Kirkegårdskultur og gravminderegistrering


INDLEDNING
OM DEN DANSKE KIRKEGÅRDSKULTURS FORFALD OG BEVARING

Resterne af den gamle danske kirkegårdskultur findes i vore dage spredt som øer i et brun-grønt sargassohav af lige og ligegyldige thujahække. De gravminder som hækkene omkranser, er for det meste så ens og intetsigende som de lejligheder og parcelhuse de levende bor i. Der hviler samme søndagsfred over både boligkvarteret og de dødes have. Begge områder er reservater, fredelige og uden særlige kendetegn, forskellen er blot, at det ene sted sover man livets korte søvn, det andet evighedens. Kirkegårdens få besøgende forstyrrer sjældent graverne, der arbejder som en mellemting mellem anlægsgartnere og museumskustoder, og futter rundt med bobcats, traktorer og bladsugere på fædrenes grave. De der i stadig større ubemærkethed ligger afventende opstandelsen....

Døden er en lige så vigtig og nødvendig del af tilværelsen som fødslen. Men til forskel fra fødslen, som i løbet af vort århundrede er blevet befriet for de fleste tabuer, og dermed gjort til noget man kan tale offentligt om, knytter der sig stærke pinlighedsfølelser til døden og de døde. Måske stærkere end nogensinde. Man kan få det indtryk, at der er nedlagt et slags uofficielt forbud mod døden. - Samtidig med at folk er voldsomt facineret af den upersonlige, fiktive død på TV, i aviser og kriminalromaner. Der er mange og sammenhængende årsager til denne kollektive fortrængning af den konkrete, nære død, som man kan diskutere vigtigheden af, men hvad der end er det vigtigste, så er det efterhånden det almindeligste, at død og begravelse er noget som foregår i dybeste stilhed i specielle, afskærmede områder af tilværelsen. Døden og de døde kommer kun de professionelle ved! Denne fortrængning af dødens realitet står i skarp modsætning til tidligere tiders robuste og praktiske, men ikke ufølsomme måde at forholde sig til livets afslutning på. "Forbudet mod døden" har også betydet at nogle af de største, kollektive projekter vi har frembragt her i Danmark, nemlig kirkegårdene, er stivnet og, ja undskyld udtrykket, er ved at dø, på grund af manglende folkelig interesse.

Fortrængningen af døden følges med (og hænger utvivlsomt sammen med) andre ændringer i den fælles mentalitet. Een af de vigtigste er afkristningen af danskernes liv. De kristne trosforestillinger betyder stadig mindre i meningsdannelsen. Hverken for vore meninger om, hvad der er ret og rimeligt i vort forhold til hinanden, eller for den og de betydninger vi tillægger selve det at være, vor tro på en mening med livet. - Danskerne er, set som et folk, ikke længere deltagere i Guds store projekt, der jo som bekendt afsluttes med de kristnes opstandelse, dom og indtræden i enten paradis eller helvede. Derfor betyder det ikke længere så meget, om man ligger som en benrad, der er klar til at klæde på med kød, eller som benmel i en urne, hvilket jo ikke ligefrem er nogen hjælp til Gud når han skal samle kroppen igen! (Ligbrænding passer ikke sammen med troen på opstandelsen, den er ret beset en ukristen skik. Det er derfor kun nødtvungent at Folkekirken er gået med til at medvirke ved urnenedsættelser. Det blev først en embedspligt for præsterne i begyndelsen af 1950-erne.) Verdsliggørelsen og ligbrændingen har i høj grad været med til at gøre kirkegårdene uspændende. Dels har kirkegårdene og gravminderne mistet de fleste af de kendetegn, der bl.a. viste et kristent tilhørsforhold, og således er de blevet fattigere på den information, der kan give os en åndelig, æstetisk oplevelse, og dels opfordrer selve størrelsen på en urne til små gravsteder, hvor der ikke er plads til at der kan gøres ret meget ud af det. Det er nogle af de væsentligste årsager til at kirkegårdene er blevet stadig mere åndsforladte.

Jeg vil senere komme ind på andre årsager til og udtryk for dette kulturtab, bla.a. anonymiseringen, familiens mindskede betydning og de gamle forventninger til deres minde.

Enkeltpersoner og foreninger (særlig Foreningen for Kirkegårdskultur) har i mange år virket for en større bevidsthed om de kulturværdier, der befinder sig på vore kirkegårde, men det har været en højest ulige kamp mod langt stærkere kræfter. For hvad kan man egentlig gøre ved, at folks interesse i og mulighed for at passe deres families gravsteder er blevet mindre, særlig i løbet af de Arbejdet på kirkegårdene er blevet professionaliseret, både som følge af folks ændrede indstilling til de afdøde og deres minde, og på grund af deres mindskede muligheder for at passe gravene - man bor ofte langt fra fødeegnen. Den stadig øgede arbejdsdeling i samfundet gør sig således også gældende i dette område af produktionen - produktionen og vedligeholdelsen af gravminder!

En anden (afledt) grund er, at man har måttet imødekomme kirkegårdspersonalets rimelige krav om ordentlige arbejdsforhold. Det er klart, at den moderne, fuldtidsansatte, arbejdsmiljøbevidste kirkegårdsleder gerne vil have gode og brede gange at færdes på med sine redskaber og maskiner. Det er en af grundene til, at stort set alle landets kirkegårde efterhånden blev "reguleret". - Der nedlagdes gravpladser, som lå ubekvemt i forhold til stier og adgangsveje til gravstederne, på bekostning af det gammelgroede, skæve, men hyggelige og folkelige præg kirkegårdene som oftest havde tidligere. Også de æstetiske normer for, hvad der er god havekunst, var helt anderledes blandt de kirkegårdsledere og gravere, der i løbet af vort århundrede efterhånden overtog plejen og anlæggelsen af kirkegårdene. Regelret, planlagt, rationelt, og derfor i total modsætning til det hjemmegjorte præg af kolonihaveforening, de fleste kirkegårde havde indtil begyndelsen af århundredet.

Professionaliseringen af kirkegårdsarbejdet førte også uvægerligt til, at den enkelte graver kom til at sætte sit præg på kirkegården, hvorved der også forsvandt mange nuancer og små finurlige, men desværre upraktiske detaljer. Det, og så det øgede pres, som en stadig større befolkning (særlig i det østlige Danmark) gav på kirkegårdene, førte til at man fra statslig side opfordrede til at kirkegårdene blev reguleret (ved kongelig anordning i 1927 og 1953). Fra at være et kollektivt projekt, udført af sognets beboere, er kirkegårdene nu blevet præget af få menneskers vilje og smag.

I vore dage gælder det om at redde hvad reddes kan af de stumper af den gamle kirkegårdskultur, der er tilbage, og langt om længe vågnede staten, personificeret i daværende kirkeminister Mette Madsen da også op. Hun fik i 1986 gennemført en lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, hvor der gives mulighed for at frede bevaringsværdige gravminder. (Men desværre ikke i hele partier af kirkegårde. Det er et ret uheldigt "hul" i loven.) Hvad angår den praktiske gennemførelse af fredningen, blev det pålagt de regionale museumsråd at udpege en sagkyndig til at finde ud af, hvad der er bevaringsværdigt i deres område. Det vil nok vise sig, at det som regel vil blive det lokale kulturhistoriske museum, der forestår og betaler fredningen, fordi det ikke i loven er blevet gjort klart, hvem der skal betale for den sagkyndige. Om det skal være kirkerne (menighedsråd/den gejstlige administration) eller museerne (museumsråd/amter/kulturministerium). Mit indtryk er at bevaringen af disse kulturværdier generelt er prioriteret langt ned i syltekrukken. Hvis viljen var til stede, burde det være ret let at finde en løsning på finansieringen af de kulturhistorisk sagkyndige.
Men hvis en sagkyndig har været så heldig at have fået midler af een eller anden instans, eller prioriterer andet af sit arbejde ned, og skal i gang med sit fredningsarbejde, kan han/hun støtte sig til en vejledning, udarbejdet af kirkeministeriet og Statens Museumsnævn, "den grønne vejledning". I denne vejledning nævnes otte kriterier for fredning. F.eks. er gravmindet bevaringsværdigt, hvis det er over 100 år, hvis der på det er bevaret lokalhistoriske navne, som ellers ikke findes mere, eller hvis det bevarer mindet om fortjenstfulde mænd og kvinder. Disse kriterier er ganske ligetil at arbejde med, bortset fra eet, nemlig "egnstypisk mindesmærke". Vejledningen siger: "Af de gravminder der i tidens løb har været typiske for kirkegården, bør i hvert fald et eksemplar af hver type bevares for eftertiden. Dette gælder selvom gravmindet ikke i sig selv er af særlig interesse, og navnlig hvis der er tale om en gravstenstype, der fremfor andre har været foretrukket på egnen". (s 8) Nu er problemet bare, at der ikke er nogen der ved, hvad der er typisk for gravminderne i landets enkelte egne. Der findes nok en del detailviden, men der er ikke lavet nogen landsdækkende oversigt. Det førte til, at en gruppe museumsfolk i slutningen af 1980-erne dannede den såkaldte "gravmindepulje", hvor man ville undersøge dette spørgsmål - og i øvrigt arbejde med gravminder kulturhistorisk set. Dette samarbejde førte senere til at (en del af) gruppen ville forsøge at give en samlet fremstilling af dødens, begravelsernes og kirkegårdenes kulturhistoriske i de sidste to hundrede år i Danmark.
Det er i hovedtræk baggrunden for mit arbejde for Næstved Museum 1991/1992. Jeg har for det første indsamlet historisk og etnologisk materiale til det ovennævnte projekt "Død og begravelse". For det andet har jeg forberedt fredningen af bevaringsværdige gravminder på Næstved-egnen, med særligt henblik på at bestemme, hvad "det egnstypiske" for vor egn måtte være. Her har jeg og min assistent koncentreret os om tre kirkegårde (som var udvalgt før vi startede på vore jobtilbud), for at se om vi ved at arbejde intensivt her, kunne udfinde nogle særlige træk ved gravminderne, som så måske ville kunne findes på andre af egnens kirkegårde. Arbejdet har således været en historisk/etnologisk stikprøve.

Den førstnævnte del af arbejdet har jeg gjort rede for i min rapport "Begravelsesskikke og kirkegårdskultur i Karrebæk". Nærværende skrift er således helliget den anden, den fredningsmæssige del af arbejdet. Samtidig med vor undersøgelse har vi registreret de, efter vor mening, bevaringsværdige gravminder på de tre kirkegårde. Materialet venter nu på at blive brugt ved næste provstesyn.

Arbejdet med registrering og vor søgen efter noget typisk ved grevminderne på Næstvedegnen, ledte ganske uvilkårligt til to spørgsmål, som er denne rapports andet hovedemne, nemlig: Hvordan bruger man gravminder som historiske kilder? Og hvorfor har gravmindeskikken ændret sig så dramatisk i løbet af de seneste 30 - 40 år? Min færden på kirkegårdene førte simpelthen til personlig undren: hvorfor ser kirkegårdene i vore dage helt anderledes ud, end jeg kan huske dem fra min barndom?

Set fra et fagligt synspunkt, kan fredning af gravminder være temmelig ligegyldig, hvis ikke man ved hvordan man finder, tolker og anvender den information om fortidens mennesker og samfund, som de rummer. De første tre kapitler er en beskrivelse af min måde at lytte til og forstå gravmindernes tyste tale.
Jeg har været meget glad for at opleve den venlighed og hjælpsomhed, som de ansatte på Karrebæk, Herlufmagle og Snesere kirkegårde har modtaget os med. Jeg vil også gerne sige tak til alle de andre, der har hjulpet med råd og dåd. En særlig tak til Cand. comn. Dan Christensen og laborant Hans Hansen for hjælp med fortolkningen af det statistiske materiale.

Endelig har min assistent Kirsten Mack været helt uundværlig, både hvad angår det praktiske og det upraktiske - ved flere lejligheder har hun givet sine bidrag til forståelsen af problemerne, uden jeg altid har fået givet udtryk for min påskønnelse. Det gør jeg herved!

