Arkæologi: Telegram fra Göbekli Tepe

Göbekli Tepe: T-formet stele med skulptur af rovdyr og vildsvin i relief. Wikimedia Commons

Fårene bliver som fårehyrder og hyrderne som får, siger man, men det er noget, der tager tid, og ingen af dem dvæler længe i denne verden. 

J.R.R. Tolkien: De to Tårne

Fundet

Efteråret 1994 var arkæologen Klaus Schmidt sammen med kolleger på rekognoscering i forlandet til Taurusbjergene i det sydligste Tyrkiet. Et af målene for rejsen var et kalkstensplateau, en halv times biltur nordøst for provinshovedstaden Sanliurfa. På dette plateau ligger en menneskeskabt banke; lokale bønder kalder den Göbekli Tepe - “Lille Mavehøj”. Herfra har man milevid udsigt over brede dale og solbagte bakker som afvandes af floden Eufrat. 

Helt lille er højen nu ikke: omkring 300 meter i diameter og 15 meter i højden. I Mellemøsten kalder man sådanne menneskeskabte høje “tells”. Tilbage i 1960’erne beså et hold amerikanske arkæologer denne tell og fandt stedet uinteressant. Schmidt havde for nylig afsluttet sin seneste udgravning og var nu på udkig efter nye fundsteder. I den forbindelse læste han rapporten om besigtigelsen af Göbekli Tepe, og mente det vel kunne være umagen værd at tjekke bedømmelsen.    

Sidste og stejleste del af turen gik ad markveje og fårestier. Allerede få minutter efter han stod under det enlige “valfarts-træ” øverst på banken, var Schmidt helt sikker på at han havde været svineheldig; det her var karrierens fineste fund. Med frisk arkæologisk viden i bagagen var det let at se, at her havde oldtidsfolk slæbt sten og jord sammen gennem hundreder, ja tusinder af år. Stedet var nærmest overstrøet med flintredskaber og tildannede sten fra før-keramisk tid, det vil sige perioder umiddelbart inden opfindelsen af landbrug og pottemagerkunst. Den her “tell” var en arkæologisk guldgrube.  

De følgende års udgravninger gav resultater, som rigeligt indløste forventningerne. Her bragte man verdens ældste - so far - religiøse arkitektur frem i dagens lys. 

Indgangs-spørgsmål

Er det muligt at nærme sig de tanker,  folket omkring Göbkeli Tepe tænkte; udskille reminiscenser af en herskende ideologi, i denne ikke længere så ubelyste del af oldtiden?

Hvordan gennemføres en semantisk analyse af Göbkeli Tepes konstruktion, kunstværker og anvendelse? 

Konstruktion

De nederste lag i Göbekli Tepe er cirka 11.500 år gamle. Vi kan sammenligne det med at bønderne i Nordvesteuropa begyndte at bygge deres storstensgrave omkring 5800 år før nu. De første sten i Stonehenge rejstes for cirka 5000 år siden, samtidig med at bystaterne i Mesopotamien summede af nyskabende aktiviteter og Ægypten var i færd med at samles under én regent.      

Undersøgelser med jordradar viser, at højen rummer mindst 20 semi-cirkulære bygningsværker, mellem ti og tyve meter i diameter. Indtil videre er seks anlæg fritlagt. Her ses verdens ældste tildannede monolitter - T-formede steler, mange udstyret med  relieffer og figurer af høj kvalitet. Alt sammen hugget ud af den lokale kalksten med flintøkser og rejst med håndkraft. 

Mønstret er, at to T-formede monolitter står med front mod hinanden midt i det cirkulære rum. De største er fem - seks meter høje og vejer omkring 10 tons. Betragtet forfra giver stelerne associationer til hovedløse torsoer eller ansigtsløse hoveder. Enkelte steler har relieffer af menneskelignende figurer på siderne. 

I væggene er med mellemrum indbygget mindre T-formede monolitter; de er tværstillede og derfor kun delvist synlige. Man har anlagt stenbænke langs væggen og gulvet er stampet ler blandet med gips, det vil sige en slags terrazzo.  

Indtil videre er der ikke fundet spor af samtidig bosættelse omkring Göbekli Tepe. En oplagt årsag er, at der ikke findes vand på det porøse kalkstensplateau. I højen har arkæologerne udgravet mængder af aflagt stenværktøj og knogler fra antiloper, vildsvin, vilde får og geder, rovfugle osv. altså mestendels måltidsrester - samt nogle få menneskekranier, som tilsyneladende er perforeret, sådan at de har kunnet hænges op. Tegn på forfædredyrkelse - eller trofæjagt? Egentlige begravelser har man endnu ikke fundet spor af. 

