Notitser

Stjernedigt 59

Inger Christensen: Lys (1962)

 

Mani

(...)

Som skifergråt hav svæver

min vinterflade hjerne

i rummet

et flygtende fyrtårn svinger

mine faldøjne

rundt

det vi kaldte land

er de nærmeste stjerner

(...)

 

Stjernedigt 58

Alexander von Humboldt: Personlig beretning om rejser i Amerika mellem Vendekredsene 1799 - 1804


Da vi befandt os mellem øen Madeira og Afrikas kyst, havde vi lette briser eller vindstille; meget gunstigt for de magnetiske observationer, som optog mig på denne del af rejsen. Vi blev aldrig trætte af at beundre nætternes skønhed; intet kan sammenlignes med den afrikanske himmels klarhed og ophøjede alvor. Vi var forbløffede over den utallige mængde af stjerneskud, som viste sig uafladeligt. Desto længere vi kom mod syd, desto hyppigere var fænomenet, særlig nær De kanariske Øer.

Under mine rejser har jeg lagt mærke til, at disse brændende meteorer i almindelighed er mere almindelige og lysstærke i visse dele af verden, end i andre, men jeg har aldrig set dem så talrige som i nærheden af vulkanerne i provinsen Quito, og i den del af Stillehavet, som bader Guatamalas vulkanske kyster.

Den indflydelse, som sted, klima og årstid forekommer at have på de faldende stjerner, adskiller denne klasse af meteorer fra de, man kan sætte i forbindelse med sten, som falder fra himlen (aeroliter), og som formodentlig eksisterer uden for vor atmosfæres grænser.

 

Stjernedigt 57

Fjodor Dostojevskij: White Nights A sentimental story from the diary of a dreamer v/ Constance Garnett (1848)

 

FIRST NIGHT

It was a wonderful night, such a night as is only possible when we are young, dear reader. The sky was so starry, so bright that, looking at it, one could not help asking oneself whether ill-humoured and capricious people could live under such a sky. That is a youthful question too, dear reader, very youthful, but may the Lord put it more frequently into your heart!...

Stjernedigt 56

Karen Blixen: Den afrikanske farm (1937)

Det, som i den vågne verden kommer en drøm nærmest er natten i en stor by, hvor ingen kender os, eller nætterne i Afrika. Der er også ubegrænset frihed. Der foregår der bestandig i nærheden store begivenheder, skæbner bliver afgjort rundt omkring, der er vældig bevægelse til alle sider, og det hele kommer os sletikke ved.

Her i Afrika var, så snart solen var nede, luften fuld af dyr. Flagermusene krydsede så lydløst i den som store automobiler på asfalt. Nattehøgen strøg forbi, den fugl som sidder på vejene, og i hvis øjne automobillamperne glimter røde et sekund, inden den flyver lodret i vejret lige foran hjulene. De små springharer var ude, og muntrede sig på deres sære vis, de sidder eller springer efter en egen rytme, som om de dukkede sig i vand, og ligner kænguruer i miniature.

Chikaderne synger en uendelig sang i det lange græs, dufte løber langs med jorden og stjerneskud løber over himlen, som tårer over kinder. Du selv er den udvalgte til hvem alt bliver bragt. Kongerne fra Tarshish skal bringe gaver.

 

https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/72

 

Stjernedigt 55

William Wordsworth: Ode on Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood. (1807)

There was a time when meadow, grove, and stream,
The earth, and every common sight
To me did seem
Clad in celestial light,
The glory and the freshness of a dream.
It is not now as it had been of yore -
Turn wheresoe'er I may,
By night or day
The things which I have seen I now can see no more.

The rainbow comes and goes,
And lovely is the rose;
The moon does with delight
Look round her when the heavens are bare;
Waters on a starry night
Are beautiful and fair;
The sunshine is a glorious birth;
But yet I know, where'er I go,
That there has past away a glory from the earth.

(...)

 

Stjernedigt 54

Léopold Sédar Senghor v/ Uffe Haarder

 

NAT I SINE

Kvinde, læg dine balsamiske hænder på min pande,
Dine hænder blødere end pelsværk.
Over os de svajende palmer, vi hører næppe deres raslen
I den høje nattebrise. Selv ammen synger ikke mere.
Lad denne rytmiske stilhed vugge os.
Lad os lytte til dens sang, lad os lytte til vort mørke blod,
Der dunker i årene, lad os lytte
Til Afrikas store puls, der banker i tågen over de glemte landsbyer.

Nu glider den trætte måne mod sin seng af havblik,
Nu dæmpes latteren, og selv fortællerne
Nikker som barnet på moderens ryg,
Nu mærker danserne føddernes tyngde, veksel-korenes stemmer sløres.

Det er tiden for stjernerne og for natten, der drømmer og
Støtter sin albue mod denne høj af skyer, svøbt i sit lændeklæde af mælk.
Svagt lyser hytternes tage. Hvad siger de, så fortroligt, til stjernerne?
Under dem slukkes ilden i ramme og søde duftes intimitet.

(...)

Stjernedigt 53

William Shakespeare: Hamlet 2.akt v/ Edvard Lembcke & Henning Krabbe

 

Tvivl om, at lyse stjerner skinne,

Tvivl om, at sol går op og ned,

Tvivl om at sandheds magt skal vinde,

Tvivl aldrig om min kærlighed.

 

 

Stjernedigt 52

Halfdan Rasmussen: Jeg vil tælle stjernerne (u.å) 

 

Jeg vil tælle stjernerne,
nu hvor der er fred.
Men det er så svært at få
allesammen med.

Jeg må bruge fingrene
for at tælle dem.
Men på Oles lille hånd
er der bare fem.

Fem og frem er bare ti.
af med sko og sok!
Jeg må tælle mine tæer,
hvis jeg skal få nok.

Der er ikke nok endnu.
Tusind stjerner blåner.
Det var meget nemmere,
Hvis jeg talte måner.

Stjernedigt 51

Heinrch Heine: Atta Troll. (1843) v/ Herman Scheffauer

Cirkusbjørnen Atta Troll har et hårdt liv. Ind imellem tænker han over hvordan det mon går til efter døden. Vil også han engang blive fri og frelst og få lov at danse til ære for den store bjørnegud, oppe i himlens stjernetelt?

 

Canto VIII

(...)

High upon his golden throne
In yon splendid tent of stars,
Clad in cosmic majesty,
Sits a titan polar bear.

Spotless, gleaming white as snow
Is his fur; his head is decked
With a crown of diamonds
Blazing through the central vault.

In his face bide harmony
And the silent deeds of thought,
And obedient to his sceptre
All the planets chime and sing.

At his feet sit holy bears,
Saints who suffered on the Earth,
Meekly. In their paws they hold
Splendid palms of martyrdom.

Ever and anon they leap
To their feet as though aroused
By the Holy Ghost, and lo!
In a festal dance they join!

Tis a dance where saintly gifts
Cover up defects of style,—
Dance in which the very soul
Seeks to leap from out its skin!

I, unworthy Troll, shall I
Ever such salvation share?
Shall I ever from this drear
Vale of tears ascend to joy?

Shall I, drunk with Heaven's draught,
In that tent of stars above,
Dance before the Master's throne
With a halo and a palm?"

Stjernedigt 50

Hans Kirk: Skyggespil (1953)

Glasset i vogndørens vinduer rasler en lille smule, og vognen vugger behageligt, det er næsten, som om man er ude at sejle. Himlen er lys af stjerner, aldrig før har jeg set det pragtfulde dybblå lysende mulm. Jeg stirrer op på det, deroppe bor Vorherre og englene, som mormor taler om, men som jeg ikke hører om, når jeg er hjemme.

Der har jeg kun tre år gammel vundet en præmie på 25 øre fra gamle onkel Vik-Vak for at lære: Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje, og han så godmodigt hoverende på min far, da han ved kapitalens hjælp havde kristnet hans hedning af en søn.

Jeg læner mig ind til mormor, og hun tager om mig med sin trofaste arm. Jeg kender så godt lugten af hende, den er god og tryg. Hun er halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slidsom bondekone, på engang storsindet og mild. Og lænet ind til den gamle kone, alverdens moder, oplever jeg for første gang fuldt bevidst tilværelsen.

Over os hvælver den mørke septembernat sig, og jeg falder igen i søvn, indtil vognen standser.

 

Stjernedigt 49

Jens Baggesen: Labyrinten (1792-93)

Vi ankom til landsbyen Appelweier klokken ni i måneskin. Det var den skønneste, blideste, fast lykkeligste aften i mit liv. De mangfoldige arkadiske genstande på den tilbagelagte vej, de milde følelser og glade betragtninger, de natuligen opvakte i deltagelsen af så mange brødres glæde, solens herlige nedgang, den hele naturs uophørlige smilen havde efterhånden bragt mit blod i et så sagte omløb, mine nerver i en så stille kildrende bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde tilværelses skønneste harmoni -

Hvad ligner din nektars livsalige drik,

Natur! af dit himmelbekransede bæger?

Hvor kilder, hvor styrker, hvor lindrer, hvor kvæger

Den væsnet, som sans for din nydelse fik!

I frugtbarheds skød

Hvor friheds og ejendoms lovsange lød,

Omrislet af bækken, omraslet af lunden,

Omskimret af månen i drømmende blunden,

Din berusende vellyst du over mig gød!

