Sprogkastellet der røg i luften

Servicechef Børge Olsen gik søvnigt op ad trappen til Sydbyens Sprog & Kompetencecenter en tåget morgen som duftede af nedfaldne blade. Pludselig vågnede han helt op, da han så at bygningen svævede et par milimeter over fundamentet. Fundamentet var delt i to af en revne, der så ud til at være skåret med diamantklinge. 

Murstenene sad allesammen hvor de skulle, og der var ikke drysset en krumme mørtel af. Det hele så ud til at hvile på et eller andet usynligt og umærkeligt felt, ligesom i en science-fiction film. Han følte sig helt sikker på at ingen ville tro ham hvis han fortalte dem denne nyhed. Han greb derfor ikke mobiltelefonen, men koblede blot tyverialarmen fra og gik indenfor.

Med et lille ubevidst gisp åbnede han hoveddøren og kiggede mistroisk ind. Forhallen lignede det den skulle: En kultur – og sprogmaskine, komplet med pastelfarvede vægge, PH-lamper, opslagstavler, kaffeautomat og velvalgt dansk kunst: Per Kirkeby, Trampedach, lidt mere Kirkeby - og en Bjørn Nørgaard for afvekslingens skyld. Kontorer og klasseværelser lignede sig selv, så meget de bare kunne. Nogenlunde beroliget gik Olsen hovedrystende, men samvittighedsfuldt i gang med sit arbejde, hvilket da også hvert år til julefrokosten udløste en gaveæske med to flasker rødvin til Skolens Bedste Medarbejder. Han skulle snart gøre en endnu mere hovedrystende opdagelse.

Bag skolens høje, hvidmalede vinduer havde der, i takt med at eleverne mødte ind og solen fik magt over tågen over græsplæner og parkeringsplads, været en del snik-snak i klasseværelserne. Underviserne på Sprog & Kompetencecentret var ikke forfaldne til spekulationer, man passede sit arbejde, gjorde man, underviste Sydbyens indvandrere i sprog og kompetencer og lod bedre aflønnede personer om at træffe beslutninger om de store ting.

Eleverne kunne jo med deres egne brune øjne se, at bygningen hang fast og solidt i sine fortøjninger og ikke var på vej op i det ydre rum, sådan lige med det samme. Det er desværre ikke alle, som har lært ikke at tro på umuligheder, såsom flyvende tæpper, antityngdekraft eller levitation. Og hvis sådan noget alligevel skulle vise sig i hverdagen, bør man betragte det som et problem, andre vil tage sig af. Den indstilling er en væsentlig kompetence.

 - Det er vel håndværkerne, der er i gang med nogle reparationer. Hvad den moderne teknologi dog ikke formår. Det er nu ret smart sådan at løfte huset op, så man bedre kan komme til. Sådan gik der tid med at berolige eleverne, men efterhånden fik alle fundet bøger og skriveøvelser frem. 

Borgere, som ikke så let lader sig køre rundt med af tilfældige stemninger og konspirationsteorier, de er samfundets hjernevæv og bekæmper sort snak om, hvad der kan og navnlig ikke kan lade sig gøre. De mener at man bør følge forstandens neonoplyste motorvej. Ellers opstår der hurtigt mistanke om, at man er på vej ud i overtroens slamfyldte flod.

Langs den bor der bare småtossede digtere, overvintrede hippier, senile rengøringskoner og sømænd som er gået på efterløn, og selvom det måske kan være morsomt at høre almuen sludre om havfruer, nisser, trolde og lygtemænd, så er det ikke smart for karrieren at tale for meget og højt om den slags utøj. Det er en vedtagen kendsgerning, at vedtagne fysiske love forklarer hvorfor Elverhøj ude på Stevns i fuldmånenætter hæver sig på fire hvidglødende pæle, med samt græstørv, blomstrende hvidtjørn, arkæologisk planche og hele pibetøjet.