GRAVMINDER SOM HISTORISKE KILDER I

Der er, så vidt jeg ved, ingen der har undersøgt, hvordan man kan anvende gravminder som historiske kilder. Det vil sige at fastslå, hvad man kan slutte om fortidige forhold ud fra disse minder, ved anvendelse af historikernes traditionelle arbejdsbegreber, som man kan sammenfatte i udtrykkene "historisk teknik" eller "kildekritik". Altså læren om den korrekte anvendelse af de historiske kilder. De fleste af disse tekniske historievidenskabelige begreber lader sig udmærket anvende i arbejdet med gravminder, eller også er de irrelevante, men jeg har fundet et problem, hvad angår to helt centrale historietekniske begrebers anvendelse i denne sammenhæng, nemlig "levn" og "beretning". Det har, ganske uventet, tvunget mig ud i nogle temmelig vanskelige overvejelser, og løsningen på problemet er blevet opstillingen af et nyt begreb, der sammenfatter begge de to nævnte forhold i sig.

Måske vil det blive opfattet som kætteri af visse af fagets "hard-core" komparatister, for den kildekritiske metode har i mange år tilsyneladende været en statisk størrelse, hvor der ikke er sket meget nyt. Desuden er kildekritikken/den historiske teknik den hævdvundne metode, der fremfor alt binder faget sammen, og til trods for de utallige "skoler", er med til at gøre historie til en videnskabelig disciplin. Derfor kan det måske blive opfattet som noget ubehageligt at der dukker nye begreber op, for hvis kildekritikken er foranderlig, kan vi så risikere, at den bryder helt sammen? Og at historie hermed devalueres til at blive litterær kunstart? Det tror jeg overhovedet ikke. Det følgende er blot en mindre korrektion og videreudvikling af den historiske teknik overfor en type kilder, hvis anvendelighed befinder sig i grænsefeltet mellem levn og beretning.

Indtil sagen er blevet diskuteret og afklaret, har jeg altså, ved at blive tvunget til at overveje den historiske tekniks anvendelighed i dette tilfælde, bragt en del af den ind i de teoretiske overvejelsers affære, hvor den ellers ikke har befundet sig i de sidste hundrede år. - Så vidt jeg ved ikke siden Kristian Erslev elegant løste det af tyske historikere opstillede problem om opdeling af kilderne i Levn ("Uberreste") og beretning ("Tradition"). Det gjorde han ved at gøre det til et spørgsmål om betragterens anvendelse af kilden, ikke noget der beror på tingen selv. Han skriver:"I mine Grundsætninger fra 1892 betonede jeg, at enhver Beretning naturligvis tillige er en Lævning, og paa den anden Side, at hvor Lævningen indeholder en beretning, maa denne benyttes og bedømmes som saadan: men jeg var da endnu ikke nået til at drage den nærliggende Slutning, at Forskellen i Virkeligheden ligger i vor forskellige Maade at benytte kilden paa." 1)

Det betyder, at ting fra fortiden ikke kan rubriceres enten som levn eller beretninger - meddelser. Det ville give nogle aldeles kunstige skel. jeg citerer: "En sådan Tvedeling vilde i meget grove Træk komme til at svare til den i Tyskland benyttede. Men hvilke Urimeligheder vilde den ikke føre til. Vi har fra Broncealderen en Del ensartede Redskaber, som man mener at kunne Bestemme som Rageknive, og paa den Del af dem ses en Afbildning af Skibe: vilde man sætte disse sidste i den ene Hovedgruppe, den, der fattes Afbildninger, i den anden, var det dog at adskille det, som naturligt hører sammen." 2)

Jeg bliver nu nødt til ganske kort at skitsere forskellen mellem de to måder at anvende kilderne på: Alt hvad der overleveres til os af menneskelige frembringelser fra fortiden er levn. Det gælder alt, ligefra storstensgrave til bliklegetøj. Hvis disse levn rummer en intenderet meddelelse, kan de bruges som kilder af historikeren på to måder. Enten som levn, hvor han skaffer sig dokumentation om, hvordan forholdene var, da kilden blev til. Man siger at man slutter til kildens ophavssituation. På den måde kan man, særlig hvis det er informationsrige kilder man arbejder med, skaffe sig oplysning om ophavsmandens værdinormer, hvad han synes er smukt og rigtigt. F.eks. til hans tankeverden, holdninger til andre mennesker og, kort sagt til hans ideologi/verdensbillede. Eller historikeren kan bruge kilden som beretning, det vil sige, at han skaffer sig viden om, hvordan forholdene var udenfor ophavssituationen. Man undersøger altså her kildens emne, dens meddelelser. Billeder og rumlig kunst må også forstås som meddelelser. Enhver skriftlig eller billedlig kilde kan således både anvendes som kilde til forfatterens/kunstnerens holdninger og de forhold han arbejder under, og til de forhold de beretter om, f.eks. politiske eller religiøse sager. Ved at skille levns og beretningsaspektet bliver det bla.a. muligt at sige noget sikkert om kildens tendens, altså kildens fordrejning af virkeligheden, som skyldes ophavsmandens værdier, fordomme m.m.

Hvad gravminder angår, har vi en gruppe af levn, der både lader sig anvende som levn, dvs. dokumentation om ophavssituationen, og som beretninger, i reglen vidnesbyrd som livsforløb, ihvertfald hvis der er tale om fyldigere indskrifter, problemet er bare, at "menigmands minde" - de allerfleste gravminder på vore kirkegårde oftest ikke beretter om andet end ophavssituationen!
- Måske kan man sige, at de få data der står på de fleste gravsten er beretninger, men det er i så fald superkorte beretninger, hvor et helt livsforløb er indeholdt i navn, fødsels-og-dødsdag og evt. erhverv. Bliver man meget klogere af disse oplysninger? Jeg mener at de fleste gravminders anvendelighed som beretninger er meget begrænset.

Ophavssituationen må i denne sammenhæng forstås som hele det sæt af værdier, der angår døden og forholdet til den døde, i den pågældende tid. Det er således ikke muligt at sige: "her ophører ophavssituationen og her begynder den del af virkeligheden, som kilden beretter om". Ophavssituationen er jo ikke kun det konkrete dødsfald og kødet af gravsten, foruden de holdninger der bestemmer valget af gravsten og hvilke symboler der skal sættes på den. Det afhænger også af, hvad der har været til at få på markedet. Som i allerhøjeste grad afhænger af holdningerne i samfundet til døden og den døde, i den pågældende periode. Endelig afhænger valget af gravminde også af de efterladtes indbyrdes forhold, og deres lyst til at markere overfor andre med et flot gravminde. På den måde kan gravminderne anvendes til undersøgelse af både de ideologiske og økonomiske forhold i et område, i en bestemt periode.

Hele gravmindet må ses som en meddelelse. Hvis man f.eks. arbejder med skriftlige kilder, bruger man normalt ikke bogen, altså det meddelelserne er anbragt i, som kilde. Men her er både "the hard ware" - stenen mm. - og "the soft ware" - tekst, skrift, allegoriske figurer og symboler - meddelelser. Meddelelser om, at her ligger et dødt menneske, hvem det var, og at man har ønsket at mindes vedkommende på denne bestemte måde.

Gravminder er altså, som alle andre kilder, levn, dvs. de vidner om deres ophavssituation. Samtidig kan de også vidne om forhold, der ligger udenfor den umiddelbare ophavssituation, dvs., at de kan bruges som beretning. Men, som vi så, er det muligt at sætte et skarpt skel mellem ophavssituationen og de "ydre" fjernere forhold, som gravmindet også kan give oplysninger om. Stenen vidner nemlig både om de personlige, nære forhold og om hele tidens åndelige og (til dels) økonomiske klima.

Det er denne mangel på skarpt skel, der har tvunget mig til at definere gravminder som berettende levn, fordi de oftest næsten udelukkende vidner om ophavssituationen, der er determiniceret af ydre, samfundsmæssige forhold. Naturligvis kan gravminder også bruges "rent" som beretning, særlig hvis der er mindeord over afdøde, eller som levn, dvs. som dokumentation for f.eks. forsvundne stednavne eller erhverv.

Lad mig resumere: Der er for gravmindernes vedkommende intet skarpt skel mellem ophavssituationen og "ydre" forhold. de er samtidige også sammenhængende. Ophavssituationen er i høj grad gravmindernes emne. Vi udnytter gravmindernes information om at forholdene var på en bestemt måde. Vi undersøger altså kildens levnaspekt. Når man slutter til kildens emne, bruger man imidlertid kilden som beretning. Og da levnaspektet her ikke kan undersøges uden at beretningsaspektet bliver inddraget samtidig, kan gravminder anvendes som berettende levn!

Jeg mener således at have vist, at gravminder både kan bruges som levn, som beretning, og som berettende levn. Faktisk har der længe været åbnet op for denne anvendelsesmåde, jeg her er inde på, idet Erslev skriver i "historisk Teknik" om "Slutning fra Frembringelse og Beretning i Forening":
Naar vi har faaet blik for, hvor stor Usikkerhed der gemmer sig i Beretningerne, forklarer det, at vi foretrækker saa vidt mulig at bygge paa frembringelserne (=levn EKS), og mest tilfreds er vi, naar vi kan forene begge Sluttemaader. I mere kilderige Tider kan det gøres på mangfoldige Punkter, og hvor Frembringelsen paa den Maade kan passes ind i den Beskrivelse af Handlingen, som den yder, naar vi størst Sikkerhed. Herved maa dog ikke glemmes den Usikkerhed, der kan ligge i, at vi ikke med fuld Vished kan bestemme Frembringelsens Karakter..." 3)

Man kan begynde at spekulere over, om denne anvendelsesmåde ville være frugtbar over for andre typer kilder. F.eks. aviser. Aviser beretter om begivenheder, der er udenfor ophavssituationen, i dette tilfælde journalisten på sin arbejdsplads. Men den måde begivenhederne fremstilles på, tendensen, eller fordrejningen, der farver fremstillingen, er delvis afhængig af, påvirkes af, begivenhederne, fordi ophavssituationen, her avisen i den politiske meningsdannelse, påvirkes af det, den beretter om.

Jeg tror at dette, dybets set, er et stærkt forsinket opgør med det videnskabssyn, der var herskende, da den historiske metode fik sin nuværende udformning: det 19. århundredes døde subjekt/objekt dualisme som, al senere dialektisk skoling til trods, har fået lov at overleve i hjertet af den historiske forskning! Den tro, at der i videnskabeligt arbejde findes et erkendende subjekt som, uafhængigt af sine objekter kan iagttage og beskrive dem, uden at influere på dem. Den klassiske fysik, før relativitetsteorien er et oplagt eksempel herpå. Denne opfattelse førtes ubevidst over på den historiske virkelighed, altså de subjekter og objekter, der gennem kilderne kan iagttages i historien.
Man har således ikke kunnet se, at der er dele af virkeligheden, hvor det subjektive og det objektive så at sige smelter sammen, og bliver en bevidsthedsskabt og bevidsthedsskabende virkelighed. For eksempel gravminderne!

GRAVMINDER SOM HISTORISKE KILDER II.

Jeg har i det foregående vist, at der findes en "tredie" måde at forholde sig til gravminder på i et historisk arbejde, nemlig som "berettende levn". Således har man, ved at opgive det skarpe skel mellem levnaspekt og beretningsaspekt, i anvendelsen af disse kilder, en formulering af, hvad man alligevel gør i praksis, uden at have gjort sig klart!
I det følgende vil jeg antyde nogle af de muligheder jeg ser i at anvende gravminder som historiske kilder på denne måde. Jeg vil undersøge deres forbindelse til forskellige sider af menneskelivet, med andre ord, deres repræsentativitet.

Man kan gennem gravminderne skaffe sig adgang til, om ikke hele historien, så dog store felter af den, på den måde som ikke mange andre grupper af kilder giver mulighed for. Nærtbeslægtede kildegrupper er skulpturer og arkitektur i bred betydning, herunder byplanlægning. Gravminder - og her er det særlig stenene jeg taler om - befinder sig i en sær position mellem biografi og skulptur (eller om man vil: mellem litteratur og billedhuggerkunst) mellem verdslig og sakral symbolverden. Da de er kilder til mange sider af samfundslivets udvikling, er de samtidig mangetydige. Det kan være umiddelbart forvirrende. Derfor denne afklaring.

