FACEBOOK I GYMNASIET


Et eftersyn af en social maskine

Erik Kruse Sørensen

FACEBOOK I GYMNASIET


Et kritisk eftersyn af en social maskine



Det er ingen nyhed at gymnasieelever i rigt mål bruger sociale netværkstjenester i skoletiden og, hvis de kan komme til det, i undervisningstiden. Men måske er det en ny vinkel på sagen, at der foregår en stilfærdig privatisering af undervisningstiden, samtidig med den knap så stilfærdige frisættelse af elevernes opmærksomhed. Vi tillader os her at være rigtig kedeligt skeptiske overfor nogle følger af it i gymnasiet.   


TEKNOLOGI OG ULYKKER


Den franske filosof og professionelle teknologi-pessimist Paul Virilio hævder, at enhver opfindelse også er en opfindelse af nye muligheder for uheld og ulykker. Det er en mere paranoid, eller realistisk, forståelse af teknologiens risici, end den kendte ”Murphys lov”: hvis noget kan gå galt, vil det gå galt. Tværtimod: teknologi ikke alene kan, men vil med sikkerhed skabe ulykker og problemer, fordi disse muligheder er teknologien ibårne fra begyndelsen. Fx er biler, motorcykler, flyvemaskiner osv. (qua massenydelsen af hastighed) teknologier, der til daglig skaber ulykke og død. Og i mediestrømmen fremstår det nærmest som om Rådet for Sikker Trafik og færdselspolitiet kæmper en heltemodig kamp mod drager eller naturkræfter.
Et andet eksempel: for omkring 50 år siden bidrog p-pillen til at ændre magtforholdene mellem kønnene og generationerne, og der er vist enighed om at dette produkt alt i alt var til kvindekønnets fordel. Medicinalindustrien tjente styrtende på midlet hvormed unge kvinder fik mere magt over sig selv, og selvsikre kunne blæse på forældres formaninger om seksuel afholdenhed før ægteskabet. At der viste sig at være ikke helt ubetydelige bivirkninger ved disse hormon-balance-ændrende stoffer, var en pris for friheden, som statistikken stilfærdigt fordelte.  
Måske vil vi stå os bedre i forhold til at magte teknologierne, hvis vi betragter deres udvikling som serier af – i udgangspunktet - formålsløse opfindelser, skabt af vidende og nysgerrige, men også nærsynede ingeniører og forskere. Gennem erfaring (anvendt bagklogskab) og behovsudvikling (op)finder menneskene efterfølgende meningen og formålet med teknikken. Teknik integreres i kulturen og bliver til teknologi, fx ved at producere livsnødvendige ting og luksuøse services.
Teknologien har været menneskets trofaste rejsekammerat gennem hele historien. Men de to rejsende efterlader sig et bredt spor af ulykker og problemer: affaldsdynger, atomuheld, civilisationssygdomme, industrielle folkemord, skibskatastrofer, økologiske problemer.
Teknologien har bestemt ikke et indbygget målsøgende apparatur, som fører menneskene hen mod lykkeland. Ole Opfinders efterkommere erfarer på et tidspunkt teknologiens utilsigtede følgevirkninger. Oldtidens stensmede fik af og til en flintesplint i øjnene, netop fordi deres forfædre havde opfundet stenredskaberne. Meget mindre fatalt, men dog analogt hermed, har indførelsen af it i skolesystemet haft en række utilsigtede følger. Lad os betragte en teknologisk troldsplint lidt nøjere.



EN SOCIAL PENGEMASKINE


Hundreder af millioner it-brugere er i løbet af de seneste 15 år blevet aktører på internettet, takket være det let tilgængelige, brugerdefinerede net: ”web 2.0”. Det er blevet umådelig let, og i brede kredse næsten en norm, at have en lille dynamisk, personlig hjemmeside, og i den branche er Facebook som bekendt markedsledende. Danskerne er blandt verdens flittigste brugere af Facebook.    Derfor medbringer mange gymnasieelever hjemmefra en vanemæssig lyst til at kommunikere med vennerne pr dette sociale medie.
Elevernes mulighed for at udfolde deres kommunikative frihedstrang har en pris, for der findes ikke sådan noget som en gratis frokost. Uden udsigt til fortjeneste, vil der ikke findes privat drevne sociale internettjenester. Det er store værdier, som skabes gennem disse aktiviteter. Aktieværdien af Facebook blev, primo 2011, vurderet til 50 milliarder $.  En sådan værdiansættelse kan være manipuleret, men må i et vist omfang afspejle markedets forventning til firmaets indtjeningsmuligheder. Vi har næppe at gøre med et døgnfluefænomen.
Der er i hvert fald fem vigtige elementer i en sådan social pengemaskine: viden, brugere, annoncører, kapital og de interaktionsmuligheder tjenesten åbner op for (brugerflade og brugervenlighed). Vi lader sidstnævnte ligge i denne omgang.


