Fodsporet - Cykelsporet


"FODSPORET" - NY CYKELRUTE I SYDSÆLLAND

Efter næsten 40 års vankelmodighed blev jernbanen mellem Næstved og Slagelse i 2011 omdannet til vandre-ride-cykelrute. Der er også etableret en  siderute mellem Dalmose og Skælskør. Vi har fået foræret (har selv betalt) halvtreds kilometer cykellykke af fond og stat i venligt samarbejde. Lad os se på fornøjelsen.

En rigeligt bred asfaltsti er anlagt oven på banelegemets skærver, og hele strækningen er grundigt og velgennemført renoveret mht. beplantning, afvanding, vedligeholdelse af broer, opsætning af overnatningshytter mm. mm. De østlige 20 kilometer af ruten er omtrent så lige og flade som en lineal. De vestlige 30 mere bugtede. Vil folkevidet tid efter anden omdøbe anlægget til "Cykelsporet”? 

Jeg får en uventet og virkeligt uvirkelig følelse ved at en ellers velkendt egn, gennem-cyklet siden barndommen, sådan på én gang har forandret sig. Overnight.

Man har i tidens løb fået lavet sig et mentalt kort over egnens vejnet. Og med ét kører man på en velskiltet, plan - jeg kan ikke finde et mere dækkende ord - "motorvej", durk gennem landskabet, uden at skulle bekymre sig om firhjulstrækkere, scootere, traktorer, mejetærskere, barnevogne, lastbiler og alle de andre vehikler, cyklister ellers deler vej med. Dette er cyklisternes nye motorvej, simpelthen.

Svage trafikanter har her en asfaltstreng, hvor de har næsten ubetinget bevægemagt. Den magt har de (vi) fået, også fordi staten (gennem dette Naturstyrelsens anlæg) har interesse i at skabe sunde cyklende og løbende og ridende borgere. Magten er noget givent, den er en givende og tagende relation. Sunde cykeloplevelser giver os syndsforladelse over for sundhedsstaten.

Vi tramper deruda og æder kilometer. Få og beskedne stigninger. Det har altid været en nydelse at kunne få en hel masse til at ske, uden at skulle anstrenge sig særlig meget.  Som på motorvejen.  


På lange stræk triller vi behageligt i læ i en tunnel af  banedæmningens træer og buske, de strækker sig så langt øjet rækker, et skovdyb på langs. Kanske fem-seks kilometer forude ses et lysøje for enden af kikkertrøret. Den lidt klæbrige asfalt flimrer sine steder i varmedisen, og man er ikke sikker på, om skikkelserne i det fjerne nærmer sig eller fjerner sig. Hvis de da ikke er fatamorganaer og varmeflimmer. Men langs cykelvejen ligger med faste konturer kornmarker, hestefolde, huse, gårde, bondebyer, kirker, vindmøller. Det skabte land, de skarpe former.

Et landskab er et kulturprodukt med flere formål, skabt af mennesker "ovenpå" naturlige geologiske og biologiske strukturer. Her foregår produktion af fødevarer og produktion af oplevelser. To af de mest magtfulde vartagere af de danske landskabers produktioner er landbruget og Naturstyrelsen. Sidstnævnte har, som navnet (lettere enevældigt?) antyder, i egen selvforståelse helt styr på skabelsen af landskaberne. Ordet ”Naturstyrelse” er en åbenlys selvmodsigelse, et oxymoron - som: "talende tavshed". Institutionen burde vel snarere hedde ”landskabsstyrelsen”, det er jo da i høj grad noget skabt, styrelsen forvalter (genskaber). For øvrigt er byer også en slags landskaber. Således betragtet er vi alle sammen landskabsbrugere. Inklusive landbruget. Denne branche burde vel også tage navneforandring.

Men det gider vi ikke tænke over, for nu flakser en flok duer gennem trætunellens halvmørke hvor mirabelletræernes runde gule frugter ligger maset ud på cykelstien. Safttørstige sommerfugle flakser halvberusede rundt over smattet. Forbi baghaver med legetøj, skrammel og brændestakke. En skruenøgle tabes på et cementgulv i en lade; vi kører gennem det halv-private Danmark og her er køkkenhaverne prydhaver. Lykken er en række grønkål og den store piges trampolin under æbletræet. Hundene gør det de gør. Når de gør.

Vi passerer et kuld børn, som får sig en solbagt succesoplevelse med at køre på cykel, uden forældrene hele tiden skal varsko dem med bekymrede stemmer om at der kommer biler bagude. Alle de sure og forurettede liv holder sig hjemme i deres sure stuer sådan en gylden eftermiddag. Man  falder i snak med den ene, anden, tredje lyse sommerrejsende.

En bette saftevandssælger har smækket en selvbetjeningsbod op i rabatten, og et par kilometer længere henne ad ruten forsøger en fremtidig kunstner at overbevise os om at vi burde købe nogle malede "ansigtssten" med ører af pålimede muslingeskaller... Børneboderne varsler måske at lidt mere handel og liv vil komme til, nu cykelturister får lettere ved at besøge de små vestsjællandske (nedelagte) stationsbyer, der har ligget i halvdvale så længe, Dalmose, Sandved, Hyllinge.

Ruten "Fodsporet" mellem Næstved og Slagelse har ét minus: den kan overstås på en eftermiddag. Man hitter nok selv på råd for at gøre den længere end en kort historie.