Jeg drømte mig opløst i æther; min ånd

Afløstes de tunge, de trykkende bånd;

Jeg dufted med blomsten, jeg svæved som månen;

Jeg flagred i vinden; og  - salige dånen! -

Mit liv i en sagte henrislende død,

Som badet i himlens olie, flød!

 

 

Stjernedigt 48

N.F.S. Grundtvig: Dejlig er den himmel blå (1810)


Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

 

https://www.hojskolesangbogen.dk/

Stjernedigt 47

Tomas Tranströmer: Det vilda torget (1983)

 

Vintrens Blick

Jag lutar som en stege och når in
med ansiktet i körsbärsträdets första våning.
Jag är inne i färgernas klocka som ringer av sol.
De svartröda bären gör jag slut på fortare än fyra
skator.

Då träffas jag plötsligt av kylan från långt håll.
Ögonblicket svartnar
och sitter kvar som yxans märke i en stam.

Från och med nu är det sent. Vi ger oss av
halvspringande
utom synhåll ner, ner i det antika kloaksystemet.
Tunnlarna. Där vandrar vi i månader,
halvt i tjänst och halvt på flykt.

Kort andakt när någon lucka öppnar sig över oss
och ett svagt ljus faller.
Vi ser uppåt, stjärnhimlen genom
avloppsgallret.


Vinterens blik

Jeg hælder som en stige og stikker ansigtet
ind i kirsebærtræets første hjem.
Jeg er inde i farvernes klokke som ringer af sol
De sortrøde bær får jeg has på hurtigere end fire
skader.

Da rammes jeg pludselig af en kulde langt borte fra
Øjeblikket sortner
og sidder som øksens mærke i en stamme.

Fra nu af er det sent. Vi begiver os
halvt springende
uden for synsvidde, ned i det antikke kloaksystem.
Tunellerne. Der vandrer vi i måneder,
halvt i tjeneste og halvt på flugt.

Kort andagt når en luge åbner sig over os
og der falder et svagt lys ned.
Vi ser opad, stjernehimlen gennem
kloakristen.

v/ Erik K. Sørensen

 

https://www.nobelprize.org/

Stjernedigt 46

Walt Whitman: Leaves of Grass (1855, 1891-2)

 

When I heard the learn’d astronomer,

When the proofs, the figures, were ranged in columns before me,

When I was shown the charts and diagrams, to add, divide, and measure them,

When I sitting heard the astronomer where he lectured with much applause in the lecture-room,

How soon unaccountable I became tired and sick,

Till rising and gliding out I wander’d off by myself,

In the mystical moist night-air, and from time to time,

Look’d up in perfect silence at the stars.

 

https://www.poetryfoundation.org/

Stjernedigt 45

W. H. Auden

 

The More Loving One

Looking up at the stars, I know quite well
That, for all they care, I can go to hell,
But on earth indifference is the least
We have to dread from man or beast.

How should we like it were stars to burn
With a passion for us we could not return?
If equal affection cannot be,
Let the more loving one be me.

Admirer as I think I am
Of stars that do not give a damn,
I cannot, now I see them, say
I missed one terribly all day.

Were all stars to disappear or die,
I should learn to look at an empty sky
And feel its total dark sublime,
Though this might take me a little time.

https://englishliterature.net/

Stjernedigt 44

H.C. Andersen: En Digters Bazar kap. 25 (1842) v/ Erik K. Sørensen 


MALTA


Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.


Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.


Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen omkap med månens.


Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.

 

https://openlibrary.org/

Stjernedigt 43

Thorkild Bjørnvig: Abeguder Miljødigte 1975-80. Prosaversion v/ Erik K. Sørensen

 

RUMMET SKAL IKKE VÆRE NOGEN UNDTAGELSE

Når det er stjerneskuddenes tid plejer man at ønske. Sct. Laurentii tårer hed de, dengang de indgik i den kosmiske legende og man mente, de aldrig faldt ned på jorden. Og endnu i slutningen af det 18.årh. stod det videnskabeligt fast at ingen genstand fra ydrerummet traf jorden. En beretning om et meteorfald, undertegnet af 300 øjenvidner i Gascogne 1790, til Det franske Akademi, besvarede en fysiker: "Hvor beklageligt for fornuftige mennesker at se et helt kommunestyre protokollere og bevidne rigtigheden af rene folkekrøniker." Det er videnskabeligt at tvivle, men alligevel.

