Tove Jansson

Tove Jansson: Mumitrolden opdager kometen (1947)

 

Mumitrolden og Snif møder snusmumriken.

"Du er vel ikke - hm - maler", spurgte mumitrolden lidt genert. "Eller måske digter?" foreslog Snif.

"Jeg er alting," sagde snusmumriken og satte kaffekanden på ilden. "Og I er opdagelsesrejsende, kan jeg se. Hvad har I tænkt at opdage?"

Mumitrolden hostede let, og følte sig meget stolt. "Alt muligt, " sagde han, "stjerner for eksempel!"

Snusmumriken var stærkt interesseret. "Stjerner!" udbrød han. "Så må I tage mig med. Stjerner er det bedste jeg ved. Jeg plejer at ligge og se på dem inden jeg falder i søvn og tænke på, hvem der bor på dem, og hvordan man kan komme derop. Det ser så venligt ud, med hele himlen fuld af små øjne."

 

Et essay om "Mumitrolden opdager kometen". 

http://internetdidaktik.dk/gensyn-med-kometen

 

Heinrich Heine 3

Heinrich Heine: Buch der Lieder (1827) Gendigtning v/ EKS
 

Der Dobbelgänger

Still ist die Nacht, es ruhen die Gassen,
In diesem Hause wohnte mein Schatz;
Sie hat schon längst die Stadt verlassen,
Doch steht noch das Haus auf demselben Platz.

Da steht auch ein Mensch und starrt in die Höhe,
Und ringt die Hände, vor Schmerzensgewalt;
Mir graust es, wenn ich sein Antlitz sehe, -
Der Mond zeigt mir meine eigne Gestalt.

Du Doppelgänger! du bleicher Geselle!
Was äffst du nach mein Liebesleid,
Das mich gequält auf dieser Stelle,
So manche Nacht, in alter Zeit?

 

Dobbeltgængeren

Stræderne sover i den stille nat
Og huset står stadig her i gaden.
Derinde boede min største skat
Indtil hun rejste fra staden.

En mand står og stirrer mod månen,
Jeg gyser ved synet af skræk.
Han vrider sine hænder i smerte,
Han bær' mine egne ansigtstræk.

Dobbeltgænger! Blege kammerat!
Da min kærlighed døde dette sted
Blev du da tilbage, kold og desperat?
Min smertes efteraber - uden fred?

 

T.S. Eliot

T.S. Eliot. Ødemarken (1922)

 

Hvad tordenen sagde

(...)

I dette elendige hul her mellem bjergene. I det blege måneskin synger græsset over de sløjfede grave omkring kapellet. Der står den tomme kirke, nu er den blot vindens hjem. Ruderne er borte og døren klaprer. Tørre knogler tager ingen skade af. Kun en hane stod i et lynglimt på kirkens rygning: Kyk-li-ky-kyk-li-ky.

Så gav et klamt pust varsel om snarlig regn.  

Ganges var sunket, de slappe blade ventede på regn, mens sorte skyer samledes langt borte over Himalaya. Junglen lå krummet sammen, stille. Da talte tordenen:

DA

(...)

 

Digtet + indledning:

http://internetdidaktik.dk/ts-eliot-hvad-tordenen-sagde

 

 

William Blake 2

William Blake: Songs of Innocence (1789)

 

Night

The sun descending in the west,
The evening star does shine;
The birds are silent in their nest,
And I must seek for mine.
The moon, like a flower,
In heaven's high bower,
With silent delight
Sits and smiles on the night.

Farewell green fields and happy groves.
Where flocks have took delight;
Where lambs have nibbled, silent moves
The feet of angels bright;
Unseen they pour blessing,
And joy without ceasing,
On each bud and blossom,
And each sleeping bosom.

(...)

 

Mer' Blake:

http://internetdidaktik.dk/node/21

William Blake 1

William Blake: Poetical Sketches (1783)

 

To the Evening Star

Thou fair-hair'd angel of the evening,
Now, while the sun rests on the mountains, light
Thy bright torch of love; thy radiant crown
Put on, and smile upon our evening bed!

Smile on our loves; and, while thou drawest the
Blue curtains of the sky, scatter thy silver dew
On every flower that shuts its sweet eyes
In timely sleep.

(...)

 

Mer' Blake:

http://williamblake.dk/

 

Charles Dickens

Charles Dickens: A chilld's dream of a star (1871)

There was once a child, and he strolled about a good deal, and thought of a number of things. He had a sister, who was a child too, and his constant companion. These two used to wonder all day long. They wondered at the beauty of the flowers; they wondered at the height and blueness of the sky; they wondered at the depth of the bright water; they wondered at the goodness and the power of God, who made the lovely world.

They used to say to one another, sometimes, supposing all the children upon earth were to die, would the flowers and the water and the sky be sorry? They believed they would be sorry. For, said they, the buds are the children of the flowers, and the little playful streams that gambol down the hillsides are the children of the water; and the smallest bright specks playing at hide-and-seek in the sky all night must surely be the children of the stars; and they would all be grieved to see their playmates, the children of men, no more.

There was one clear shining star that used to come out in the sky before the rest, near the church-spire, above the graves. It was larger and more beautiful, they thought, than all the others, and every night they watched for it, standing hand in hand at a window. Whoever saw it first cried out, “I see the star!” And often they cried out both together, knowing so well when it would rise and where. So they grew to be such friends with it, that, before lying down in their beds, they always looked out once again, to bid it good night; and when they were turning round to sleep, they used to say, “God bless the star!”

