Stjernedigt 59

Inger Christensen: Lys (1962)

 

Mani

(...)

Som skifergråt hav svæver

min vinterflade hjerne

i rummet

et flygtende fyrtårn svinger

mine faldøjne

rundt

det vi kaldte land

er de nærmeste stjerner

(...)

 

Stjernedigt 58

Alexander von Humboldt: Personlig beretning om rejser i Amerika mellem Vendekredsene 1799 - 1804


Da vi befandt os mellem øen Madeira og Afrikas kyst, havde vi lette briser eller vindstille; meget gunstigt for de magnetiske observationer, som optog mig på denne del af rejsen. Vi blev aldrig trætte af at beundre nætternes skønhed; intet kan sammenlignes med den afrikanske himmels klarhed og ophøjede alvor. Vi var forbløffede over den utallige mængde af stjerneskud, som viste sig uafladeligt. Desto længere vi kom mod syd, desto hyppigere var fænomenet, særlig nær De kanariske Øer.

Under mine rejser har jeg lagt mærke til, at disse brændende meteorer i almindelighed er mere almindelige og lysstærke i visse dele af verden, end i andre, men jeg har aldrig set dem så talrige som i nærheden af vulkanerne i provinsen Quito, og i den del af Stillehavet, som bader Guatamalas vulkanske kyster.

Den indflydelse, som sted, klima og årstid forekommer at have på de faldende stjerner, adskiller denne klasse af meteorer fra de, man kan sætte i forbindelse med sten, som falder fra himlen (aeroliter), og som formodentlig eksisterer uden for vor atmosfæres grænser.

 

Stjernedigt 57

Fjodor Dostojevskij: White Nights A sentimental story from the diary of a dreamer v/ Constance Garnett (1848)

 

FIRST NIGHT

It was a wonderful night, such a night as is only possible when we are young, dear reader. The sky was so starry, so bright that, looking at it, one could not help asking oneself whether ill-humoured and capricious people could live under such a sky. That is a youthful question too, dear reader, very youthful, but may the Lord put it more frequently into your heart!...

Stjernedigt 56

Karen Blixen: Den afrikanske farm (1937)

Det, som i den vågne verden kommer en drøm nærmest er natten i en stor by, hvor ingen kender os, eller nætterne i Afrika. Der er også ubegrænset frihed. Der foregår der bestandig i nærheden store begivenheder, skæbner bliver afgjort rundt omkring, der er vældig bevægelse til alle sider, og det hele kommer os sletikke ved.

Her i Afrika var, så snart solen var nede, luften fuld af dyr. Flagermusene krydsede så lydløst i den som store automobiler på asfalt. Nattehøgen strøg forbi, den fugl som sidder på vejene, og i hvis øjne automobillamperne glimter røde et sekund, inden den flyver lodret i vejret lige foran hjulene. De små springharer var ude, og muntrede sig på deres sære vis, de sidder eller springer efter en egen rytme, som om de dukkede sig i vand, og ligner kænguruer i miniature.

Chikaderne synger en uendelig sang i det lange græs, dufte løber langs med jorden og stjerneskud løber over himlen, som tårer over kinder. Du selv er den udvalgte til hvem alt bliver bragt. Kongerne fra Tarshish skal bringe gaver.

 

https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Sl/72

 

Stjernedigt 55

William Wordsworth: Ode on Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood. (1807)

There was a time when meadow, grove, and stream,
The earth, and every common sight
To me did seem
Clad in celestial light,
The glory and the freshness of a dream.
It is not now as it had been of yore -
Turn wheresoe'er I may,
By night or day
The things which I have seen I now can see no more.

The rainbow comes and goes,
And lovely is the rose;
The moon does with delight
Look round her when the heavens are bare;
Waters on a starry night
Are beautiful and fair;
The sunshine is a glorious birth;
But yet I know, where'er I go,
That there has past away a glory from the earth.

(...)

 

Stjernedigt 54

Léopold Sédar Senghor v/ Uffe Haarder

 

NAT I SINE

Kvinde, læg dine balsamiske hænder på min pande,
Dine hænder blødere end pelsværk.
Over os de svajende palmer, vi hører næppe deres raslen
I den høje nattebrise. Selv ammen synger ikke mere.
Lad denne rytmiske stilhed vugge os.
Lad os lytte til dens sang, lad os lytte til vort mørke blod,
Der dunker i årene, lad os lytte
Til Afrikas store puls, der banker i tågen over de glemte landsbyer.

