Topografisk beskrivelse af Militærvej 22


 

Gartnere dyrker grøntsager, blomster og frugt. Bønder tager sig af korn, majs og roer.

Romanforfattere kører palle efter palle med tykke bøger ind i varehusene. De handler meget ofte om kærlighed, krig og mord.

Digtere sælger små bøger fra boder ved vejen. De handler om alt muligt, om barndommens træer, om jord, luft, ild og vand.

Finder man på en markvandring et par blomster, som vækker et fiber i éns hjerte, er det belønning nok for ulejligheden.

Matriklen var en uregelmæssig, spidsvinklet trekant, med grundlinjen i vest, retning nøjagtig nord - syd. Omfang knap 25.000 m2, eller ca. 4.5 tdr. land.

Jordstykket var dannet af to sammenløbende banelinjers dæmninger, Køgebanen (Lille Syd) og en lavere, nu forsvundet militærbane, heraf navnet. Den var udskilt af jordene fra landsbyen Gammel Holsted. I 1959 blev grunden gennembrudt ved anlæggelsen af Østre Ringvej. Herved deltes mine forældres gartneri i en "formark" og en "bagmark". Denne fungerer nu som regnvandsbassin. 

Det hvidkalkede stuehus med eternittag var bygget i 1904, formentlig efter en standard-tegning for husmands-boliger. Indgang fra gårdspladsen gennem en grønmalet træveranda; til venstre køkken og til højre dagligstue. I gangen en trappe til loftet med værelse i gavlen. Bag køkkenet et sovekammer og bag dagligstuen den ”fine” stue. Der var varme i dagligstuen fra en koksfyret kakkelovn.

Stuehuset lå "solret" dvs. orienteret efter verdenshjørnerne, og var i to 90-graders vinkler føjet sammen med pakrum/salgslokale i midten, og i den anden ende tidligere stald, redskabsrum og værksted. Hertil kom en bygning med vaskehus/cykelskur/das - og her stopper opremsningen af småbygninger.

Ved midsommer skinnede solen uvant ind i stuen ad nordvinduet på et hjørne af skrivebordet, med den buttede sort-hvide bakelitradio under stueuret. Her var fars kommandostation: telefon, barometer, termometer, regnskabsbøger, pengekasse.

Mor regerede i køkken og spisekammer. Hvor mange tusind gange har hun ikke stået ved vasken og skrællet kartofler, mens hun kiggede ud på gårdspladsen efter kunder, og samtidig havde et øje på børnene? Af og til sang vi, mens vi vaskede op.

Ved midsommer nåede skorstenens skygge til pakrumsdørens trappe. Om vinteren gik den helt ud til kastanjetræet i haven. Sådan målte huset årstiderne.

I pakrummet skyllede vi grøntsager i en stor træbalje og ordnede blomster. Der var en afløbsbrønd, et betonrør, som ved et mærkeligt tilfælde havde netop de mål og var af det materiale, som, når dråberne dryppede ned i den, forstærkede vandets klokkeklingende dansemelodier. En vand-spilledåse med resonanskasse. 

Jorden, som nærede mig gennem barndom og ungdom, var gammel "madjord", måske periodevist dyrket  i op mod 5000 år. Nu er muldens historie delvist dækket af "industri" og en parkeringsplads, anlagt på tilkørt entrepenørmuld – en uskøn blanding af ler, sten og betonklumper. Det ligner industriaffald mere end noget andet.

Engang fandt far en fint slebet, intakt, lysegrå flintøkse ude i marken. Jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen og så øksen ligge på spisebordet. Den havde små gnister og striber af blåt i sig. På en seddel havde far skrevet: "Hilsen fra stenaldermanden”. - Den eneste gang jeg kan huske, han skrev noget til mig - ingen tvivl om at han var glad. Han havde også fundet en sølv-denar (en "Iulia Domna" fra omk. år 200 e.Kr.) og adskillige mønter fra 1700 og 1800-tallet.

Jordstykket var ikke anvendeligt til landbrug, men nærmest som skabt for gartneri.