FRA TUSKHANDEL TIL KAPITAL

Grundlaget for driften af Facebook og lignende sites er systematiseret og salgbar viden om brugernes præferencer, hvad angår køb af varer og services. Samtidig har brugerne deres behov for viden; de vil nemlig gerne vide noget (mere) om hinanden. I deres udforskning af let tilgængelig viden om hinanden erfares hvordan man begår sig på det sociale site. Teknikken bliver til teknologi.  

Et firmas og en kundes interesser skal være sammenfaldende, så langt at der kan foregå en handel. Men forholdet mellem Facebook og brugerne er nærmest som mellem to tuskhandlende, der fx bytter skind for tørfisk. Brugerne afgiver oplysninger om sig selv til firmaet som betaling for at kunne være vennernes ven på Facebook. Oplysninger om civilstand, alder, køn, interesser, bopæl osv. er ikke noget brugeren savner, når de er fløjet gennem tastaturet, men udgør betalingen for muligheden for hyggelige interaktioner og eventuel forøgelse af anseelse/ social kapital/ respekt.

Der er tale om et simpelt bytte, hvor ingen af parterne tjener på den anden. Brugeren får gratis adgang til en tjenesteydelse, og firmaet bag det sociale site får viden om brugeren, lige så billigt som blomster, man plukker i vejgrøften.

Firmaets rigtige kunder er en tredje part, typisk et reklamebureau, som erhverver licens til at eksponere så og så mange udvalgte brugere for deres markedsføring. Brugernes profil, deres ”face”, og opdateringer på Facebook er tilgængelig for den større eller mindre kreds, de lukker ind i deres virtuelle liv. Men firmaets viden om denne viden, og hvordan den fremskaffes, er nødvendigvis en forretningshemmelighed.

Det forekommer sandsynligt at salgbar viden om Facebook-brugerne kan indhøstes på flere måder: ved statistisk analyse af brugernes alder, køn, bopæl, erhverv osv. Ved analyse af brugernes adfærd på sitet, herunder opstilling af modeller for deres kontaktnet og måske gennem sproglig analyse af det, de skriver til hinanden på ”chatten”. Kan der mon uddrages interessante oplysninger, ved at undersøge brugen af de små underholdende spil på sitet?

I handlen mellem Facebook og annoncørerne bliver viden om brugerne til kapital.
Så længe annoncørerne tror at denne form for marketing gavner dem, så længe vil Facebook kunne skabe flere penge ud af viden om brugernes personlighed og socialitet. På den måde forvandles gratis viden til svimlende formuer.  

 ANSVAR FOR EGEN UDMELDELSE?

Ret beset er sociale sites/ tjenester som Facebook, My Space eller YouTube kæmpemæssige markedsundersøgelser og platforme for markedsføring. De overgås formodentlig kun af Google og dens umådelige viden om alt og alle. Disse internet-tjenester lever af at kunne målrette reklamer, eller tilbud om kulturelle produkter, mod præcist udvalgte dele af befolkningen. Ligeledes kan budskabet om en vares fortræffelighed spredes ved at venner eller ”venner” sådan i forbifarten anbefaler et produkt. Dette kaldes viral eller ”smitsom” marketing.

Facebook opfylder behov for opretholdelse af menneskelig kontakt og – vel nok i mindre grad – skabelse af nye relationer. Men Facebook gør bestemt også sit for at udvikle brugernes kontaktbehov. Enhver der har været inde og vende på sitet ved jo, at man konstant opfordres til at skaffe sig flere venner, med eller uden anførselstegn.

