Didaktik: Tillid som dannelses-kategori

Indledning

Hvad er en "dannelses-kategori"?

Debatterne om dannelsens og undervisningens idealer, indhold, mål og midler er ældgamle og enormt omfattende. De skal ikke repeteres her, ej heller 1900-tallets pædagogiske debat om "kategorial dannelse".

Det må være tilstrækkeligt at nævne, at kategorial dannelse er en måde, hvormed man reflekterer over, og målretter en pædagogisk indsats. Man opstiller bestemte kriterier og udvælger ud fra dem dannelses-idealer såsom "digital dannelse", "demokrati", "fred" eller "økologi". Disse idealer er nu dannelses-kategorier, pædagogiske begreber, som kan gøres operationelle og bruges i en pædagogisk - didaktisk indsats: En kategorial dannelse.

Det følgende er et forsøg på at begrunde, hvorfor tillid kunne være kandidat som dannelses-kategori. 

Begrebet

Hvad er et begreb? Begreber er tankens værktøjer. Hvad kan begreberne gribe om?

Begreber formidler fælles viden om virkeligheden, og de repræsenteres i symbolsk form, i sprog. Vi taler ikke om tingene, men om vores opfattelse af tingene. 

Begreber er kontekstafhængige – historisk , kulturelt, politisk – mentale artefakter. Som kan værdisættes / værdsættes.

Disse mentale artefakter er koncepter, som genereres omkring forhold i verden og sindet. Dels som noget i sig selv, og dels tjener de som henvisninger til andre begreber, og materielle forhold.

Nogle repræsentationer af koncepter/ begreber tjener som generaliserede medier og bidrager til at regulere interaktioner i samfundet. Penge er et sådant generaliseret medie, som udmøntes i metal, papir, plastic og betalingsoversigter fra banken. (Jf. Mead)

Ud fra en common sense – betragtning virker det indlysende, at tillid er et altomfattende og særdeles virksomt fænomen i menneskets livsverden. Hvis vi antager at tillid er en art generaliseret medie i samfundet, hvad er så essensen af tillid?

Foreløbig definition: Tillid er en medieret - formidlet - relation mellem mennesker. Tillid indgår i en indre subjekt – objekt relation; vi taler om selvtillid og dømmekraft. Tillid viser sig også i forhold til natur og  teknologi. F.eks. har vi et tillidsforhold til vore husdyr og stoler på at der er vand i vandhanen, også i morgen.

Etymologi

Tillid er et ord med uldne kanter. Derfor skal det en tur i etymologiens syrebad.

Substantivet ”tillid” er en sammensætning af præpositionen ”til” og substantivet ”lid”.

”Til” er beslægtet med den tyske præposition ”zu” og udtrykker en bevægelse, en retning eller en rettethed mod et objekt.

Ordbogen meddeler at ”lid” kommer af det oldnordiske ”hlita”. ”Noget som er tilstrækkeligt, som man er tilfreds med, nøjes med; underkaste sig (en befaling etc.), overlade en noget, stole på.”

”At lide” er det til substantivet svarende verbum, og findes i det på dansk forældede udtryk ”lide på”: stole på, tro på.

Verbet har samme grundbetydning som substantivet: man giver sig tilfreds med, eller nøjes med noget, overlader én anden person noget, stoler på nogen - eller noget.

Ordene udtrykker, at der i et tillidsforhold foregår en bevægelse mod den eller det, man knytter an til og som man kan lide. Man indtager og / eller lader sig indtage af det, man kan være tilfreds med. Omvendt afviser man den eller det, som ikke kan fremkalde en tanke eller følelse af tillid.

Betydnings-betingelser

Begrebers betydning bestemmes ud fra deres relationer til andre begreber. Betydningen opstår i relationen til de, de ikke er identiske med. Analogt med at ordenes betydning er deres brug i sproget. Ords og begrebers betydning kommer af den forskel, som gør en forskel. (Jf. Wittgenstein og Bateson)

Den umiddelbart associerede modsætning til tillid er mistillid.

Mistillid negerer det positive begreb tillid. Mistillid og tillid er gensidigt ophævende; hverandres udslettende spejlinger.

Vi ender her i en negation, et intet, som ikke giver mulighed for en definition.

Men den gensidige ophævelse af begreberne tillid og mistillid åbner igen mulighed for en negation til negationen. Hvilken?

Et spor af et modstykke til ”tillid” er etymologiens oplysning om at betegnelsen ”at lide”, i hvert fald i ældre tid, rummede en betydning af at give sig ind under andres vilje.

Tillid kan forstås som en given sig ind under, hen til andres magt, indflydelse og autoritet.

Heraf følger, at magt kan ses som en af tillidens følgesvende: magt er en antitese til tillidens og mistillidens ophævelse af hinanden. Magt er beslægtet med det tyske ”Machen”: at skabe, få noget til at ske.

Magt er det begreb, som gør begrebet tillid muligt.

Tillid er, set på den måde, et begreb, hvori hengivelse, magt og frihed brydes.

Magt kan godt bygges på rå vold. Men et betonstærkt diktatur er svagt, fordi det mangler opbakning. Derfor må det hele tiden reproducere en illusion af tillid og bekræfte sig selv over for sit folk, som i ”spontane” masse-demonstrationer fungerer som statens ornament.

Magt og tillid er gensidigt afhængige modaliteter på et kontinuum. Imellem yderpunkterne foregår alle de hverdagslige relationer mellem mennesker.

Tillidsrelationer er omskiftelige og forankret i den politiske, økonomiske og ideologiske situation.

Intentionalitet

Hvordan skabes og overføres tillid?

