Filosofi: Heideggers spørgsmål til teknikken

Et inventarium. Udsnit af titelblad til Ole Worm: "Musei Wormiani" 1655

 

Heideggers spørgsmål til teknikken

Efter i 1920'erne at have opnået ry som fornyende europæisk åndsfyrste, blev Martin Heidegger i 1933 rektor for universitetet i Freiburg, samme år som nazisternes magtovertagelse.

Han var virkelig meget ivrig efter at deltage i fortyskningen af tysk filosofisk virksomhed. Landets nye herrer var imidlertid mest interesseret i at fremme folkets fordummelse og udvikling af ting, som kunne sprænge andre ting i luften. Da filosofi er uanvendeligt til disse formål, så kørte man hurtigt professor Heidegger ud på et politisk sidespor. Måske undgik han på den måde at blive rodet ind i rigtig kedelige affærer.   

Paradokset er, at denne selvstændige, nyskabende og moderne tænker samtidig var uhyggeligt autoritær, reaktionær og racistisk helt ind i knoglerne. Vi må anerkende det ene, vi kan ikke se bort fra det andet. Megen vestlig filosofi ville være utænkt, uden Heidegger som inspirator og modstander.

Det følgende er randbemærkninger til foredraget "Spørgsmålet om teknikken" fra 1953. Bagved dette spørgsmål ligger et andet, Heideggers hovedtema, nemlig spørgsmålet om, hvad vil det sige at noget er? 

I foredraget undersøges særlig det tekniske "samfundsvæsen", teknologi-filosoffer benævner "Store Teknologiske Systemer". Dvs. de allestedsnærværende systemer, som varetager samfundets energiforsyning, kommunikation og transport.

Tre definitioner:

Tekniker: af græsk technikos: kyndig i en håndværksmæssig færdighed. 

Teknik: Hjælpemidler og fremgangsmåder ved den praktiske udøvelse af en virksomhed.

Teknologi: Tekniske systemer og processer, instrumenter, maskiner og viden om dem. Læren om og studiet af fremgangsmåder i håndværk og industri, og om bearbejdelsen af råstoffer i det hele taget.

Hvad er teknikkens væsen?

Hvordan driver den moderne teknik sit spil med menneskene? 

Kan den tekniske udvikling styres, eller er vi alle sammen i dens vold?

For at karakterisere teknikkens væsen opfinder Heidegger et besynderligt koncept, "Das Gestell". Et Gestell er et stillads, et stativ, en reol. Ved at stille ting overskueligt op på en reol, gøres de til dele af et inventarium.

"Stilladset" er et udtryk for at alt i verden, natur såvel som kultur, forvandles til ressourcer i et inventarium; noget man kan afgive ordre på, købe og bruge. Alting er ( i hvert fald i teorien) "bestilbart", idet man, mod betaling, kan få det stillet på en anden hylde... Disse metaforer skal udtrykke det nye og karakteristiske ved moderne (masse)teknologi, den måde hvorpå mennesket gør naturen og sig selv til midler - for sig selv.

I et teknologisk samfund er også mennesker bestilbare ressourcer, på linje med andre mulige ressourcer, som alle tjener kommercielle interesser. Idet mennesker bliver til ting for andre, bliver de til ting for sig selv - og dermed til tekniske fænomener.  

Et fænomen er et eller andet, som fremstår eller træder frem.

Måske fremtræder det som en uforståelighed, noget som bringer undren og evt. irritation med sig. Fænomenet er ikke et "forhåndenværende", med et Heidegger-udtryk. Derimod er fænomenet som udgangspunkt noget fremmed og ukendt, som kalder på erkendelse -

Hvad kan tilblivelses-betingelserne være for de tekniske fænomener, vi til hverdag går rundt og kalder mennesker?

Én historisk forudsætning (blandt adskillige mulige) for den tekniske udvikling, er formentlig kristendommens "affortryllelse" af naturen, og det sker med belæg i bibelens skabelsesberetning: Jorden er simpelthen skabt for at Adams efterkommere skal have den til fri afbenyttelse. Den kristne ideologi anerkender således ikke besjæling af naturen eller nogen former for animisme. Jorden er et objekt - Guds skaberværk og menneskets ressource. Alt kan bruges til hvad man nu engang behager.

Vor tid er ikke teknisk, fordi vi har teknik. Vi har teknik fordi tiden er teknisk. Eller mere præcist: vi har teknik, fordi vi tænker og føler teknisk. Overfor naturen og os selv.   

Den moderne tekniks formål er en stadig afsløring, eller afdækken, af det værende.

Naturvidenskaben undersøger og afdækker tingenes egenskaber, og på baggrund af den viden udvikler teknikerne ny og mere effektiv teknik. Et vigtigt formål med den tekniske udvikling er at "bestille" den potentielle energi, som er indlejret i naturen. I vandets, kullets og oliens oplagrede solenergi og i kerneenergien. Man "bestiller" naturen, at den gør sig nyttig og får bestillt noget!

På den måde udtrykker “das Gestell” en dobbelt proces: Den afdækker det værende og frembringer noget, først som "bestand", dvs. ressourcer,  f.eks. råvarer, og dernæst som "beholdning", dvs. færdige og "bestilbare" - salgsklare - varer.

Heideggers mest brugbare pointe er muligvis, at mennesket, i kraft af sin værensforståelse, sætter sig ind i den (ud)fordring, det er at bemægtige sig teknikken - på en teknisk måde. Men teknikken kan først begribes og udviklingen af den vendes til noget livgivende, hvis mennesket sætter sig ud over - distancerer sig fra - at deltage i denne afdækkende og frembringende proces.

Ændringer i teknikkens væsen kan først lade sig gøre, hvis vi erkender, at selve hensigten med at beherske teknikken er teknisk. Heraf følger, at teknik ikke kan beherskes med teknik.

Måske tror mennesker, at de mestrer teknikken, eller måske at de er behersket af den. I begge tilfælde behersker den dem. "Det vestlige menneske" inkarnerer simpelthen teknikkens afdækkende, udfordrende og beherskende væsen. Teknikkens væsen - er os selv!

Den tekniske udviklings væsen udspringer således af en reducerende værensforståelse, hvor både naturlige og frembragte ting mister individualitet, selvstændighed og egenværd.

Dette er formentlig analogt med Max Webers tese om, at det moderne samfund er kendetegnet ved at tingenes “aura” - deres mystik og urørlighed - forsvinder. Eller med Karl Marx' påvisning af menneskets tingsliggørelse i et kapitalistisk samfund.

To Heidegger-neologismer til: Den tekniske udvikling kan lede til et samfund, hvor mennesker reduceres til ”Das Man”  -  "Manet" - en upersonlig gennemsnitsborger; et væsen som har lært udelukkende at betragte alting (incl. sig selv) som ressource og råmateriale. På den måde optræder det blot som objekt i verden og ikke som subjekt. Og dermed eksisterer det ikke, i hvert fald ikke i en eksistentialistisk betydning af ordet.  "Man" er ikke et "Dasein", et til-værende, men et massemenneske, en mæt forbruger...

Teknikkens potentielt dræbende og banaliserende væsen er en fare som bor i os alle.

Den befriende mulighed er, at mennesker aner faren, i takt med at den bliver større, og sammen besinder sig på hvordan dette (u)væsen driver sit spil.  

Heidegger afslutter sit foredrag med at udtrykke et begrundet håb om, at en livsnødvendig besindelse kan finde sted inden for kunsten og filosofien. I hvert fald i første omgang.

 

CODA

Teknikkens væsen er vor tids værensforståelse, som udelukkende tillader det værende at fremtræde som ressource.