Stjernedigt 39

Michael Ende: Momo v/ Erik Jensen (1973/ 1981)

 

Da Gigi var færdig med eventyret, tav de begge et stykke tid, så spurgte Momo: "Fik de så hinanden senere hen?"

"Det tror jeg nok", sagde Gigi, "- senere hen."

Og er de døde nu?"

"Nej", sagde Gigi med overbevisning. "Det ved jeg tilfældigvis ganske nøje. Tryllespejlet gjorde kun én dødelig, når man kiggede i det alene, men hvis man kiggede to sammen, så blev man udødelig igen. Og det gjorde de to."

Som en stor, rund sølvskive hang månen oppe over de sorte pinjer og fik ruinens gamle sten til at lyse gådefuldt. Momo og Gigi sad ganske stille ved siden af hinanden og kiggede længe op mod månen, og de følte ganske tydeligt, at de i dette øjeblik begge var udødelige.

 

https://litteratursiden.dk/anmeldelser/momo-af-michael-ende-0

Stjernedigt 38

I. P. Jacobsen: Gurresange (1869?)

 

Valdemar.

Den blaalige Dæmring nu dæmper
Hver Tone fra Sø og Land,
De flyvende Skyer har lagt sig
Til Hvile ved Himlens Rand,
I lydløs Tynge samlet
Er Skovens luftige Bo,
Og Søens klare Bølger
Har vugget sig selv til Ro.
I Vesten kaster Solen
Sin straalende Purpurdragt,
Saa drager den over sig Bølgen
Og drømmer om Dagens Pragt.
Ej mindste Løv sig rører
Og kalder paa min Sands,
Ej mindste Tone klinger
Og vugger mit Sind i Dands,
Nej, hver en Magt er sunken
I egne Drømmes Elv,
Og skyder mig blidt og stille
Tilbage til mig selv.

Tove.

O, naar Maanens Straaler milde spille,
Naar omkring mig Alt er tyst og stille,
Da er Vand mig ikke Søens Vove,
Træer ej de dunkle, tavse Skove,
Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølger,
Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,
Form ej Form og Farven ikke Farve,
Alt: et Udtryk for hvad Gud har drømt.

(...)

http://adl.dk/

Stjernedigt 37

I.P. Jacobsen

 

HAR DAGEN SANKET AL SIN SORG

Har Dagen sanket al sin Sorg

Og grædt den ud i Dug,

Saa aabner Natten Himlens Borg

Med evigt Tungsinds tavse Sorg.

Og en for en

Og to for to

Gaa fjerne Verd'ners Genier frem

Af Himmeldybets dunkle Gem.

Og højt over Jordens Lyst og Elende

Med Stjernekerter højt i Hænde

Skride de langsomt hen over Himlen.

De Fodtrin skifte

Med sorg i Sinde...

Underligt vifte

For Rummets kolde Vinde

Stjernekjerternes flakkende flammer.

 

https://kalliope.org/da/text/jacobsenandrea22

Stjernedigt 36

Gunnar Ekelöf: Köp den blindes sång (1938)

 

SENSOMMAR

(...)

Kväll - och snart natt

med syrsor under huvudkudden...

Och månen låner lys åt alla ting,

åt vart och ett för sig,

och varje strå står stilla för sig självt,

tar ödmjukt emot med huvudet böjt.

Och den som ännu innan sängdags gå en stund

för goda dråommars skull

skall läre tacksamhet.

 

Aften - og snart nat

med fårekyllinger under hovedpuden...

Og månen låner lys til alle ting

til hver og en for sig

og hvert et strå står stille for sig selv,

tar' ydmygt mod med sænket pande.

Og den som inden sengetid går en stund

for gode drømmes skyld

skal lære taknemmelighed.

 

http://www.gunnarekelof.se/ekelof/kop-den-blindes-sang/

Stjernedigt 35

Edgar Allan Poe: Evening Star (1827) v/ Otto Rung

 

AFTENSTJERNEN

Det var sent i en Sommer

og sent i en Kvæld,

og hver Stjerne i Zenith

var isnet ihjel

af den tindrende Maane -

kun trælle, der dø!

Hun selv i sit Hvælv

hendes Sølv over Sø.

 

Jeg higed' en Stund

mod hin magiske Mund,

der mødte mig knugende koldt.

Men en Sky drog sin Flig

for det smilende Lig,

og mod Mørket, der gabede goldt,

jeg skimted' dit Skær

saa for underligt nær:

Du min Aftenstjerne stolt!

 

Til mit saarede Sind

gav dit Kjærteskin

sit søde livsalige Gys;

thi en hedere Rus

har dit brændende Blus

end hint øde og iskolde Lys!

 

https://kalliope.org/da/text/poe2002012402

 

Stjernedigt 34

Yosa Buson: Haiku v/Hans-Jørgen Nielsen

 

Shiraume no

kareki ni modoru

tsukiyo kana

 

Blommetræ

i månelys

Faldende sne

Hvide blomsters

genkomst

 

https://www.metmuseum.org/art/collection/search/45352

Stjernedigt 33

Ernst Jünger Krigsdagsbog v/ Thorkild Hansen

 

Voroshilovsk, 7. december 1942

I går var en betydningsfuld dag; jeg vandt et skær af "Dette  er du". I årevis, siden Sydamerika, har jeg ikke været under en sådan indflydelse.

