Vi har set fjenden: han er os


Gensyn med Thorkild Bjørnvigs miljødigte.

Hvordan finde ord for et menneskeskabt Sargassohav: 100 millioner tons vandflasker, bæreposer, orange kajakker og legoklodser drivende rundt i Stillehavet; ord for de mangefarvede tunfisks uddøen i kvaderat-kilometerstore net, det snart isfrie Arktiske hav og kæmpeskibe som runder Sibirien fuldt lastede med svineskinker til Japan? Hvordan skriver man om den optøende tundras metans betydning for Jordens febergrader? Om irreversible og akkumulerende processer i energisystemerne? Jorden som en saltsyresydende planet hvor drivhuseffekten er gået kapok? Arternes uddøen og sjælens nød midt i rigdommen?

Sneløse landskaber træder ikke længere i karakter om vinteren. Åer uden isskorper langs bredden. Det blæser mere end førhen. Selve tiden er under angreb.

For at finde modspil til mismodet gik jeg en dag, i den forsvundne vinters tid, ind på bibliotekets magasin blandt bøger det er blevet stille om, og lånte Thorkild Bjørnvigs miljødigte ”Delfinen” fra 1975. Samlingen ”Epimetheus” var bortkommet. Måske fandt den et bedre hjem på en læsers boghylde. Heldigvis har jeg en kopi af titeldigtet. Således begav det sig at der i sene aftenstunder skribledes om vilkårene for økologisk besindelse og planøkonomis nødvendighed, i den tid hvor det fri initiativ sejrede ad helvede til.

Det vesterlandske menneskes holdning til naturen er en arv fra kristendommen, hvor naturen blev opfattet som Guds skaberværk, og dermed en sjælløs ting, som frit kan anvendes som ressource.

Naturen opstår som natur, når mennesker ved hjælp af oplysning og teknik flytter ud af dens vilkårlige herredømme. Naturen dannes som koncept i modsætning til konceptet kultur. I samme bevægelse går menneskene i gang med at skaffe sig magt over naturen i sproget, i digte og malerier. Skabelsen af naturen er en kulturel proces som rigtig tager fart i Romantikken, hvor de nationale borgerskabers kunstnere i Europa stræber efter fortolknings-magten over landskaberne ved at i-tale-sætte og male den nationale natur, med tilhørende dyr, troskyldige bønder og saltvandsduftende fiskere – f.eks. på Skagen.

Bjørnvigs miljødigte er en videreførelse af kampen om kontrollen med naturen, men med et andet formål end de nationale borgerskabers panteistiske kunst eller modernismens ateistiske anprisninger af teknikkens befriende muligheder.

Digtene handler i hovedsagen om hvordan mennesker, drevet af begær og ledet af dumhed, gør stygge ting ved hinanden og deres forsvarsløse medskabninger. Den vigtigste grund til disse forbrydelser er ifølge Bjørnvig, at menneskene mangler samfølelse med naturen og ikke evner at overskue følgerne af deres handlinger. Digtene er en opfordring til besindelse og at lære at føle for naturen – to sider af samme sag.

Digtene fortolker og kritiserer teknificeringen af naturen. Digte er tekniske, det vil sige kunstnerisk skabende, men disse digte har samtidig et ikke-teknisk formål.

Opmærksomheden vendes mod de tider hvor shamaner talte med dyrene og gav dem navne. Digteren går på den måde bag om kristendommens opfattelse af naturen som en død og sjælløs ting, man kan udnytte uden det er synd, og søger at knytte an til (eller genopfinde) en langt ældre måde at betragte naturen på. Naturen som hellig, levende, uvurderlig og selv-emergerende.

Bjørnvig foretager en genfortryllelse af naturen gennem en opsættelse af tabugrænser og forbudszoner, med det formål at generobre menneskenes uskyldige forhold til naturen – og dermed sig selv. Det udtrykkes i digtet Delfinen:

 

”(…) At noget af irrationelle årsager ikke må befærdes eller bruges, at man har klar og lysvågen bevidsthed om grænser, synlige og usynlige, materielle og mentale, og er i vedvarende føling med dem, og derved i føling med vitaliteten, væsenet, agten og energien bag dem, som i uforstyrret tilstand er opladende for sindet, styrkende og udvidende, fordi det er anderledes end vi, fordi vi lever i naboskab med det, i udveksling med det, uden planer om undertvingelse – fordi det åbner sindets øje bag øjet.”

Han skaber et ”fortidigt” naturkoncept i fremtidens tjeneste. Hvordan de gamle egentlig opfattede naturen, ved vi grumme lidt om. Men det er en anden historie.

Bjørnvig forener videnskabelige, objektiverende betegnelser i sine digte: energi, røntgenstråler, stofskifte, reaktioner – med gammelkendte magiske besværgelser.

F.eks. levendegørelsen af Jorden i ”Kepler in memoriam”:

 

”Jorden er en art krop med stofskifte, kredsløb, med reaktioner på misbrug og overgreb, kærlighed og pleje, med orfiske og sfæriske lyde: Fugle – og vindsang, ikke for intet – fjernfølt, udenjords set og opfattet – himmellegem benævnt.”

På den måde anvendes tekniske (Heidegger ville sige ”afdækkende”) betegnelser og begreber til at gentilsløre (eller mystificere) naturen for vore nyfigne blikke. Dette er en modsigelse, som digteren må have været bevidst om. Man kan vel sige at han anvender fjendens våben mod ham selv -

I det store digt ”Epimetheus” beskriver Bjørnvig mesterligt hvordan den oldgamle tekniske bevidsthed – udtrykt i arketypen Prometheus – har udkonkurreret en lige så gammel, følsom og indlevende, måde at forholde sig til naturen – personificeret i Prometheus’ glemte broder Epimetheus; sangeren som giver dyrene navne; hyrden som lever blandt fårene og bliver som de. Ingeniørens humanistiske lillebror; antropologen, som går ud i bushen og ikke kommer tilbage.

Miljødigtene er tekniske i deres form, i den forstand at de er problem-afdækkende. Samtidig er de tilslørende (somme ville sige mystificerende), idet der er en bagvedliggende hensigt om genetablering af uskylden. Endelig er de virkeligheds-konstruerende, idet de giver menneskelig mening til naturfænomener.

Ret beset er dyr, vand, jord osv. dele af en blind, formålsløs udvikling og i sig selv meningsløse, hvis ikke det lige var fordi miljøinteresserede mennesker som Bjørnvig havde brug for at tilskrive dem mening. I overlevelsens tjeneste, vel at mærke.

Den politiske mening med digtene er, at naturfænomener og dyr skal indgives/ tilskrives en betydning ud over menneskelig grådigheds og kristendommens rækkevidde. I poesien findes en højere mening hinsides kirke og kapital. Naturen skal indgives – indtales! - så megen ærefrygt, at vi lærer at holde os i skindet! Vi skal besværges til at respektere naturen i sig selv, ved at anskue den – panteistisk - religiøst. Derfor besværger og tildækker digtene naturen. Men de analyserer og afslører den samtidig, i og med digteren søger denne højere mening.

For tredive år siden kunne Bjørnvig anvende en højstemt tone i forargelsen over menneskenes tankeløse svinerier med fenol, olie og sangfuglefangst i net. Han kunne forvente at blive hørt og forstået. I hvert fald af de, som allerede var omvendt til miljøtanken. Men findes der i vore dage, hvor vi stort set alle bor i byer, en førmoderne, landligt grundet bevidsthed, f.eks. om skønheden i fuglefløjt, stjerneskin i bølger ved midnat eller en forårsblomstrende eng, en bevidsthed som kan give genklang og måske vækkes til modstand?

Hvis kulturen nu er naturen, levegrundlaget, for de fleste vesterlændinge, hvor findes så en nutidig fælles reference til konceptet om det – bogstavelig talt! - ubetalte, ubetalelige, sig-selv-nok-værende og selvskabte naturgrundlag? Hvor findes det koncept (den uudtalte enighed), Bjørnvig bruger som underlag for sine sproglige brækjern? Konceptet ”natur” kan jo være ændret væsentligt siden Bjørnvigs tid. Mange vil formodentlig opfatte ”naturen” som alt det der grønne ude i Nationalparkerne og rekreationszonerne, andre vil tænke på ”den” som en del af oplevelsesindustriens råmateriale.

