Allen Ginsberg: Solsikke Sutra


Jeg gik langs blikskurene på kajen hvor bananbådene lægger til og satte mig i skyggen af et enormt Southern Pacific lokomotiv for at se solen gå ned over parcelhusbakkerne og græde.

Jack Kerouac sad ved siden af på en bøjet rusten jernbjælke, min fælle; vi tænkte de samme tanker, triste og blå, med bedrøvede øjne, omgivet af maskintræers forvredne rødder.

Det olierede vand i floden spejlede den røde himmel, solen sank bag toppen af de yderste San Fransisco-bjerge, ingen fisk i den flod, ingen eneboer i de bjerge, bare to bumser på flodbredden, rødøjede og med tømmermænd, trætte og snu.

“Se Solsikken” sagde han, en dødningegrå skygge mod himlen, stor som et menneske, udtørret på toppen af en bunke ældgammelt savsmuld -

- Jeg rejste mig fortryllet op - min første solsikke, jeg huskede Blake - mine visioner - Harlem
og Helvederne ved Østkystens floder, hvor klapbroerne smækker kæberne sammen om Joe's Fedtede Sandwiches; flodbredder som digte om døde barnevogne, sorte nedslidte bildæk, glemte og uvulkaniserede, kondomer & kasseroller, stålknive, intet rustfrit, blot det klamme møg og de barberbladsskarpe ting som forsvinder ind i fortiden -

Og den grå Solsikke stod i silhouet mod solnedgangen, revnet og støvet, med røg og sod fra ældgamle lokomotiver i øjet - den visne blomst hang på stænglen som en smadret krone, kerner var drysset ud af dens ansigt, en tandløs solskinsmund, solstrålerne stod om dens hår som et edderkoppenet af stålwire, blade stak ud fra stammen, armene vinkede fra det rådne savsmuld, stumper knækket af de sorte grene. Og den havde en død flue i øret.

Solsikke, ødelagte uhellige gamle ting, ved min sjæl, da elskede jeg dig!  

Soden som dækkede dig var ingens sod, men dødens og menneskelige lokomotivers sod, din dragt af støv og kappe af kulrøg, dine beskidte kinder og øjet fyldt med sort elendighed, din sorte hånd eller pik eller strålekrans af kunstigt værre-end-lort - industrielt - moderne - thi hele denne civilisation håner din tossede gyldne krone -
og sløve tanker om død, et støvet kærlighedsløst øje, stumper af blege rødder begravet i et fattigt hjem af sand, savsmuld og gummidollarsedler, skind, nosser og indvolde af en grædende hostende bil, ensomme tomme blikdåser med tunger som stønner ack! hvad mere kunne jeg nævne, skoddet af en pik-cigar, trillebørskusser og bilvrags mælkespændte bryster, sofaer med polstringen ud af røven og dynamoernes lukkemuskler - alt dette viklet ind i dine mumificerede rødder - og dér stod du foran mig i solnedgangen, fuldkommen og strålende! 

En solsikkeskønhed! En fuldkommen udmærket skøn solsikke! Vågnet til live i den gyldne solnedgangs opstandelses-brise kiggede du yndefuldt og ivrigt med dit kønne solopgangs-øje mod nymånen et gyldent solnedgangsøjeblik!

Hvor mange fluer summede ikke rundt om dig, uskyldigt uvidende om din tilsværtede krop, mens du forbandede jernbanehimlen og din blomstersjæl?

Stakkels døde blomst, hvornår glemte du at du var en blomst? Hvornår så du på din hud og fandt ud af at du var et gammelt impotent lokomotiv? Et lokomotiv-spøgelse? Genfærdet og skyggen af et affældigt amerikansk damplokomotiv?

Du har aldrig været et lokomotiv, Solsikke, du var en solsikke!

Og du, Lokomotiv, glem ikke at du er et lokomotiv!

Så trak jeg den skelettynde solsikke op og plantede den ved min side som et scepter og forrettede en gudstjeneste for min egen sjæl, og Jack's sjæl, og enhver som vil lytte.

