Økonomi: Den poetiske kapital

Afladskræmmer fra 1500-tl. - "Wenn das Geld im Beutel klingt, die Seele in den Himmel springt." Wikisource.

PENGENES MAGT

Penge har en frigørende og forførende magt. De er den vare, hvormed alle andre varer købes, herunder sjælens frelse.

Alverdens børsmæglere og investorer er fra tid til anden besjælet af messianistisk storhedsvanvid. En art Jesus-kompleks, typisk for mennesker, som tror de lever i særlig betydningsfulde tider, og samtidig mener at være begavet med indsigt i hvad Gud eller historien har for med os alle sammen.

Disse pæne mennesker lever af - og på - troen på at vækstkurverne vokser ind i himlen.

Spekulanter producerer og sælger, i mere eller mindre god tro, rigdom med tilhørende forløsning fra jordiske problemer. Troen på pengenes hellighed og undergørende evner er kapitalismens ånd i nyliberalismens epoke.

Og med jævne mellemrum bliver det tid til at gøre regnskabet op i endnu et fallitbo.

Banker, investeringsselskaber mv. skaber, gennem besynderlige finansielle produkter, deres egne "grå" penge, uden klar og påviselig forbindelse til den virkelige økonomi. Man handler fx med retten til at købe valuta og værdipapirer i fremtiden, eller spekulerer i forsikring af gæld. Gæld er et aktiv, der produceres, således at man kan forsikre gælden og tjene penge på at handle med værdien af denne forsikring.

Hertil kommer en række esoteriske produkter, denne skribent ikke har hjerne, eller tid til at fatte. Måske kan den slags ikke forstås af andre end finans-troldmænd og deres lærlinge.

I penge-laboratorier, hvor almindelige naturlove ikke gælder, og ved hjælp af en smule sort magi, skabes gnomer som skider penge, kloninger af gedebukken med det gyldne skind og flyvende stegte duer - og til sidst finder Mestrene, som mange alkymister før dem, ud af hvordan man gør guld til aske…

Den overvejende del af disse "produkter" består af hvad en lægmand vil taksere som rene spekulationer, fx at gætte den fremtidige kurs på en bestemt valuta og investere derefter.

Den store økonomiske omelet falder fra tid til anden sammen og så er det et problem for de, der gerne vil ud af spekulationerne i “afledte finansielle produkter” - derivater - at disse næppe kan veksles til "virkelige" penge. Både fordi de har et enormt omfang og navnlig fordi det er vanskeligt at sætte værdi på en drøm.

Disse giftige værdipapirer svarer til Jordens købekraft for adskillige år.

FINANSKRISEN

Hvis vi går tilbage til det seneste store økonomiske sammenbrud, den såkaldte “finanskrise”, så var Jordens BNP i 2007 i omegnen af 63 trillioner dollars. 63 tusind milliarder dollars. Jf. Verdensbankens opgørelser.

I midten af 2007 var, jf. Bank for International Settlements, handelsværdien af forskellige afledte finansielle produkter, der handledes direkte mellem banker og hedgefonde, vurderet til 596 trillioner dollars. 596 tusind milliarder dollars.

Hvad disse kæmpestore kunstværker af gæld er værd, ved ingen. Grunden til at afledte finansielle produkter antager så enormt omfang er, at de ikke værdi-sættes på en åben børs, men handles direkte, mellem banker og finanshuse.

Når det går rigtig stærkt, så foregår der ingen vurdering af produkternes værdi og evne til at generere afkast. Deres værdi afhænger af troen på, at de kan sælges videre i morgen.

Disse værdier holder på et tidspunkt op med at være noget værd - hvilket på en måde ikke gør så meget, idet de aldrig har eksisteret, blot som en tro på en evig værdistigning.

Det eneste finans-folkene mister er deres tro - og kundernes penge. Desværre går denne opvågnen til virkeligheden ud over os andre.

Da Jorden er et lukket system, med begrænsede kreditmuligheder, har ingen råd til at overtage gælden, og en stor del af dem skal derfor afskrives. Ingen uden-jordiske civilisationer har hidtil meldt sig som interesserede i at overtage gælden i en godt brugt planet. Måske godt det samme, at der ikke findes en Galaktisk Monetær Fond.

Men så længe bankerne og deres investorer tror disse tomme luftsyn er noget værd, er de noget værd og stimulerer den økonomi, almindelige mennesker lever i.