Til trods for nuttede spil og hyggelig sludrekanal er det ikke børneleg Facebook-brugerne deltager i. Facebook er en uregerlig og magtfuld maskine, for hvem privatliv er noget, der tilhører det private - erhvervsliv.  Og sådan er vi alle sammen gået, ikke på nettet, men i nettet.  Det er et vilkår man må gøre sig klart, når sociale medier anvendes i skolesammenhæng, hvad enten det er elevernes eget initiativ, eller fordi skolen ønsker at komme tidsånden i møde.  
Som udgangspunkt har Facebook blot interesse i at formindske de gener, brugerne kan opleve, hvis generne formindsker firmaets muligheder for at tjene penge. Argumentet for en ansvarsfraskrivelse vil nok være, at folk jo bare kan vælge ikke at bruge firmaets service. Om en gymnasieelev klarer sig dårligt eller dropper ud af skolen, fordi hun har chattet og opdateret mere end godt er, er ikke et problem for Facebook og dens søstersider. Skolen er klar over, at Mette chatter for meget, men spørger måske ikke til hvorfor Mette chatter. Facebook kan vel sagtens have samme rolle i et ungt menneskes liv som Jacob Skomager, når han hælder trøstesaft op til Jeppe på Bjerget.

”Mette” er én af dem, der ikke magter at forene plejen af sin digitale identitet på Facebook (og de daglige søgninger efter modetøj), med et fagligt engagement – og dermed blive socialiseret på en måde, som bringer hende nærmere en efterfølgende uddannelse. Hun betaler, om ikke med sit liv, så med en ændring af sit livsforløb, og det er en utilsigtet omkostning, ved at it giver eleverne større frihedsmuligheder.

Den økonomiske bundlinje er, at skatteborgere betaler for undervisningstid, som anvendes til at gøre ejerne af Facebook rigere - på viden om gymnasieeleverne. Skoletid og undervisningstid er derved til dels blevet privatiseret, og det i dobbelt forstand, for eleverne bliver også rigere på – ja på hvad? I hvert fald på Facebook-oplevelser. Efter alt at dømme lærer de fleste at bemestre de sociale teknologiers vilkår og muligheder og bruge dem til at blive glade og kompetente mennesker. Men det er en anden og langt morsommere historie vi nok må vente på, til vor tids skoleroman bliver skrevet.  


STIKORD TIL RISIKOVURDERING AF SOCIALE MEDIER


Respekt. It i danske gymnasier er et fuldskala-forsøg, hvor deltagerne blandt meget andet har fået fascinerende nye muligheder for at triumfere eller dumme sig offentligt. Gøg og Gokke var geniale klovner, men holdt fri, når de kørte hjem fra filmstudiet. På Youtube, Facebook osv. går solen aldrig ned.  


Venner. Hvem er vennerne venner med? Hvordan forholder man sig, hvis elever dyrker bekendtskab pr socialt medie med vrede og ustabile unge mænd, i skoletiden?


Kontingens. I forhold til brugen af Facebook og lignende tjenester i skolen, hersker der en gensidig usikkerhed mellem lærere og elever. Eleverne er usikre på, hvad læreren mener om deres brug af de sociale sites. Omvendt er læreren usikker på hvad eleverne bruger dem til, og han er usikker på hvad eleverne mener om hans mening... Begge parter har noget på spil, i en gemmeleg omkring brugen af Facebook. Teknikken er ikke helt integreret i skolelivet, og det giver en ”flydende”, ubestemt relation. Der foregår en kamp om kontrollen over brugen af de sociale medier.   


Panoptikon. At kigge i Facebooks altseende spejl er næppe mere ophidsende end at kigge ud på Gammelkøbing torv i Mor Karens gadespejl. Men der sidder nogen og kigger med, omme bag Facebooks spejl. Snart sagt al brug af it indebærer at man deltager i et panoptikon. Vi ved ikke hvem vi overvåges af, og vi er samtidig selv overvågere, når vi fx checker vennernes opdateringer.


Privatlivspolitik og tillid. Har læseren også prøvet at fare vild i indstillingerne for privatliv på Facebook?  Man kan vanskeligt, om overhovedet, være stensikker på at det man skriver forbliver i vennekredsen.  


Digital differentiering. Teknologi både forener og opdeler mennesker. Nogle elever formår at bruge sociale netværkstjenester til at komme godt – eller måske bedre - gennem gymnasiet, andre gør ikke. Hvad er forskellen, og hvorfor er der forskel?