Et andet spørgsmål er, om vi har undervurderet dybden i splittelsen imellem ønsket om sikkerhed, velstand, teknisk behagelighed og bevidstheden om at betalingen for alle godterne i sidste ende kan være vor overlevelse som art? At vi måske med åbne øjne køber velstand i Bilka med egne eller børnenes liv og lige så stille accepterer den langsigtede pris for en fyldt indkøbsvogn og bekvemmelighed på kort sigt, som et uafvendeligt fact of life? Samtidig med at vi køber ”grønt” som aflad for miljøsynderne? Er det bedre at være meget rig i kort tid, end fattig i meget lang tid? Hvad er det egentlig for en rigdom vi tilbydes af markedet? Materialiseringen af egne, selvpåførte reklamedrømme?

Bjørnvig overså bestemt ikke evnen til at fortrænge problemerne; den er tværtimod nødvendig hvis man vil bevare sin mentale sundhed. Her skildret i digtet ”Grænsen”:

 

”Lyset slukket og mens jeg slipper alt og synker ned i søvnen helt afslappet og nær den blide udslettelse, tænker jeg fjernt og fjernt fra det hele: Hvor meget skal vi tage os af, tage os nær, gøre os klart, før vi har lov at sove, overhovedet kan sove? Hvad sker der ikke i dette blide moment af umenneskeligt omkring mig snigende eller pludseligt?” […]

Efter en opremsning af påtrængende ulykkeligheder, om hvilke en stadig bevidsthed ville være ødelæggende og lammende, spørger digteren:

 

”Men nu i dette øjeblik og i næste, dag som nat lider utallige; og hvordan finde og sætte en grænse for invaderingen af indtryk? En grænse som er organisk og ikke vilkårligt og vekslende sat af mediernes mulighed og informationens horisont og af det man mere eller mindre tilfældigt hører og ser eftersom man har tid til og selv programmerer?”

Han fortsætter sin søgen med at beskrive følgerne af en stadig bevidsthed om ulykkerne:

 

”Nej, jeg har ikke fundet, men af simpel selvopholdelsesdrift som de fleste af os praktiseret en grænse og ved ovennævnte overdrivelser indset: Vi må modsætte os appellen til pauseløs kvantitativ universel medlidenhed, fordi den gør forrykt eller forfalsker, undgå nysgerrighed uden deltagelse, fordi den fordærver, og kulden, fordi den forstener – ”

Han gestalter muligheden for en fleksibel, beskyttende grænse som gør at vi kan sove om natten, og derved bevare forstanden:

”… ikke sat en gang for alle, men pulsslagsvibrerende og tidevandsbevægelig, og alene bag en grænse som den kan vi akkumulere indsigt og løse hårknuderne i os op i drømme og muligheder…”

Udhvilede bag vort nødvendige mentale forsvarsværk kan vi

 

”… måske til sidst opdage omrids af den universelle opgave, som ikke blot omfatter mennesker, og prøve, bare prøve, efter evne overskud eller fortvivlelse prøve, selv om den er splittet op i del-opgaver, som hver især udgives for at være den hele og fanatisk bekæmper hverandre som camouflage for egeninteresser eller som fejltagelser, trods alt prøve os frem til en plads i den ene universelle opgave.”

De, der ikke kan glemme verdens fortrædeligheder en stund bliver vanvittige. Man kan vanskeligt være uenig.

Men der er et eller to Aberdabei: de for sjælefreden nødvendige fortrængninger kan lede til langsom tilvænning til et sygt miljø. En sådan selvpåført grænse for opmærksomheden kan kun være positiv, hvis man ind imellem forsøger at overskride den. Som f.eks. digtere og andre, der bekymrer sig om miljøet. Bevidst satte grænser for bevidstheden er kun nyttige, hvis de bevidst overskrides. Ellers er de fortrængninger.

Man kunne godt få mistanke om at rigtig mange mennesker lever bag mentale limes, bag en åndelig immunitet som bl.a. er opbygget gennem den daglige dosis miljøulykker i Tv-avisen. I hvert fald er Hr. og Fru Enhvers ubevidsthed overfor omkostningerne ved lørdagsudflugterne til indkøbscentret en nødvendig forudsætning for videre økonomisk vækst.

Hvis der alligevel skulle opstå en gryende bevidsthed om at forbruget har sin pris og at der er grænser for vækst, kan en følelse af dog at gøre noget udvikles ved illusionsnumre. Et eksempel: vi bliver fornuftigvis opfordret til at skifte elpærer ud med mindre strømkrævende og derfor lidet forurenende lyskilder. Vi bør også slukke helt for alt elektronisk isenkram, når det ikke bruges. Javist, sund fornuft for miljø og pengepung. Men Ingen taler om de mange kilometer vi dagligt rejser til og fra arbejde, og varernes tusind kilometers tur til indkøbsvognen. Her og nu skal vi ikke mangle noget. Det manglede da bare.

Tvært imod planlægges – fordi nogle af Prometheus’ efterkommere er flyttet ind i Vejdirektoratet – evindeligt nye broer og motorveje. Resultatet vil blot være mere kedsomhed bag rattet, masser af CO2 lige ud i luften, flere trafikulykker, mere trafik og derfor – flere motorveje. Ad infernum.

Et koncept for styringen af miljøet er vistnok at borgene i Teknoland hver for sig skal frelse kloden ved sparetiltag. Ikke fordi Nogen har besluttet det skal være sådan. Det er bare mest hensigtsmæssigt for systemets videreførelse, at vi reelt ikke sparer på energien og miljøbelastningerne ved at nedsætte forbruget. Hvis rigtig mange mennesker slog op i ordbogen under ”mådehold” og virkelig sparede så det forslog, ville økonomien som vi kender den bryde sammen.

Hvis man vil spare med økonomisk anstand – uden ulemper! – kræver det nye spare-apparater og mængder af lav-energi-dingenoter med tilhørende knowhow. Sådan bliver den enkeltes små ”grønne” handlinger på markedet en del af opskriften på videre vækst. Markedet optager en trussel og vender den til egen fordel og videre vækst. Sådan gik det for vindmølleentusiasterne, hvis idealisme og engagement brød vejen for den danske vindmølleindustri. Vindmøllefolket blev i 1970-erne af de fleste besindige borgere anset for en flok langhårede oggenokker – og nu bidrager Vestas med konsorter vel lige så meget til Danmarks økonomi, som telegiganten Nokia til Finlands.

I disse år tales om biobrændsel som et teknologisk ”fix”, der kan frelse bilismen. Biobrændsel gør formodentlig bare maden dyrere. Først for Jordens fattige og senere for de rige. Man kan ikke både spise og køre bil.

De fleste mennesker er inderst inde (hvis en sådan kerne-identitet altså findes) næppe ligeglade med deres egen og klodens fremtid; vel at mærke i det omfang problemernes alvor er gået op for dem.

Udsat for hverdagens krav og diverse illusionsnumre venter de passive og magtesløse, men let foruroligede masser på at ”de” gør noget ved f.eks. klimaændringerne. Erhvervslivet ledere venter på at politikerne sætter retningen. Samtidig tror de fleste politikere (og vælgerne!) på markedet og at den hellige, ukrænkelige vækst vil løse problemerne. De venter derfor på erhvervsfolkenes løsninger. Sådan drømmer den rige verden videre i sit narreskib, mens det driver ned ad honningfloden.

Om føje tid opføres endnu et show i serien af klimatopmøder. Man erindrer hvad Folkeforbundets snakkeklub formåede at stille op mod rød og sort fascisme i 1930-erne. Eller hvor meget fred FN – resolutionerne har udvirket i Mellemøsten.

Borgerne tilstedes et sygt håb ved den internationale adels møde oppe på borgen. Alle er enige om at miljøtopmødet i København bliver et mægtig betydningsfuldt møde. Og så bliver det et betydningsfuldt møde. Så længe masserne håber på bedre tider, vil den store mølle drevet af menneskekvæg dreje rundt. Imidlertid kan ingen – heller ikke små børn - tro at klimatopmøder kan stoppe CO2-udledningen med relaterede klima-problemer. I hvert fald ikke så længe klodens økonomiske system bygger på princippet om evig vækst og dertil hørende energiforbrug.

