Gensyn med kometen


Som barn tager man tingene for givet. Hvad de jo også er, for mennesket bliver om ikke kastet, så i hvert fald sat i verden.  En nyfødt ved ikke, at der findes noget bagved tingene og begivenhederne. Alt er bare som det er. Årsagsløst og ren overflade.

 
Barnet vokser og går en eftermiddag i den violette time hjem fra kælkebakken ved åen gennem nyfalden sne med kolde tæer i gummistøvlerne. En forårsmorgen indånder man duften af ti tusind kirsebærblomster, og en støvet og kedelig sommereftermiddag finder vi en kær redefuld blinde kattekillinger i en halmbunke på loftet. Stadig er alt bare til, ligseom den syrlige duft fra bunken af valnøddeblade i fars trillebør. Men langsomt vågner mistanken om at verden har dybde og skjulte årsager. 

Mennesket er en barnlig dyreart. Biologer er enige om at mennesket som dyreart betragtet har ”neoteniske” eller barnlige træk: en stor hjerne i forhold til kropsvægten og pelsløs hud, for at nævne et par stykker. At vi forbliver barnlige, livet igennem, er formodentlig én forudsætning for evnen til at lære, forny sig, hitte på og se tingene udefra, som nye og mærkelige. Objektivt, som man siger.

I denne forunderligt dialektisk indrettede verden forholder det sig måske samtidig helt omvendt: menesker fødes vise og præcis sådan som de skal være. Men selvom vi har lov at tro, at vi begynder som små voksne i svøb, så skal voksendom alligevel læres.  Vi ville imidlertid næppe være i stand til at lære noget som helst, uden at vide noget på forhånd. Er dannelsen af bevidstheden afhængig af, at der ligger en nødvendig forudviden i en medfødt mental matrice, som kan udfyldes eller aktiveres? Måske vil det være frugtbart at forestille sig, at et voksent potentiale aktiveres gennem leg, læring og undervisning, og igennem livets små og store prøvelser udstyres med styrke og anvendelig lærdom.

Den voksne menneskekrop foldes ud af fostret og barnekroppen efter en fantastisk velfungerende genetisk plan. Følges dette programmeringsmirakel med udfoldelsen af en grundlæggende fiks og færdig bevidsthed i den ”pakke”, vi får med på livsvejen? Formes vores bevidsthed og personlighed ud fra en sjælens genetik? Hvis, hvad er dens medium, dens DNA? Formes bevidstheden ud fra en oprindelig bevidsthed, i et for øjeblikket ubekendt indre, eller i kulturen? Kan man og bør man skelne mellem indre og ydre verden, mellem individ og omverden, når det gælder skabelsen af det allermest ukendte vi møder her i livet - os selv? 

Tilbage til det konkrete: Kærlighed, viden og livsmod er selvklart grobund for at mennesker udvikler sig tilpas harmonisk og (i samme bevægelse) bliver de voksne, de er, og forbliver de børn, de var.

Men hvis børn er uheldige med deres valg af miljø, risikerer de som voksne at blive kedelige og indskrænkede. Og hvis det går virkelig galt, ender de måske som bitre, ældede børn og går grædende i graven.

Heldigvis findes der masser af kulturel modgift mod understimulerende eller livstruende miljøer. Musik, film, læsestof, intelligensudfordrende computerspil. Hvis den voksne i barnet er i stand til at  forstå de gode historier, viser de veje og udveje i både alt for interessante og uinteressante tider… Som skarptskårne træsnit fortæller gode historier om livets grundsituationer: jalousi, succes, rigdom og fattigdom, krig og fred, udstødelse, hjemkomst.

En af mine første bøger var, og er, Tove Janssons roman, ”Mumitrolden opdager Kometen”.

Romanen udkom første gang 1946 og blev udgivet på dansk 1954. Jeg fik den til min femårs fødselsdag 1960. Men jeg vidste ikke (jeg havde ikke lært at læse, og slet ikke det, der står med småt på bagsiden af titelbladet), at der fandtes en fortsættelse: ”Mumitrolden vender hjem”. Jeg fik læst historien op, og tilegnede mig den selv tre - fire år efter. Selvom jeg senere læste adskillige af Mumibøgerne, så styrede jeg på en eller anden måde uden om fortsættelsen. I 2005 købte jeg de to samlede romaner (”Comet in Moominland”) i Helsingfors og læste dem (eller den) på hotellet.

Mumidalen, mumitroldenes hyggelige hjemegn – og hele verden – trues af udslettelse af en kæmpestor komet. Mumitrolden og hans bedste ven Snif drager ud til et observatorium i de højeste bjerge, for at spørge videnskabsmændene deroppe om, og hvis hvordan, Jordens undergang kan undgås. Efter mange anstrengelser finder de ud af, at det eneste brugbare videnskaben ved, er præcis hvornår kometen vil ramme Jorden. Undergangen er uundgåelig.

Mumitrolden, Snif og vagabonden Mumrikken, der har sluttet sig til dem, drager hastigt hjem til Mumidalen, for at advare familien. Her ender første del. 

I anden del kommer Mumitrolden og rejsekammeraterne, efter mange farer og genvordigheder (og en kærlighedshistorie), hjem til Mumidalen. Mumifamilien og deres venner (og dem, der ligner) søger tilflugt i en klippegrotte ved havet. Heldigvis strejfer kometen blot Jorden og alle overlever. De vender tilbage til deres vante liv i Mumidalen. Stor lettelse og glæde til sidst. Videnskaben vidste ikke alt, heldigvis.

Da jeg lukkede bogen i, der på hotellets balkon, med udsigt til birketræer i den lyse nordiske nat, gik det op for mig at noget var afsluttet i min personlige mytologi. Den kolde Krig var helt forbi inden i mig og nu blot en ufarlig ting i fortiden, skønt det godt nok var femten år siden konflikten endte i ”virkeligheden”.  Jeg var vendt hjem til freden. Stor lettelse og glæde til sidst. Fremtiden var alligevel uforudsigelig. Heldigvis.

Det meste af et liv havde en lille bitte del af min bevidsthed, på en sær måde, befundet sig sammen med Mumitrolden og hans venner oppe på observatoriebjerget, lige da de havde fået den forfærdelige besked af videnskabsmændene. Jeg vidste de ville rejse hjem til Mumidalen igen, men ikke hvordan historien endte. Og den situation passede alt for godt sammen med, at jeg i mange år havde frygtet livet på Jorden ville ende på en rigtig kedelig måde.

Romanerne om Mumitrolden og kometen er skrevet på baggrund af Finlands barske oplevelser under 2. verdenskrig.
Efter et, trods alt, ærefuldt nederlag mod Sovjetunionen i Vinterkrigen 1939 – 40, var landet frivilligt – nødtvungent gået sammen med Tyskland mod Sovjet, i den såkaldte Fortsættelseskrig 1941 - 44. Finland var ikke allieret med Tyskland, men gik alligevel i krig igen, dels af frygt for at tyskerne ville besætte landet og bruge det som base, dels fordi man fik mulighed for at genvinde de landskaber, russerne just havde røvet. Man frygtede vel også, at Sovjet ville benytte sig af en eventuel neutralitet og erobre landet – før Tyskland. Det lille demokratiske land befandt sig i en næsten umulig situation og måtte manøvrere i den retning, situationen krævede. Finnerne elskede hverken deres påtvungne venner eller fjender.

Mænd og sønner døde, kvinder og børn græd. Som i det meste af verden.

 

Med besindighed, snedighed, sjælsstyrke og en portion held kom finnerne ned på den rigtige side af hegnet, da krigen sluttede. Hvis det magtumættelige Nazi-Tyskland havde sejret, var landet formodentlig blevet et privilegeret tysk protektorat med samt ensretning, racerenhed og alt det dér bræk.  Hvis finnerne ikke havde været tilbageholdende og selvstændige i samarbejdet med tyskerne, var de sandsynligvis blevet besat af Den røde Hær. Nationen undgik med nød og næppe vanære og trældom. 

Romanerne om Mumitrolden og kometen giver tilsammen en historie om verdens undergang, fortalt for børn. En lignelse om Jordens snarlige og uundgåelige udslettelse, med uforklaret og næsten mirakuløs vending til sidst. De er ikke blot børnebøger, men også historier for børn, der lever inden i voksne, som ikke har forvandlet sig selv til levende beskyttelsesrum.

Bøgerne blev desværre ved med at være aktuelle. Få år efter 2. Verdenskrig sluttede, begyndte menneskehedens lange vandring gennem en uhyggelig ørken, hvor der voksede giftige hvide kæmpefluesvampe.

I fyrre år udkæmpede verdens to tilbageværende stormagter, USA og Sovjetunionen, en ulideligt forlænget kamp om hvem der virkede mest besluttet på at turde lade verden gå under. "Den kolde Krig" er et selvmodsigende men præcist udtryk for denne  sjælsopslidende konflikt mellem to politisk-økonomiske systemer, som var lige sindssyge, hvad angik lysten til at danse dødedans på randen af afgrunden. Den var hele verdens ”Fortsættelseskrig”: en krig som forberedelse til en krig, man ikke ønskede at udkæmpe.