Grunden var, hvad landinspektører kalder en "spids", skærmet af banedæmninger mod vinde fra nord, øst og syd; et hegn af gran, syren og popler gav læ mod vest. Terrænet steg to - tre meter fra vest mod øst, med en sænkning på midten. Dér var et vandhul, "Vandingen", fhv. mergelgrav - for de uindviede: mergel er kalkholdig jord, bruges til jordforbedring af "sur" jord. 

Lad os gå op til det nordvestlige hjørne af marken, ind mod Køgebanen, hvor far et forår for længe, længe siden plantede en lund af blommetræer,. Dér hævede terrænet sig en meter i forhold til huset, og derfor gik det "op" mod banedæmningen, som var omgivet af et svært ståltrådehegn vi kunne balancere på, svejende fra stolpe til stople mens det peb og hvinede i kramperne. Selvfølgelig faldt vi ned. Vi måtte op igen.

I dette hjørne var mulden påfaldende mørk, smuldrende og  - et af livets uløste gåder - fuld af hestetænder med intakt emalje, samt ildskørnede hvide flintesten. Når vi drenge i et anfald af forskeriver gravede et hul her, så slog det aldrig fejl, at vi kom godt beskidte hjem med en håndfuld af rillede hestetænder eller hvide, revnede flintesten, lige til at brække itu. Vi fandt aldrig knogler eller kranier.

Arkæologer kalder den slags for "sortjord" eller kulturjord. Mennesker foretog sig  engang et eller andet her, som ændrede jorden – måske har en af Næstveds rakkere haft en affaldsbunke herude? Destruerede man her de uanvendelige dele af ådsler - måske forklarer det de hvidbrændte flintesten, samt at der ikke fandtes knogler - for de blev anvendt, fx til at koge lim på. Måske forklarer det også fundene af mønter fra enevældens tid? Stedet har for 300 - 400 år siden ligget langt fra boliger, men ikke særlig langt fra landevejen mod Ringsted.

Længere mod øst, langs den 5 - 6 meter høje banedæmning, inde i krogen ved den enden af den stejle overkørselsrampe, som vore forældre i en menneskealder lejede for 5 kr. om året af DSB, dér begravede vi katte, de hviler glemte under det høje græs. Min barndomsven Kim og jeg lavede en gravsten til én kat; med hammer og mejsel huggede vi de udødelige ord ”Fred Alfred” i en cementklods - katten var opkaldt efter en omrejsende sælger af rottegift.

Vi går forbi den gran-tilplantede rampe og æbletræerne på dens skråning. Tæt ved vandhullet var en plet jord, hvor man så mange flintafslag, når man gik og lugede jordbær eller porrer. Her havde formentlig i jægerstenalder været en lejrplads ved bredden af den lavvandede sø, som engang havde været her. Jeg fandt en "stikkel", et flintredskab jægerfolkene brugte til at bore huller i træ og ben.

Det lille stykke ved siden af Vandingen var vanskeligt at dyrke, og ofte oversvømmet om vinteren. Hvis man kom til at pløje dybt, trak ploven hvide klumper af mergel og muslingeskaller op fra bunden af den gamle sø, hvor nøkkeroserne engang lyste i middagssolen og gedder og aborrer ringlede vandet i tidlige morgener mens røgen fra lejrbålet drev myggene bort fra siv og dunhammer.

Vi går over på den anden side af ringvejen, som skar sig gennem begge banedæmninger - jeg husker den dag store gule entrepenør-maskiner åd en lille lund med fyrretræer - der smalnede marken til og rækkerne af afgrøder blev stadig kortere. Terrænet steg en smule, og på den nordlige skråning stod æbletræer.

Her var det vores forældre gravede et beskyttelsesrum ved anden verdeknskrigs afslutning, dengang man havde god grund til at forvente det uventede. 

Senere lavede ræve sig en hule i den yderste, tæt beplantede del af matriklen. Her løb de to baneskråninger sammen i en lund af fyr, gran og birketræer. Et par bøgetræer var stedets allerældste beboere og vidnede om at her engang havde været skov – der var en lille bitte bestand af anemoner – og herind gik en sommerdag to små drenge på rævejagt. Men det blev faktisk mere og mere uhyggeligt, jo tættere vi kom på rævehulen. Vi stoppede op, drøftede emnet og fandt ud af, at den slags dyr kunne bide og være farlige - så vi vendte om, og var glade ved at komme ud i solskinnet.