Når et anlæg efter en tid var udtjent, så dækkede man det til med hundredvis af kubikmeter fyld. Alt sammen båret op fra nærliggende lavninger. Herefter opførtes en ny, i grundtrækkene identisk bygning ved siden af, placeret tilsyneladende lidt som det kunne falde sig, men med respekt for begravede bygninger. Anlæggene blev over tid efterhånden mindre og håndværksmæssigt set af ringere kvalitet. Samtidig blev de stedse mere rektangulære i formen - og så, efter 2500 års aktiviteter dækkedes det sidste anlæg til. 

Herefter var højen i 9000 år hvilested for drømmene om glemte guder. 

Er Göbekli Tepe et tempel?

Umiddelbart ville mange kalde sådanne kultiske anlæg “templer”. Men - desværre har vi kun begrænset viden om hvordan folket omkring Göbekli Tepe levede, og måske endnu mindre om, hvorfor anlæggene egentlig opførtes og anvendtes. 

Hvad det sidste angår, ser det for øjeblikket ud som om mængden af viden, man er enige om kan kaldes sikker viden, er tæt på ikke-eksisterende. I hvert fald er det vanskeligt at få øje på en konsensus. De lærde lever jo for at være uenige, og det her spørgsmål har de rigeligt at strides om. Hypoteser omkring Göbkeli Tepe er der adskillige af, og det ligger i sagens natur, at de har begrænset forklaringskraft. For hvordan får man disse, i høj grad kontekstløse, levn til at tale? 

Da vi alt i alt ikke ved noget sikkert om Göbekli Tepes oprindelige eller intenderede formål og funktion, så sniger der sig hurtigt en kedelig anakronisme ind i samtalen, hvis vi kalder bygningerne “templer”. Hertil kommer, at arkæologerne endnu ikke har oplysninger nok til at kunne blive enige om, hvorvidt bygningerne har været overdækkede, sådan som templer almindeligvis er. 

Ordet “tempel” har medbetydninger, som måske forfører os til at tro, at vi ved, hvad vi taler om, når det gælder disse ældgamle anlæg, pietetsfuldt opført, begravet, genopført og vedligeholdt generation efter generation. Vi kan anbringe Göbekli Tepes anlæg i arkæologiske perioder, beskrive materiale og design, samt sandsynlige måder hvorpå de er opført. Formålet kendes ikke. 

En neutral og præcis, men ufolkelig betegnelse er det græske ord  “temenos”; alle slags afgrænsede rum, indrettet til brug for stormænd eller helliget guddomme. Således er f.eks. en fyrstes slot, et hedensk vi eller en kristen kirke alle temeni. 

Med disse forbehold in mente vil jeg gøre mig selv og det danske sprog en tjeneste. Fortfarande  bruges ordet “tempel”, når det passer sig sprogligt, både om de enkelte cirkelformede anlæg, hele Göbkli Tepe-fundstedet, samt beslægtede fundsteder.    

Spor af en proto-stat?

Hvordan får man Göbekli Tepe til at stemme overens med den praktiske virkelighed - hvorfor opstår dette besynderlige anlæg, ude midt i det, også dengang tørre ingenting? Det letteste ville dog være at samle befolkningen et sted, hvor der er rigeligt med vand?  

Måske er det stedets synlighed, i forening med afsondrethed og få eller slet ingen ressourcer, som er betydningsfuld - hermed indbygges en nødvendighed af at give “kollekt”, for at de religiøse sammenkomster kan afvikles. Man hugger sten og slæber jord, når der skal bygges og forbruger dermed  en del af det fælles overskud af føde. Man spiser og drikker godt ved indvielsesfesten og de fester som følger årets rytme. 

Festerne var nok ikke var det mindst vigtige ved hele historien. Det er værd at nævne, at man har fundet enkelte (dele af) stenkar ved Göbekli Tepe - vi er tilbage før opfindelsen af pottemager-kunsten - og da dette folk har spist korn, er det nærliggende at tro, at de vidste hvordan man brygger øl. I hvert fald hvis man selv kan lide øl. 

Hvorfor begravede man de gamle bygninger og opførte nye lige ved siden af? Var der en særlig “kraft” ved stedet, som ikke måtte gå tabt? Eller fordi selve byggeprocessen var en vigtig del af kulten, en slags gudstjeneste? Måske fordi en “kosmisk cyklus” var slut og en ny begyndte? Ideen er næppe underlig nok til at være sandsynlig, men nu er den noteret...