Hvordan kan man så bruge gravminder som berettende levn? Nogle oplagte felter må være:

1) Forestillinger om den døde/livet efter døden, trosforestillinger i øvrigt.

2) Behov for at markere savn af kærlighed til afdøde - sorg og krisebearbejdning.

3) Behov for at markere social stand og økonomisk formåen.

4) Behov for at markere særlig betydende personer.

5) Økonomiske og ideologiske forhold.

6) Individopfattelsen/jegfølelsen i den pågældende periode - familierelationernes udvikling.

Vi starter med den første formodning, at gravminderne kan sige os noget om folks forestillinger om en eksistens efter døden. Udtrykker de virkelig noget i den retning, og siger de noget væsentligt herom?
Den rigtige måde at besvare disse spørgsmål på, ville være at udvælge et repræsentativt antal personer, og spørge dem om hvad de tror der sker efter døden, og om sjælen holder til i nærheden af graven. Det har jeg ikke mulighed for, så det følgende må nødvendigvis blive usikre gisninger.

Angsten for at dø, og dermed miste alt, inklusive sig selv, har i vor verdensdel fundet sin bedste trøst i den kristne opstandelsestro: at alle kristne ved tidernes ende skal genopstå i deres fysiske form, og leve bevist med Kristus i paradis. Nu er der imidlertid, særlig i den protestantiske dogmatik, betydelig uklarhed om, hvor den dødes sjæl opholder sig indtil opstandelsen, - Indenfor katolicismen har man delvis klaret dette spørgsmål, ved at indføre dogmet om skærsilden, hvor sjælen skal renses inden indtrædelsen i paradis. Det forklarer dog ikke alt, for der er jo forskel på, hvor meget de enkelte har syndet, og dermed hvor længe de skal opholde sig i purgatorium.
Og hvor opholder de sig så, når de er færdige med renselsen? Troen på opstandelsen og det evige liv er eet af kardinalpunkterne i den kristne lære, samtidig med at evangeliet er påfaldende tavst om dette. Dette er særlig pinligt for de protestantiske kirker, der ikke påberåber sig den apostolske succession som legitimitets-grundlag, men alene bygger på bibelen. Derfor kan de protestantiske præster kun tilbyde uldne formuleringer som, f.eks. at "sjælen er hjemme hos Kristus" 4). Mere realistisk er teologen Knud Hansen, når han uden forbehold siger: "Om livet efter døden er det umuligt at gøre sig forestillinger af nogen art. Der kan ikke skaffes holdepunkter, hverken for at det findes eller for at det ikke findes" 5).

På den måde er folk henvist til selv at skaffe sig den trøst og vished de formår. For menigmand står jo unægtelig noget mystificeret tilbage i dette spørgsmål: først hævder præsten at vi lever videre efter døden, men når man spørger om hvordan, kan han ikke give nogen forklaring.
Hvad er det så for forestillinger om sjælens efterliv vi måske ser udtrykt i gravmindet? Jeg vil nævne tre ting: angsten for at færdes på kirkegårde ved nattetid, bænken på graven og den i Danmark ikke særlig udbredte skik, at tænde lys på graven Alle sjæles Aften.
Om det første forhold kan der vel ikke herske tvivl, man kan jo blot prøve at mærke efter i sig selv! Eller spørge sig for. Eet eller andet unævneligt skal det nok spøge i vor ubevisthed. -Jeg ville heller ikke bryde mig om det! Denne angst for de døde er sikkert urgammel og næsten uudryddelig og når jeg nævner den er det fordi stenen kan ses som et forsøg på at holde på den døde, forhindre dødningen i at stige op.

Den smukke gamle skik med at anbringe en bænk på gravstedet er næsten forsvundet, men findes dog hist og her endnu.
Den kan selvfølgelig ses som en praktisk ting for ældre gangbesværede personer, men den dybere mening er, at slægtninge skulle sidde og mindes den døde. Det kunne man jo i og for sig ligeså godt gøre alle andre steder, var det ikke fordi der må være en ide om, at man skal være i nærheden af den døde. Da det er meningsløst at sidde i nærheden af en delvis formuldet krop, hvis der ikke er noget ælevendeæ i nærheden, kan det tolkes derhen at det er lettere at komme i kontakt med afdøde netop der.

Skikken med at tænde lys på gravene stammer fra Sverige og ses hyppigst på bykirkegårde, hvorimod den er et relativt ukendt fænomen på landsbykirkegårde. Igen må vi sige, at hvis man ikke tror at der er nogen eller noget at tænde lys for, er handlingen meningsløs. Der må være noget der spøger - om ikke andet så i vor bevidsthed! Indtil videre mener jeg at gravminder kun antyder en sjæletro blandt folk, og at man ikke uden videre kan sige noget sikkert og væsentligt herom, ud fra gravminderne selv.

Vi er nok på lidt mere sikker grund, når vi ser på, hvordan gravminder bruges til at vise hvor meget man savner døde, og hvordan det indgår i sorg-og-krisebearbejdningen. men, den rette videnskabelige måde at undersøge dette på, er selvfølgelig at foretage en lang række interviews.

Imidlertid kan der ikke være tvivl om, at det at have noget at forholde sig til, i stedet for den døde, er en sund og nyttig del af bearbejdningen af sorgen. Med den tiltagende brug af anonyme grave mister folk denne mulighed. Jeg er næsten sikker på, at dette kan have uheldige følelsesmæssige konsekvenser. Den døde er bare væk! Gravmindet er et objekt man kan overføre sine følelser på, indtil de er svækket. Eller, som man siger, indtil man er kommet over sorgen. Selve plejen af gravminder, med beskæring af buske, plantning af blomster, henlæggelse af buketter osv. kan tydes som en art omgang med den døde, i symbolsk form. Man får afløb for sit behov for at nusse og pleje, ved at passe gravmindet, og samtidig markerer man overfor sig selv og andre, hvor meget man holdt af afdøde... De forskellige måder man i tidens løb har plejet graven på, og hvor meget, kan bruges som oplysninger til familierelationes, familiefølelsens stilling og status. Jeg tror, at de ændringer i den danske kirkegårdskultur der foregår i vore dage, kan tolkes derhen at familiebåndene virkelig er løsnet, måske mere end nogensinde. Man forventer ikke at blive mindet, og man kræver det heller ikke. Det siger ikke så lidt om de ældres mangel på magt, og om afstanden mellem generationerne, eller om man vil, at der er så lang vej fra parcelhuset til plejehjemmet...

Vi har under alle omstændigheder en kilde til følelseslivet, i gravminderne, men det er vanskeligt at skelne, hvornår tekster og symboler virkelig er følte, og hvornår de er anbragt af konvention.

Gravminderne vidner selvfølgelig også om folks kristne trosforestillinger. - Om der heller ikke her er sikkert, at symboler og tekst er andet end konvention. F.eks. har det været skik i indremissionske kredse, at give de døde et sidste ord med på vejen, ved at angive et skriftsted fra biblen nederst på gravstenen. F.eks."1.kor.1.3." På den måde dokumenteres indremissionsk virksomhed på den pågældende egn. Korset, som førhen var meget almindeligt på gravstenene, er nu blevet sjældent, hvilket vidner om religionens betydning.

Der er stadig flere der vælger at lade sig brænde. Herved bliver kirkegårdene præget af en stadig større anonymisering, eller rettere forskelsløshed, idet urnelunde, med deres små gravsteder ikke just opfordrer til meget anlæg og gravstedspleje. Ligbrændingens popularitet forklares, så vidt jeg ved, af tilhængere med, at den er hygiejnisk og ikke-forurenende, hvilket skulle appellere til moderne mennesker, der er tilhængere af renlighed og modstandere af forurening. Det lyder umiddelbart som skinforklaringer, for dels er den minimale nedsivning fra kirkegårdene til grundvandet fuldstændig under kontrol, og dels er der tale om en ganske mærkbar forurening af krematorierne, bla.a. med kviksølv fra plomber...
Forklaringen på at ligbrænding er så udbredt, er nok snarere en frygt for den stinkende grav: at man ikke kan bære tanken om opløsningen. Det kunne tyde på een eller anden uddifferentieret tro på en eksistens efter døden, som man så vil udslette fuldstændig. Omvendt kan ligbrænding også tolkes derhen, at man slet ikke tror at der er et efterliv, og særligt, at troen på genopstandelsen er ved at forsvinde helt. - Hvis legemets bløddele er blæst ud i atmosfæren og resten er knust til så lidt benmel, at det kan ligge i en torvepose, så er det vanskeligt at tro, at selv en almægtig gud kan få samlet stumperne sammen når basunen lyder...
Men måske er den væsentligste grund til at ligbrænding er blevet så populær, at de døde rent faktisk forsvinder ud af vort liv, viden om de forgående slægter betyder meget lidt for vor selvforståelse. Der er ingen information at hente ved de ukendtes fællesgrav! (Hvilket også vidner om at vi lever i en historieløs tid, en tid hvor fortiden bruges som underholdning, men ikke som identitetsskaber) Ligbrænding kan således ses som et tegn på, at slægten - og de døde venner - forsvinder ud af vor bevidsthed, og at de der skal dø udmærket er klar over dette, og derfor tager konsekvensen og reducerer sig til (næsten) intet...
På den måde siger ligbrændingens popularitet måske lige så meget noget om vor optagethed af nuet, og fremtiden, som den manglende tro på et efterliv.

Gravminder har i høj grad været brugt repræsentativt, dvs. til at markere social stand og økonomisk formåen for den pågældende familie. Det ses særligt ved de store familiegravsteder, der særligt på bykirkegårdene er hele bygningsværker. F.eks. de vældige grosserer-gravminder fra slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede. De har virket som eet af folks udhængsskilte på forfængelighedens marked! Man ser det også, om end i noget afdæmpet form, på landsbykirkegårdene, hvor velhavende bønder, ihvertfald indtil efter anden verdenskrig, markerede sig med store gravminder, mens mindre landbrugere havde mindre gravminder. Her siger gravminderne noget om det pågældende sogns bonitet og velstandsfordeling, hvilke gårde der har været givtige, om der har været mange husmænd, den lokale herregårds ejerskaber mm. man købte det gravminde man havde råd til, for at vise at man havde råd til det! - Selvom der sikkert også har været mange som syntes, at det var noget pjat at bruge så mange penge på en gravsten, og derfor så en dyd i at være beskedne... Dette er også et usikkerhedsmoment

Beslægtet med de motiver, der får folk til at markere stand og økonomisk formåen, er behovet for at markere betydningsfulde og tjenstefulde personer i lokalsamfundet. Jeg vil ikke begynde at opremse alle de motiver, der kan føre til at man skillinger sammen og opstiller en særlig flot sten, med rosende tekst på et menneskes grav, men een ting er værd at nævne, nemlig at det synes at være et typisk mandligt fænomen. Kvinder sættes sjældent et minde, rejst af et fællesskab, hvilket selvfølgelig siger noget om, hvem der på samfundsplan er det dominerende køn, og måske også noget om en mentalitetsforskel mellem to køn. Iøvrigt er skikken med at rejse mindesten i fællesskab næsten gået af brug, men vi vil måske komme til at se nogle eksempler, som følge af casino/yuppie-æraens dyrkelse af individet? Når individet markeres, markerer gruppen sig også.