Ved en krise bliver disse derivater skadelige for nationernes økonomi, idet deres omvurdering/ afskrivning trækker sund og fornuftig kreditgivning med sig ned.

Banker og hedgefonde ønsker sig pludselig brændende at købe sig ud af spekulations-markedet. Investeringerne har forvandlet sig fra et aktiv til et passiv, men de har ikke råd. Bankerne tør ikke låne til hinanden, idet ingen ved hvor meget nabo-banken skylder bort, og om den er på vej mod konkurs. Når banker ikke låner ud til hinanden, går hele finansieringsmarkedet i stå.

Dårlig kredit fortrænger god kredit, ligesom dårlige penge fortrænger gode, lødige penge, noget den britiske økonom Thomas Gresham bemærkede allerede i 1500-tallet.

Amerikanske banker, der som andre banker normalt lever af at formidle lån, mod rimelig sikkerhed, hengav sig indtil 2008 til at tjene penge på at spekulere i forsikringen af boliglån til dårlige betalere. Bankerne var egentlig ikke interesserede i, om lånerne var i stand til at betale lånene tilbage, men ønskede blot at bruge gældsbeviserne som grundlag for spekulation i forsikring af gæld.

Den varme luft strømmede ud af bankrådgivernes munde. Og jævne mennesker købte huse, de ikke havde råd til at bo i. Så længe ord og løfter kunne sælges videre dyrere, end man købte dem, kunne dygtige mennesker skabe penge ved at handle med disse finansielle vanskabninger.

Pengene var rigelige og billige. Entreprenante forretningsfolk forstår til enhver tid, at anvendt finansiel magi er en mulighed for at blive rig i en fart, uden at bestille noget. Og uden at risikere andet end andre menneskers penge.

Også en lille klan af driftige islændinge synes ideen lød tiltrækkende. "Investeringsvikingerne” bemægtigede sig den lille nations bankvæsen og stillede bankernes værdier som garanti for et låne-eventyr uden lige. De begyndte efterhånden at betragte Island som deres personlige ejendom. Og endte med at blive direktører for det mest forgældede land i nyere historie, hvis gælden sættes i forhold til nationens størrelse og nationalprodukt.

Aldrig har så få sat så mange i så stor gæld.

Sagde man undskyld for ulejligheden? Naturligvis ikke. Hvis man har pengemagt, har man til enhver tid ret. Også selvom det modsatte bevises. Enkelte af slamberterne fik dog et betalt ophold i Hotel Gitterly.

Island var kanariefuglen i kulminen. Den spjættede i bunden af sit bur og viste, at det var på tide at komme ud i frisk luft. Den lille følsomme fugl viste, hvad der kan ske, hvis man nærer blind tro på finansmarkedet.

De herskende er selv behersket af deres ideer om en strålende fremtid, et evigt lyksaligt nu, hvor økonomiske kriser aldrig forekommer.

Karma har sine egne planer. Karma vender nemlig tilbage og bider de overmodige bagi. En statsbankerot er en grim oplevelse, som fører til sortbørs, kriminalitet, vareknaphed og tuskhandel. Dette indebærer ødelæggelse af kapital-firmaer - banker- og af virksomheder, som har lænet sig for meget op ad den spekulative kapital.

Når drømmen brister foregår en "kreativ destruktion" af kapital, og den kapitalform der udsættes for den mest brutale ødelæggelse, er finanskapitalen.

Banker og investeringsfirmaer skriger selvfølgelig på hjælp, og hævder at verden går under, hvis ikke staten sender flere penge.

Men hvad nytter det, hvis virksomheder ikke har brug for at låne, fordi den reelle økonomi er ved at løbe ud gennem nedløbsrøret? Støtte til finansverdenens gulddrenge er socialisme for de få.

Vi andre må nøjes med kapitalisme.

Dyrkelsen af den spekulative kapital er formentlig forårsaget af et fald i udbyttet/ profitten af den produktive "virkelige kapital".

Måske befinder vi os i disse årtier ved slutningen af en af de store økonomiske perioder, en såkaldt "Kondratijev-cyklus", der synes at strække sig over 50 - 60 år. Årsagerne til denne cyklus har hidtil ikke kunnet findes.

Det ser ud som om den økonomiske aktivitet siden den industrielle revolution i 1700-tallet udviser regelmæssige vækst - og sammentræknings perioder. En økonomisk krise fremtræder som en overproduktions-krise, eller, hvad der er det samme: et resultat af skæv indkomstfordeling.