Det er meget besynderligt, at jæger-samlere, få tusind år efter seneste istids ophør, var i stand til at organisere og vedligeholde sådanne markante bygningsværker og i den forbindelse skabe særdeles raffineret kunst. Det tyder på et samfund med en høj grad af specialisering, eller arbejdsdeling. Og på at dette samfund allerede havde gennemgået en teknologisk og kunstnerisk udvikling.  

Göbekli Tepe er blot det største anlæg blandt adskillige lignende. Enkelte er muligvis få hundrede år ældre.   

Er dette tempel - eller hvad vi nu skal kalde det - vidnesbyrd om en “stenalderstat”, som på utilsigtet, snurrig og flerfoldig vis spillede en betydningsfuld rolle i udviklingen af landbrug og civilisation?  

Det giver mening, at den gode arkæolog Klaus Schmidt, som kanhænde sled sig op på Göbekli Tepe, kaldte helligstedet “en katedral på en høj.” Göbekli Tepe kan med rimelighed sammenlignes med en katedral, idet lokaliteten efter alt at dømme tjente som mødested for befolkningen i et større område. Schmidt skønnede, at templet var religiøst centrum for et område med en radius på ca. 150 km.

Et er sikkert: Göbekli Tepe og relaterede fundsteder har givet uventede perspektiver på historien om landbrugets og højkulturernes udvikling i Mellemøsten. Der er opstået nye spændende gåder og herlige muligheder for at stille underlige spørgsmål til kræfter og motiver, som engang drev historien. 

Denne del af historien handler således om udviklingen af den nye levevis, historikere og antropologer i omkring hundrede år har benævnt “Den neolitiske revolution”: udviklingen af landbruget i  Mellemøstens “Frugtbare halvmåne”.  

I min studietid tilsagde den faglige visdom, at templer (og stater) først udvikles i forbindelse med dannelsen af bystater i det sydlige Mesopotamien. Man antog, at landbruget måtte nå en høj grad af effektivitet, før det kunne producere det nødvendige overskud af fødemidler, således at en del af dette kunne tilegnes og danne grundlag for at klassedeling og specialisering kunne opstå. 

Nu tyder meget imidlertid på, at templet som koncept udvikles mange tusind år tidligere. 

Slagordet for det nye arkæologiske paradigme er: Templet kommer før byen.  

Hvis dette virkelig har “bund” i arkæologernes fund, og det tyder meget på at det har, betyder det så også en mulighed for at de praksisser og den magtudøvelse, som udtrykkes i koncepterne stat og civilisation, opstår længe før byer og bystater? 

Er det muligt (og hvis, hvordan kan vi komme til at vide det?) at en vedvarende organisation stod bag Göbekli Tepe - med relaterede helligsteder i de nærmeste egne?

At stedet og dets organisation en tid lang fungerede som en art katalysator for civilisering af menneskene, og kultivering af naturen, hvilket kunne være en væsentlig forudsætning for de senere mesopotamiske højkulturer?

Vi vender lige ideen én gang til: Giver det mening at tale om tilkomsten af en 11.500 år gammel “proto-stat”, virksom i henved 2500 år; at den opstod i forbindelse med udførelsen af vigtige samfundsbevarende ritualer; en statsform, der var garant for befolkningens ideologi og opfattelsen af ret og rimeligt, under ét: samfundets vedtagne verdensfortolkning? 

De gådefulde sumerere har fået æren for en mængde civilisatoriske tiltag, såsom templer, teologi, astronomi, skrift og skoler, matematik, regnskabsvæsen, domstole, skatter og afgifter, tidsmåling, korttegning, en stående hær mv. Dette er elementer, som stadig indgår i en hvilken som helst stats magtudøvelse over en befolkning og et territorium. 

Denne specialisering kunne lade sig gøre, fordi sumerernes landbrug var nøje planlagt, særligt hvad angår overrisling af markerne på bestemte tidspunkter. 

Før fundet af Göbekli Tepe var det bestemt rimeligt at betragte bystaterne i Mesopotamien, tillige med flodkulturerne i Indien, Kina og Egypten, som mønsterdannere eller frontløbere for udviklingen af alle senere stater og civilisationer i Eurasien. 

Men var disse samfundsmønstre vævet over langt ældre mønstre?  Mønstre som nu kun anes i Göbekli Tepes arkitektur og stenbilleder?

