Historie: Topografisk beskrivelse af Militærvej 22

Markus Spiske, Unsplash.com

 

Gartnere dyrker grøntsager, blomster og frugt. Bønder tager sig af korn, majs og roer.

Romanforfattere kører palle efter palle med tykke bøger ind i varehusene. De handler meget ofte om kærlighed, krig og mord.

Digtere sælger deres små bøger fra boder ved vejen. De handler om alt muligt, for eksempel om træer, jord, luft, ild og vand.

Finder man på en vandretur et par blomster, som vækker et fiber i éns hjerte, er det belønning nok for de ømme ben.

Mine forældres matrikel var en uregelmæssig, spidsvinklet trekant, med hypotenusen i vest, retning nøjagtig nord - syd, knap 25.000 m2, eller ca. 4.5 tdr. land.

Jordstykkets kateder var dannet af to sammenløbende banelinjers dæmninger, Køgebanen (Lille Syd) og en lavere, nu forsvundet militærbane, heraf navnet Militærvej. Grunden var udskilt af jordene fra landsbyen Gammel Holsted. I 1959 blev grunden gennembrudt ved anlæggelsen af Østre Ringvej. Herved deltes mine forældres gartneri i en "formark" og en "bagmark". Den fungerer nu som regnvandsbassin. 

Det hvidkalkede stuehus med eternittag var bygget i 1903, formentlig efter en standard-tegning for statshusmands-boliger. Indgang fra gårdspladsen gennem en grønmalet træveranda; til venstre køkken og til højre dagligstue. I gangen trappe til loftet med værelse i gavlen. Bag køkkenet et sovekammer og bag dagligstuen den ”fine” stue. Dagligstuen blev varmet op af en koksfyret kakkelovn.

Stuehuset lå "solret" dvs. orienteret efter verdenshjørnerne, og var med en mellembygning, i to 90-graders vinkler, føjet sammen i et "Z". Pakrum/salgslokale i midterdelen, og i den østlige ende stald, redskabsrum og værksted. Hertil kom en bygning med vaskehus/cykelskur/das, samt drivhuse og varmecentral/ garage.

Ved midsommer skinnede solen uvant ind i stuen ad nordvinduet på et hjørne af skrivebordet, med den buttede sort-hvide bakelitradio under stueuret. Her var fars kommandostation: telefon, barometer, termometer, regnskabsbøger, pengekasse.

Mor regerede i køkken og spisekammer. Hvor mange tusind gange har hun ikke stået ved vasken og skrællet kartofler, mens hun kiggede ud på gårdspladsen efter kunder, og samtidig havde et øje på børnene? Af og til sang vi, mens vi vaskede op.

Ved midsommer nåede skorstenens skygge til pakrumsdørens trappe. Om vinteren nåede skyggen helt ud til kastanjetræet i haven. Sådan målte huset årstiderne.

I pakrummet skyllede vi grøntsager i en stor træbalje og ordnede blomster. Der var en afløbsbrønd, et betonrør, som ved et mærkeligt tilfælde havde netop de mål og var af det materiale, som, når dråberne dryppede ned i den, forstærkede vandets klokkeklingende dansemelodier. En vand-spilledåse med resonanskasse. Så klar en klang. Jeg kan høre den stadigvæk.

Jorden, som nærede mig gennem barndom og ungdom, var gammel "madjord", måske periodevist dyrket  i op mod 5000 år. Nu er muldens historie delvist dækket af "industri" og en parkeringsplads, anlagt på tilkørt entrepenørmuld – en uskøn blanding af ler, sten og betonklumper. Det ligner industriaffald mere end noget andet.

Engang fandt far en fint slebet, intakt, lysegrå flintøkse ude i marken. Jeg kom hjem fra skole om eftermiddagen og så øksen ligge på spisebordet. Den havde små gnister og striber af blåt i sig. På en seddel havde far skrevet: "Hilsen fra stenaldermanden”. - Den eneste gang jeg kan huske, han skrev noget til mig - ingen tvivl om at han var glad. Han havde også fundet en sølv-denar (en "Iulia Domna" fra omk. år 200 e.Kr.) og adskillige mønter fra 1700 og 1800-tallet.

Jordstykket var ikke anvendeligt til landbrug, men nærmest som skabt for gartneri.

