Store mænd og små mennesker


Peder Bodilsens rytterstatuette

Højt på en spiralsnoet søjle af rødbrune klinker, midt på det lille Hjultorv foran Næstveds 1800-tals rådhus og arrest, dér står et rytterportræt man let overser: en bronzestatuette, som skal forestille stormanden Peder Bodilsen fra 1100-tallet. 

Umiddelbart betragtet forestiller den nogle ideer/billeder/tanker om riddere, stormænd, ære, rigdom, historie. Den forestiller, idet den stiller sig for. Men hvad står den foran? Eller (hvad der er næsten det samme): hvad ligger der bag?

Måske har “Danmarks mindste rytterstatue” flere nykker, end man lige kan se. 

Med en statue laver man et 3D-billede, et rumligt billede. Det kan udformes naturalistisk eller abstrakt. Det kan ligne eller ikke. En statue kan, ligesom et 2D-billede, udtrykke symbolsk/ allegorisk mening, eller være konkret, uden politiske og religiøse bagtanker, skønt "ren" æstetik nok er en sjældenhed. Fortolkningen af billedet kommer an på kunstnerens og bestillerens hensigter og beskuerens evne til at afkode billedets symbolsprog – og hensigterne. 

Vi ved ikke meget om den historiske Peder Bodilsen og det lidt vi ved, udelades her. Han mindes i købstaden Næstved, fordi han og moderen i året 1135 skænkede en ikke ringe del af deres ejendom til stiftelsen af et benediktinerkloster ved Næstved, Skovkloster, det senere Herlufsholm, og til byens Sct. Peders kirke. De var nemlig med på en af datidens kulturelle og ideologiske trends. Ligesom mange andre velhavende mennesker rundt om i datidens Europa ønskede de at bruge deres rigdom til at sikre sig en plads i evigheden, og så gjorde det bestemt ikke noget, at man samtidig skaffede sig anseelse her i det jordiske, ved at være kloster-stifter og kirkeejer. Kun en gud kan vide, hvad der er det mest menneskelige af de formål.

Deres gavebrev (kontrakten med direktøren for et himmelsk frelsemaskineri) er et af de ældste bevarede danske dokumenter og heri nævnes byen Næstved første gang. Man betragter gerne brevet som byens “dåbsattest”.  Men der har boet mennesker på “Det ryddede Næs”, i hvert fald fra omk. år 400 efter Kr.

Statuen af “Peder Bodilsen” er et rytterbillede, ca. i forholdet 1:5 anbragt på en omkring 3½ meter høj søjle, der altså fungerer som basis eller plint. En basis forbinder skulpturen/ statuen med jorden. Men i dette tilfælde udgår søjlen fra midten af en såkaldt “Mindebrønd”, et ottekantet vandbassin, af samme slags klinker; en firkantet basis midt i bassinet, som den snoede del af søjlen udgår fra, er udstyret med små springvand af bronze. Hele herligheden er anbragt på på to høje ottekantede trin.

Søjlen hæver statuen op ad mindernes brønd. Det hidtil skjulte bliver synligt. Noget glemt drages frem igen. Underbevidste minder om fortiden - under vandoverfladen - føres som en skikkelse frem i bevidsthedens lys.

Med en rytterstatue hæver man manden to gange. På den måde bliver ”han” mere betydningsfuld. Jo højere til hest, jo mere magtfuld. Og hvis hesten ligefrem stejler, bliver indtrykket af magt ekstra kraftigt. 

Der er en påfaldende detalje ved statuen. Rytteren har ingen stigbøjler; det var ellers fast udstyr hos middelalderens riddere. Derimod kendte man ikke til stigbøjler i antikken. Dem vender vi tilbage til.

Hvorfor gjorde Næstveds borgere sig ulejlighed med at rejse et så lille mindesmærke over så stor en mand? Manglen på størrelse ophæver jo nærmest fremstillingens magt?

I 1935 fejrede Næstved 800-års jubilæum med en imponerende erhvervs-udstilling og alskens festligheder. I den forbindelse var mindesmærket over Peder Bodilsen tænkt som en gave fra byens borgere – til dem selv. Man ville forskønne byen. Skønheden har som regel en pris.

For en del år siden gennemgik jeg på Næstved Arkiverne en kasse med dokumenter og memorabilia, fra komitéarbejdet omkring finansieringen og udformningen af rytterstatuen og mindebrønden. Man finder her referater fra møder, regnskaber og indsamlingslister, breve, avisudklip mv.

Om en til formålet dannede forening - komiteen - fra begyndelsen har haft planer om hvordan mindesmærket skulle se ud, eller om den havde et andet og evt. større monument i tankerne ses, så vidt jeg husker, ikke af disse dokumenter. Man har vel lov at gætte på, at den i første omgang ville samle penge ind, og derefter udskrive en konkurrence om et mindesmærke.