Klima og økologi 

Da isen i den såkaldte Bølling-Allerød periode (ca 15.000 til 13.000 år før nu) havde trukket sig tilbage, dækkedes store dele af Mellemøsten i en periode af skov og græsland. Fugtige og lune vinde fra Atlanterhavet gav nedbør til et rigt og diverst økosystem. 

Det betød, at i disse frugtbare egne fandtes masser af tilgængelig energi - mad! - for byttedyr og rovdyr, mennesker inklusive. 

Menneskene migrerede fra deres istids-refugier og nordpå ind i nye jagtmarker. Man havde udviklet en mere divers leveform, med den avancerede mikrolit-teknologi som bærende element. Her fandt de en vederkvægende oase efter den lange og besværlige rejse gennem istiderne. 

Imidlertid blev klimaet også i disse egne betydeligt mere tørt under den periode, der kaldes Yngre Dryas (ca. 12.900 - 11.700 før nu). Adskillige permanente bosættelser i Mellemøsten opgives under “Dryas-begivenheden”, simpelthen fordi der ikke var nok byttedyr i området. Man genoptog en omvandrende tilværelse. 

Vi bemærker, at de ældste anlæg i Göbekli Tepe stammer fra tiden umiddelbart efter afslutningen af denne tørre periode. 

Således muntrede antiloper, vildsvin, geder og får sig atter på græssletter og i egeskove ved foden af Taurus-Zagros bjergkæden. Ræve og leoparder sneg sig gennem lunde af pistacie-træer. Stamformen til kornsorten hvede voksede i området, sammen med forskellige slags bælgfrugter. Slanger, hyæner, edderkopper eller skorpioner findes i ethvert paradis.

Menneskene bosatte sig. Måske fik man ejerfornemmelser for flokkene af får eller svin, idet man var begyndt at beskytte dem mod rovdyr, eller de skove, hvor man høstede nødder. Det er formentlig en almen regel, at den, som yder et stykke arbejde, får et særligt forhold til produktet, samt midlerne til at frembringe det.   

Opstod der, selv i dette Slaraffenland, ubehagelige konflikter om den bedste måde at udnytte og fordele landets ressourcer på? Kaldte udviklingen af fastboende levevis på ideologiske ændringer? På andre normer og regler? Opstod der behov for nye fortællinger om menneskenes plads og betydning i verden? Afspejlede den traditionelle jæger-samler ideologi ikke de virkelige forhold? 

I hvert fald fandtes her en naturskabt rigdom, som meget vel kan have givet den nødvendige “startkapital” til landbrugets, statens og civilisationens udvikling. 

En ny ideologi?

Det virker som en rimelig antagelse, at befolkningen formerede sig under disse gunstige omstændigheder. Flere børn vil overleve, hvis der er rigelig med tilgængelig næring i nærheden af bopladsen. Dette giver et pres på ressourcerne og i sidste ende vil overudnyttelse af naturen medføre et økologisk sammenbrud.

Jæger-samlere løser problemet ved at dele gruppen og gå hver til sit, men det bliver vanskeligere, hvis man er begyndt at sætte pris på fordelene ved at bo ét sted. F.eks. et varmt sted at sove, sikkerhed mod farlige dyr og godt selskab i landsbyen.

Folket omkring Göbekli Tepe forstod at udnytte deres økologiske held i meget lang tid. Muligvis fordi de gennemførte et “kulturelt gearskift” og opfandt en hensigtsmæssig og bæredygtig måde at organisere et større samfund af jægere og samlere på. Det bør nævnes, at det er yderst usikkert hvor mange mennesker, der levede i oplandet til Göbekli Tepe, men det må have drejet sig om adskillige tusind. 

Spontant eller villet, så blev udnyttelsen af arbejdskraft, af dyr og planter sat i system. 

Måske som en afledt effekt, ud fra behovet for at deltage i aktiviteterne ved templet. 

Vi kommer ikke til at kende de stenaldergenier, som opfandt nye måder at forene en stor mængde mennesker omkring fælles arbejde og ritualer. Hvis de har fandtes. Men en så succesfuld tradition er næppe opstået og videreført “af sig selv”, uden inspiration, intelligens, know-how og karisma. 

Det virker som en rimelig formodning, at en stadig forøget befolkning af jæger-samlere på et rigt, men begrænset område, efterhånden vil få vanskeligere ved at identificere sig med hinanden. Som antydet opstår der måske konflikter mellem familiegrupper, som i løbet af relativt få generationer er nødt til at lære at dele jagtmarker med andre grupper. 