Grunden var, hvad landinspektører kalder en "spids", skærmet af banedæmningerne mod vinde fra nord, øst og syd; et hegn af gran, syren og popler gav læ mod vest. Terrænet steg to - tre meter fra vest mod øst, med en sænkning på midten. Dér var et vandhul, "Vandingen", fhv. mergelgrav - for de uindviede: mergel er kalkholdig jord, bruges til jordforbedring af "sur" jord. 

Lad os gå op til det nordvestlige hjørne af grunden, hen mod Køgebanen hvor far et forår for længe siden plantede en lund af blommetræer,. Dér hævede terrænet sig omkring en meter i forhold til huset, og derfor gik det "op" mod banedæmningen, som var omgivet af et svært ståltrådehegn vi kunne balancere på, svejende fra stolpe til stople mens det peb og hvinede i kramperne. Selvfølgelig faldt vi ned. Vi måtte op igen.

I dette hjørne af grunden var mulden påfaldende mørk, pulveragtig, smuldrende og  - et af livets uløste gåder - fuld af hestetænder med intakt emalje, samt en mængde ildskørnede, hvidlige flintesten. Når vi drenge i et anfald af forskeriver gravede et hul her, så slog det aldrig fejl, at vi kom godt beskidte hjem med en håndfuld af rillede hestetænder eller hvide, revnede flintesten, lige til at brække itu. Vi fandt aldrig knogler eller kranier.

Arkæologer kalder den slags for "sortjord" eller kulturjord. Mennesker foretog sig  engang et eller andet her, som ændrede jorden – måske har en af Næstveds rakkere haft en affaldsbunke herude? Destruerede man her de uanvendelige dele af ådsler - måske forklarer det de hvidbrændte flintesten, samt at der ikke fandtes knogler - for de blev anvendt, fx til at koge lim på. Måske forklarer det også fundene af mønter fra enevældens tid? Stedet har for 300 - 400 år siden ligget langt fra boliger, men ikke særlig langt fra landevejen mod Ringsted.

Længere mod øst, langs den Køgebanens 5 - 6 meter høje dæmning, inde i krogen ved den enden af den stejle overkørselsrampe, som vore forældre i en menneskealder lejede for 5 kr. om året af DSB, dér begravede vi katte, de hviler glemte under det høje græs. Min barndomsven Kim og jeg lavede en gravsten til én kat; med hammer og mejsel huggede vi de udødelige ord ”Fred Alfred” i en cementklods - katten var opkaldt efter en omrejsende sælger af rottegift.

Vi går forbi den gran-tilplantede rampe og hasselbuskene og æbletræerne på dens skråning. Tæt ved vandhullet var en plet jord, hvor man så mange flintafslag, når man gik og lugede jordbær eller porrer. Her var formentlig i jægerstenalder en lejrplads, ved bredden af den lavvandede sø, som engang havde været her. Jeg fandt en "stikkel", et flintredskab jægerfolkene brugte til at bore huller i træ og ben.

Det lille stykke ved siden af Vandingen var vanskeligt at dyrke, og ofte oversvømmet om vinteren. Hvis man kom til at pløje dybt, trak ploven hvide klumper af mergel og muslingeskaller op fra bunden af den gamle sø, hvor nøkkeroserne engang lyste i middagssolen og gedder og aborrer ringlede vandet tidlige morgener, mens røgen fra lejrbålet drev myggene bort fra siv og dunhammer.

Vi går over på den anden side af Ringvejen, som skar sig gennem begge banedæmninger - jeg husker den dag store gule entrepenør-maskiner åd en lille lund med fyrretræer - der smalnede marken til og rækkerne af afgrøder blev stadig kortere. Terrænet steg en smule, og på den nordlige skråning stod æbletræer.

Her var det vores forældre gravede et beskyttelsesrum ved anden verdeknskrigs afslutning, dengang man havde god grund til at forvente det uventede. 

Senere lavede ræve sig en hule i den yderste, tæt beplantede del af matriklen. Her løb de to baneskråninger sammen i en lund af fyr, gran og birketræer. Et par bøgetræer var stedets allerældste beboere og vidnede om at her engang havde været skov – der var en lille bitte bestand af anemoner – og herind gik en sommerdag to små drenge på rævejagt. Men det blev mere og mere uhyggeligt, jo tættere de kom på rævehulen. De stoppede op, drøftede emnet og fandt frem til, at den slags dyr både kunne bide og være farlige - så de vendte om, og var glade ved at komme ud i solskinnet.