Et forår brændte vi grønkålsstokke af i bagmarken; vi hev mange hundrede ru og bladløse stokke op af jorden, de var lette at smide hen i bunken med det tunge, jordede rodstykke forrest. Da ilden rigtig fik fat, røg et tons grønt affald som en vulkan, herlig hvidgrå røg, ikke skarp som brænderøg men så tæt at man kunne lege skjul i den; vi stegte kartofler i bjerget af aske og gløder og kradsede de forkullede skræller af med fingrene, som vi måtte puste på. En klat smør havde vi med hjemmefra. Det brændte i flere dage.

En Sct. Hans-aften lavede far bål ude bag granplantagen, på det sidste græsklædte stykke af militærbanen, som han ikke ejede. Men han overså telegraf-og telefontrådene, som krydsede over her. 25 - 30 kobbertråde, ophængt på isolatorer af hvid porcelæn - blev meget varme og strakte sig mod jorden som slappe lakridsbånd - men trådene brændte altså ikke over.

Ellers havde det vel afbrudt forbindelsen mellem København og Vladivostok - skønt det nok var helt tilbage i Store Nordiske Telegrafselskabs storhedstid, at linjen gik fra København langs Køgebanen på vejen mod Gedser og østover. I skarp frost sang trådene med en tikkende og gnistrende tone – elektriske ekkoer af samtaler med Stillehavskysten?

Vi går tilbage ad markvejen mod stuehuset og drivhusene. Her var muldlaget mindst en meter tykt. Under det, de langsomt sivende vandstrømme gennem ler og sand.

Vandingen viste at vi boede på vand. Jorden optog, ledede og udtømte vand i en årlig rytme. Oversvømmelser i kældrene viste det samme. Om foråret rislede det stærkt ud af drænrørene. Vandspejlet i vandingen steg og sank i takt med hvor meget det regnede og hvor meget afgrøderne skulle vandes. Man må forstå at et gartneri bruger en masse vand. Det billigste vand er det man selv kan skaffe sig.

I skyggen af piletræerne duftede det grønt af andemad, små skøjteløbere susede hen over vandets bløde flade. Lynhurtige guldsmede patruljerede over siv og dunhammer og der var et tæt buskads af gyldenris.

Engang, tidligt i juli måned, fandt vi bunker af grynet sne under granerne på den nordvendte skråning af militærbanen. Oppe på banedæmningen kunne man ligge i fred med en bog, sine tanker og fornemmelser i solskinnet på et tæppe mellem små graner, som struttede med deres nye grønne skud.

Vi slutter turen på marken mod vest, bag hegnet af evigt raslende poppeltræer, hvor der lå en lille bakke som en gammel mand fortalte hed ”Lille Ishøj”. Her var det godt at sætte drager op, når kornet var høstet. Vi løb gennem stubbene, de stak gennem strømperne, og trak vores hjemmelavede brune papirdrager i vejret. En dag, da vinden var meget støt, tøjrede vi dragen og gik hjem til frokost, mens den hang og passede sig selv deroppe i luften.

Dengang var det mørkt, når det var nat. Jeg lå en frostklar decemberaften på græsplænen i min dufflecoat og så lige ind i Mælkevejens isblå stjernetåge gennem en prismekikkert. Da kulden blev for streng gik jeg ind i køkkenet til mor og spiste småsvedende tallerken efter tallerken af nylavet fed kråsesuppe med urter og svesker.

Langs vores jordvejs-ende af Militærvej, på en græsklædt stump af militærbanens dæmning, et "terrain vague", som ingen gad tage sig af, dér stod i mange år resterne af en værkstedsmaskine af ubestemmelig race, måske en  standsemaskine. Den eneste bevægelige del var et stort, tungt støbejernshjul, man kunne få til at dreje rundt med en mægtig fart.

Jeg gik ud i verden ad denne græskantede vej med de små vandpytter.