Mennesker, som de er flest, er i stand til at relatere sig personligt til et par hundrede andre, allerhøjest. Vores hjerne er i høj grad en “social hjerne” og bruger en stor del af sin kapacitet på at monitere andre menneskers adfærd og sindsstemninger. Det giver tryghed og følelse af at høre til, hvis man ved hvad de andre har gang i og mener om forholdene. 

Gener er et primært informationssystem, med få muligheder for fejl-kopiering og mutationer, som eventuelt kan tilpasse sig ændrede leveforhold. Der foregår en langsom tilpasning af arterne, og hvis forholdene ændrer sig for hurtigt, uddør arten. 

Hvis den genetiske styrede kapacitet - begrænset af hjernestørrelse - til at behandle information om sociale sammenhænge ikke længere slår til, så kan en kulturel informationsbearbejdning træde til. F.eks. binder de store religioners myter om menneskets iboende guddommelighed (og gudens menneskelighed) en forfærdelig mængde mennesker sammen i de troendes fællesskab. 

Kultur er et sekundært informationssystem, hvor en omkodning - f.eks. udvikling af nye symboler - giver mulighed for hensigtsmæssig udvikling under hastigt ændrede omstændigheder. Kultur giver menneskearten store overlevelsesfordele i en foranderlig verden. Hvis ikke, ville der næppe findes kultur.

Mennesker omskaber sig i de billeder, de skaber af sig selv. De fordobler sig i kulturen ved at opfinde menneskelignende guder og udhugge statuer i overstørrelse af dem. På den måde guddommeliggør de sig selv. De udråber sig til dyrenes, ja hele verdens herrer. På den måde driver de sig selv ud af jægernes enhedsfølelse med naturen. 

Aktiviteterne omkring Göbekli Tepe, hvor man bragte mad med til fester og fælles arbejde, forudsætter et overskud, med samt behovsudsættelse. Man spiser ikke al maden selv, men samler, transporterer og deler ud af sin overflod til andre deltagere i sammenkomsten eller til arbejderne, som er i færd med at opføre den nyeste tempelbygning.

Disse aktiviteter - også på associerede samlingssteder - kan have haft den funktion at binde befolkningen i et større område sammen. Det er ikke ensbetydende med at det var den oprindelige hensigt. 

Men ordet “religion” kommer af det latinske “religare” - at knytte eller binde sammen. 

Ét eksempel på en perspektivrig undersøgelse af Göbkeli Tepes indbyggede religiøse ideologi: Arkæologen Marc Verhoeven mener at kunne udskille fire elementer i arkitekturen og billedværkerne: Fællesskab, hersker-symbolik, frugtbarhed og slægtskab mellem mennesker og dyr. Elementer i en magtudøvelse over et samfund og et territorium?

Domesticering

Göbekli Tepe opstår inden der er foregået en domesticering af dyr, i første omgang svin og får, samt kultivering af korn og bælgfrugter. De tidligste eksempler på domesticerede svin og får stammer fra efter det tidspunkt, hvor aktiviteterne hørte op. Er der tale om en sammenhæng eller et tilfældigt sammenfald? Var processen så stor en succes, at den efterhånden blev  “selvkørende” og spredte sig til et langt større område, end Göbekli Tepe havde indflydelse på? Var det derfor templet og de oplevelser det tilbød efterhånden blev irrelevante?

Domesticering af dyr og kultivering af planter er kulturelle teknologier. 

Medførte (eller forudsatte) disse teknologier et “selv-tæmningsarbejde”? En ny civiliserende proces, igangsat af nye og livsfremmende fortolkninger af verden og menneskets plads deri?

Domesticering / kultivering kan beskrives som en dobbelt proces. I en og samme bevægelse gør mennesker dyr og planter stedse mere nyttige. Samtidig tæmmes de selv af deres kulturs teknologi. 

Teknologierne bliver mulige fordi der findes et naturligt overskud af føde i området. Derfor kan man slå sig ned et bestemt sted og indrette sig en bekvem bolig. I stedet for at løbe rundt og opsøge byttet, f.eks. sky og uregerlige antiloper, går man - generation efter generation - langsomt i gang med at pleje og røgte de selvsåede “kornmarker” og flokkene af halvtamme svin, får og geder. 