Jeg gætter videre: at statuen af Peder Bodilsen fik sin beskedne størrelse, fordi Næstved bys borgere ikke var nær så flinke som forventet til at komme til lommerne.  Det kan skyldes at komiteen for mindesmærket, ikke var dygtig nok til at “sælge” ideen. Måske fordi den ikke havde en klar ide om hvad den ville have. Måske synes Næstved-borgerne bare ikke det var en god ide med sådan et mindesmærke. Den vigtigste faktor, hvad finansieringen angår, kan meget vel være, at Danmark i 1930'erne gik gennem en voldsom økonomisk krise. Fx var i perioder omkring ⅓ af arbejdsstyrken ledig. Der var simpelthen ikke penge blandt folk.

Uanset statue-størrelsens årsag, så sporer man i referaterne fra komiteens møder bekymring og uro, da jubilæum og deadline nærmede sig. Indsamlingen gik bestemt ikke som man havde håbet. Til sidst henvendte man sig i sin nød til en direktør i Carlsberg-bryggerierne, Frederik Sander, der stammede fra Næstved.  Han var forstående og skaffede midler, således at projektet kunne realiseres. Så vidt jeg husker, var bidraget på 4000 kroner. Hvor meget Næstved-borgerne selv havde samlet ind, fik jeg ikke noteret. Men man kan notere sig, at en faglært arbejder i 1930-erne tjente ca. 75 kroner, om ugen.  Donationen svarede formodentlig omtrent til en faglært arbejders årsløn, før skat. Et andet spørgsmål er, hvad man har kunnet købe for de penge.

En betingelse for donationen var, så vidt jeg forstod brevvekslingen med direktør Sander, at statuen skulle udformes af Mathilius Schack Elo (1887-1948), der havde løst forskellige opgaver for Carlsbergfondet. Måske skaffede Fondet på den måde arbejde til en medarbejder, der alligevel skulle aflønnes.

Billedhugger og konservator Elo huskes ikke for originalitet. Uden at fornærme nogen kan man sige, at han var bedst som epigon. Komiteens medlemmer har været taknemmelige for næsten hvad som helst, der kunne redde æren.

Nu til detaljen med stigbøjlerne.

Læseren bedes åbne et nyt faneblad i sin browser og i sit søgefelt skrive ordene ”Marcus Aurelius statue”. Med eller uden citationstegn.

Jeg lægger ikke links ind i teksten, de har det med at dø…

Et voila: Stamfaderen til alle Europas rytterstatuer (de kinesiske og persiske taler vi ikke om). 

Derefter åbnes endnu et faneblad, og heri søges efter ”Peder Bodilsen statue”. 

Danmarks mindste rytterstatue er på mange måder forskellig fra Marcus Aurelius’. Ud over størrelsen, förstås. Fx i hovedets drejning, frisuren og hovedbeklædning, ved armenes stilling, om hesten har højre eller forben hævet, i kappens folder og i det hele taget detaljerigdommen, samt at Næstveds ridder formentlig holder sit sammenrullede gavebrev i venstre hånd.

En stormand fra 1100-tallet (ordet ”adelsmand” tilhører en senere tid) som Peder Bodilsen ville næppe have brudt sig om at blive afbildet til hest våbenløs, bukseløs og barfodet! Og da slet ikke uden saddel og stigbøjler, ligesom en bondekarl, der jumper af sted på hesten hjem fra marken, måske på vej ”til vands” for at vande og vaske dyret, og selv få skyllet fødderne.

Peder Bodilsen, som muligvis ikke kunne læse og skrive, vidste næppe, at man nede i Frankerriget for (allerede dengang) lang tid siden, havde forsøgt sig med en genoplivning af det romerrigets formsprog, herunder rytterstatuen. 

Læseren bedes åbne endnu et faneblad. Søgeordene: ”Karl der Grosse Louvre”.

På Louvre-museet findes en lille statue, der siges at forestille Karl den Store, Det hellige Romerske Riges første kejser, fra 800-tallet. Dette portræt har givetvis antikke rytterstatuer som forbillede. Ud over at rytteren er relativt stor i forhold til hesten (måske er rytteren en tilføjelse), skal man bemærke at han ikke bruger stigbøjler. De var ellers almindelig kendt på Karl den Stores tid, om ikke udbredt i alle lag af samfundet. Kejseren har formodentlig haft adgang til denne teknik, men har valgt at lade sig afbilde som sine forbilleder, de romerske kejsere. 

Det vigtige i denne sammenhæng er, at der i begge tilfælde foregår en historisering, en genanvendelse af ældre former, i en ny tid, med nye behov. Romerne red uden stigbøjler, fordi de ikke kendte til dem. Deres kejsere lod sig afbilde i statueform, som en vigtig del af statskulten, som regel i overstørrelse, og ofte som krigere til hest.
I en senere og meget fattigere tid, men dog på vej ud af Europas ”Mørke Århundreder”, lod Karl den Store sig afbilde til hest, i understørrelse, uden stigbøjler, fordi han gerne ville fremstilles som en romersk kejser. Selv om han til hverdag nok ikke ønskede at undvære disse nyttige equestriske indretninger. 