Op ad formiddagen ankom direktør Sidsel Enevoldsens lysegrå Volvo til Centret og fandt sin reserverede plads. Føreren steg ud og så sig omkring. Den dér nye bredbagede firhjulstrækker, fyldte den ikke temmelig meget? Hvem mon ejede den? Hvor ofte havde hun ikke underholdt frokostbordet med hvor vigtigt det var for de ansatte ikke at køre i en bil, som viser kursisterne noget om høj indtægt og status?

  - For eksempel viser en almindelig svensk herregårdsvogn, at man er en ganske almindelig borger i et demokratisk samfund. Og det kunne medarbejderne rundt om bordet vel nok være enige i. - Det gælder om at lære de udlændinge, skolen slider med at bibringe dansk sprog og danske værdier, at selvom man har succes, skal man ikke lade sig forføre af den. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, som gamle Grundtvig også sagde. - Sund, national beskedenhed er netop det vi skal lære de fremmede, samtidig med at vi opretholder en professionel anonymitet og distance til kursisterne. Man må ikke lægge op til at mennesker fra andre kulturer kan misforstå dansk nationalkarakter. Man må for eksempel aldrig tilbyde en kursist et lift ind til byen efter skoletid. For ikke at tale om at gå på café eller i biografen sammen med nogen af de fremmede, eller ligefrem besøge dem privat. Det ville give et helt forkert indtryk af hvad integration går ud på. Madpakkerne rundt om bordet gumlede og drak kaffe. - Men Gud dog, er klokken virkelig så mange, arbejdet kalder jo på os!

Lærerne skramlede stole og service på plads og hastede tilbage til klasseværelserne. Duften af smørrebrød og automatkaffe blev tilbage i frokoststuen.

Tilfreds med sin lille peptalk kunne fru Enevoldsen gå ind på sit kontor med mahognimøbler og malerier af ryttere og heste i fri dressur; arvestykker fra dengang bygningen var en kaserne. Hun lukkede døren for at være uforstyrret. Hun arbejdede på en ansøgning om forstærket integrationsindsats, som gerne skulle udløse større bevillinger til Centret. Hun ville lige skrive en opmuntrende mail til sin vigtigste støtte i byrådet, en standhaftig partisoldat, som dagen efter det seneste kommunalvalg havde forladt det parti, han ellers var valgt til, idet han havde erkendt, at man kommer længst med fredsommelighed her i verden. Måske var han lidt for fredsommelig og tilbøjelig til at lytte til andres meninger. Og måske stod vigtigheden af opdragelse til frisind og tolerance ham ikke helt klart.

Ingen ville nægte at fru Enevoldsen var en statelig dame. Nærmest som en knytnæve i spadseredragt. I sin naive og bevægelige ungdom havde hun været rødstrømpe og revolutionær, men lærte efterhånden, at kvindesagen kunne give karriere-fordele. Hun var nu medlem af Selskabet For Kvindelige Stillinger, som kæmpede for kønnets indtagelse af lederpositioner i den private og offentlige sektor. Fra deres skriveborde i samfundets kommandocentraler arbejdede Selskabets medlemmer for at forbedre deres mindre heldige søstres vilkår og samtidig danne modvægt til mænds ofte ufølsomme dømmekraft. Sådan var strategien, der bestemte fru Enevoldsens ledelsesindsats.  

Fru Enevoldsen trippede ind på fliserne i forhallen. Servicechef Olsen, som sjældent viste sig i skolens overetager i skoletiden, stoppede hende med et lidt undskyldende udtryk og fortalte, at han lige havde opdaget en ny dør i kælderen. Én som aldrig havde været der før. Om ikke hun ville gå med ned og se?

 Egentlig var ansøgningen til byrådet jo vigtigere, men Olsen var nu en pudsig mand, som af og til kunne overraske med morsomme påfund og opfindelser. Fx hans geniale plænevander den sommer, da græsset var ved at blive svedet helt bort. Han havde nok forberedt en eller anden practical joke. Eller måske ville de ansatte markere en festdag, hun havde overset?