Det er vigtigt at mærke sig, at gravminder også kilder til tidens økonomiske forhold. Hvis der ikke er mange penge blandt folk, sparer de selvfølgelig på gravstenene. Det ser man et klart eksempel på i vore dage, der både er præget af reccesion og økonomisk vækst, idet det nu er muligt at købe sten, der ikke holder længere end de 20-30 år gravstedet er købt til! Stenhuggerne køber fra stenbruddene sten med fejl og revner, som de så skjuler ved at give stenen en omgang med en blæselampe. Overfladen smeltes herved og fejlene skjules. Disse sten, der altså ikke er videre holdbare, kan nu tilbydes til billige priser til folk, der enten ikke har råd eller lyst til at give penge for en ordentlig sten. Discount-gravminder er nu en realitet! Det vil være rimeligt at antage at gravminder også kan bruges til at illustrere de ændringer i individopfattelsen, der er sket i løbet af i de sidste 30-40 år. Måden hvorpå mennesker opfatter sig selv og andre hænger selvfølgelig sammen med de forhold de lever under.
Hvis man i korthed skulle karakterisere ændringerne i det danske samfund fra ca. 1950 til nu kunne det formuleres som følger: Ved Anden verdenskrigs slutning levede den overvejende del af befolkningen et liv præget af knaphed og sparsommelighed, hovedsaglig beskæftiget med produktion af æhåndfasteæ varer. i vore dage lever den overvejende del af befolkningen et liv, der måske ikke er præget af overflod, men ikke knaphed, i et samfund hvor forbrug fremstilles som en dyd. En meget stor del af dem er beskæftiget med produktionen af serviceydelser og informationsformidling, og den overvejende del af arbejdsstyrken arbejder langt fra bopælen. De bestrider funktioner, som de ofte heller ikke selv kan forstå konsekvenserne af. Man kan sige, at rollerne er blevet uklare. Vi ser alle ens ud i vore blå cowboybukser, i vore ens huse. Samtidig er kernefamilien blevet tømt for funktioner, og den store families betydning er reduceret til ceremoniel, selskabelig forsamling. Alt dette betyder, at individet i vore dage ikke så let kan se sig selv i sin omverden, det er fremmedgjort, det har dermed mistet karakteristika, det er blevet et anonymt "massemenneske". Paradoksalt nok, så er mulighederne for en fri udvikling, i og med de gamle strukturers og normers opløsning, langt større end tidligere. Mulighederne for individuel udfoldelse er meget bedre end før han. Vi ser eksempler på begge tendenser på kirkegårdene. De allerfleste vælger et konventionelt "anonymt" gravminde, men enkelte excentrikere laver deres eget, hvilket (bortset fra kunstnere) ville have været utænkeligt for blot 2 generationer siden.

Kan man på baggrund af den skitserede udvikling, sige noget om at folks jegfølelse og opfattelse af andre mennesker er blevet en anden? Det ville være nærliggende at se de upersonlige, karakterløse gravminders fremmarch som en konsekvens af, at vi ikke længere er borger dit eller dat, med en kendt, fast afgrænset funktion. Vi er ikke længere ene-og-enkeltstående individer, men massemennesker.

Se på disse to gravsten. (Den ene er tegnet efter hukommelsen, den anden efter et fotografi.) Den ene er sandsynligvis fra midten af 1930-erne, den anden fra 1980-erne. Begge fra Karrebæk kirkegård:
(Her arbejdes!)
Den ene er en natursten. Den sparsomme tekst består af bronzebogstaver, der er anbragt på den upolerede granitsten. Den anden, en stele, er opretstående, rethugget på sokkel, med svejfet afslutning og poleret skriftfelt. Over det er et sandblæst "fred" og det hele indrammes af et sandblæst mønster.

Hvis det skift i præferencerne fra steler til natursten/liggesten, der har været en generel tendens på vor egn i de seneste 30 år (se pl. 2-3), udtrykker en ændring i vor opfattelse af os selv og hinanden i dette tidsrum, så ses det her!

Hvis gravmindekulturens ændring afspejler et skift i menneskesyn, både i individets opfattelse af sig selv og af andre, så er det oplagt at se årsagerne til denne udvikling i den anonymisering og informalitet, der er to vigtige kendetegn ved samfundsudviklingen siden anden verdenskrig. 7) Da jeg mener at vi her har at gøre med meget uhåndgribelige mentale forhold, er vi nødt til at være bevidst om hvordan, og med hvilken rimelighed vi kan karakterisere dem. Jeg er derfor interesseret i at undersøge brugbarheden af begrebet "idealtype"", idet jeg tror, at det vil være anvendeligt i denne forbindelse. Siden det blev udviklet af den tyske sociolog Max Weber i begyndelsen af århundredet, har været et omstridt emne. Jeg skal ikke her komme ind på en kritik af Webers grunde til at opstille det, men blot anvende begrebet pragmatisk - hvilket også var Webers tanke, som vi straks skal se. En nærmere undersøgelse af det filosofiske grundlag for idealtypebegrebet findes i appendiks.

Her er Webers opskrift på hvordan idealtypen opstilles: "...ved at man ensidig betoner ett eller flere synspunkter, og sammenfatter en mængde enkeltfænomener som forefindes spredt og med uklare grænser - her i større, her i mindre grad, og enkelte steder i det helle tatt - enkeltfænomener som foyer seg etter de nevnte ensidig fremhevte synspunkter og blir til et i seg selv enhetlig tankeblinde. Ikke noe sted i virkeligheten finnes noe empirisk motstykke til dette tankeblinde i dets begrepsmessige renhet. det er en utopi og oppgaven for den historiske forskning blir å fastslå i hvert enkelt tilfelle hvor nært eller fjernt dette idealbillde står virkeligheten, altså <f.eks.> i hvilken grad de økonomiske forhold i en bestemt by skal betegnes som "by-økonomiske" i idealtypens forstand. Med henblik på utforskning og anskueliggørelse har imidlertid dette begreb sine særlige fordele når det anvendes med forsigtighed". Samfundsvidenskabernes objektivitet. 6) Lad os nu undersøge om udviklingen i gravmindeskikken indicerer et skift i vor selvopfattelse, og om det kan udtrykkes idealtypisk:

I denne skitseagtige analyse af menneskesynets idealtyper i den nyeste tid, vil jeg tage udgangspunkt i en bemærkning i Goethes "Italiensk rejse" (1786-87). Han beretter om det indtryk nogle antikke gravsten i Verona gjorde på ham: "Her er ingen knælende harniskklædt mand, som venter på en glædelig opstandelse. Kunstneren har med mere eller mindre dygtighed blot fremstillet menneskenes tilstedeværelse i almindelighed, har derved fortsat deres eksistens og gjort den blivende. De folder ikke hænderne, ser ikke op mod himlen, men er hernede, hvad de var, og hvad de er" 7)

Disse antikke gravminder repræsenterede efter Goethes mening menneskene for de efterladte. Men samtidig viser gravminderne menneskene, sådan som de er, for sig selv! Hvis vi betragter vore dages gravminder på denne måde, kan vi sige at de, selvom de ikke har noget figurligt præg, dog for de efterladte repræsentere de døde. - Og dem selv! Man ville ikke finde på at stille noget på graven, man ikke på en eller måde ville kunne genkende sig selv i. Ingen ville vel finde på at stille feks. en jernbanesvælle eller en centrifuge op på en grav, og lade dem repræsentere mennesket!? Man kan sige, at når det gælder gravminder, så tildanner menneskene stenene i deres eget billede! På samme måde kan fx. gravkorset ses som et billede på det menneske, der ligger under det, samtidig med at det er et kristent symbol. Man har kun sjældent fundet på at opstille noget helt opstrakt, ikke-afbildende på et gravsted. Gravmindet må på en eller anden måde have et menneskeligt præg, ellers kan man ikke holde det ud. Da gravstenene derfor må have visse menneskelige kvaliteter, så at de, for at tolke Goethes ord på een måde, viser noget om menneskene i almindelighed, er det nærliggende at tolke de nutidige hovedtyper som repræsentanter for men-neskeopfattelser, der afløser hinanden.

Hvis ændringerne i præferencer overfor gravmindernes hovedtyper viser at vi har forandret os, hvordan har vi så forandret os? Hvis vi bruger de afbildede gravminders form som analogi, kan vi sige, meget groft taget, at vi har bevæget os fra den formstive, afgrænsede, formelle mennesketype, til en formløs, ("grænseløs"), informel type. Man kan deraf slutte, at afstanden mellem folk ikke betones så meget som tidligere, samtidig med at vi, til trods for al vor tilsyneladende individualitet, er (stor) byboer og dermed anonyme massemennesker. - Der er nu for de fleste ikke længere noget lokalområde at have tilknytning til. Tilknytningen til og samfølelsen i et pareselhuskvarter, eller i et boligområde kan ligge på et meget lille sted, fordi der ikke er fælles projekter at bygge på, eller fælles interesser at kæmpe for (eller om!).

Under alle omstændigheder er det nærliggende at se den ene personligheds-idealtype, udtrykt i overvægten af steler før ca. 1970, som det konkrete, enestående individ. Den anden, der markeres med liggesten/naturstenenes overtag efter 1970-erne, er dets modpol: det abstrakte, anonyme massemenneske. Gravminderne kan således ses som manifestationer af idealtyperne. De er jo mentale kategorier, og findes iflg. Weber ikke noget sted i virkeligheden (den objektive), i en begresmæssig renhed. Men hvis gravminderne, som man let kan passe ind i forskellige typer, er repræsentative for vore fælles følelser for hinanden, så er de måske netop en af de undtagelser, der bekræfter regelen?

Hvis man kombinerer Goethes intuitive indsigt i gravmindernes funktion, med Webers idealtypebegreb, og bruger dem på baggrund af en viden om hovedtrækkene i den nyeste tids samfundsudvikling, så kan man antage, at ændringen i gravmindernes formsprog er et udtryk for, at danskerne før ca. 1970 i høj grad opfattede sig selv og andre som individualister, der derfor fik markeret deres gravsted med sten, der selvom også de var konventionelle, havde et vist særpræg og ofte fortalte noget om den døde. Bla.a. om ideologisk tilknytning, erhverv og bopæl. Efter 1970-erne bliver menneskesynet tilsyneladende et andet. Det kan godt være at folk var lige så meget individualister som tidligere, men det blev ihvertfald ikke markeret i gravminderne! Grunden til at der skete en ændring kan så være, at man begyndte at se på hinanden på en anden måde. Mindre som personer, mere som fremmede, der kommer og går, uden at efterlade sig mange spor. Hvis vi endnu engang vover en analogi mellem gravmindernes formsprog og menneskene, kan vi se, at hvor stelen står trodsende vejr og vind, synligt - den skal ses! - markerer naturstenene og liggestenene sig ikke, de er nærmest på vej ned i jorden, de er ydmygt ved at forsvinde...Måske kan man se ændringen i gravmindernes formsprog som udtryk for en ændret, mere diffus jegfølelse
Måske viser de informationsfattige, abstrakte gravminder, at vi er blevet mere abstrakte over for hinanden. Med andre ord, de indicerer at vi er blevet mere fremmede for hinanden, vi ved ikke så meget om hinanden, fordi vi ikke er knyttet sammen af praktiske gøremål, og interesser og ser derfor ikke os selv i den anden... - Eller også vinder de anonyme gravminder og begravelser frem af ren og skær ligegyldighed. Men også ligegyldighed har sin grund!

Hvis man skal dømme efter gravminderne blev danskernes opfattelse af sig selv og hinanden efter 1960-erne tilsyneladende ændret i retning af noget anonymt, forskelsløst, ikke-tilstedeværende, idet gravstenen mistede næsten ethvert særpræg, samtidig med at de helt anonyme begravelsers antal voksede voldsomt. Vi kan måske også tage den ændrede gravmindeskik som et tegn på at den formelle afstand mellem folk blev mindre, idet den stive, repræsentative, stærkt tildannede gravsten afløses af den naturformede, "uformelle" gravsten. De mindre formede, forskelsløse, gravsten kan således ses som et muligt udtryk for omgangsformernes opløsning, og også om en demokratisk udvikling, parallelt med at rollerne i samfundet blev mindre tydelige. 8) På den måde kan man se de ændringer i samfundsindretningen, som jeg beskrev tidligere, forårsage ændringer i menneskeopfattelsen, der igen viser sig som en ændret gravmindeskik.