Endnu engang skal vi på TV se betydningsfulde mørke jakkesæt stige ud af sorte statusbiler foran statusbygninger, klappe hinanden hjerteligt på ryggen og sammen gå ind til vigtige middage og møder. Konsensus-spillet skal retfærdiggøre magthavernes magt en tid endnu, og i øvrigt tjene som statsbetalt reklame for Dansk Industri. Man fornemmer hensigten og bliver forstemt: Udgifterne til klimamødet vil andrage mindst nogle hundrede millioner kroner. Konferencen i 2005 i Montreal, Canada, løb op i en halv milliard. Men både stats­ og finansministeren godkendte i efteråret miljøministerens forslag. Til gengæld vil den danske energibranche kunne se enorm reklameværdi i et topmøde, der også kommer til at fungere som udstillingsvindue for dansk teknologi og ekspertise. TV2 nyheder 21-03-07 Tilbage til Bjørnvig: I sine digte giver han et billede af miljø-situationen i 1970-erne. Han tegner med ord et portræt af den læser, han forestiller sig og på den måde forsøger at skabe. Dette hensynsfulde og bæredygtige individs muligheder for at skabe sig (!) er anderledes i vore dage. Det økonomiske system, hvis trofaste følgesvend i hundredvis af år har været en kolossal befolkningsvækst, har skabt både nye og mere udviklede behov og øget presset på naturen. Både den indre og den ydre.

Det humane element i kapitalismen er blevet stedse vigtigere. Behovenes stadige udvikling og forfinelse gennem reklamens stimulering er de psykiske motorer, som trækker vækstkurver mod grafens øverste højre hjørne. Hertil kommer stof - og informationskredsløbenes vildt forøgede mængde og hastighed, som gør at vi møder globaliseringen - det fremmedes selvfølgelighed - i de lokale varehuses ting & kram fra Kina og Brasilien og på Internettet.

Paulus undrer sig i et af sine breve over at han, som egentlig helst vil det gode, alligevel gør det onde. Problemet Paulus boksede med var arvesynden, men der er en parallel til Bjørnvigs digte, som klart udtrykker splittelsen mellem samvittighedens viden om de rigtige handlinger, og de egoistiske og skadelige gerninger, vi alligevel foretager os i det daglige. Han forsøger som en slags psykoterapeut at konfrontere læseren med sine fortrængninger.

Evnen til at leve i splittelsen, mellem kortsigtet behagelig dumhed og langsigtet ubekvem ansvarlighed, var muligvis ikke så udbredt eller udviklet for en menneskealder siden. Også fordi vi er blevet mere velhavende siden. Magt korrumperer. Rigdom ligeså.

Vi kan åbenbart udholde at være på stadig kollisionskurs med fremtiden. Den mentale mekanisme som gør dette muligt, kunne kaldes ”hverdagsbevidsthed”. Den har, siden Bjørnvig skriv sine digte, haft 30 miljømæssigt stort set spildte år til at danne nye metastaser. Hverdagsbevidsthed betegner en ”hyggeholdning”, hvor man trækker sig tilbage bag selvvalgte mentale grænser, hvis modsætningerne bliver for ubehagelige. Det tjener til bevarelse af sjælelig sundhed i en situation med mange modsatrettede krav. F.eks. splittelsen mellem at man gerne vil leve sundt og samtidig køre bil. Denne konflikt kan løses ved at køre i bil til motionscentret. Bjørnvigs ide om fleksible mentale grænser i forhold til miljøproblemerne udfordrer en sådan harmoniserende bevidsthed.

Selvom vi måske ikke kender nissens rigtige navn, består spørgsmålet om vi i den grad har undervurderet evnen til at fortrænge, forvrænge og harmonisere uforenelige interesser. At vi lever behageligt i et historisk set kortvarigt ”velstandssus”. Sammen med visheden om børnebørn, som aldrig kommer til verden. Fordi mændene har ringe sædkvalitet, hvilket skyldes opløsningsmidler – også fra plasticsuppen i Stillehavet.