Og langt, langt senere, på et torv i en nordisk provinsby, blev stormanden Peder Bodilsen afbildet, ridende på romersk manér. En væsentlig forskel er at Kejser Karl nok selv bestilte sin statuette, mens Peder Bodilsen havde været glemt i en del århundreder, indtil det lokale erhvervsliv fandt ham frem til formålet. Om billedhugger Elo har været bevidst om ”den romerske forbindelse” i detaljen med de manglende stigbøjler, kan vi ikke vide.

Begge statuer efterligner fortidens mægtighed. Bestillerne mægtiggøres dermed i nutiden. Noget glemt, men stadig stort, føres frem og gøres bevidst. Noget potentielt gøres håndfast. Billedmagere arbejder også i magtens (og do. afmagts) tjeneste.

Mindesmærker, fx over historiske personer, er i høj grad minder over den tid og de mennesker, der rejste dem.  De er minder om hvordan man brugte historien, med et eller måske flere formål.

Statuetten og mindebrønden på Næstveds Hjultorv er formodentlig en mindre ringe løsning på et selvskabt problem. I hvert fald ville en lille statue, på en lav basis have signaleret misforhold mellem ønsker og evner. Mellem ønsket om magten over mindet, og midlerne dertil. Det ville have været komisk. Derfor anbragtes statuetten på en søjle.

Desværre forstyrrede denne løsning muligheden for i det hele taget at kunne se statuen. Men det gjorde måske ikke så meget. Symbolikken var hjemme, og der har den været lige siden. En højt placeret person, stor eller lille, er, i alle de kunstværker jeg kan komme i tanker om, mægtigere end en lavere placeret.

Og arkitekten for Mindebrønden udviklede, tilsigtet eller utilsigtet, af lyst eller af nød, en interessant effekt: fortidens stormand skrues op fra mindernes brønd på en søjle med gevind. Det skjulte står frem - igen. Nærmest som en tinsoldat i overstørrelse.

I forbifarten bemærket har Næstved været så vanheldig, eller heldig, ikke at have været scene for specielt betydningsfulde personer, begivenheder eller institutioner. Billedsnideren Abel Schröder den yngre fra 1600-tallet er mig bekendt den eneste kunstner af europæisk klasse, der har boet og arbejdet i byen.

Statuen af ”Peder Bodilsen” havde til formål at knytte borgerne sammen i et historisk fællesskab, gennem en fortælling om et stort menneskes gode og gavnlige gerninger. I lighed med de statuer af grundlovens giver, kong Frederik d. 7, man finder i flere danske provinsbyer. Hans fyldige kongeskikkelse fremstilles ofte stående med en skriftrulle, som han rækker frem mod beskueren. Mindebrønden i Næstved skulle bidrage til at forene byens borgere, uanset klasse, alder og køn i et loyalt fællesskab mellem de levendes splittede nutid - og de afdødes stille fortid.  Den harmoniserer. Til det formål betød det mindre hvad den lignede, bare den forestillede.

De minde-villige Næstvedborgere har lettede og glade kunnet ønske hinanden tillykke med deres mindesmærke.

Jeg betragter mindebrønden og rytterstatuetten som charmerende kitsch fra en tid, der tog andre ting alvorligt, end vi gør. Inklusive sig selv. Kære minder fra en fattigere og muligvis mere naiv tids forsøg på at give en by ælde og historisk pondus.

En fortids fortid. 

 

Udblik og replik

I 1930'ernes Europa udbrød en stærk længsel efter “Den Store Mand”, en frelser á la Jesus Kristus Superman. En Han, med stort H og stor kasket, som med et snuptag ville kunne løse nationale, økonomiske og sociale problemer, demokratierne havde mere end vanskeligt ved at hitte vej gennem, over, under, bort fra... Længslen efter en national frelser udviklede sig i Tyskland, Sovjet, Italien, Spanien, Ungarn - til politisk religion, førerkult og tvangstanker om 1000-års riger - foruden mere eller mindre gustne efterligninger i Sydamerika og Japan. Nationerne samledes omkring deres faderskikkelser og billederne af ham.

Den proces var der ikke meget nyt i, ej heller i Danmark, jf. fx statuerne af Frederik d. 7. Det nye var den hysteriske betoning af sammenhængen mellem nationale interesser og det enestående individ - og de øgede muligheder for at samle folkets opmærksomhed, særlig gennem radioen; en meget "hot" teknologi i 1930-erne.

Danmark fik sig en relativt uskyldig personkult omkring statsminister Thorvald Stauning - man husker stadig valg-sloganet “Stauning eller Kaos”.

Denne joviale fhv. cigarmager med fuldskæg og briller og smag for whisky var en meget lille og meget fredelig fisk i sammenligning med udlandets menneskeædende hajer; den Store Mand var han lige så godt.

På samme måde med statuetten af stormanden Peder Bodilsen.

Små mennesker skaber store mænd.

 

Tags