De velhavende få har for mange penge, og de fattige mange, for få. En økonomi kan ikke siges at være sund, hvis den hviler på de fås evne til at forbruge, frem for de manges.

POETISK KAPITAL

Hvad er poetisk kapital? Tendensen til fald i profitraten - fortjenesten - kan anskues som en af de iboende konflikter i det kapitalistiske system.

Idet afkastet på den "virkelige" kapital - som vedrører produktion af reelle kapitalgoder og brugsting - falder, søger de økonomiske aktiviteter efterhånden hen mod det spekulative.

Kapitalejere forvandler sig til spekulanter og udbyder fiktiv kapital. Den giver på det korte stræk bedre udbytte end investeringer i reel kapital, eller "rigtig" produktion.

En af de klassiske økonomer, Karl Marx, siger om imaginær kapital, at værdipapirer, der oprindelig blot repræsenterer ejendomsretten til fx en virksomheds overskud, selv bliver til bærere af værdi.

Man kunne lige så godt spekulere i værdien af en kvittering for leverede varer. De spekulative værdipapirers værdi stiger, når afkastet af virkelige værdier falder. Derfor udvikles der flere af den slags imaginære bærere af værdi, når profitraten falder:

"Men som duplikater, der selv kan forhandles som varer og herved selv cirkulere som kapitalværdier, er de illusoriske, og deres værdibeløb kan stige og falde helt uafhængig af værdibevægelsen inden for den virkelige kapital, som de giver adkomst til.

Deres værdibeløb, dvs. deres kursnotering på børsen, har nødvendigvis en tendens til at stige, hvis der sker et fald i rentefoden, for så vidt som dette fald uafhængigt af pengekapitalens særlige bevægelser er en simpel følge af profitratens tendens til at falde, således at denne imaginære rigdom allerede af denne grund ekspanderer (...)"

Interessen søger hen, hvor pengene giver et bedre udbytte. Pengene vandrer over i den poetiske kapitals rige.

Investering bliver til et spil, hvor chancerne for udbytte vurderes ud fra sandsynligheder, og ikke afhænger af virksomheders evne til at tjene penge.

"Gevinst og tab på grund af svingninger i prisen på disse ejendomsadkomster samt deres centralisering i hænderne på jernbanekonger osv blive ifølge sagens natur mere og mere resultatet af det spil, som synes at træde i stedet for arbejdet som den oprindelige måde at erhverve kapitalejendom på og også i stedet for den direkte magt." (...) 1)

På den måde forvandler kapitalisten sig til en spiller, der hengiver sig til spillet, fordi han gerne vil vinde penge, og fordi han begærer sit eget begær. I spillet fordobler han sig til sit eget attråværdige, sejrende drømmebillede.

Den poetiske kapitalist er verdensfjern som en forelsket digter, der vandrer rundt i skoven og udtænker digte om sin store kærlighed. Ved aftentide opdager han at han er sulten og faret vild.

Værdiforøgelse er det eneste formål kapitalismen kender. Også selv om det sker på bekostning af forbindelsen til virkeligheden. Kapitalismen er historiens Store Opportunist, som kun tror på værdien af egen interesse.

Når spekulations-drømmen - mareridtet - er ovre, skal der igen tjenes penge på gammeldags manér.

Til den ende skal der bruges råstoffer, arbejdskraft, risikovillig kapital, i det hele taget ressourcer. Bortset fra arbejdskraften, er der tale om udnyttelse af begrænsede goder i en begrænset verden, og det er ikke utænkeligt vi kan forvente fremtidige ressourcekrige.

Måske er de allerede i gang. Med mindre de udvikler sig til atomkrige og slår hele verden knockout, eller klimaændringer og folkevandringer spiller os et uforudset puds, vil små håndterbare krige kunne danne afsæt for stats-initieret produktion i de velhavende lande, og begyndelsen for en ny økonomisk vækst-cyklus.

Som bekendt sluttede Den store Depression først, da USA fik blus på rustningsindustrien under anden verdenskrig. Krige har ofte været igangsættere for økonomisk og teknologisk udvikling.

Man bør frygte at leve i interessante tider!

1) Karl Marx: Kapitalen/ Kritik af den politiske økonomi bd. 3, kap. 30.

http://www.marxists.org/archive/marx/works/1894-c3/ch30.htm