(...)

Aftenen var stjerneklar, de store stjernebilleder funklede i et lys, som jeg kun har set magen til i Syden. Mon følelsen af den enorme kulde, der overfalder os ved dette syn, også kunne fornemmes i andre tider? Jeg har hidtil set det skildret tydeligst i nogle vers af Heinrich Georg.

Også morgenen var strålende; ikke den mindste sky slørede det blå himmelrum. Jeg gik op i kirketårnet, der på en kvadratisk sokkel bærer et ottekantet skaft og på dette atter en flad, løgformet kuppel. For første gang så jeg ud over byen som et hele, med dens vidstrakte, firkantede blokke og kvarterer af lave huse, blandt hvilke hist og her en kæmpestor nybygning rager op: en kaserne eller en politigård. For at kunne bygge den slags kasser var man altså nødt til at aflive nogle millioner mennesker.

Lige foran portene syntes Elbrus at rage op med sin dobbelttinde og sine sneflanker, der lyser som sølv i morgensolen, og dog ligger bjerget mange dagsmarcher borte. Den mørke Kaukasus-kæde, som den hæver sig i, så uanselig ud i sammenligning. Længe har jorden i et sådant billede stået for mig som hændernes værk, som Guds arbejde.

 

https://de.wikipedia.org/wiki/Stawropol

 

Stjernedigt 32

Mark Twain The Innocents Abroad (1869)


Natligt besøg på Akropolis

We crossed a large court, entered a great door, and stood upon a pavement of purest white marble, deeply worn by footprints. Before us, in the flooding moonlight, rose the noblest ruins we had ever looked upon—the Propylae; a small Temple of Minerva; the Temple of Hercules, and the grand Parthenon. (...)

As we wandered thoughtfully down the marble-paved length of this stately temple, the scene about us was strangely impressive. Here and there, in lavish profusion, were gleaming white statues of men and women, propped against blocks of marble, some of them armless, some without legs, others headless—but all looking mournful in the moonlight, and startlingly human!

They rose up and confronted the midnight intruder on every side—they stared at him with stony eyes from unlooked-for nooks and recesses; they peered at him over fragmentary heaps far down the desolate corridors; they barred his way in the midst of the broad forum, and solemnly pointed with handless arms the way from the sacred fane; and through the roofless temple the moon looked down, and banded the floor and darkened the scattered fragments and broken statues with the slanting shadows of the columns.

http://www.gutenberg.org/

Stjernedigt 31

Doris Lessing

The Grass is Singing (1950)

It was a long way from the town to the farm - well over a hundred miles; and by the time he told her they had crossed the boundary, it was late at night. Mary, who was half asleep, roused herself to look at his farm, and saw the dim shapes of low trees, like great soft birds, flying past; and beyond it a hazy sky that was cracked and seamed with stars. Her tiredness relaxed her limbs, quited her nerves.

 

Stjernedigt 30

Antoine de Saint-Exupéry

Blæsten, sandet og stjernerne (1940)

Jeg sætter kurs efter miderpunktet på en ret linje trukket melle Aleksandria og Kairo. På den måde undgår jeg de forbudte kystzoner, og trods mulig afdrift må jeg ramme lysene fra en af de to byer, eller i hvert fald lysene fra Nildalen. Jeg beregner en flyvetid på 3 timer 20 minutter, hvis vinden er konstant, 2 timer og 45 minutter, hvis den løjer af. Og jeg går i lag med mine 1050 kilometer ørken.

I den måneløse nat bevæger jeg mig som i en flydende asfalt, der har hævet sig til stjernerne. Jeg skal ikke møde et eneste lys eller landkendingsmærke; uden radio som jeg er, skal jeg ikke modtage et eneste menneskeligt tegn, før jeg når Nilen. Jeg forsøger end ikke at iagttage andet end mit kompas og mit Sperry-gyroskop. Jeg interesserer mig kun for en fosforescerende stribe, der bevæger sig på instrumentes mørke skive med en langsomt åndende rytme.

Når Prévor skifter plads, balancerer jeg maskinen forsigtigt af. Jeg går op til 2000 meter, hvor vinden ifølge min vejrmelding vil være mest fordelagtig. En gang imellem tænder jeg en lampe for at observere de visere, som ikke er selvlysende; men den meste tid sidder jeg i mørket blandt mine små private konstellationer, der lyser med det samme minerallys som stjernerne, det samme uopslidelige og hemmelige lys, og taler det samme sprog.

Ligesom astronomerne studerer også jeg et himmelkort. Også jeg befatter mig med en ren og uselvisk granskning. Prévor er sovet ind efter at have strittet bravt imod, og jeg nyder min ensomhed bedre. Kun motorens blide brummen og på instrumentbrættet foran mig, de roligt lysende stjerner.

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS