Kunst: Tribut til L.A. Ring

L. A. Ring: Melby 1901

L.A. Ring: Melby 1901

 

Når man nærmer sig Hammer Torup bakker på en vandretur ad de sydsjællandske sogneveje, kunne deres langsomt opdukkende skyline godt ligne de indledende sætninger i en krasbørstig novelle om duknakkede husmænds liv og skæbne af Henrik Pontoppidan; en sanglinje som en halvanden kilometer lang morænerutsjebane, helt oppe fra den træløse østlige top og ned til det yderste møddingduftende husmandssted i mosen blandt stynede piletræer gennemstrålet af forårets skære lys, netop den formiddag i påsken hvor frosten går af jorden og markerne nogle få timer udspyr damp, som om vulkaner var i færd med at vågne nede i hvert eneste muldvarpeskud blandt vintersæden.

På en græskant ved et vandhul står en kunstmaler i lysegråt cheviotstøj og solide støvler og maler sig selv malende under en bredskygget filthat, mens han giver gårdens lerklinede bindingsværk den rette tagdrypsfarve under det frønnede stråtag - med samt husløg og pjusket storkerede. På lærredet græsser også en flok får på skråningen bag laden. Vi kigger lidt og forsøger at indlede en konversation, men hr. Ring er ikke i snakkehumør, så vi går op ad markvejen, som efterhånden bliver til en dyreveksel, en sti som et fint penselstrøg i græsset.

Se så! Nu er vi oppe på toppen. Den bærbare computer åbnes og lader sig beskrive på en granitsøjle, det geodætiske fikspunkt, ved siden af en solid fugleklat 74 meter over havet. Den er vel også et slags fikspunkt. Vinden bærer med sig lugten af fårene, der græsser dernede bag bakkens grå runding. Man kan næsten ikke finde horisontens bagtæppe, i dette landskabsteaters sættestykker af blålige skove og lunde imellem lavninger og dampdrivende dale i solflimmeret oppe mod nord.

Landskabets lysebrune marker, som for nogle få dage siden var dækket af grovkornet og snusket sne, tørrer i uregelmæssige pletter, vel sagtens efter hvor god afvandingen er. Hammer og Snesere kirker svømmer stilfærdigt mod vest over bakkehavet blandt deres huse og gårde.

En slettebo er ikke vant til at se hjemegnens marker, gårde og haver fra et bjergperspektiv. Et par kilometer borte, men samtidig så mærkelig tæt på, futter en gul traktor med læssegrabbe rundt med foder til kvæget i en stor åben stald. Legende børns råb rækker langt heroppe. Nært og fjernt myrer bilerne frem og tilbage.

Solen går om bag middagens skyer og lyser nu kun som en tusind watts flødeost. Vi drikker en tår kaffe med kiks og et par ord til. Mod syd, hvor bakken falder i lange, brede bugtninger ligger en juletræsplantages skarptskårne felter og histovre på skråningerne venter de sidste våde sneklatter på opløsningen i skyggen under buske og småtræer.

Udkigstårnet, hvor tålmodige folk fra luftmeldekorpset lange nætter stod og spejdede efter russiske og østtyske fly og frøs i militærstøvlerne under Den Paranoide Krig, ruster stille bort som mindet om et mareridt. Vindmøller drejer sindigt rundt i lyden af et tog med pendlere som buldrer mod Nykøbing Falster.

Et par minutter stikker et skovdækket næs snuden frem i dagens sidste solglitren ovre i Dybsø fjord, men så tykner skyerne og regnen trækker gardinet for et billede af hjemmets plovrundede bakker, skove og vejlinjer. Men der er bjerge og sletter i Danmark. Det gælder bare om at kunne se dem. Helst sammen med én man holder af.

Måske er jeg en sommerfugl, som drømmer om malere og billeder af får oppe i Sydsjællands bakker.

Men så vidt jeg ved, sidder jeg i en gammel lænestol, med et tæppe om skuldrene og en computer på skødet i min vildmarkshave. Solens lysspyd zapper gennem de nøgne birke og prikker livmoderrødt på min hjerne, mens fingrene skriver nyheden om de gule entreprenørmaskiner, som i disse dage skærer sig gennem fredsskoven omme bag bakken.

Snart vil lastbiler stønne pneumatisk i seje gearskift med dieselrøg ud af røven på denne så godt og så vel forrentede omkørsel af Næstved og hele landskabet dirre lavfrekvent som en glemt subwoofer under sofaen, og vi bevæger os endnu et hanefjed nærmere den mentale smertetærskel. [1]  Men det kommer ingen borgmesterheste ved. Uanset hvor bredt et lykkepillesmil de lærte at vise frem i det politiske cirkus. [2]   

I går stod vi på kanten af afgrunden. I dag bevægede vi os et stort skridt videre.

Denne tidlige forårsdag i sproget, hvor broder Sol og søster Luft var barfodslæger for sindet under Sydsjællands lærkeløse martshimmel og L.A. Ring malede Husmandssted i Hammer Torup Bakker [3]

 

[1] http://www.youtube.com/watch?v=PvE-oACkh6k

[2] http://feltmester.wordpress.com

[3] http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=4366