I den kapitalistiske eller vestlige ”lejr” måtte borgerne i det store hele tænke og sige hvad de ville, f.eks. om følgerne af en atomkrig. Fredsdemonstrationer betød til tider en irriterende udfordring til staterne, men magthaverne i vesten havde generel opbakning til at "fronte" fjenden på den anden side Jerntæppet. Blandt andet fordi kapitalismen på lange stræk fungerede glimrende. Høj levestandard gav god national moral og mulighed for en vis politisk frihed. En velfungerende økonomi gav propagandafordele og mulighed for at hælde umådelige ressourcer i det militær-industrielle kompleks.

I den "socialistiske lejr” var det velset at borgerne ytrede sig positivt om landets militære sager og oprustning. Man måtte selvfølgelig også gerne kritisere Vestens provokerende oprustning. Selvstændig meningsdannelse måtte opfattes som forrædderi og mental republikflugt. Den ubehagelige politiske undertrykkelse i landene øst for Jerntæppet viste hvor ringe opbakningen var til ”Den reelt Eksisterende Socialisme".

 

USA og dets allierede vandt den kolde krig, også fordi man kunne tvinge Sovjetunionen og dets imperium til at bruge så mange ressourcer på en stående hær og nye våbensystemer, at det gik hårdt ud over produktionen af forbrugsgoder. Manglen på basale varer og den nødvendige daglige luksus gav dårlig national moral. Desuden ville man lyve, hvis man påstod at kulturen i Sovjet & vasalstater var sprælsk og spændende. Så var rock & roll en hel del sjovere.

 

Jeg har repeteret disse kendte forhold for at give baggrund for en grundstemning i min opvækst og ungdom: Verdens Mulige Undergang. Som den slidende efterårsblæst i træerne. Som drønene fra kanonerne på øvelsesterrænet bag skoven. Som raslen af mandskabsvognes larvebælter mod asfalt. Som sirenens hylende jamren hver onsdag middag på skolens tag. Som efterårsmanøvrer, hvor militæret sås her & der & allevegne i landskabet. Som valget mellem lyn og torden.

Min første fornemmelse af mulig, pludselig fælles udslettelse går tilbage til Cubakrisen i 1962. En stille efterårsaften samlede naboerne sig i små klynger på vejen; det plejede de ellers ikke. Normalt var det kun os børn, der søgte sammen for at lege efter aftensmaden. Min far gik også en tur op og ned ad vejen og jeg hørte vel for første gang ordet ”Cuba”, da han snakkede med en bekendt. Ingen fortalte børnene noget, men uroen, bekymringen kunne tydeligt mærkes i den tiltagende skumring. De voksne tænkte vel på, om de var i live næste morgen. Med god grund, viste det sig.

Cuba-krisen medførte tyve år med delvis afspænding mellem Øst og Vest, ud fra en gensidig forståelse for det kollektive selvmords (u)mulighed. Den kolde Krig blev imidlertid igen "varm" i begyndelsen af 1980-erne, godt næret af USA's præsident Reagans hårde retorik.  Jeg husker søvnløse nætter vinteren 1982-83. Når jeg at læse denne roman færdig? Skal vi dø af den hvide varme nu i nat?  Jeg betalte vel prisen for ikke at ville tage tingene for givet og acceptere atomkrgstruslens nødvendighed. 

 
Vi ved nu at det flere gange var uhyggeligt tæt på at gå fuldstændig galt med atomkrigslegetøjet. Min og masser af andre fredsaktivisters paranoia viste sig at være velbegrundet. Det var jo ikke voksne og harmoniske mennesker, som kontrollerede atommissilerne, men blot veltilpassede politikere, soldater og teknikere, som lod sig beherske af teknikken.

I dette hellige øjeblik har titusinder af dygtige og tilsyneladende begavede teknikere travlt med at udvikle og vedligeholde verdens bestand af a-våben. I fredens tjeneste, hedder det sig, og de synger alle i kor: "Hvis man vil have fred, må man forberede sig til krig." Atomkrig er en reel mulighed flere steder i verden. Men motivet til at udløse en altudslettende krig i Europa er forsvundet, for øjeblikket.

 

Derfor føler jeg stadig stor forundring og lettelse over at have overlevet verdens undergang. Sammen med mumitroldene og deres venner kom jeg (og alle jer andre, ingen nævnt, ingen glemt!) ned på den rigtige side af hegnet, som skiller liv og død. Mumifamilien foretrækker selvfølgelig også fred for krig - eller kometer.

 

ADVERTISSEMENT

 

I et senere (og mere fokuseret) essay vil jeg udforske mumitroldenes psykologi, navnlig hvordan de lærer at blive og forblive dem, de er. Hvad er der inden i en mumitrold?