Vi kan måske også tage de mere anonyme begravelsesformer og gravminder som udtryk for, at danskerne siden 1970-erne tilsyneladende mistede troen på fremtiden, eftersom de mistede troen på værdien af et personligt gravminde. Det gælder individuelt, efter døden, og kollektivt, som et minde i slægten. Jeg tror at man her af kan se, at de følelsesmæssige bånd mellem familiemedlemmer er blevet svækket. Hvis man markerer de døde med en lillebitte sten med et "far" eller "mor" påført, må det være et tegn på, at familiens funktion er blevet mindre betydningsfuld. om det vidner jo bla.a. den almindelige kollektive opdragelse i børnehaver, fritidshjem osv.

OPSUMMERING

I det foregående har jeg ud fra en antagelse om vort syn på os selv og hinanden afspejles i de foretrukne gravmindetyper, undersøgt hvordan gravminder kan bruges som kilder til de ændringer, der sker med vort syn på (med)mennesket. Hvis bare nogle af de ovenstående antagelser kan bekræftes, så er gravminderne et af de få steder, hvor menigmand får udtrykt sin opfattelse af sig selv - uden at han ved det! Men vore gensidige, kollektive opfattelser af os selv og hinanden er frygteligt ukonkrete størrelser. Det vil derfor kræve et stort arbejde at bekræfte disse hypoteser, der er opstillet på et meget spinkelt empirisk materiale. Dog, en rejse begynder med det første skridt, og enhver forståelse begynder med begrundet gætteri; hertil er idealtypebegrebet en god hjælp.

De ændringer der er sket i nyeste tid i begravelsesskikkene og gravmindernes udformning, er konsekvenser af ændringer i samfundsforholdene og de fælles holdninger til døden. Mig bekendt ved vi ikke ret meget sikkert om de folkekloge forestillinger om døden og de døde, der ligger bag de moderne gravskikke og gravminder. Vi mangler viden om de "koblinger" - ideer, forestillinger og moderne myter om døden og de døde - der forbinder og styrer menneskenes sind og den materielle gravmindekultur.
På den måde er vi underligt nok næsten lige så meget på bar bund som arkæologerne, der ikke kan sige noget om de religiøse forestillinger, der har ligget bag de forskellige forhistoriske begravelsesformer.

Måske skyldes det at de fleste mennesker nutildags ikke har særlig klare ideer om, hvad de mener om døden og sjælens efterliv. Måske er emnet så ubehageligt, eller ligegyldigt, at der ikke længere bliver udviklet fælles forestillinger om disse sager. Eller måske har den fornuftige tvivl blot fået overtaget troen. Formodentlig bekender de fleste danskere sig, hvis man trænger dem op i en krog, til en eller anden form for kristendom, men den har jo ikke meget at sige om hvad der sker efter døden. Kort og godt: der mangler megen forskning, før vi kan komme med mere end begrundede formodninger om, hvad danskerne i vore dage tror og mener om døden, og hvordan det er bedst at blive overgivet til opløsningen.

Gravminder er nogle både enkle og uhyre sammensatte udtryk for mange af de følelser der rører sig i befolkningen og de økonomiske og ideologiske forhold, der er med til at forme og styre disse følelser. Man kan sige, at det er private ting, der viser noget om den offentlige udvikling, og offentlige ting, der viser noget om det private følelses og-trosliv. På den måde er gravminder, på linie med arkitektur og skulpturer, kilder til hele samfundets historie og, med en del forbehold, dets "totalhistorie". Men derfor er gravminder også mangetydige, på grund af denne mangetydighed er det kun alt for let at tolke sin viden om samfundsforholdene ind i gravminderne, altså få dem til at sige det, man vil have dem til at sige. langt vanskeligere er det at tolke noget ud af dem, dvs. dels få dem til at bekræfte og supplere eksisterende viden og dels bidrage med nye indsigter. Gravminder er en af de mest "sociale" kildegrupper vi har, for de er resultatet af utallige kontakter mellem leverandører - stenhuggere - og kunderne - menigmand. Desuden har folk mulighed for selv at forme gravmindet, ved anlæg af blomster, buske, sten etc. ud fra hvad de synes er kønt. På den måde er de kilder til den folkelige æstetik.

Det er meget vanskeligt at skille de enkelte elementer i gravminderne ad, og sige at de og de forhold viser sig på en specifik måde her. Familierelationer, menneskesyn, de dødes ikke-eksistens, repræsentativ funktion; alt dette og mere til samlet i nogle mere eller mindre beskedne sten! Det vil kræve en større indsats at udvikle en historisk metode, så man i praksis kan udnytte den betydelige mængde information om det, der foregår mellem de private og offentlige områder af livet, som findes i de danske kirkegårdes 100.000-vis af berettende levn.

Jeg tror at statistik vil være en meget givende og nyttig hjælpevidenskab i et sådant arbejde. For det vil ihvertfald dreje sig om at gennemgå flere hektar gravminder, før man kan sige noget sikkert om hvad landets tusindvis af hektarer gravminder udtrykker om befolkningens mentalitet og holdninger, for ikke at tale om de økonomiske forhold, der viser sig på kirkegårdene. Det følgende kapitel viser resultaterne af den statistiske undersøgelse, der ligger til grund for mine formodninger om, at mentalitetsændringer viser sig i ændringer i forbruget af gravminder.

STATISTISK UNDERSØGELSE AF GRAVMINDER
Vi har foretaget tre statistiske undersøgelser af gravminder. Den ene er en sammenligning af typernes fordeling på de tre kirkegårde, vi har arbejdet intensivt med. Den anden beskriver hvordan gravmindernes tre hovedtyper fordeler sig mht. opstillingsår på Herlufmagle kirkegård. Den tredje er en undersøgelse af stelernes opstillingsår på de tre kirkegårde. De grafiske udtryk for disse undersøgelsers resultater findes bagerst i rapporten, nummereret med romertal I - VI Beregninger og grafer er udført af Kirsten Mack. Fortolkningen af dem er helt mit ansvar.

(Bemærk venligst: Plancer og grafer er ikke medtaget i net-udgaven af dette skrift. Det har simpelthen vist sig at være for arbejdskrævende at omsætte denne håndtegnede dokumentation til Word-format. Kan evt. rekvireres ved henvendelse til erikkruse@erikkruse.dk. Muligvis har Næstved Museum stadig en papir-udgave af dette skrift til salg. E.K.S.)
Jeg må først forklare, hvordan vi har delt gravminderne op i typer. Liggestene i vort århundrede er som regl gennemskårne sten, med ureglmæssigt omrids, poleret snitflade og med bogstaver på denne, der gerne er anbragt lidt på skrå. Begrebet må ikke blandes sammen med de ligsten/tavler, der blev brugt udendørs i slutningen af 1700-tallet og op i forrige århundrede. Natursten er helt, eller næsten helt ubearbejdede sten, med indhugne eller påsatte bogstaver. Skellet mellem natursten og liggesten er på en måde kunstigt, for i begge tilfælde er det stenens dekorative virkning man er interesseret i, fremfor noget kulturskabt, såsom tilhugning, onamenter, figurer.
I det ene tilfælde ser man på stenen, som dens overflade er format af vind og vand, i det andet på den indre struktur, de bånd og slyngninger stenen kan have, og som fremhæves ved polering. På den anden side er der tale om to typer sten, idet den ene er bearbejdet, og den anden er ubearbejdet. Steler er stående, helt bearbejdede sten, præget af rette linier, retafhuggede kanter, sandblæste ornamenter og indhugne bogstaver, stående på en sokkel, evt. med postament. Tavler er flade, skråtstillede stenplader, ofte af marmor.
Hertil kommer et mylder af typer, som vi har slået sammen under "diverse". Det drejer sig om jernkors, grotter, cippi, hjemmelavede monumenter mv.

Hvis man antager at disse tre kirkegårde er repræsentative for egnens 28 landkirkegårde, er den betydning man kan uddrage af tallene, at sådan er normalfordelingen for gravminder på Næstvedegnen. I forhold til en statistisk problemstilling er kirkegårdene udvalgt tilfældigt, for, som nævnt i indledningen, var det ikke mig der besluttede mig for de tre kirkegårde, og de der valgte dem, var ikke klar over at jeg ville undersøge gravmindernes fordeling. Er disse kirkegårde så repræsentative, eller sagt på en anden måde: hvor mange kirkegårde skal man undersøge, før man kan sige at man har et repræsentativt udsnit af populationen?

Spredningen mellem de enkelte lokaliteter må siges at være tilfredsstillende, statistisk set: de ligger med en indbyrdes afstand på over 20 km. Med flere kirkegårde imellem sig.
Sandsynligheden for at vi, ved at tage disse tre stikprøver af egnens 28 kirkegårde, får fat i tre ikke-repræsentative kirkegårde kan udtrykkes med flg. formel:

1/28 x 1/27 x 1/26 = x <=> x = 1/28x27x26

Sandsynligheden x er således (28x27x26) 1:19656 (!)

Når man sammenligner fordelingen af typer på de enkelte kirkegårde, er det påfaldende, hvor ens de fordeler sig. Natursten og liggesten, der som nævnt kan anskues som tilhørende samme type, andrager tilsammen hhv. 54%, 54% og 55% af gravminderne. De andre typer ligger også meget tæt på hinanden. (planche I)
Den eneste signifikante forskel er Herlufmagles store gruppe af liggestene, hvilket jeg ikke kan forklare årsagen til. Vi er meget konsekvente mht. at skelne mellem de forskellige gravmindetyper, så jeg vil udelukke en subjektiv faktor. Det leder til to spørgsmål. Man kan nemlig få mistanke om, at disse to typers antal tilsammen er konstant, altså hvis der er færre af liggestenene, bliver der flere af naturstenene, og vice versa. Hvor stor er sandsynligheden for, at det er et tilfælde, at antallet af liggesten og natursten tilsammen er konstant? Som man ser er den procentvise spredning mellem de andre typer også meget lille for de tre kirkegårde. Det kan selvfølgelig være udtryk for tilfældighed, idet materialet er ret lille i forhold til den samlede population af gravminder. Hvor stor er sandsynligheden for, at det er et tilfælde? Stikprøverne er, som vi så overfor, med stor sandsynlighed repræsentative. Sandsynligheden for at de resultater de viser er tilfældige, er nøjagtig lige så stor. - Eller rettere, lille! Repræsentativiteten bekræftes også af den meget beskedne variants på nogle få procent mellem resultaterne.

Planche I viser således den egnstypiske fordeling af gravmindetyperne, indsamlet, bearbejdet og fortolket ved hjælp af statistiske standardmetoder. Dette resultat er umiddelbart sammenligneligt med de indsamlinger man, følgende de samme metoder, måtte foretage i andre dele af landet.

Den anden statistiske opstilling viser hvordan gravminderne på Herlufmagle kirkegård fordeler sig mht. alder, tiår, igennem dette århundrede. (planche II) På sten med to navne noterede vi konsekvent årstallet for det første dødsfald. idet det er almindeligt at stenen blev sat op over den først afdøde ægtefælle, ret kort tid efter dødsfaldet, med plads til den andens data. Det må altså formodes at det første årstal, i langt de fleste tilfælde, viser gravmindets oprettelsesår. Der er to vigtige, ubekendte faktorer, som kan betyde at denne statistik er misvisende. Vi kender ikke gravmindetypernes gennemsnitlige "levetid", altså hvor længe de er i brug. Og vi ved ikke om denne "middellevetid" har ændret sig! Det er ikke til at finde ud af via kirkegårdens bøger, for her noteres ikke noget om gravtenens type. At kurverne stiger efter 1940 er selvfølgelig udtryk for, at der bliver flere bevarede gravminder, jo længere vi kommer hen mod nutiden. Det kan også tolkes som udtryk for, at der totalt bliver flere gravminder.

Så længe vi ikke kender de enkelte gravmindetypers "omslagstid", den tid der går fra opstilling til de bliver fjernet, kan vi ikke med fuldstændig sikkerhed hævde at disse grafer giver et troværdigt billede af udviklingen af folks præferencer mht. valg af gravminde. Men hvis vi antager, at den tid et gravminde anvendes er nogenlunde den samme, uafhængig af hvilken type det drejer sig om, viser graferne imidlertid en interessant udvikling i præferencerne ved valg af gravminde. Stelen, der sammen med natursten havde været enerådende op til omkring 1960, fortrænges i løbet af 1970-erne af naturstenen og liggestenen. Den stærkt stigende præference overfor disse, efter min mening upersonlige gravminder, siger noget om hvornår anonymiseringen af kirkegården satte ind. Jeg bruger her ordet "anonym" (egentlig: uden navn, hvad gravminderne som oftest har) som modsætning til ordet "personlig" Kirkegårdene viser langt mindre om det personlige, det særlige ved det enkelte menneske, og det skyldes særlig brugen af de forholdsvis ubearbejdede og dermed informationsfattige natur- og liggesten. Her har vi et bevis for, at denne proces slog igennem i dette sogn i 1970-erne. Det samme mønster ses på Karrebæk og Snesere kirkegårde. (Planche III og IV) På Karrebæk falder antallet af opstillede steler fra 24 i tiåret 1960-69 til 9 i tiåret 70-79 og 4 stk. i tiåret 1980-89. For Sneseres vedkommende er tallene hhv. 40, 21 og 8.

Den kraftige nedgang i antallet af steler på Herlufmagle kirkegård efter 1970 kan ikke forklares med at gravminderne fra 1970-erne er ved at blive nedlagt. (planche II) Det må være et udtryk for ændring i præferencer. Grunden til at antallet af steler ikke falder i det samme tiår, 1960-69, hvor antallet af liggesten stiger så stærkt, er dels udtryk for, at vi efter 1960 er indenfor den 30års horisont, hvor de fleste gravmindetypers præferencer har konkurreret en tid, indtil liggestenene fik overtaget. I tiåret 80-89 bliver natursten ret populære, og det forklarer hvorfor liggestenenens kurve flader ud i dette årti.

HVORDAN VI LEDTE EFTER DET EGNSTYPISKE GRAVMINDE OG HVORFOR VI IKKE FANDT DET

I undersøgelsens løb har jeg enten alene, men som oftest sammen med min assistent, besigtiget 9 af de 30 kirkegårde, der er i museets arbejdsområde. Det drejer sig om Bavelse, Glumsø, Herlufmagle, Karrebæk, Vallensved, Hammer, Snesere, Herlufsholm og Næstved gl. kirkegård. Hertil kommer en besigtigelse af tre nordfalskerske kirkegårde: Vålse, Nr. Vedby og Nr. Alslev. Samt en ekskusion til Gladsakse kirkegård og et besøg på Søllerød Museum, for at se resultaterne af den registrering af Københavns Amts kirkegårde, som dette museum har foretaget.

Jeg har således forsøgt at danne mig et indtryk af kirkegårdene, centralt og perifert i området, og besigtiget kirkegårde udenfor området, for at have noget at sammenligne med.

De tre sogne/kirkegårde som var udvalgt på forhånd til at være undersøgelsens hovedemner, er Karrebæk, Herlufmagle og Snesere. På den måde har det været en bunden opgave, men jeg har haft fuldstændig frie hænder med hensyn til, hvordan jeg ellers ville gribe sagen an. Derfor har jeg, samtidig med at afklare forhold af bevaringsmæssig art, prøvet at belyse sammenhængen mellem livsomstændigheder og kirkegårdskultur.
Karrebæk blev valgt, fordi det er et kystvendt sogn, præget af de erhverv, der er knyttet til havet. Herlufmagle og Snesere blev udvalgt fordi de er, eller var, typiske bondebyer. Desuden var der den fordel ved dem, i denne sammenhæng, at de ligger et godt stykke fra egnens center, Næstved og på den måde måske er mindre præget af bykulturen, end kirkebyer tættere ved. Endelig ligger de tre kirkebyer et godt stykke fra hinanden, så hvis der skulle være forskelle indenfor egnen, ville det være nemmere at opdage.

Da jeg fik forelagt opgaven, var den formuleret således at det drejede sig om at registrere samtlige gravminder på de tre kirkegårde, på de særlige registreringskort, der er udarbejdet til fredning af gravminder. Vi fandt hurtigt ud af, at det var en, om end ikke uoverkommelig, så dog meningsløs opgave. Grunden til at det var formålsløst at gå frem på den måde var, at det i denne sammenhæng må være ganske ligegyldigt om en gravsten - f.eks. en natursten - er 50 eller 60 cm bred, om en liggesten er poleret eller ej, og om den døde er død i 1980 eller 1981. Det var irrelevant for vor opgave at beskrive og aftegne en natursten med påsatte bronzebogstaver, for hvad udsiger den egentlig mere end et kartotekskort af pap? Hvad siger dens forskellighed fra naboens sten af samme type? Den måde de er forskellige fra hinanden på, siger intet om menneskelivet, for deres størrelse, buler og knuder er ikke tegn, men tilfældighed.

Da en meget stor del af gravstenene er af naturstens eller liggestenstype, ville vi spilde en masse arbejde på dem. Det gik op for os, da vi havde tegnet ti af de 850 gravminder på Karrebæk kirkegård af! Derfor begyndte vi at gå typologisk, statistisk og intuitivt til værks. Metoden var således ikke fastlagt på forhånd, men udviklede sig efterhånden.

Vi opdelte stenene i typer, og registrerede hvor mange der var indenfor disse kategorier: liggesten, natursten, steler, kors, etc. Derefter gik vi hele kirkegården igennem igen, og udvalgte ca. 75 til detaljeret registrering på kartotekskort. Kriterierne for denne detaljerede gennemgang var, om stenen på en eller anden måde gik ind under de forhold, der er nævnt i vejledningen. På den måde blev det den ældre del af gravminderne, der kom til at dominere materialet. Derfor udvalgte vi tilfældigt 6 natursten og liggesten fra de seneste par årtier, for også at yde disse "tavse", og tilsyneladende ret intetsigende sten retfærdighed. - De viste sig skam også af fortjene opmærksomhed: det skildrer jeg i beskrivelsen af Karrebæk kirkegård. Da vi var færdige med at tegne og notere viste det sig, at der ikke er noget somhelst fællestræk i de 75 udvalgte gravminder. Det var altså ingen frugtbar metode. Derfor nøjes vi de andre steder med at opdele stenene i typer og udregne den %-vise fordeling mellem dem. Da vi havde været samtlige de tre kirkegårdes gravminder igennem, kunne vi så se, hvordan gravstenenes typer fordelte sig. Vi har således fundet den egnstypiske fordeling af gravmindetyperne. Det er et fremskridt i bestemmelsen af der egnstypiske gravminde. Desuden undersøgte vi på Herlufmagle kirkegård, hvor populære de tre almindeligste gravstenstyper tilsyneladende har været igennem århundredet.
Begrundelsen for at gå frem på denne måde det er, at når man leder efter noget typisk. Må man først finde ud af, hvilke typer der findes i ens materiale. Derefter kan man bestemme dem nøjere, og derefter se på hvilken måde typerne (klasserne af effekter man arbejder med) er lokaltypiske, ved at sammenligne med grupper af lignende typer andetsteds fra. Det er jo oplagt, men desværre mangler jeg noget at sammenligne med. Det er klart, at jeg ikke kan sige, hvad der er karakteristisk for vor egn, hvis ikke jeg ved hvad der er typisk for andre egne. Der er ikke lavet nogen tilsvarende undersøgelser med henblik på at finde, hvad der er typisk for egnens gravminder. Eller bare arbejder der kommer ind på dette problem. Jeg har ihvertfald ikke kunnet finde dem. Det er den ene grund til at jeg ikke har kunnet løse opgaven med et positivt resultat.

Den anden grund til at jeg kun yderst generelt har kunnet sige hvad der er typisk for vor egns gravminder er, at de datamængder jeg har haft med at gøre, har været for store til at jeg har kunnet behandle dem objektivt. Jeg har kunnet udvikle en metode til at udvælge og behandle dem. - Der er, så vidt jeg kan se, to måder hvorpå man kan finde fællespræget ved en mængde enkeltheder. Den subjektive, intuitive, hvor man suger indtryk til sig, indtil ens underbevidsthed på en eller anden måde kommer til et resultat, en fællesnævner for det har man dog set på, og den objektive, statistiske, hvor man møjsommeligt samler data, kvantificerer dem, sætter dem ind i skemaer og til sidst kommer til et beviseligt resultat. Men det har været for vanskeligt, idet gravminderne på de kirkegårde vi har arbejdet med, fremtræder som en højest forvirrende blanding af stilelementer fra forskellige perioder. De er udtryk for og præget af mange forhold, som vi ikke har kunnet blive klar over, og har været undergivet tidens og den professionelle gravers altudjævnende skuffejern. Så man kan heller ikke slutte ret meget om, hvordan deres præg måske har været, dengang der måske var et "egnstypisk" gravminde. For at kunne udskille de fælles stiltræk, der tilsammen måske ville give egnspræget, skulle vi have været i stand til at bestemme en mængde enkeltheder, bla.a. måden at arrangere gravmindets beplantning på, de lokalt foretrukne planter og, hvad der umiddelbart virker som det mest interessante, anvendelsen af specifikke stiltræk på gravstenene. Men hvilke stiltræk er de vigtigste i denne sammenhæng.

Der er, hvis man tager bare de vigtigste træk ved gravstenene med, omk. 50 stilelementer at forholde sig til: bogstavtyper - versaler, kursiv osv. - materialetyper - granit, marmor, sandsten osv. - stenens form, f. eks. en stele på sokkel og postament med fas og overkant, afspidset, omvendt forynget... Stenens type - stele, grotte, tavle, cippus, natursten osv. - Ornamentik - palmetter, volutter osv. - Og endelig har vi hele symbolverdenen - kors, duer, roser osv. For ikke at tale om stenens størrelser! På de tre kirkegårde, som vi har gennemgået systematisk, er der 1500-1600 gravminder (sten og anlæg under eet).

Det vil sige, at der var måske 75.000 enkeltelementer at holde styr på, hvis vi skulle have gået objektivt, statistisk til værks... Vi har ikke villet udskille og behandle disse meget talrige og temmelig uhåndterlige kvaliteter - stiltræk - det har drejer sig om, for vi har ikke vidst, hvilke der var relevante at arbejde med.

Jeg har været skeptisk overfor tanken om at man kan finde kunstværkers kvalitet, særpræg, ved en ren kvantitativ metode. Og vore underbevidstheder har ikke været særlig samarbejdsvillige! Vi har dog forsøgt begge metoder, idet vi som nævnt har bestemt fordelingen af specifikke gravmindetyper på de tre kirkegårde, og hvad stelerne angår, deres aldersfordeling! Desuden har jeg forsøgt essayistisk at bestemme de kirkegårdes særpræg, som vi har besigtiget.

Situationen kan måske sammenlignes med forrige århundredes indsamling af "egnstypiske" bygninger til Frilandsmuseet. Da man startede indsamlingen, var det ud fra et ønske om at få repræsenteret alle de gamle danske landskaber med bygninger der var typiske for dem. Da man så havde udvalgt og samlet en hel del bygninger, fandt man ud af, at mange af husene egentlig ikke længere var typiske for deres egn, idet de var nogle af de sidste på de kanter, og afløst af nyere bygningsværker. Hvad var de så egentlig typiske for? Og havde de været typiske? På samme måde som gravminder. Der kan, uden at vi ved det, være fjernet så mange af de gravsten, der tidligere var almindelige på egnen, at de nu er sjældne, og måske samtidig så uanseelige, at man ikke bemærker dem. Vi må således også blive i stand til at finde ud af, om nogle, måske uanseelige, gravminder engang har været typiske for en egn, men nu er gået af brug. - En næsten umulig opgave! Vi har f.eks. på museet nogle smedejernsgravminder, fra forrige århundrede af en type, som jeg ikke har set magen til andetsteds. De består af en jerntavle, på en stang, med påsatte kors og volutter i smedejern. Har de været egnstypiske, eller er de, på landsplan, typiske for de årtier de er frembragt i?