(...)

 

https://www.poetryfoundation.org/poets/charles-dickens
 

 

Thorkild Bjørnvig 2

Thorkild Bjørnvig: Delfinen Miljødigte 1970 - 75

 

Kepler in memoriam

"Til syvende og sidst er jordkuglen som et dyrs krop, og hvad der for dyret er sjæl er for jorden netop den sublunariske natur...jorden synes nemlig undertiden træg...til andre tider heftigt oprørt...for jorden er ikke efter hundens art, der adlyder ethvert vink, men efter oksens eller elefantens, altså et dyr, som ikke er let at drive til vrede, men bliver så meget desto mer rasende, når vreden er optændt."

Lovligt naive og massive poetiske billeder at bruge for en af den astronomiske videnskabs grundlæggere, som tilmed gik ud fra, at jorden og de andre planeter havde hver sin tone i den sfæriske harmoni.

Alligevel, det totale økologiske røntgenbillede giver Kepler ret. Jorden er en art krop med stofskifte, kredsløb, med reaktioner på misbrug og overgreb, kærlighed og pleje, med orfiske og sfæriske lyde: Fugle- og vindsang, ikke for intet - fjerntfølt, udenjords set og opfattet - himmellegem benævnt.

(...)

 

Mer' Bjørnvig:

http://internetdidaktik.dk/node/7


 

Paul Verlaine

Paul Verlaine: Clair de lune. Prosaversioner v/ William Rees og Erik K. Sørensen

 

Clair de lune

Votre âme est un paysage choisi

Que vont charmant masques et bergamasques

Jouant du luth et dansant et quasi

Tristes sous leurs déguisements fantasiques.

 

Tout en chantant sur le mode mineur

L'amour vainqueur et la vie opportune,

Ils n'ont pas l'air de croire à leur bonheur

Et leur chanson se mêle au clair de lune,

 

Au calme clair de lune triste et beau,

Qui fait rêver les oisaux dans les arbres

Et sangloter d'extase les jets d'leau,

Les grands jets d'eau sveltes parmi les marbres.

 

Moonlight

Your soul is a select landscape bewitched by masques and bergamasques playing the lute as they go and dancing and almost sad beneath their fanciful disguises.

Singing as they go in the minor key of conquering love and the favours of life, they don't seem quite to believe in their happiness and their song mingles with the moonlight,

With the clear moonlight, sad and beautiful, that sets the birds dreaming in the trees and the fountains sobbing in ecstacy, the tall slender fountains amid the marble statues.

 

Måneskin

Din sjæl er et udvalgt landskab, hjemsøgt af masker og folkedansere som spiller luth og danser fremad, næsten bedrøvede bag deres fantasfulde forklædninger.

De synger sange i mol om livets glæder og kærligheds-erobringer, men tror vist ikke helt på egen lykke og sangen blandes med måneskinnet,

Med det klare måneskin, bedrøvet og smukt, som giver drømme til fuglene i træerne og gør at fontænerne hulker i ekstase, de høje slanke fontæner blandt marmorstatuerne.

 

Gendigtning af et andet Verlaine-digt + biografisk note.

http://internetdidaktik.dk/o-skoere-katedral

 

 

 

 

 

R. M. Rilke

Rainer Maria Rilke: Nachthimmel und Sternenfall v/ Erik K. Sørensen

 

Nachthimmel und Sternenfall

Der Himmel, groß, voll herrlicher Verhaltung,
ein Vorrat Raum, ein Übermaß von Welt.
Und wir, zu ferne für die Angestaltung,
zu nahe für die Abkehr hingestellt.

Da fällt ein Stern! Und unser Wunsch an ihn,
bestürzten Aufblicks, dringend angeschlossen:
Was ist begonnen, und was ist verflossen?
Was ist verschuldet? Und was ist verziehn?

 

Nattehimmel og stjerneskud

Himlen er så stor, fuld af herlig ro
et forråd af rum, et overmål af verdener.
Og vi, som ikke er med i planen, fordi vi bor for langt borte,
er alt for nær ved at blive sagt op og sat til side.

Der faldt en stjerne! Med bestyrtede
himmelvendte øjne ønsker vi inderligt svar:
Hvad er begyndt, og hvad er afsluttet?
Hvad skylder vi? Og hvad har vi forspildt?  


 

Octavio Paz

Octavio Paz: Den dobbelte flamme v/ Iben Hasselbalch (1993)

 

I antikken fremstillede man planeten Venus, morgenstjernen, som en ung fakkelbærer: Lucifer (lux, lucis: lys + ferre: at bære). Da Hieronymus skulle oversætte en passage i Det Ny Testamente hvor Jesus taler om Satan der "falder ned fra himlen som et lyn", benyttede han den betegnelse der blev brugt om morgenstjernen: Lucifer.

En heldig betydnings-glidning: At kalde den oprørske engel, den smukkeste engel i den himmelske hærskare ved samme navn som den herold, der bebuder morgenens komme, viser oversætterens både poetiske og moralske opfindsomhed: Lys er uadskilleligt fra mørke, himmelflugt uadskilleligt fra fald.

I centrum af det ondes absolutte mørke viste der sig et ubestemmeligt skær: dagningens svage lys. Lucifer: begyndelse eller fald, lys eller mørke? Måske begge dele.

 

https://www.poetryfoundation.org/poets/octavio-paz

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS