomheder, giver mindre udbytte, søger interessen hen, hvor pengene giver et bedre udbytte. Pengene vandrer ind i den poetiske kapitals rige.

Investering bliver til et spil, hvor chancerne for udbytte vurderes ud fra sandsynligheder, og ikke afhænger af virksomheders evne til at tjene penge. Investering i produktion bliver noget sekundært og kasinoøkonomi til det primære:

"Gain and loss through fluctuations in the price of these titles of
ownership, and their centralisation in the hands of railway kings,
etc., become, by their very nature, more and more a matter of gamble,
which appears to take the place of labour as the original method of
acquiring capital wealth and also replaces naked force. This type of
imaginary money wealth not only constitutes a very considerable part
of the money wealth of private people, but also of banker's capital,
as we have already indicated."

(K. Marx Kritik af den politiske økonomi/ Kapitalen bd. 3, 30. kap.)

http://www.marxists.org/archive/marx/works/1894-c3/ch30.htm

På den måde forvandler kapitalisten sig til en spiller, der hengiver sig til spillet, dels fordi han gerne vil vinde penge, men også fordi det sætter ham i stand til at begære sit eget begær. I spillet fordobler han sig til sit eget attråværdige, sejrende drømmebillede. Den poetiske kapital er verdensfjern som en forelsket digter, der udtænker digte om sin store kærlighed mens han vandrer rundt i skoven. Ved aftenstide opdager han at han er sulten og faret vild.

Værdiforøgelse på en hvilken som helst måde, og for en hvilken som helst pris er, når alt kommer til alt, det eneste formål kapitalismen kender. Også selv om det sker på bekostning af forbindelsen til virkeligheden. Kapitalismen er Den store Opportunist, der kun tror på værdien af egen interesse.

Når spekulations-drømmen - eller mareridtet - er ovre, skal der igen tjenes penge på gammeldags manér. Til den ende skal bruges råstoffer, arbejdskraft, risikovillig kapital, i det hele taget ressourcer. Bortset fra arbejdskraften er der tale om udnyttelse af begrænsede goder i en begrænset verden, og det er slet ikke utænkeligt vi kan forvente fremtidige ressourcekrige. Måske er de allerede i gang. Med mindre de udvikler sig til atomkrige og slår hele verden knock-out, eller klimaændringer og pludselige folkevandringer spiller os et uforudset puds, vil små håndterbare krige kunne danne afsæt for stats-initieret produktion i de velhavende lande, og begyndelsen for en ny økonomisk vækstcyklus. Som bekendt sluttede Den store Depression først, da USA fik blus på rustningsindustrien under anden verdenskrig. Krige har ofte været igangsættere for økonomisk og teknologisk udvikling, men det betyder selvfølgelig ikke at der nødvendigvis kommer krig igen. Man bør frygte at leve i interessante tider!

Nu da sproget er sat i profet-mode, vil det være let at skrive, at vi formodentlig i de kommende år vil opleve forskellige versioner af marxisme vinder legitimitet igen. Rigtig mange økonomer vil nok også få travlt med at grave Keynes' værker frem fra hylderne. Økonomiske teorier baseret på spilteori og ideer om incitamentstyring må spås en lovende fremtid. Derimod er de Friedmanske teorier om pengenes fortrinsret sandsynligvis dømt ude indtil næste kamp. Også de intellektuelle skolers værdi svinger alt efter hvilket afkast de kan give.

Man kan ikke blive velhavende i visdom på ærlig vis, ved blot at købe aktier i andres åndelige arbejde. Heldigvis kan man hente hjælp til at tænke selv - også hos klassikerne. Derfor er de klassikere.

Der findes ingen sandhedsnøgle til forståelse af samfundet og dets gerninger. Hvis der gjorde, ville denne sandhed have forvandlet sig til undertrykkelse og fælles hjernelammelse. Tvivlen, vi så ofte mistolker som usikkerhed, er heldigvis i længden stærkere end troens skråsikkerhed: Dråben udhuler stenen.