"The Facebook Experiment" - en kritik


"Institut for Lykkeforskning" meddelte ved juletid 2016, i samarbejde med Sociologisk Institut KU, at resultaterne af instituttets studie, "The Facebook Experiment", nu er offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift. Eksperimentet blev udført i 2015 og påviste sammenfald mellem brugen af Facebook og brugernes livskvalitet. Tidsskriftsartiklen redegør for "casual evidence", der herved fremskaffedes; formentlig i betydningen uformel, ikke forpligtende, ikke repræsentativ evidens. Der er også publiceret en lettere tilgængelig fremstilling af forsøgets resultater.

 

SPØRGSMÅL

Jeg ser mindst tre sæt spørgsmål, man kan stille til dette eksperiment. For det første til metodikken. For det andet til den "folkelige" del af offentliggørelsen. Og for det tredje vil det være interessant at udforske motiver og formål, der kunne ligge bag (eller foran) forsøget. Hertil kommer, at forsøget muligvis havde to hensigter, som vanskeligt forenes; det skulle på samme tid fremskaffe evidens, dvs. undersøge og producere viden om et socialt fænomen, og være adfærdsændrende forsøg i forbindelse med samme fænomen.

I hvert fald stod det efter den anden læsning af artiklen stadig uklart for mig, hvorvidt denne "casual evidence" betød en grad af vished om et eller flere aspekter ved fænomenet Facebook, eller en grad af vished om eksperimentets effekt. Her åbnes for et spørgsmål om "casual evidence" overhovedet er evidens eller blot - casual? 

 

METODIK

Deltagerne blev kontaktet gennem opslag på Facebook. Der meldte sig omkring 1300 personer. Det fremgår ikke ud fra hvilke kriterier de 1095 deltagere udvalgtes. 86 % af dem var kvinder med en gennemsnitsalder på 34 år; de anvendte Facebook lidt over en time dagligt og havde i gennemsnit 350 Facebook-venner. De udvalgte Facebook-brugere deltes tilfældigt i to lige store grupper. Deltagerne udfyldte et spørgeskema om anvendelse af Facebook, tilfredshed med livet, følelsesleje m.v. Den ene gruppe fik besked om ikke at bruge Facebook i en uge. De var "behandlings-gruppe". Deltagerne i den anden gruppe fortsatte med at bruge Facebook som de plejede; de var "kontrolgruppe". Efter en uge besvaredes samme sæt spørgsmål om sindstemning osv. 888 deltagere fuldførte. Forskellene i livskvalitet og følelsesleje blandt de to grupper viste sig at være statistisk set betydelige.

Det siger sig selv, at den mandlige befolkning er underrepræsenteret i forsøget. Sådan som jeg forstår redegørelsen, vil det være muligt matematisk at "rense" disse data, så de bliver mere retvisende hvad kønsfordeling angår. Uanset hvad, så kan skævheden/ bias i datamaterialet måske indikere, at mænd i almindelighed har et mindre (for)brug af Facebook, og/eller et andet forhold end kvinder, til brugen af Facebook? Er de mindre interesserede end kvinder i at delagtiggøre andre i deres brug af Facebook? Hvis, hvorfor?

Deltagernes svar vedr. livskvalitet sammenholdes med oplysninger om deltagernes forhold til (brug af) af Facebook. I den forbindelse anvendes en statistisk term (cronbach-værdi), jeg ikke har forudsætninger for at forstå. Men en statistisk lægmand kan i hvert fald ikke se, hvorvidt, eller på hvilken måde dette forhold (i behandlingen af svarene) skulle overbevise om signifikansen. Altså om forholdet mellem adfærd og oplevelse af velvære. Det fremgår ikke, om man ved udvælgelsen eller i databehandlingen tager hensyn til økonomiske og uddannelsesmæssige forhold. Der er ingen oplysninger om deltagerne kan siges at have et relativt højt, moderat eller lavt forbrug af Facebook. 

I artiklen diskuters validiteten af undersøgelsen, herunder at en del af deltagerne kan have haft en hypotese (man kunne vel sige:en anelse om) hvad forsøget gik ud på, og at denne hypotese (eller "anende viden") muligvis har påvirket besvarelserne.

Hvis man fx spurgte mig, hvor tilfreds jeg er med mit liv, og om mit forhold til en bestemt aktivitet, og derefter bad mig om at stoppe med denne aktivitet i en uge, så ville jeg formentlig kunne regne ud, at der kanhænde er en risiko forbundet med aktiviteten. Hvem vil ikke gerne undgå risici, og nyde tilfredsstillelsen ved at undgå dem? Når jeg efter en uges tid igen besvarede spørgsmålene til mit befindende, ville jeg måske ligefrem føle taknemmelighed overfor de flinke mennesker, der sådan tager mit velbefindende og følesesliv alvorligt. Kan taknemmelighed over at have fået mulighed for at opleve og fortælle om en ændret tilstand, også have påvirket nogle af deltagernes oplevelse af ikke at anvende Facebook i en periode? Oplevelsen af ændring af éns sindstilstand i behagelig retning, ved at man undlader at bruge Facebook i en uge, kan selvfølgelig være reel.

