Tordenregn


Det var i bonderosernes tid
Og jasminernes
Hun sad ved mit bord og var blid
Det var blomsternes skyld og vinenes
Vi blandede tanker og blik
Ordene kom og gik
Og vævede et net omkring os
Vi var ét og levede
Hinandens liv som vort eget
Vi talte forlegent med tankestreger
Og kanske mest med spørgsmålstegn - -
En sjælenes bryllupsfest!
Og solen skinnede så smukt
På jasminerne
Som blandede en duft så ren
Med vinene
Da mørkner det pludselig
Og luften bliver tung og stille
Solen skinner ikke mere
Blomsterne lukkes, enebærbusken skælver
Vi tav, hun tog min hånd
For rædslen bandt vor tunge
Kun øjnene vovede at spørge
Om vi nu skulle dø af samme lyn…
Da falder sagte tunge stænk
På ruderne og kobbertaget
Og dråberne de krydses - tænk!
Og dækker ruderne med udråbstegn
Da brast det over taget
Og mulmet stod i ild og luer
Så svarer himlen med et brag
På barnets alt for dumme spørgsmål. 

August Strindberg: Åskregn 1916