En tredje grund til at jeg ikke har kunnet komme med et entydigt resultat af min undersøgelse er, at selve begrebet "egnstypisk" er ulogisk, selvmodsigende. Man kan ganske vist bestemme en egn geografisk, topografisk, erhvervsmæssigt, osv. Men ordet "egn" betyder egentligt "en landstrækning af ubestemt udstrækning". Da den er ubestemt, kan man ikke helt deligt, hvis man kender alle eksempler af en given gruppe af fænomener. Det kunne jo være, at t è
deligt, hvis man kender alle eksempler af en given gruppe af fænomener. Det kunne jo være, at hvis man afgrænsede "egnen" på en lidt anden måde, ved at ændre sine kriterier, ville man måske støde på en undergruppe af fænomener, der ville ændre billedet af det typiske for det fænomen, hvis karakteristika man forsøgte at bestemme. Selvfølgelig kan man bruge begrebet (folkelivsforskere er nødt til det), men der er ihvertfald een faktor, der gør det vanskeligt at arbejde med: "egnene" overlapper hinanden, på samme måde som grænseegnene opviser en blanding af tysk og dans sprog og mentalitet. De kulturelle "egne" er ikke nødvendigvis ensliggende med de politisk, økonomisk og geografisk bestemte egne. Af disse grunde er jeg nået til den konklusion, at begrebet indtil videre er så ubestemt, at det er uanvendeligt som fredningskriterie.

På de danske kirkegårde er der stof til adskillige doktordisputatser, og een af dem ville helt sikkert blive givet til den, der kunne vise, hvad der er typisk for landsdelenes/egnens gravminder.

FELTARBEJDET

Dette er en kort beskrivelse af den praktiske udførelse af gravminderegistreringen. De der ikke står og skal ud og frede gravminder, kan roligt springe afsnittet over! Jeg har kun taget med hvad jeg synes er det vigtigste at vide, før man går i gang.

Registrering af gravminder er en sommerbeskæftigelse! Det er kun nødtvungent at man klæder sig i to - fem lag tøj og alligevel småfrysende stamper rundt, mens man holder fast på sine dyrebare notater og skærmer fotoapparatet mod novembers regn og rusk. Man kommer uvilkårligt til at ønske, at man i stedet for at skrive om gravstederne med sine valne fingre, skulle lægge gran på! Og man skæver misundeligt til graveren, der glad bakker på sin pibe og hygger sig i sin overlevelsesdragt: ja det er lige før man misunder de døde, der ligger skærmet mod vejr og vind, og oven i købet får en pæn grøn dyne på.

Tre tekster det er nødvendigt at kende til, før man går i felten, er den førnævnte Kirkeministeriets og Statens Museumsnævns vejledning for registrering af gravminder, "den grønne vejledning" fra 1987. Den bør suppleres med erfaringer fra den praktiske gennemførelse af registreringen. Disse finder vi i Søllerød Museums udmærkede pjece "Om gravminderegistreringens praksis" Forfatterne har i sommeren 1991 gennemgået 30 kirkegårde i Københavns Amt. Her findes mange praktiske tips og studier i gravmindekulturen. Man bør også læse særtryk af "Vore kirkegårde" 1987, udg. af Foreningen for Kirkegårdskultur. Heri gennemgang af de fleste af de mange forskellige gravstenstyper man kan komme ud for at skulle beskrive. Eksemplerne er hentet fra De forenede Granitbrudse (Bornholm) kataloger fra 1890 - 1943. Der er også gennemgang af de forskellige korsformer.
Når man har disse tekster en mente under arbejdet på Kirkegården, er man dækket godt ind, hvad angår fredningskriterier, typologi og tidsfastsættelse for de fleste gravminders vedkommende. Hvad angår mindesmærker før ca. 1890, kan man finde de fleste af de oplysninger man har brug for, i "Allegori og borgerdyd, Studier i det nyklassistiske gravmæle i Danmark 1760 - 1820" af Karin Kryger, i Aase Fayes "Danske Støbejernskors", samt i "Menigmands Minde, Motiver og mestre bag vore folkelige gravminder især på Lolland-Falster" af Rudolph Bertouch. Hvad angår typologi efter 1940 kan jeg ikke henvise til noget værk. Det ville være et oplagt emne at udforske.

Man skal bruge: registreringskartotekskort som fås hos Museumstjenesten. En skriveplade med klemmer til at holde papiret. Fotografiapparat. Et kort over kirkegården. Det er ikke alle kirkegårde der er kort over, men hvis det findes må man låne et eks. hos graveren og få det fotokopieret ned i håndterlig størrelse. Målebånd/tommestok. Evt. må man se om man kan låne en spand vand og en børste til at skrubbe lav og møg af med, for at kunne læse indskrifter. Varmt tøj! Kirkegårdene ligger ofte åbent og forblæst, så man kan blive overrasket over at det er koldere, end man troede da man tog hjemmefra. Derfor bør man erindre sig denne tragiske gravskrift: "Herunder hviler gravminderegistrator Makken, ak, alt for tidligt i april smed han overfrakken"

Med mindre de selv har henvendt sig, bør man orientere præst, menighedsråd og graver om at man kommer og arbejder på "deres" kirkegård, og hvorfor man gør det. I øvrigt er vi alle vegne blevet modtaget med stor venlighed og gæstfrihed. Vi kan derfor anbefale de danske kirkegårde til hvem der måtte få brug for det. Vi havde i øvrigt tænkt på at udvikle et pointsystem for standarden af service (folkerum, toiletter, bænke, om der er kage til kaffen mm.) på de enkelte kirkegårde, med en skala fra een til fem gravsten, men da vor arbejdsperiode nu er slut, kan vi kun opfordre andre til at arbejde videre med ideen.

På kirkegården går man først en runde, helst sammen med graveren, for at få overblik over sagen. Man finder så samtidig ud af, hvordan det er mest praktisk at gå frem. Hvis graveren/kirkegårdslederen har været i tjeneste længe, kender han/hun sandsynligvis et eller andet til de fleste personer, der er begravet på kirkegården. Det er gerne meget underholdende, og kan være af stor værdi for arbejdet. Noter! I forbifarten bemærket, så tror jeg, at gravere til gengæld kan have udbytte af at snakke med museumsmedarbejderen. For at få sat sit, vistnok ofte temmelig ensomme og upåagtede arbejde i perspektiv. Bla.a. at kirkegården ikke altid har set ud som den gør. At de regulerede kirkegårde således er en forholdsvis ny ting. Mange gravere kunne nok også have udbytte af at vide noget om gravmindetyper og hvad de betyder, og vigtigt! at deres rolle i vore dage i høj grad er at bevare. At de faktisk er kustoder på de lokale friluftsmuseer!
Man skal være mindst to personer om arbejdet. Een til at skrive og een til at måle og fotografere. Man bør ikke stole på det kort man har skaffet sig, det kan være gammelt og der kan være sket mange ting siden det blev lavet. Check altid gravstedsnummert med det lille metalmærke, der som regel gemmer sig bag stenen, eller inde i hækken. Man skal huske med det samme at skrive på kartotekskortskitsen, hvilket nummer fotografiet har på filmen. Når man har gennemgået kirkegården, venter den største del af arbejdet, nemlig at skrive kartotekskortene rene, fremkalde, forstørre og montere billeder og fotokopiere kartotekskortene over på kraftigere papir, så de er bedre at arbejde med i de charteque-mapper de slutteligen bliver anbragt i. Vi har valgt at sende kartotekskortene (altså ikke fotokopier) med de originale billeder til menighedsrådene, som sammen med provsten skal bruge dem ved fredningen, der foregår ved provstesynet. Det sker ud fra den betragtning, at det er dem der skal bruges i praksis, så jo tydeligere, jo bedre. Der er ingen risiko ved det, idet museet beholder negativerne.

Een ting jeg har forsøgt at være opmærksom på er, at velhavende familiers store og prangende gravminder er lavet for at blive bemærket! Man skal imponeres, og bliver det uvilkårligt. Det er derfor tit fristende at indstille sådanne til bevaring, selvom den historiske og kunstneriske værdi måske i virkeligheden ikke er særlig stor. Derfor har jeg tænkt mig ekstra grundigt om i sådanne tilfælde, og gjort mig umage med at få mindre velstilledes, og derfor mere uanseelige, men ofte nok så interessante gravminder med i registreringen. Nogle vil måske synes det er et udtryk for fordomme. Jeg mener, at man ikke skal lade sig bluffe af en flot facade. En anden ting jeg har lagt vægt på, er om gravminderne danner en helhed. Eller om der er een eller anden slags samspil imellem dem. Det er ganske vist ikke noget fredningskriterie iflg. vejledningen, men det ville være oplagt at bevare f.eks. en gruppe af markante natursten, der er med til at give kirkegården et særligt præg. Men spørg graveren om hans planer med det pågældende felt.

KORT BESKRIVELSE AF DE BESIGTEDE KIRKEGÅRDE

HERLUFMAGLE

Kirken ligger på en lille banke i udkanten af byen, med fald særlig mod nord og syd. Der er mur omkring den gamle del af kirkegården mod øst, syd og vest, heraf er noget af den østre del af øldre dato, med munkesten og rå kampesten.
Kirkegården er udvidet mod nord, i begyndelsen af dette århundrede, på et lidt lavere liggende område omkranset af træer og buske. Hele kirkegården fremtræder stærkt reguleret, der er kun et enkelt parti, til højre for indgangen, hvor det gamle irregulære præg er bevaret. Hækplanterne er her tuja. Der er temmelig høje buske på gravstederne. En del af denne kirkegårds særpræg er iøvrigt
de mange nedlagte gravsteder, hvor buskene får lov til at blive stående. I nogle tilfælde bliver de ret store og breder sig ud over gangen. Det giver en mærkelig kontrast med velklippede hække, der sine steder går over i disse fuldstændig utæmmede buske! Det, sammen med adskillige "bare" nedlagte gravsteder, giver den nye afdeling et noget trøstesløst, forladt indtryk. Man mærker særlig her, hvordan kirkegårdskulturen er under opløsning. Derimod er der godt fyldt op i den gamle afdeling, så her får man ikke denne følelse af forladthed...

Hvad gravstenene angår, så er der mange lave steler med buet overkant og poleret forside. Der er kun tre høje steler med tilspidset afslutning og forjynget sider af sort granit. Da jeg har en fornemmelse af, at de store steler tilhører de velstående dele af befolkningen, og da de ikke her er noget markant indslag i kirkegården, vil jeg mene, at det tyder på et jævnt velstående sogn, ikke fattigt og ikke rigt. Sognet har nok mest været præget af småbønder og husmænd.

Af gravminder lægger man særlig mærke til familien Postæ - ejere til godset Broksø gennem flere generationer. Her findes kirkegårdens to eneste støbejernskors, af anselig størrelse, og en støbejernsplade. Alle tre dele kunne godt trænge til en restaurering. Det er synd at så vel udførte og interessante gravminder får lov at forfalde.

GLUMSØ

Kirkegården ligger på en mindre banke, nu helt omgivet af byen, stærkt fald mod syd og vest, jævnt mod nord. Størstedelen af kirkegården ligger mod nord. Store træer, men ingen høj bevoksning, thujahække. Jeg søgte efter om der var spor af Glumsøs udvikling som stationsby, og en evt. kontrast til det bondesamfund, byen må have været før 1920, men fandt ingen forskelle, mellem bonde og borgergravminder. Men måske findes de hvis man leder længere. Der er et par smukke jerngitre og et enkelt stort gravminde. Et enkelt gravminde med små buxbomhække. Tilsyneladende intet særpræg, men det kan måske findes ved gentagne besøg.

BAVELSE

Kirken ligger ved Bavelsegård, store kastanietræer omkring. Det er et lillebitte sogn, med kun et par hundrede indbyggere. Ensom og forladt stemning, på trods af at kirkegården er velholdt. Omk. 40 gravminder. Det eneste der efter min mening er bevaringsværdigt er et nydeligt lapidarium ved kirken.