Men kælderen summede ikke af glade medarbejdere, der viftede med små dannebrogsflag og råbte ”overraskelse”. Et svagt dagslys sivede gennem revnen mellem Centret og fundamentet, ind i det fugtige redskabsrum. Det var da mærkeligt hun ikke havde lagt mærke til den revne før. Burde Olsen ikke have fortalt om den, inden han trak hende med ned i kælderen?

Servicechefen pegede på en rusten og afskallet ståldør med to store vridehåndtag. Den havde vist engang været olivengrøn, men så nu nærmest ud som en meget forsømt havegrill. – Den her dør var der ikke i går. Og se det skilt dér – ja, nu skal jeg tænde noget lys.

Bogstaverne på emaljeskiltet midt på ståldøren dannede disse ord i fru Enevoldsens hjerne, mens hun trak persianerpelsen sammen om sig:

 

ACHTUNG LEBENSGEFAHR

 

Nur qualifiziertes Personal

 

 Oberste Befehlshaber des SS

 

 

 

Olsen havde i sin tid set masser af tysk fjernsyn og læste højt: - Livsfare, kun kvalificeret personale. Den øverstbefalende for SS.

De så på hinanden.

Olsen tog fat i et af håndtagene: - En af min fars venner boede her i nærheden af kasernen under krigen. Den blev besat af tyskerne i august 1943. Han sagde, at der gik rygter om, at de vist nok arbejdede med nogle store maskiner herinde. Men hvad de egentlig lavede, var der aldrig nogen som fandt ud af. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor jeg ikke har set den gamle dør før. Lad os se hvad der gemmer sig, måske er der fuldt af naziguld. Han vred først det øverste, så det nederste håndtag rundt.

Med den skærebrænder-stemme hun brugte, når det gjaldt om at bevare kontrollen over situationen, fortalte forstanderen servicechefen at han skulle lade være med at gøre det han var i gang med at gøre og at det faktisk ikke var morsomt længere og hvor den smagløse dør kom fra og det var fyringsgrund ikke at – og døren gik op med en knirken som en kirkegårdslåge. 

Der kom ingen tøris-tåge ud af ståldøren, som i de gyserfilm Olsen var forfalden til, men gyset fik han alligevel. Han kiggede nemlig ind i den forkerte ende af en Schmeisser maskinpistol.

To sortuniformerede mænd trådte med støvletramp ud i kælderen. Soldaten med maskinpistolen lod våbenet tale for sig, og de to blege Center-medarbejdere gik et par skridt tilbage og strakte armene i vejret. Den anden uniform kiggede køligt på dem under sin kasket med dødens varemærke: kranie og korslagte knogler. Over de smalle læber kom ord, man ikke skulle bruge ordbog for at forstå:

 - Verfluchte Spionen! Kein Eintritt! Heraus!   

Med et suk gled fru Enevoldsen ned fra stiletterne og klappede sammen på kældergulvet. Bjarne Olsen var ingen kujon, men han kendte sin overmand, når han mødte ham. Han begyndte at slæbe den sammenklappede forstander hen mod udgangen, men slap hende igen, idet hun undergik en mærkelig forvandling. Man kan godt sige at investeringen i et par reolmeter gyserfilm gav et godt afkast. Han forstod nemlig med det samme hvad der foregik. En hvid, vatagtig tåge strømmede med en hvæsen ud af fru Enevoldsens kropsåbninger. Langsomt svævede hun op og hang dampspyende i den tomme luft. Pelsen faldt ned på betongulvet. Den hvide substans samlede sig i en sky under loftet, og i den viste sig unævnelige billeder og symboler. Fru Enevoldsen udstødte nogle lyde som en heavy-metal sanger med halsbetændelse. De uniformerede herrer virkede først overraskede, men kiggede så på hinanden og nikkede glade:

 - Ach, Sie sind der neue Kapitän! Hertzlich wilkommen! Wir haben so lange erwartet -

Takket være tyskkundskaber og paratviden om det overnaturlige, var Olsen ikke helt lammet af frygt. Han benyttede sig af sine flugt-kompetencer og stormede ud, mens en skudsalve fik betonen til at slå gnister omkring kælderdøren. I skyndingen trykkede han på en knap til brandalarmen og løb udenfor.

Efter tre - fire minutters tumult var alle Centrets elever og medarbejdere ude af bygningen. Foruden skuddene i kælderen havde det været en opmuntring, at huset var begyndt at danse lidt i sine forankringer. Man kunne allerede høre brandbilernes sirener nærme sig. De blå blink gav genskin i ruderne, da et blændende hvidt lys pludselig strømmede ud fra Centrets kælderetage. Og da fundamentet revnede med en stønnen af plaget jernbeton åbenbaredes det, at det ikke var Godzilla, som efter hundrede års fangenskab kæmper sig tilbage til verden, og i glimtet fra overrevne elkabler hæver for femogtyve millioner kroner - indtil nu - fast kommunal ejendom op over den rædselsslagne skare. Et par brandbiler stødte sammen i indkørslen. Men det var der ingen som tog sig af. 

Det var en ufo. En gammeldags metalskinnende flyvende tallerken af den slags vi læser om i sommerhusets gulnede SF-romaner. Blot var den her indregistreret i Det tredje Rige. En kæmpestor omvendt metaltallerken med en omvendt suppekop ovenpå og tre lysende halvkugler forneden. På overdelen en række koøjer, og så altså det kendte tegn for forbandelsen af alt, som ikke passer ind i folkefællesskabet.   

Med en brummen så dyb, at man mere hørte den med brystet end med ørerne, løftede maskinen sig langsomt, mens den bar Sydbyens Sprog & Kompetencecenter på det usynlige kraftfelt. Rumskibet lettede, først langsomt, og accelererede i en blød bue mod vest, indtil det efter et halvt minut kun var en prik på himlen. Det sidste man hørte til Centret var, da det gik gennem lydmuren over en olieplatform ude i Vesterhavet. 

Sent på eftermiddagen samme dag kunne statsministeren på et pressemøde meddele, at PAK - Politiets Antiterrorkorps - var i gang med at opklare sagen, som foreløbig var fuldstændig mørkelagt. - Man må forvente, at efterforskningen vil være hemmelig i ganske lang tid og at eventuelle domfældelser nok vil foregå bag lukkede døre. På baggrund af dette force majeure er myndighederne desværre nødsaget til at indskrænke borgernes rettigheder væsentligt. Ministeren var mere glad for at kunne fortælle, at det handlekraftige antiterrorkorps havde arresteret ca. 300 elever og ansatte fra Sydbyens Sprog & Kompetencecenter, foruden en halv snes brandmænd, og anbragt dem i isolation på en ø i Smålandsfarvandet. Man må jo holde kortene meget tæt til kroppen, mens opklaringen står på. Ingen oplysninger må slippe ud, som fjenden kan benytte sig af. Og nej, det kan bestemt ikke udelukkes at ”hjemmeavlede” danske terrorister står bag bortførelsen af den ulykkelige Sidsel Enevoldsen, til hvis nærmeste ministerens tanker gik. Og muligvis vil vi blive stillet over for krav om tilbagetrækning af de danske styrker i Centralasien. Regeringen bøjer sig under ingen omstændigheder for den slags afpresning. Ministeren ønskede ikke at kommentere et rygte om, at der var forhandlinger i gang med en bestemt mellemøstlig terrorgruppe om en større løsesum. 

Et halvt år senere påstod en fantasifuld dreng fra en af Sydbyens specialklasser, at han havde hacket sig ind i NASAs computere og dér havde læst, at forskerne skændtes om hvorvidt det nu kunne være rigtigt, at der i et krater på Månens bagside stod en gammel dansk kaserne, ved siden af en stor, sort bunker.

Men det var selvfølgelig bare noget han fandt på, for at gøre sig interessant.

EKS 01-02-2010

 
Tak til Anne-Marie Rasmussen og Kaleb Larsen for inspiration -