Og for 70 år siden 30. juni 1908 eksploderede et eller andet over tundraen i Sibirien, hvad ved ingen, kun virkningerne er bekendt og undersøgt: eksplosionen hørlig hundreder af kilometer borte, jordrystelser konstateret på seismografer i Moskva og Irkutsk, på Java og i Washington, trykbølger mærkbare 65 km borte, skovene omkring eksplosionsstedet brændte i dagevis, og indfangede rensdyr fra samme område led af en dengang ukendt kræftlignende sygdom. Og så velbevarede har virkningerne været i tundraens dybfryser, at pålidelige forskere endnu i dag har konstateret gammastrålepåvirkning af planter i området.

(...)

Som man før strengt videnskabeligt havde tænkt, at intet ude fra rummet kunne nå jorden, havde man endnu længere tilbage tænkt, at intet nede fra jorden kunne nå ud i rummet. Og derefter: at udforskningen af rummet kunne samle den splidagtige menneskehed, et mægtigt fascinerende fælles mål.

Hvilken naivitet!

En videnskabsmand fra det amerikanske forsvarsministerium har klart sagt: "Rummet er faktisk en fantastisk arena. Vi må lede den strategiske krig bort fra jorden. Afskyen for en krig i rummet er simpelthen forkert."

Og fordi amerikanerne på visse punkter er bagefter russerne i rumkapløbet har en general i luftvåbnet m.h.t. militær udnyttelse af den påtænkte rumfærge derovre fastslået: "Der har aldrig været noget transportmiddel i menneskehedens historie, som ikke har været udnyttet til økonomiske og militære formål. Rummet skal ikke være nogen undtagelse." (Det er velgørende, når folk udtrykker sig, så det ikke kan misforstås.)

Altså, vi forstår: den kredsende logik farer ad en tangent ud i rummet, bøjer af til en endnu større og farligere kredsning, ikke mindre hermetisk end den første: satelitter, rumfærger, overvågningskameraer og farende spejle til opfangelse og videresendelse af laserstråler -

Er der ikke længere åbent mod rummet? Bor vi under en sindssygs kæmpemæssige transparente hjerneskal? Og kan vi nårsomhelst og hvorsomhelst rammes af hans eksplosive radioaktive vildfarne tanker? (Hvor præmisserne er falske lurer døden i enhver logik.)

Hvad kan vi ønske os ved disse menneskeskabte stjerneskud? Noget med kærlighed? Rejser? At nogen ikke må dø? Højest at de lysende spor må forblive stjerneskud. Under øjenlågene brænder Sct. Laurentii tårer. Der må findes tanker i rummet, i hjertet, der drager menneskelig vilje - som månen havet - og solen græsset: en sidste modformel.

 

http://www.marmet-meteorites.com/id29.html

 

Stjernedigt 42

Alphonse de Lamartine: Dalen v/ Wagner Baunvig

 

DALEN

(...)

Følg dagen over himlen, følg skyggerne på jord,

vær med de blide stjerner i mystisk drømmeskær.

I luften må du flyve med den vilde vind fra nord

og vandre gennem dalen blandt skyggefulde træer.

 

Gud selv vil lære dig det under at forstå,

at alt, hvad der er til, kom fra din skabers hånd.

I stilhed vil en stemme ind til dit hjerte nå

og tone dybt i sjælen og tale til din ånd.

 

https://de.wikipedia.org/wiki/Alphonse_de_Lamartine

 

 

Stjernedigt 41

Walt Whitman: Leaves of Grass v/ Niels Møller

 

EVINDELIG RULLENDE STRØMME

Evindelig rullende strømme, ustanselig virkende magt!

Usete kraft, snart samlende, snart skillende, så vidt som rummet spredes

mellem månen og solen og jorden og stjernernes vrimlende hære...

Der bringes budskab fra fjerne kloder, men hvem kan tyde de sære tegn?

Hvor er verdens inderste hjerte, livets forlener?

Hvad er det alt, denne samling af talløse ting uden mål, uden grænse?

Disse så smidige omsvøb og vink, hvad betyder de?

- Ordet, der løser den vældige gåde, hvem griber det?

O, denne flydende, uhyre enhed!

Verden er mangedelt, dog er den samlet til et -

Sådan bærer et skib os henover havet.

 

 

Stjernedigt 40

Heinrich Heine: Sangenes Bog (1822-23) Lyrisk Mellemspil v/ P.C.V. Hansen

 

Sig Lotusblomsten lukker,

naar Solen paa Himlen staar,

og drømmende venter den Natten,

mens Dagens Timer gaar.

 

Til Elsker kaared den Månen,

som vækker den med sit Skin

og nyder den Gunst at kysse

dens rødmende Blomsterkind.

 

Den blomstrer og gløder og stirrer

mod Nathimlens blege Opal;

den dufter og skælver og græder

af Elskov og Elskovskval.

 

Sider

Abonnér på Notitser