Et forår brændte vi grønkålsstokke af i bagmarken; vi hev mange hundrede ru og bladløse stokke op af jorden, de var lette at smide hen i bunken med det tunge, jordede rodstykke forrest. Da ilden, ved hjælp af en slat spildolie rigtig fik fat, røg dette tons grønne affald som en vulkan, en herlig hvidgrå røg, slet ikke skarp som brænderøg, men så tæt at man kunne lege skjul i den; så stegte vi kartofler i bjerget af aske og gløder og kradsede de forkullede skræller af med fingrene, som vi måtte puste på. En klat smør havde vi med hjemmefra. Det brændte i flere dage.

En Sct. Hans-aften lavede far et fint bål ude bag granplantagen, på det yderste græsklædte stykke af militærbanen, som han ikke ejede. Men han overså desværre telegraf-og telefontrådene, som krydsede over her. 25 - 30 kobbertråde, ophængt på isolatorer af hvid porcelæn - blev meget varme og strakte sig næsten ned til jorden ligesom slappe lakridsbånd - men trådene brændte altså ikke over.

Ellers havde det vel afbrudt forbindelsen mellem København og Vladivostok - skønt det nok var tilbage i Store Nordiske Telegrafselskabs storhedstid, at linjen til det østligste Rusland gik fra København langs Køgebanen på vejen mod Gedser og østover. I skarp frost sang trådene med en tikkende og gnistrende tone – ekkoer af samtaler med Stillehavskysten?

Vi går tilbage mod vest, ad markvejen langs Militærsporets rampe mod stuehuset og drivhusene. I "Formarken" var  muldlaget ved mange års tilførsel af gødning og planteaffald blevet meget tykt, måske op mod en halv meter. Under det drev de langsomt sivende vandstrømme gennem ler og sand.

Vandingen viste grundvandets niveau, at vi boede oven på vand. Jorden optog, ledede og udtømte sig i en årlig rytme. Ærgerlige oversvømmelser i kældrene viste det samme. Om foråret rislede det stærkt ud af drænrørene. Vandspejlet i vandingen steg og sank i takt med hvor meget det regnede og hvor meget afgrøderne skulle vandes. Man må forstå at et gartneri bruger en mængde vand. Og det billigste vand er det man selv kan skaffe sig.

I skyggen af piletræerne omkring den lille dam duftede det grønt af andemad, små skøjteløbere susede hen over vandets bløde flade. Lynhurtige guldsmede patruljerede over siv og dunhammer. På den ene side et tæt buskads af gyldenris.

Engang, tidligt i juli måned, fandt vi bunker af grynet sne under granerne på den nordvendte skråning af militærbanen. Oppe på dæmningen kunne man ligge i fred med en bog, sine tanker og fornemmelser i solskinnet på et tæppe mellem de små graner, som struttede med deres nye grønne skud.

Vi slutter turen på marken mod vest, bag hegnet af evigt raslende poppeltræer, hvor der lå en lille bakke, som en gammel mand fortalte hed ”Lille Ishøj”. Her var det godt at sætte drager op, når kornet var høstet. Vi løb gennem stubbene, de stak gennem strømperne, og trak vores hjemmelavede brune papirdrager i vejret. En dag, da vinden var meget støt, tøjrede vi dragen og gik hjem til frokost, mens den hang og passede sig selv deroppe i luften.

Dengang var det mørkt, når det var nat. Jeg lå en frostklar decemberaften på græsplænen i min dufflecoat og så lige ind i Mælkevejens isblå stjernetåge gennem en prismekikkert. Da kulden blev for streng gik jeg ind i køkkenet til mor og spiste småsvedende tallerken efter tallerken af nylavet fed kråsesuppe med urter og svesker.

Langs den sidste del af vores grusvejs-ende af Militærvej, på en græsklædt stump af militærbanens dæmning, et slags  "terrain vague", ingen gad tage sig af, dér stod i mange år resterne af en værkstedsmaskine af ubestemmelig race, måske en standsemaskine? Den eneste bevægelige del var et stort, tungt støbejernshjul, man kunne få til at dreje rundt med en mægtig fart.

Jeg gik første gang ud i verden ad denne græskantede vej med små vandpytter.