Domesticerings-processen af dyr foregår i tre faser. Man går fra at jage dyrene, og til at vogte flokke af byttedyr, f.eks. får, og lede dem til de bedste græsgange. Man beskytter dem mod rovdyr - formentlig med hundens hjælp. Næste trin er, at man udvælger de mindst besværlige og mest fødedygtige dyr og spiser resten. Processen afsluttes med at man driver avl på udvalgte dyr, samt optimerer udbyttet ved at holde dem på et begrænset, måske indhegnet areal. 

Dyrene har nu været så længe under menneskelig kontrol, at de har udviklet ændringer i kropsform og adfærd. De er domesticerede.  

Hvordan det end gik til, så må der have foregået en tilpasning af samfundsform og ideologi til nye forhold, hvor mennesker blev bofaste og langsomt lærte at skabe sig et livsgrundlag. 

Kombinationen af bofasthed med kultivering / domesticering var en stor succes, idet den gav øget forsyningssikkerhed og mulighed for, om nødvendigt, at producere endnu mere føde. Da der ikke findes sådan noget som en gratis frokost, så blev arbejdstiden for stenalderbønderne samtidig betydelig længere. Men landbrugsarbejdet førte til flere levedygtige børn - og hermed drejede den teknologiske udviklings skrue hastigere rundt.  

Exit

Martin Heidegger mente, at mennesket bor, før det bygger.  Man må nødvendigvis have en ide om, hvad det vil sige, og hvad det kræver, at bo et bestemt sted, før man kan begynde at bygge. Mennesker må føle sig hjemme et sted, før de kan skabe sig et hjem. Domesticeringen - "hjemliggørelsen" - af mennesket begynder således før det har skabt sig et "domus" - et hus! 

Ordene “at bo” og “bonde” har en fælles grundbetydning: at holde i orden, rydde op.  

Jeg har en fornemmelse af, at det vil være passende at ordne alle disse vildtvoksende spørgsmål og antagelser.

Sammenfatning

Det forekommer muligt og rimeligt sandsynligt at:

• Templet opstår før byen. 

• Kulturens oprindelige akkumulation var naturskabt.

• Der omkring Göbkeli Tepe foregik en kulturel tilpasning til en ny økologisk situation, som havde givet menneskene to sammenhængende overskuds-problemer. 1) En stærk forøgelse af befolkningen i området kan have gjort det til en uoverskuelig opgave at identificere sig med, og være venlig over for en stor mængde mennesker, man til dagligt ikke har meget at gøre med. 2) Dette bliver endnu vanskeligere, hvis de fremmede ligefrem efterstræber dyr og korn, man er begyndt at betragte som sin ejendom. 

• Disse problemer kaldte på nye fortolkninger af mennesket og dets plads i verden. 

• Forsyningssikkerheden forbedres med de nye kulturelle teknologier, og der udvikles specialiserede sociale roller - f.eks. som hyrder eller håndværkere.  

• Ny kulturel teknologi, bl.a. ideen om menneskelignende guder, bidrog til en selv-domesticering eller hjemliggørelse af jæger-samlere. 

• En organisation - måske et kollegium af præster eller stormænd - kan have spillet en rolle i skabelsen og driften af disse hellige rum. 

• Et behov for socialisering, herunder deltagelse i hellige handlinger i og omkring hellige rum, medførte et behov for bespisning af håndværkere og arbejdsmænd, som opførte bygningerne og specialister, som kendte de hellige fortællinger til bunds og kunne lede folket gennem Göbkeli Tepes portal til forfædrenes, gudernes og heroernes verden.   

Udvalgt litteratur

Barry Cunliffe: Europe between the oceans 9000 BC - AD 1000 (2011) 

Robin Dunbar m.fl: Thinking Big. How the Evolution of Social Life Shaped the Human Mind (2014)

Martin Heidegger: Bauen Wohnen Denken (1954)

Peter A. K. Jensen: Da mennesket blev menneske (2007)

Samuel N. Kramer: Historien begynder med Sumererne (1956)

Jean Manco: Ancestral Journeys. The Peopling of Europe from the First Ventures to the Vikings (2013)

Steven Mithen: The prehistory of Mind. A Search for the Origins of Art, Religion and Science (1996)

Steven Mithen: After the Ice. A Global Human History 22.000 - 5000 BC (2003) 

Klaus Schmidt: Sie bauten die ersten Tempel. Das rätselhafte Heiligtum am Göbekli Tepe (2016)

Marc Verhoeven: Transformations of Society: The Changing Role of Ritual and Symbolism in the PPNB and the PN in the Levant, Syria and South-east Anatolia (2002) kortlink.dk/persee/28dcp