- Vi er ikke vores tilsodede hud, og slet ikke rædsomme triste støvede lokomotiver; vi er gyldne solsikker indeni, velsignede af vores egne frø & hårede nøgne kroppe som søger fuldkommenhed, men bliver til vanvittige sorte solnedgangssolsikker, udspioneret af vore egne øjne siddende i skyggen af det vanvittige lokomotivs

San Franciscoblikdåseaftensolnedgangsvision. 

 

Berkely 1955

 

Note:

Af og til må man være færgemand. Et læs ordbilleder skal sættes over til et andet sprog. Hvis overfarten lykkes, hitter de selv vejen til læseren.

Slidstærke digte går - samtidig - både ad begrebernes hovedvej og billedernes kongevej. Hovedvejen er for alle og enhver. Kongevejen for “hiin enkelte”. Forstanden, ledet af fornuften, trasker ud ad landevejen. Følelsernes sindbilleder findes på det underbevidstes sære slyngede småveje, hvor man godtnok kan komme længere ud på landet, end kortet rækker.

Måske er man så uheldig, at digtet foregår lige der, hvor to kortblade støder sammen, men af en eller anden åndssvag grund ikke passer sammen. Og GPS'en virker ikke...  

Hvis man er faret vild, orienterer man sig fornuftigvis efter kompasset eller solen, og finder op til hovedvejen. Derved hitter man sin mening om digtet, den man måske nok har anet fra begyndelsen af, men først kan blive klar over, hvis (såfremt, dersom, ifald, forudsat) man stilfærdigt og inderligt nærmer sig digtets fortolkning(er) af verden, i dets billedsprog.

Digtet er selvfølgelig ude på noget.  

I middelalderen var det en udbredt skik at afholde “narregudstjeneste” i tiden op til fasten. Kirkens hellige ritualer blev vendt om, så man kunne se dem fra bagsiden. Og se, dér havde havde de slet ikke noget på! Troldmanden viste sig at være - en nøgen dukkefører, en selv-tæmmet abe. 

Et tænkt, men næppe usandsynligt eksempel: En flok af byens borgere, med eller uden skuespillertalent, drak en søndag formiddag i fjortenhundrede-og-fjorten et par solide kander øl eller vin, hver, og slingrede til gudstjeneste, hvor de, med eller uden præstens samtykke, opførte en lille tåbelig "gudstjeneste" - "præsten" kludrede rundt foran alteret med messetøjet omvendt på, mens han mumlede de par latinske brokker, han nu kunne huske: Hoc est corpus! Non contra ventum mingit! Successen var formentlig hjemme, hvis“messedrengene” var gode til at bøvse og prutte og falde over hinanden! På den måde afslørede man at messen (og alt hvad der i øvrigt foregår i kirken) også er et stykke teater.

"Karneval" betyder "farvel til kødet". Først og fremmest kødet man spiser, men også det kød man er...legemet...som jo skal "spæges" i fastetiden. Men, før man kan sige farvel til kødet, må man have sagt goddag. Én gang om året vendte kroppen tilbage i kirken with a vengeance. Det har ofte gået meget vildere til end her antydet.

Digtet beskriver en vision, en inspiration, en opløftelse - en meningsgivende mental begivenhed - som leder til opførelsen af en narregudstjeneste. Selvfølgelig opføres den i en næsten usammenlignelig anden sammenhæng, og med helt andre midler (og hensigter) end middelalderens. Men dengang som nu må det være sandt, at sandhederne, også de om kroppens vilkår i samfundet, vil og skal frem. Hvis ikke narren tør sige sandheden, bør man blive bekymret. Politiske dræberklovne og andre åndelige svagpissere, man desværre blot smigrer med betegnelsen "diktatorer", de sørger som det allerførste for at få lukket og/eller brændt nationens satiriske tidsskrifter og politiske cabareter. Forrest i køen til det hemmelige politis kældre står stand-up komikere. Senere kommer torturturen til journalister og digtere. Mangel på omsorg i den henseende skal ingen kunne klage over.  

Allen Ginsberg (1926 - 1997) var en af “den slagne generations” - beatgenerationens - hurtigst løbende og højest springende spirituelt-politiske digtere. En nød, som kendte sine rødder, herunder digteren og tegneren William Blake.

 

Diget er hentet fra Collected poems 1947 - 1980

Biografi:

https://www.poets.org/poetsorg/poet/allen-ginsberg