VALLENSVED

Denne mindre kirkegård ligger ved kirken på jævnt terræn i byen, omgivet af gårde og huse, ingen store træer eller høj beplantning, med velbevaret mur omkring. Gamle afdeling bliver tilsyneladende ikke brugt ret meget, ny, reguleret afdeling syd for kirken. På den gamle afdeling findes meget interessante rester af den gamle kirkegårdskultur, som bla.a. fik sit præg af de mange ureglmæssige, forgroede hække og buske; i nogle tilfælde flere vækster vokset sammen f.eks. efeu og ene, som begge er klippet i facon! Et andet præg er de ujævne hække mellem gravstederne, som kun er udskilt af smalle gange. Det drejer sig om to mindre partier umiddelbart syd og vest for kirken, som burde fredes og vedligeholdes. Desuden burde også den romanske gravsten, der ligger vest for kirken, markeres bedre.

HAMMER

Kirkegården ligger på jævnt terræn, det største parti øst for kirken. Intet klart skel mellem ny og gammel afdeling. Her fik jeg bekræftet "Søllerødholdets" teori om, at de høje, spidsafrettede steler er typiske for velstående bondesamfund, som Hammer må siges at have været. Der findes en mindre gruppe af disse umiddelbart syd for kirken, i det eneste parti, der endnu ikke er helt reguleret. Kirkegården er i øvrigt fuldstændig reguleret, virker nærmest nyanlagt. Mærkelig kontrast mellem de nyplantede thujahække og de ældre gravsten. Der er ikke meget at frede her, bortset fra det nævnte parti syd for kirken, vel omkring 15 gravsteder. Her findes også et interessant og ret velbevaret jernkors, der er vokset ind i et træ. Iøvrigt har graveren for nylig fundet et jernkors, der var begravet, med lidt konservering kunne det godt blive pænt og læseligt. Stort gravkapel fra forrige århundrede for Lundbygårds ejere, terazzo-gulv og glasmalerier, nu Danmarks flotteste redskabsskur.

SNESERE

Kirken ligger i udkanten af byen, på terræn der falder mod syd og - især mod vest. Kirkegårdens vestlige del er præget af mange store thujabuske. Partier af kirkegården er ret tilgroet, og der findes rester af de gamle uregulerede anlæg. Desuden er der adskillige gamle gravsteder, samt nogle "tomter", hvor der kun er rester af indhegningen. kirkegårdens specifikke særpræg er imidlertid, for det første, de mange stillingsbetegnelser og bopælsangivelser på gravstenene. Over 3/4 af gravstenene havde enten begge angivelser eller en af dem. Det er usædvanligt. Kirkegårdens andet særpræg er, at der er brugt mange store natursten som gravsten. Der findes også adskillige gravsten over forstandere for Brøderup højskole. Der er en del interessante og godt bevarede sten i to lapidarier, som imidlertid ikke er klart adskilt fra de gravsteder der stadig er i brug.

KARREBÆK

Karrebæk kirke ligger på den yderste, nordlige og højeste del af en bakke ved vestsiden af Karrebæk fjord. Det højeste punkt på bakken findes på kirkegården, NV for kirken. Kirkegården fremtræder i dag som næsten helt reguleret. Hækkene er thuja, og på grund af de ujævne terrænforhold, og fordi de er klippet med uens tykkelse, går de noget bølget. Kirkegården falder ret brat ned mod landevejen og derfor er der opstået en vis terassedannelse. Det særegne for denne kirkegård er de såkaldte "søsten", sten fra stranden eller havbunden, som fiskere og andre med forbindelse til havet har taget med hjem, fordi de er dekorative, og måske med henblik på at de skulle bruges som gravsten? Det mest påfaldende ved søsten er, at de hårde og i nogen tilfælde anderledes farvede partier er hævet op over de blødere, der altså er forvitret bort, og kan danne parallelle bånd. De kan - ihvertfald i eet tilfælde - udnyttes som skriftfelter. Iflg. graveren har fiskerne fra Karrebæksminde hentet disse sten ved deres ålegårde ved Knudshoved. Der er, efter min optælling, omk. 15 af disse sten, men der kan sagtens være flere, vi ikke har lagt mærke til. Desværre har vi ikke taget hensyn til dette i vor indstilling til fredning af gravminderne på Karrebæk kirkegård. Der bør rådes bod på denne beklagelige undladelse, inden den kirkelige registrering bliver foretaget. Det bør dog bemærkes, at sten, der ikke for nylig, målt med en geologisk målestok, har ligget i vand, kan have det nævnte særpræg. Således kan marksten, der f.eks. markerer bondegrave, godt ligne disse "søsten".

HERLUFSHOLM

Enestående gravpark på en mindre bakke nord for Herlufsholm kirke. Den først projekterede del, nord for hovedindgangen, som var tænkt udelukkende skulle anvendes af kostskolen, har bevaret sit oprindelige præg af romantisk gravpark, med store træer og slyngede gange. Store, repræsentative monumenter, med figurer og udførlige tekster. Hele dette anlæg er selvfølgelig bevaringsværdigt, og der findes formodentlig servitutter for det. Skolen har også interesse i at bevare stedet, så en gennemgang med fredning for øje, er nok overflødig.
Den senere projekterede "folkelige" del, som også var tænkt anlagt som gravpark, med slyngede gange og klar sogne og klasseadskillelse, er nu i hovedsagen reguleret. - F.eks. havde Øverups gårde hver deres gravplads i en klynge mod midten af kirkegården, med Øverup husmænd liggende mod udkanten af kirkegården. Som i livet, så i døden! Formodentlig kan man stadig finde spor af disse ejerlaug. Mange store træer, nogle steder virker kirkegården lidt skummel. Der burde tyndes lidt ud og plantes nyt. Man kan se hvordan den nordligste afdeling lægges ud som græs, med enkelte gravsteder stående underligt forladte tilbage i en tid. De bevaringsværdige gravminder findes særligt i den centrale del, håndværksmestre, bønder. Måske var det en ide med en folder til interesserede. Kirken og skolen er jo ganske velbesøgte.

NæSTVED GAMLE KIRKEG�RD

Jeg vil ikke beskrive denne kirkegård nærmere, fordi jeg i dette arbejde har valgt at koncentrere mig om landkirkegårdene, og fordi den er så stor og sammensat, at den vil kræve adskillige besigtigelser, før jeg ville få et nogenlunde dækkende indtryk af den. Jeg kan dog sige at vi, særlig i de ældre dele, f.eks. Mindelunden, har et byhistorisk frilandsmuseum; en slags registrant i sten og bronze over byens borgere, som fortjener langt større interesse, end kirkegården får nu. Den er et oplagt udflugtsmål for lokalhistorisk interesserede.

KONKLUSION

Det egnstypiske gravminde på Næstvedegnen er en "liggesten"!

Vi på den kvantitetsmæssige førsteplads kommer de gennemskårne, polerede natursten, liggestenene. Dernæst kommer deres typemæssige brødre, naturstenene. Dernæst kommer de forskellige typer steler.

Det er sikkert ikke noget særegent for denne egn, at der er flest af de to førstnævnte typer. Men fordelingen imellem dem er måske speciel for egnen, der jo både kan ses som driftigt opland til København og landområde, præget af arbejdsløshed a la Møn og LollandFalster. Altså ikke entydigt præget af vækst, men heller ikke entydigt stagnerende. Med stærke rester af en gammel livsmåde, præget af bønder og småborgere, og samtidig hastigt på vej til at overtage byens nye skikke - eller rettere, mangel på skikke!

Derfor: det egnstypiske ved en egns gravminder er formentlig fordelingen mellem de enkelte typer.

Jeg tror således at ved en udvikling af en statistisk gravminderegistrering, hvad angår stiltræk, vil det være muligt at nærme sig nogle forestillinger om, hvad det/de egnstypiske gravminde/r måtte være. Da vi på kirkegårdene har med vældige og uoverskuelige mængder data at gøre, vil det i nogle tilfælde være den eneste måde hvorpå man kan bevise at der findes sådan noget som et egnstypisk gravminde.

Man kan bl.a. bruge en statistisk gennemgang til at bestemme, hvilke gravminder der er interessante i fredningsmæssig hensende. Som man kan se af planche II, burde man koncentrere sig om at bevare stelerne fra før 1970, idet de nu er på vej til at udgå.

Jeg betragter selv dette projekt, med alle dets mangler, som en forstudie til et projekt, jeg senere vil gå i gang med. Det har været et privilegium at få lejlighed til at prøve at gå nye veje, både hvad angår historisk teori og anvendelsen af statistik i gravmindeforskningen. Om de fører noget sted hen, vil kun et fortsat kritisk arbejde kunne vise. Jeg håber, at læseren kan bruge nogle af de erfaringer, der er beskrevet her.

EPILOG

Når man står inde ved kirketårnet rækker det så langt op i den strømmende luft, ja man tror næsten det når skyerne, som bygetunge kommer drivende ude fra havet. Deres skygger flimrer over markerne på vor lille ø, over os sjællændere, der her deler sol og vind. Sol og skygge over landet, blæsten i ansigtet, den blændende hvide mur i ryggen og derhenne de døde, som ligger under vissent løv fra kastanjetræerne. "Jeg troede ikke døden havde taget så mange" siger digteren og ser helt fortvivlet ud. Vi kigger på de små tavler og sten, flygtige ihukommelser sat ned i sandet og leret. Dernede foregår frygtelige ting, men der er intet som kan skade din udødelige sjæl. Ingen grund til at fortvivle over forfængelighed. Kom min ven, kirkegården er en stor bog, der ligger åben mod himlen og blot venter på at nogen går ind i den og læser den.

HØJEN VED FLODEN

Hvor er Elmer, Herman, Bert og Tom og Charlie den vege, den stærke, den sjove, den drukne, den grove alle, alle sover de i Højen.

En af dem døde i feber
en indebrændte i en mine
en blev dræbt i slagsmål
en døde i fængslet
en styrtede ned fra broen, mens han sled for kone og børn
alle, alle sover de, sover de, sover her i højen.

Hvor er Ella, Kate, Mag, Lizzie og Edith - det milde lille hjerte, den enfoldige sjæl, den støjende, stolte,
den lykkelige pige alle, alle sover de i højen.

En døde i hemmelig barselsseng
og en fordi hun ikke måtte elske en dræbtes af en slyngel i bordellet en fordi de hånede hendes længsel efter lykke
en blev efter livet i London og Paris
sendt herhjem til sin lille plads hos Ella, Kate og Mag alle, alle sover de, sover de, sover her i højen.

De sønner, som krigen slog ned, blev bragt hid,
og døtrene, som blev knust af livet
og de faderløse børn, der græd
alle, alle sover de, sover de, sover her i højen

Edgar Lee Masters

NOTER

1) Historisk Teknik s. 6 2) Ib. s. 7
3) Ib. s. 83
4) Kirkens tro s. 238
5) Den kristne tro s. 220
6) Makt og byrokrati s 199 - 200
7) Italiensk rejse s 46
8) Ang. de friere omgangsformer se f.eks. Dansk Litteraturhistorie bd 8 s 445

LITTERATUR

Aries, Philippe: Dødens historie i Vesten fra middelalderen til nutiden 1986.
Bertouch, Rudolph: Menigmands Minde, Motiver og mestre bag vore folkelige gravminder især på Lolland-falster.
Clausen, H.P.: Hvad er historie? 2. udg. 1986.
Dansk litteraturhistorie bd. 8, 2. udg. 1920.
Elias, Norbert: De døendes ensomhed 1983. Erslev, Kristian: Historisk Teknik 2. udg. 9. opl. 1975.
Faye, Aase: Danske støbejernskors 1988.
Goethe, Johan Wolfgang V.: Italiensk Rejse u.å.
Hansen, Knud: Den kristne tro 1978.
Kirkeministeriet: Vejledning om registrering af gravminder 1987.
Kryger, Karin: Allegori og Borgerdyd. Studier i det nyklassiscistiske gravmæle i Danmark 1985.
Ligbrændingens Historie i Danmark, red. Knud Secher 1921.
Masters, Edgar Lee: Spoon River Antologien.
Prenter, Regin: Kirkens tro 1964.
Sorenius, Peter, m.fl.: Om gravminderegistreringens praksis.
Søllerød Museum 1991.
Vore kirkegårde årg. 1920-1987 udg. Foreningen for kirkegårdskultur.