Nu glider den trætte måne mod sin seng af havblik,
Nu dæmpes latteren, og selv fortællerne
Nikker som barnet på moderens ryg,
Nu mærker danserne føddernes tyngde, veksel-korenes stemmer sløres.

Det er tiden for stjernerne og for natten, der drømmer og
Støtter sin albue mod denne høj af skyer, svøbt i sit lændeklæde af mælk.
Svagt lyser hytternes tage. Hvad siger de, så fortroligt, til stjernerne?
Under dem slukkes ilden i ramme og søde duftes intimitet.

(...)

Stjernedigt 53

William Shakespeare: Hamlet 2.akt v/ Edvard Lembcke & Henning Krabbe

 

Tvivl om, at lyse stjerner skinne,

Tvivl om, at sol går op og ned,

Tvivl om at sandheds magt skal vinde,

Tvivl aldrig om min kærlighed.

 

 

Stjernedigt 52

Halfdan Rasmussen: Jeg vil tælle stjernerne (u.å) 

 

Jeg vil tælle stjernerne,
nu hvor der er fred.
Men det er så svært at få
allesammen med.

Jeg må bruge fingrene
for at tælle dem.
Men på Oles lille hånd
er der bare fem.

Fem og frem er bare ti.
af med sko og sok!
Jeg må tælle mine tæer,
hvis jeg skal få nok.

Der er ikke nok endnu.
Tusind stjerner blåner.
Det var meget nemmere,
Hvis jeg talte måner.

Stjernedigt 51

Heinrch Heine: Atta Troll. (1843) v/ Herman Scheffauer

Cirkusbjørnen Atta Troll har et hårdt liv. Ind imellem tænker han over hvordan det mon går til efter døden. Vil også han engang blive fri og frelst og få lov at danse til ære for den store bjørnegud, oppe i himlens stjernetelt?

 

Canto VIII

(...)

High upon his golden throne
In yon splendid tent of stars,
Clad in cosmic majesty,
Sits a titan polar bear.

Spotless, gleaming white as snow
Is his fur; his head is decked
With a crown of diamonds
Blazing through the central vault.

In his face bide harmony
And the silent deeds of thought,
And obedient to his sceptre
All the planets chime and sing.

At his feet sit holy bears,
Saints who suffered on the Earth,
Meekly. In their paws they hold
Splendid palms of martyrdom.

Ever and anon they leap
To their feet as though aroused
By the Holy Ghost, and lo!
In a festal dance they join!

Tis a dance where saintly gifts
Cover up defects of style,—
Dance in which the very soul
Seeks to leap from out its skin!

I, unworthy Troll, shall I
Ever such salvation share?
Shall I ever from this drear
Vale of tears ascend to joy?

Shall I, drunk with Heaven's draught,
In that tent of stars above,
Dance before the Master's throne
With a halo and a palm?"

Stjernedigt 50

Hans Kirk: Skyggespil (1953)

Glasset i vogndørens vinduer rasler en lille smule, og vognen vugger behageligt, det er næsten, som om man er ude at sejle. Himlen er lys af stjerner, aldrig før har jeg set det pragtfulde dybblå lysende mulm. Jeg stirrer op på det, deroppe bor Vorherre og englene, som mormor taler om, men som jeg ikke hører om, når jeg er hjemme.

Der har jeg kun tre år gammel vundet en præmie på 25 øre fra gamle onkel Vik-Vak for at lære: Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje, og han så godmodigt hoverende på min far, da han ved kapitalens hjælp havde kristnet hans hedning af en søn.

Jeg læner mig ind til mormor, og hun tager om mig med sin trofaste arm. Jeg kender så godt lugten af hende, den er god og tryg. Hun er halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slidsom bondekone, på engang storsindet og mild. Og lænet ind til den gamle kone, alverdens moder, oplever jeg for første gang fuldt bevidst tilværelsen.

Over os hvælver den mørke septembernat sig, og jeg falder igen i søvn, indtil vognen standser.

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS