Fra min tid i De gales By


I 1980-erne stod der en overgang ”omsorgsmedhjælpervikar” på mine lønsedler.

Ded var ved ded, at der i Næstved lå et stort center for pleje af åndssvage, og her arbejdede jeg som et af de laveste led i fødekæden, sådan institutionsøkologisk set. Men det siger titlen jo også. Den siger ikke noget om hvad temmelig meget manuelt lønarbejde går ud på: gør hvad der bliver sagt, og spørg ikke for meget om meningen med det, du bedriver.  

Jeg bruger ordet ”åndssvag” i datidens ubevidst-uskyldige og derfor ikke politisk ukorrekte betydning. Det vil sige, sådan snakkede vi vist nok alle sammen for  30 - 40 år siden, uden nødvendigvis at mene noget ondt med ordet. Det kunne være en simpel konstatering af facts.

For eksempel boede der i mit barndomskvarter en stor, kraftig og uudviklet mand af ubestemmelig alder. Dag efter dag stod han på fortovet foran sine forældres hus og lænede sig til en skovl. Han stod bare og hang ud i sit blå arbejdstøj, som om han ventede på at der kom et sjak gæve arbejdsmænd forbi, han rigtig kunne gå hen og svinge skovlen sammen med. Men der kom aldrig nogen og inviterede ham med til det herlige skovlearbejde, han måske stod og længtes efter.

Disse fattige i ånden blev i min tid inden for Omsorgen kaldt ”beboere”. Deres vigtigste egenskab var åbenbart, at de boede et sted. Endnu var de ikke forfremmet til ”borgere”, subsidiært ”uviklingshæmmede”. Men de havde desværre stået sidst i køen for gode hjerner og god lykke, og forrest i køen for hjerneskader og måske en rådden barndom i tilgift, spastiske lammelser, genetiske fejl, you name it.

Vorherre har muligvis en mening med alt det, men jeg tvivler på at han opfandt den industrielle socialpædagogik.

”Behandlingscentret” var navnet på en sandhed i beton. En konkret sandhed om hvordan staten (du & jeg) engang behandlede samfundets mest sårbare og uproduktive mennesker. Det var og forblev en ghetto. Med et lån fra Herman Bang kalder jeg den: De Gales By.

Jeg magisterspire havde ikke læst særlig meget Herman Bang og kendte slet ikke Michel Foucaults fascinerende paranoide teorier om statens biopolitik og Europas store indespærringer af de sindssyge og andre utilpassede. Jeg ville bare gerne tjene nogle penge, så jeg kunne overleve Den kolde Krig en måneds tid til. Da jeg boede inden for cykelafstand, var Centret blevet mit foretrukne jagtterræn. Her mødte jeg en masse utroligt søde og elskelige og umiddelbare mennesker. Åkander vokser i mudder og tidsler på mager jord. Men slamberterne gider jeg ikke tale om. 

Forhistorien kort: Ved midten af 1900-tallet havde den danske stat fået råd til at flytte alle de mentalt handicappede ud fra ældgamle åndssvageanstalter med mure og hegn og gitre for vinduerne. De skulle bort fra skaderederne og de sumpede hjem og have en lun bolig med håndtag på begge sider af døren, på linje med almindelige velfærdsdemokratiske borgere.  

Det var ikke nogen ringe ide. Men industrielt og rationelt skulle det være. Derfor byggede velfærdsstaten en håndfuld ”normaliseringsmaskiner” rundt om i landet. Behandlingscentret i Næstved var netop sådan en ”totalinstitution” for mentalt/fysisk handicappede. Opført i første halvdel af 1970-erne og omgivet af villakvarterer og lejeboliger.  Førhen lå den slags institutioner som regel et godt stykke uden for byerne, men denne her (her) var altså tænkt som en del af byplanen.   

Behandlingscentrets formål var nemlig at gøre disse mentalt handicappede mere ”normale” gennem opdragelse og arbejdsterapi og derved integrere dem i samfundet. Men teori og gode hensigter er to forskellige ting. Mulighedernes vilkår noget helt tredje. Teoriens og de gode viljers succes kan bedømmes på at man, efter 20-25 års kostbar pædagogisk indsats, begyndte at lukke Centret ned og flytte de handicappede ud i mindre bofællesskaber. Vist nok helt uden festtaler og hurra. Måske var det en bedre løsning, hvem ved. Centrets bygninger er for længst overgået til andre formål.

Således begav det sig at 5– 600 ”beboere” og måske lige så mange ansatte engang havde et meget mærkeligt samfund for sig, derude i Næstved Syd.

Beboerne beboede 35- 40 tæt-lave elementhuse med flade tage, importeret fra Spanien eller Californien til det danske klima. De lå langs tre veje, bundet sammen af en tværgående allé med service- og administrationsbygninger. Der var en varmecentral, et kæmpestort industrikøkken, kantine, kiosk, svømmehal, mødesal, værksteder, sygeafdeling, masser af kontorer, store grønne plæner med arkitekttegnede træer og vist nok et ligkapel i en stille krog. Kirke og købmand lige rundt om hjørnet, bus til døren.  

I hvert af disse huse levede 10 – 15 handicappede tæt-lavt sammen. Set fra en pædagogisk arbejdsmands perspektiv bestod sådan et hus af en entré, to lange gange med enkeltværelser, et spisekøkken og opholdsstue med sofaer og nogle stueplanter, som fik set en masse fjernsyn. Der var også baderum, toiletter og en atombombesikker kælder för tilfället. Linoleum på alle gulve, varehuskunst på væggene og en stemning af at her falder støvet langsomt.

Det daglige slæb med personlig pleje, mad og transport stod pædagogmedhjælperne for. Den pædagogiske/ psykologiske indsats var pædagogernes sag. Og psykiaterne havde ansvaret for beboernes medicinering. Hvor blev der delt mange piller ud!

Jeg kunne være inde og vende i et bestemt hus en vagt eller to, eller måske fortsatte jeg med at arbejde dér gennem flere år. Det kom an på.  

Det kom også an på at min spidskompetence lå i retning af ikke at bestille alt for meget på vagten og at jeg godt kunne lide nattillægget. Derfor blev jeg nattevagt-afløser i flere år, sådan én der med kort varsel kunne kaldes på arbejde. Hvis man var frisk og mødevillig, havde man en rimelig god chance for at blive fast afløser i dét hus.

Nu er jeg endelig nået til den historie, jeg vil fortælle.

Jeg var gået ind for at spørge om arbejde i et hus, hvor jeg ikke havde været før. Husets leder kunne godt se at jeg havde et hoved og fire lemmer og fortalte mig så, at han faktisk havde brug for en afløser til nattevagten allerede i morgen aften. Jo, den kunne jeg sagtens tage. Så vidt var samtalen meget behagelig.

Men så sagde han, ligesom lidt træt eller åndsfraværende, at her i huset skulle nattevagten vække, bade og klæde beboerne på med rent tøj, sådan at de sad klar til morgenmaden ved det store bord i køkkenet præcis klokken syv, når dagvagten ”mødte ind”. For øvrigt var der ti beboere og de var alle sammen ret dårligt kørende, både mentalt og fysisk.

Jeg havde aldrig fået sådan en instruks før, men ville selvfølgelig gøre mit bedste. Andre steder stod beboerne op på lidt forskellige tidspunkter, gik i bad og spiste morgenmad (inklusive medicin), hvorefter de mest velfungerende tog af sted på værksted eller i skole. Morgenmaden plejede at foregå sådan mere efter behov og ikke som et fælles ritual.

Jeg kunne godt lide at snige mig til en lur på vagten. Som regel sov beboerne tungt og solidt dopet.  Men her gik det ikke an at forlade planeten Jorden mellem klokken to og seks, gnide søvnen ud af øjnene og stilfærdigt pusle med at lave kaffe, sludre lidt med de første vågne beboere og for øvrigt undersøge køleskabets indhold grundigt, før afløsningen kom og jeg trillede hjem til mig selv.

Jeg vidste godt hvor lang tid det tager at vaske og påklæde morgensure og medicinerede handicappede, børste tænder med dem osv. Men chefen havde altså givet mig besked om, at de her beboere skulle sidde klar til morgenmaden klokken syv. Han skulle få sine ti morgenmadsklare beboere, hvis det var så vigtigt. Planen var timet og tilrettelagt. Tyve minutter til hver = to timers omsorgsknokleri. Din vilje ske.

Aktionen startede præcist klokken fem.   

Det var en strålende sommermorgen og solsorterne sang deres smukke gamle folkeviser om hvor sjovt det er at stå tidligt op og fange regnorme og måske dyrke sex bagefter. Men jeg hørte dem ikke, for klokken 05:20 sad den første beboer let dryppende ved spisebordet, iført nyrent tøj, morgenbleg og formodentlig temmelig sulten. Desværre havde han ikke noget talesprog, men man kunne fornemme at han ikke var begejstret for projektet. I hvert fald rokkede han frem og tilbage på sin stol og brummede en meget underlig morgensang. Og mens jeg omsorgsfuldt spulede den næste beboer ude på badeværelset, stak han af fra spisebordet og lagde sig ind i sin lune seng igen. Stymper.

Der gik kostbare minutter tabt med at hente ham tilbage til spisebordet. Her sad han så og rokkede i takt med næste klargjorte beboer, og næste og næste… Af og til krabbede en af dem tilbage til sengen. Men nej – op og tilbage igen, venner! Imens underholdt en frisk radiovært os med tidens sange om forbrug og sex. Jeg sled i det som et smugleræsel, der har haft mulen nede i poserne med kokain på vejen over Sierra Madre.  

Detaljerne springer jeg over, men samlet bedømt var det en våd, beskidt, rodet, underbetalt og grænseoverskridende oplevelse ene mand at hive en stribe sagesløse mennesker af blandet køn ud af deres senge, bade og tørre dem, hitte rent tøj frem, give dem sko på og movere dem på plads ved bordet. De her beboere var virkelig ”tunge”!  

Men da den første dagvagt ”mødte ind” sad alle husets ti beboere pænt rokkende og mumlende, søvnige, rene og helt klar til morgenmad omkring spisebordet. Hun lagde et nybagt franskbrød og en pakke smør på bordet og sagde muntert ”godmorgen” og ”dejligt at se jer”.   

Kunne man høre en lille bitte overrasket tone i stemmen? Var det virkelig helt dagligdags og selvfølgeligt for hende, at beboerne sad dér, parate til dagens pædagogiske indsats?

Lige nu var jeg temmelig ligeglad. Søvnig, våd og svedig ønskede jeg bare at Fanden himself ville overtage alt omsorgsmedhjælperarbejde. Men jeg havde gjort, hvad jeg fik besked på, det måtte man jo sige. Og så trillede jeg hjem til min kære, kære seng.

Desværre kan jeg ikke huske om jeg fik flere nattevagter i dét hus.