Filosofi: Lygtemændenes lys

Arnold Böcklin: Das Irrlicht. (1882)

 

Lygtemændenes lys

Lad os sammen med en digter bestige et rigtig højt bjerg og skue ud over den europæiske bevidstheds vidstrakte landskab. Herfra ser vi resultaterne af oplysningens og naturvidenskabens store projekter: talløse forskningsfabrikker med deres netværk af informationscentre; hist og her stikker gamle universitetsbyers tanketårne op og synes at strejfe himlen. Imellem disse hvilepunkter for øjet breder sig mangefarvede skove af folkeskoler, gymnasier og fagskoler.

Måske er det den klare luft som får os til at undre os over, at oplysning, som en given ting opfattes som noget smukt og godt, men at man sjældent taler om oplysningens pris.

Thi det er ganske vist: man fornemmer mørke kræfter hobe sig op bag de blå bjerge og over umådelige byers slørede skyline. Langt deroppe kan vi høre suset fra de hurtige drager - nåh, nej: flyvemaskinerne...

"Fortæl et eventyr", siger vi og sætter os behageligt til rette.

Digteren åbner sin bog og fortæller: "Der var en mand, som engang vidste så mange nye eventyr, men nu var de sluppet op for ham, sagde han; eventyret, der af sig selv gjorde visit, kom ikke mere og bankede på hans dør; og hvorfor kom det ikke?"

- Ja, hvorfor ikke?

Mens digteren læser op, sætter vi eventyret på begreber, så også de forstandige forstår det:

"Lygtemændene er i byen, sagde Mosekonen" handler om en eventyrdigter, som har mistet inspirationen. Krigen har bragt ulykke over landet og givet store sorger. Samtidig har forskerne trukket tryllesløret af fortidens sagn, de var ham ellers en god kilde til ideer.

Imidlertid leder han stædigt videre efter eventyret og finder det en sommernat ude på landet, hvor han træffer Mosekonen - hende med bryggeriet. Hun ved rigtig meget om, hvorfor eventyr og poesi forsvinder, og navnlig om, hvad man giver folk i stedet...

Mosekonen inviterer digteren indenfor og viser ham et glasskab, fuldt af farvede flasker med eleksirer; det er en smuk present hun har fået af selveste Fandens Oldemor. En eliksir er et koncentrat, og i Mosekonens apotek findes koncentrater af forskellige slags digtekunst.

Hvis man hælder lidt af sådan en eliksir på et eller andet tilfældigt skrift, f.eks. en skolestil eller en avisartikel, så bliver den straks til digtekunst! Det er sådan, man i vore dage skaffer sig inspiration. Det gælder om at være med på noderne. For det er blevet så nemt at skrive! Derfor laves der så meget underlødig kunst -

Mosekonen har et solidt snakketøj, og fortæller videre om noget andet - som hænger sammen med det første.

En hel flok lygtemænd er sluppet løs i byen! De blev født i går, og allerede godt i gang med karrieren. Hvis de, i løbet af et år, kan trænge ind i sindet på 365 mennesker, og forføre dem bort fra det sande og rigtige, så vil de blive udnævnt til forløbere for Fandens stadskaret, med ret til at have flammen lige ud af halsen; højere kan ingen lygtemand avancere.

Mosekonens snakketøj løber helt af med hende - nærmest mod sin vilje fortæller hun, at også i denne skønne sommernat bliver mennesker forført - af lygtemænd.

Lygtemænd er, som nok bekendt, små lysende væsener; de holder til i moser og morer sig med at lede folk på vildspor, så de kommer galt af sted. Disse små dansende blålige flammer af brændende sumpgas, som stiger op fra mosens - det underbevidstes - bund er alle sammen taget ind til byen, thi Fanden har givet dem en opgave.

Mosekonen advarer digteren om, at der findes mennesker, som ledes af lygtemænd; de tænker kun på deres eget, på magt og indflydelse, og ikke på Vorherre, eller fædrelandet, eller kunsten.

Hvorfor er lygtemændene sluppet løs?

Eventyret handler om hvad der skaber eventyrene - fantasien og dens væsner - og hvad der ødelægger tilværelsens eventyrlige aspekter. Verden er blevet alt for forstandig og prosaisk - poesien er rejst bort - derfor er lygtemændene i byen.

Hvis kunst bliver til underholdning uden sjæl, så kan den være en lokkende magt, som leder mennesker mod det onde. Oplysning og videnskab driver poesi og eventyr-lighed ud af tilværelsen; kunsten bliver et produkt af forstanden og en triviel massevare - menneskene forføres af deres egen forstand. Oplysningen har sluppet gamle dæmoner løs på ny - lygtemændene!

De gamle landlige drilleånder rejste med det oplyste og rationelle menneske ind til byen, thi nissen flytter altid med.

Djævelen er meget intelligent. Det har han ikke fra fremmede, men fra sin oldemor. Mosekonen, hendes gode veninde, er også klog.

Dæmoner tænker i nytteværdier og har samtidig god forstand, også på hvordan man forfører folk. Når mennesker er tilfredse med poesi på flasker, så lad dem da få poesi på flasker, hvad forskel gør det? Folk er glade, hvis de  bliver underholdt. Det er da godt, ikke?

H.C. Andersen besad en portion skepsis overfor forstanden og hvad den kunne finde på, hvis ikke den blev holdt i ave. I det dybe og mærkelige eventyr, "Snedronningen", beskrives forstanden som et troldspejl af djævelsk fabrikat, som forvandler alt smukt til sin modsætning.

"Lygtemændene er i Byen, sagde Mosekonen" er en billedlig forklaring på hvad der skete, da oplysning og videnskab jog lygtemændene ud af moserne - de blev nemlig drænet og opdyrket af de, åh så oplyste bønder! - og i det hele taget ødelagde meget af det eventyrlige, poetiske og romantiske i tilværelsen.

Forstanden, med samt sin oplysning, har en negativ side: at menneskene begynder at tro, den er det eneste, der kan lede dem - derfor er forstanden en lygtemand!

I symboler viser digteren, at menneskene er ufornuftige, fordi de ikke har fået følelserne og fantasien med i oplysningsprojektet. Ved at fortrænge eller udrydde de kaotiske kræfter, så bliver forstanden ensom: den forvandles selv til en kaotisk kraft. Dæmonerne er et billede på forstandens omvending og negation.

H.C. Andersen viser i sin intelligente brug af eventyrformen, på dybt ironisk måde, at han besidder både forstand og følelse - og dermed er fornuftig...

Eventyret er en meta-fortælling og en lignelse over oplysningens dialektik.

Moraler:

Lys skaber skygge.

Pas på lygtemændene.

Man skal være sit eget lys.

Og - mange tak for historien, Hr. Andersen.