Sproghistorien meddelte os, at tillid kan forstås som at vor ”lid” er rettet eller vendt mod nogen eller noget.

Ifølge Edmund Husserl er intentionalitet, eller ”rettethed”, en konstituerende egenskab ved bevidstheden. Bevidstheden er altid ”om” noget.

Husserls metode er, at sætte ”parentes” om alle ubegrundede forudsætninger og sanseerfaringer og først indføre dem, når analysen viser, at de kan tilskrives erkendelses-værdi. Analysen af erkendelsens virkemåde er transcendental, det vil sige, en beskrivelse af de funktionsmåder / modaliteter, sand erkendelse fungerer i – og igennem.

Husserl konstruerer til formålet et kunstigt ”jeg”, et transcendentalt ego. En konstruktion, som ikke har noget at gøre med det personlige jeg. Dette, kun i analysen eksisterende ego, tjener som udgangspunkt for en beskrivelse af de transcendentale betingelser for erkendelse.

Dette transcendentale ego er altså ikke identisk med det erkendende, kropsligt baserede ego, men er kendetegnet ved at kunne forholde sig til sig selv.

Det skal nemlig kunne forholde sig til sig selv – for at være et selv. Der er nødt til at være en refleksion i det transcendentale ego. På den måde bliver egoet til et alter ego for sig selv.

I denne interne relation optræder en intentionalitet, som åbner op for den mulige eksistens af transcendentale alter egoer, udenfor den private erkendelsesakt. D.v.s ”Den anden” kan eksistere.

Dette analytisk opstillede ego er solipsistisk – lukket om sig selv. Men, idet det kan forholde sig til sig selv, er det også – i den Husserlske parentes – muligt for det at forholde sig til andre egoer.

Dette indebærer, at perception og erkendelse foregår gennem en bevidst viljesakt. At det jeg, som foretager perceptionen af sig selv, er ét, udelt jeg og besidder en ”rettethed”, en intentionalitet. Mod andre egoer.

Ud fra dette er det muligt at betragte (udvisning af) tillid som en intentionel handling. Dvs. en viljesakt med en hensigt, rettet mod andre egoer.

Tillid eksisterer i bevidstheden som en reflekteret relation til de andre, og giver sig udtryk i tillidstegn: gestik, høflighedsritualer og sprogbrug. Tillid kan beskrives som en intentionel relation, der også opleves som en ”intern” psykisk relation, idet individet kan reflektere over sig selv; det er bevidst.

Vi har en gensidig intentionel bevidsthed om hinanden og de grader af tillid, vi kan have til den anden.

Husserls analyse siger ikke noget om, hvad der foregår i en virkelig interaktion. Eller om, hvordan hans ”transcendale ego” egentlig tænker over sig selv. Er det muligt for ét jeg at reflektere over sig selv?

For at opklare den problemstilling springer vi videre til samfundsforskeren George Herbert Mead som opstillede en dynamisk bevidsthedsmodel, hvor jeget skabes ved inderliggørelse af ”samfundsspillet”, gennem et ”mig”.

Ifølge Mead forholder individet sig til sig selv, ved at forholde sig til et ”mig”, som repræsenterer internaliserede samfundsnormer og adfærd. ”Jeg” forholder sig til ”mig”, som repræsenterer ”den generaliserede anden” – samfundets normer, forventninger, adfærd. Det har sam-vittighed, eller sam-bevidsthed, fordi det er bevidst om, at de andre er bevidste om dem selv.

Kort sagt gælder det om at udvikle en bevidst, tillidsfuld holdning til sig selv og andre, med hensigt og retning.

Tillid som dannelses-kategori

Tillid er en nødvendig psykologisk- social foreteelse, som giver sig udtryk i ord, tonefald, gestik, omgangsformer, ritualer, symboler osv.

I begrebet tillid udtrykkes på samme tid en magt-tilskrivelse og en magt-afgivelse.

For menneskelivet er tillid, med et udtryk af Martin Heidegger, et ”eksistentiale”; et grundvilkår for tilværelsen.

Undervisning, og opdragelse generelt, rummer imidlertid en modsigelse. Unge mennesker skal lære at være selvstændige og uafhængige. Men de befinder sig i en afhængig position. Elever skal lære at magte sig selv, som frie, demokratiske, tolerante osv. mennesker. Men læringen foregår i en magt-kontekst, med evalueringer, karakterer, eksamen mv.

Denne magtudøvelse kunne ikke lykkes, hvis ikke der eksisterede et element af tillid i forholdet. Det er først muligt for eleven at "åbne sig” på en selvstændig måde for undervisningen, hvis den foregår i en atmosfære af tillid og ligeværdighed.

Tillid skabes og formes gennem opdragelse og undervisning. I socialiseringen inderliggøres dette aspekt af  ”den generaliserede anden”.

Tillid er en både mulig og velkommen dannelses-kategori i en didaktisk praksis. Det vil sige "ude i virkeligheden".

Q.E.D.

Referencer

Gregory Bateson: Ökologie des Geistes 1987

Justus Hartnack: Hegels logik 1995

Edmund Husserl: Cartesianske meditationer 1931 / 1999

Niklas Luhmann: Tillid 1968 / 1999

K.E. Løgstrup: Den etiske fordring 1956 /1991

George Herbert Mead: Sindet, selvet og samfundet 1934 / 2017

Michael Polanyi: Den tause dimensjonen 1966 / 2000

Ludwig Wittgenstein: Filosofiske undersøgelser 1953/ 1999

Ordbog over Det danske Sprog. Ordnet.dk

Dansk etymologisk ordbog 3. udg. Gyldendal.