Privatisér


Sæt det hele i udbud.

Nede i Vordingborg –- sådan udtrykker vi Næstvedere vores (ind)stilling i forhold til Vordingborgenserne -– ligger en af Danmarks få tilbageværende kaserner, base for Danmarks Internationale Brigade. Når tjenestegørende soldater skal ind på kasernen, anvender de et nøglekort fra firmaet Securitas, som er ansvarlig for sikkerheden på området. Heraf må man slutte, at Forsvaret har overladt forsvaret af Vordingborg kaserne til rigtige professionelle. Forhåbentlig har jeg ikke videregivet fortrolige oplysninger. Men ellers gør det nok ikke så meget; jeg er sikker på der ikke findes misliebige personer blandt læserne.

Næ, dengang vi havde en kaserne her i Næstved, gik soldaterne på vagt med skarpe bolcher i gøbben. Jeg erindrer at de engang tilbage i 1980-erne skød varselsskud mod og anholdt en flok rockere, som var i færd med at plyndre et våbendepot. Men trusselsbilledet var også anderledes dengang, hvor en ildsprudlende dansk hær døgnet rundt stod klar til at møde en ildsprudlende Warszawa-armé, ifald den skulle finde på at rulle op over de lollandske strande. Måske er der efterhånden ikke stort andet end nogen ligegyldige computere at komme efter på landets stærkt slankede kaserner.

Det var min svoger, som for nylig i en pause under en animeret gaveoppakning, udtrykte mangel på forståelse for at danske soldater ikke længere kan passe på sig selv. Nu plejer jeg at være hævet over hans gammel-socialdemokratiske vrøvl, som gerne arkiveres i afdelingen for glemte sager. Men denne gang slumpede han sig til, som den barnlige (og på daværende tidspunkt halvfulde) sjæl han nu en gang er, at finde et guldkorn, og det vil jeg gerne give ham kredit for, som det hedder på nydansk.

Da hæren åbenbart ikke længere kan forsvare sig selv, må det være i vores interesse at lade Securitas – eller andre vagtfirmaer, f.eks. det udmærkede ”Dansk Hundevagt” fra Grumløsevej 56 i Lundby – byde ind på retten til at forsvare kongeriget. Her har vi midlet til at få gang i en statslig virksomhed, som i alt for mange år har spildt skatteydernes penge på uproduktive støvletramp. Og mon det står meget bedre til i flåden eller luftvåbnet? Jeg tvivler. Forsvarsviljen må nødvendigvis være størst, når der er økonomisk gevinst i sigte.

Og nu vi er i gang: lad os udbyde de andre støvede statslige virksomheder, f.eks. museumsvæsenet eller Folkekirken i offentlig licitation.

Måske kunne Securitas se muligheder i at ombygge borgruinen i Vordingborg til et lokalt hovedkvarter. Markedsværdien af Gåsetårnet som ”brand” må være ganske betydelig. En eller anden bedrevidende historiker ville muligvis vove sig ud af sit lumre studerekammer for at belære os praktiske folk om at denne borg, hovedsæde for Valdemar den Store, var et af statens værn mod sørøvere, sognekonger og datidens tilbøjelighed til små muntre private krige. Men hvad skal vi med historien? Er det ikke fremtiden, det gælder?

Folkekirken er danskernes offentlige frelsevirksomhed; en kollektiv sjæle-forsikring. På Dommedag giver kirken sjælen et gyldigt nøglekort til Himmerigets porte. Siger den i hvert fald den vil - men kan vi stole på at vore lutheranske præster løser opgaven godt nok? Hvad er egentlig Folkekirkens succeskriterier og benchmarks?

Jeg tror markedet vil kunne afgøre om vor livslange kirkeskat er en lige så god – eller dårlig - investering som f.eks. den Irakiske olieindustri. Lidt sund konkurrence skulle nok kunne få verdensfjerne danske teologer og præster op på mærkerne og optimere tilbudet.

Vi bør lade Mormonerne, Scientology-kirken og Vatikanet byde ind på opgaven. Og hvorfor ikke invitere virksomheder uden for den kristne kulturkreds?

Rigtig, rigtig mange religiøse virksomheder, også ikke-kristne, har opnået bedre økonomiske resultater end den stagnerende, statssubsidierede danske Folkekirke. Derfor vil det være oplagt at lade f.eks. forskellige jødiske trossamfund, eller den Saudiarabiske wahabisme, deltage i en licitationsrunde om løsning af Folkekirkens opgaver. Meget kan man mene om disse folk, men tjene penge, det kan de. Et solidt afkast og en ledende position på frelsemarkedet må vel tages som tegn på, at Guds miskundhed er med dem. Man skal ikke være uddannet teolog eller investeringsrådgiver for at kunne tyde tallene på bundlinjen!

Man kan selv fortsætte associationskæden – hvad ville Kongehuset, Christiania, Marmorkirken, Det Kongelige Teater, Jellingestenene og nationalparkerne ikke være værd på det frie marked? Jeg er sikker på at kun de allermest forbenede nationalkonservative ville protestere, hvis f.eks. det svenske kongehus vandt retten til Danmarks trone i en fair udbudsrunde.

Jeg vil derfor opfordre til at vi parthavere i Virksomheden Danmark gør vores indflydelse gældende og bringer det sunde, frie initiativ i spil i forhold til statslige kerneopgaver.

Slut med vanetænkning!

Henning Dahl Mortensen
Statsautoriseret revisor