Artiklen medgiver, at det forbliver uvist om, eller i hvilken grad forsøget inducerer en oplevet ændring i følelseslivet, netop ved forventninger til en positiv forandring. Man kunne tilføje, at det vel også er muligt, at enkelte af de, der ikke måtte anvende Facebook, fik sænket deres humørleje, samt ændrede opfattelse af sig selv i negativ retning? Hvad årsagen end kunne være.

Det kræver ikke kendskab til raketvidenskab, undersøgelsesdesign eller statistiske metoder at  begribe, at man undgår evt. ubehagelige følger af at "være på" Facebook, ved at abstinere. Fx misundelse udløst af andres energiske og demonstrative udstilling af lykke. Eller dårlig samvittighed, fordi man har chattet med vennerne, i stedet for at arbejde eller studere.

Er syv dage uden Facebook tilstrækkelig lang tid til at give så betydelige ændringer i livskvalitet, at de er værd at skrive hjem om? Sagt på en mere utvetydig måde: Kunne der iagttages vedvarende effekter af forsøget? Blev det fulgt op af en efterundersøgelse? Til det sidste spørgsmål er svaret nej. Derfor kan det første ikke besvares. At forsøget kun varede én uge skyldes formentlig til dels, at det ville være umuligt at få særlig mange af deltagerne til at drosle deres Facebook-rutiner ned i så lang tid, at der kunne åbnes op for dannelsen af nye livsvaner og måske et andet selvforhold. Jævnfør deltagernes ikke ubetydelige brug af Facebook, og hvor mange kontakter ("venner") de havde. Forsøgets designere gav ikke de abstinerende deltagere forslag til, hvad de kunne foretage sig, i stedet for at være "på Facebook".

At forsøget havde en effekt, at det "virkede", i den forstand deltagerens adfærd ændrede sig i forsøgsperioden, ses forøvrigt også ved at den gruppe, som gerne måtte anvende Facebook, angav at have fået et mindre Facebook-forbrug. Hvordan kan det forhold fortolkes?  Inducerede forsøget "dårlig samvittighed"? Aktivering af et latent ubehag? Andet?

Meldte enkelte deltagere sig, fordi de havde en fornemmelse af, at de havde et problem med deres Facebook-brug, og derfor betragtede eksperimentet som mulighed for "afvænningsterapi" (eller en kold facebook-tyrker)? Jeg kan desværre ikke finde forsøgets opslag på Facebook, så jeg kan ikke fortælle hvordan det blev præsenteret.

Til sidst i artiklen diskuters eksperimentets validitet og signifikans. Jeg er enig i, at det viser resultatet af sin egen indgriben i de "sociale atomers" bevægelser - menneskene samspil og deres sammensatte og let påvirkelige sind. Forsøget er singulært og kan ikke sige noget generelt om befolkningens bevidsthed eller følelsestilstande, i samspillet med en social teknologi. Det er netop ikke en undersøgelse, men et eksperiment.

 

FORMIDLING

Nu til den måde resultaterne præsenteres på for den almene offentlighed. Ét eksempel springer i øjnene. Jeg citerer fra den folkeligt anlagte formidlings-publikation: "People on Facebook are 39 % more likely to feel less happy than their friends". Der er her tale om et selvforhold, som påvirkes af et medieret forhold til andre. Påstanden grunder sig i forsøgsdeltagernes tilbagemeldinger om følelsen af + bevidsthed om eget velvære - og deres forhold til ("virtuelle"?) venners lykke-tilstand.

I en situation, hvor omkring (jf. artiklen) 2.8 millioner danskere har en konto på en social netværkstjeneste, kan man vanskeligt forestille sig, at særlig mange af forsøgsdeltagernes venner og bekendte ikke i et eller andet omfang også er "på Facebook". Måske føler en betragtelig mængde Facebook-brugere sig virkelig mindre glade og velfungerende end andre - Facebook-brugere. En del af de, der føler sig mindre lykkelige end deres venner, vil nødvendigvis være venner, (eller "venner") med "Facelings", som også føler sig mindre lykkelige, end dem...

Dette besynderlige forhold afføder en mængde spørgsmål. Her er et udvalg:

Lider et betragteligt antal Facebook-brugere, som følge af deres brug, af en fælles, gensidig illusion om at være mindre glade og tilfredse? Eller indikerer forsøget blot tilstedeværelsen af almene menneskelige sindstilstande, fx misundelse, hvis oprindelse, årsager og virkninger næppe har meget at gøre med anvendelsen af Facebook? Viser den sindstilstand sig nu blot også som "Facebook-envy", eller anden negativitet? Bliver mennesker mere misundelige ved at de bruger Facebook? Det tvivler jeg på. Men tvivlen udelukker vel ikke, at en del Facebook-brugere måske finder en - også tvivlsom - glæde ved deres misundelse? Hvorfor skulle de ellers blive ved med at "tjekke Facebook" dag ud og ind? 1)

Viser forsøget, at tilkomsten af Facebook til Danmark har gjort, at landet har lidt et lykketab? Eller at vi i hvert fald har udsat os for en lykke-risiko? Har vi oplysninger og erindringer, vi kan måle nutidens lykketilstand med, fra dengang før Facebook-syndefaldet? Hvem kan finde den målestok, hvormed det forhold kan måles?  Er de gladeste danskere i virkeligheden nogle Morliller langt ude i skoven, som ikke har en Facebook-konto? Er sådanne "aboriginals" den "lykke-normal", man bør måle lykketilstanden i befolkningen med?

Jeg har en fornemmelse af, at vi er på vej ud i det absurde, og vil bare til sidst spørge: Hvad har vi muligvis vundet ved udbredelsen af Facebook, (samt anden medialisering af samfundslivet), og hvad kan vi have mistet? De spørgsmål vender jeg tilbage til.

Så vidt jeg kan se, anlægger eksperimentets designere, som i artiklen redeligt redegør for eksperimentets begrænsede udsagnskraft, i formidlingen til skatteborgerne, en nærmest gnostisk synsvinkel på Facebook, idet tjenesten fortolkes som én stor bedrøvelsesmaskine. Det skaffer formodentlig overskrifter, men samtidig "oversælges" et videnskabeligt produkt, i og med at resultaterne af det singulære, ikke generalisérbare eksperiment fremstilles som viden, facts med almen betydning. Man kan få mistanke om, at der kan ligge et implicit, bogstaveligt taget ledende spørgsmål, i selve det at forsøget foretages.

 

VELFÆRDSMARKED?

Hvis man har tilbragt læsetid sammen med et slæng af statsmistroiske teoretikere, såsom franske poststrukturalister (Michel Foucault, Gilles Deluze) og marxister (Slavoj Zizek) vil det være næsten for nærliggende at fortolke forsøget som et eksempel på statslig "risiko-belæring", eller "risiko-opdragelse", i forbindelse med anvendelse af moderne socialiserings-teknologi.

Udførelsen af eksperimentet viser, at lykke er noget vi tager alvorligt her i Danmark, i og med et Institut for Lykkeforskning (efter hvad jeg ved, er ordet "institut" en legalt set fri og uforpligtende betegnelse) i et eller andet omfang med statslig støtte (statusmæssig, praktisk eller pekuniær) har udført et forsøg, designet til at påvirke deltagernes bevidsthed og følelsesliv. Måske ser det ligefrem lyst ud for dansk velfærdsindustri? I en mismodsplaget verden vil metoder til at påvirke følelsesmæssig og kognitiv velfærd kunne blive eksportvarer. Ud fra lignende forsøg vil det måske være muligt at udvikle metoder til uddannelse eller opdragelse af befolkningen, så den bliver bedre til at foretage individuelle risikovurderinger. Fx i forbindelse med anvendelse af sociale medier. På den måde gøres et muligt kollektivt problem til et individuelt problem.

Afspejler forsøget en statslig subjektgørelseslogik, i den anskuelse (og afrapportering) af egen glæde og tilfredshed med livet, det lægger op til at brugerne udsætter sig selv for? Det ville være etisk problematisk, hvis mennesker anskues som midler, som genstande, hvis psykiske sundhed og velfærd bruges i en korporativ stats globale lykke-konkurrence. Nok sagt.

 

DUALISME VS. DIALEKTIK

Efter alt at dømme lægger "The Facebook Experiment" i sin formidling op til en dualistisk "enten-eller-fortolkning", hvad angår sammenhængen mellem Facebook-brug og glæde/livsfylde. Er konklusionen, at jo mindre man (= enhver) er "på Facebook", jo gladere er man? Ingen brug af Facebook = større mulig lykke for alle? Sådanne påstande har jeg vanskeligt ved at tro på.

Jeg foreslår en dialektisk synsvinkel på problemstillingen. Facebook lever i høj grad af at sælge muligheden for positiv forstærkning af følelseslivet, og en mere behagelig opfattelse af sig selv, men denne "sociale maskine" opdeler utilsigtet og uforudsigeligt mennesker på andre og mere sammensatte måder. Fx ved opdelinger, blandt de opdelte. Om brugen af Facebook ligefrem aktiverer (eller inducerer) opdelinger i socialiteten eller blot gør allerede aktive opdelinger synlige, er åbne spørgsmål.

Men måske er det slet ikke alle udadvendte og/eller glade mennesker, som i længden har gavn af deres aktive Facebook-brug. Og vil introverte og/eller smådeprimerede mennesker ikke også have glæde og nytte af muligheden for at finde sammen med gamle skolekammerater igen, eller få kontakt med onkel Bill og tante Mary i Canada? Selvom de for det meste er passive "Facebook-luskere", som formodentlig har større mulighed for at udvikle "Facebook-nedstemthed", eller hvad man nu vil kalde de negative sider ved brugen. Man kunne videre formode, at samfundet, med en stor mængde af dets kulturelle og politiske territorier, på samme tid repræsenteres og re-repræsenteres "på Facebook". Herunder følelsestilstandene i socialiteten. At Facebook på samme tid repræsenterer og ændrer den socialitet, firmaet betjener. Med fortjeneste for øje.

 

LYKKE & FORTRÆD
Min upolerede formodning er, at glade mennesker, der bruger Facebook til at forbinde sig med andre glade mennesker (og derved få bekræftet deres lykkegivende aktiviteter), sandsynligvis bliver gladere og mere tilfredse gennem Facebook-aktiviteter.

Samtidig vil mere eller mindre fortrykte eksistenser, som skutter sig i udkanten af strålerne fra lykkebålet, formentlig i længden kunne blive mere mismodige af at "være på Facebook."  Jævnfør den velkendte og berygtede "Matthæuseffekt".

Min far mente, at både rigdom og fattigdom har noget med penge at gøre.

Jeg tror en mulig sammenhæng mellem Facebook-aktiviteter (Facebook er pt. en af de største, om ikke smarteste drenge i skolegården) og oplevelse af glæde/tilfredshed/lykke - kan begribes ved det forhold, at nogle mennesker, som følge af deres forudsætninger, vil være bedre til at foretage en vurdering af hvor meget gavn de har af deres aktiviteter i et socialt belønningssystem. Systemets vigtigste "møntenhed" er som bekendt "likes" og anerkendende kommentarer (samt billeder af katte?).

Fortrykte og/eller kulturelt fattige mennesker har næppe altid så nem adgang til viden, der giver adgang til succes på Facebooks popularitetsbørs. Derfor kan de være mindre gode, end vidensvelhavende Facebook-brugere, til at foretage en cost-benefit analyse, af deres fattigdomsprægede brug af Facebook. På den måde bliver de endnu fattigere, i deres oplevelse af egen social anseelse og, som følge deraf, også fattigere i deres følelsesliv? De udsættes så at sige for følelsesmæssig og kognitiv kummervækst i konkurrencen om erhvervelse af social kapital i form af "likes" og deslige. Éns anseelse afhænger jo i høj grad også af hvad man regner sig selv for... Her åbnes op for endnu en stribe spørgsmål, vi imidlertid vil lade være uformulerede.

Om ikke andet har "The Facebook Experiment" formodentlig indikeret, at anvendelsen af dette sociale belønnings-og følelses-forstærknings system, for nogle brugeres vedkommende, indebærer forøget risiko for nedstemthed og ringere selvanseelse.

Jeg slutter det her kritiske essay inden det udvikler sig til en bønnestage af et skriveri om en falsificerbar og teoretisk understøttet undersøgelse af Facebook-brugeres følelsestilstand og livsfylde. Så for at få en ende på fodnoten til en fodnote til historien om vor tids Store Sociale Maskine, går vi flux til moralen:

Hvis man søger glæden på Facebook, men mestendels finder den i sin misundelse over andres tilsyneladende glæde, skal man lade være!

 

NOTE

1) "Misundelse er had, for så vidt som det griber et menneske således, at han bliver bedrøvet ved en andens lykke, og omvendt glæder sig ved en andens ulykke." Baruch de Spinoza, Etik, Følelsernes definitioner § 23 (1677). Dansk udg. 2010 s.123

 

KILDER

http://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2016/12/facebook-goer-dig-ulykkelig-og... (Pressemeddelelse, KU)

http://socialsciences.ku.dk/news/facebook-makes-you-unhappy-and-lonely/t... (Formidlings-publikation)

http://online.liebertpub.com/doi/pdf/10.1089/cyber.2016.0259 (Tidsskriftsartikel, gratis)

 

BONUS-TRACK

Her er en belønning for at have læst så langt. Men du skal kun indløse den, hvis du har nerver til dystopisk læsning. Den kinesiske stat har fremskredne planer om at regulere befolkningens adfærd gennem tilkendelse af en individuel "tillids-score" bl.a. på baggrund af overvågning af aktiviteter på sociale medier. Kineserne hader virkelig social uro.

http://www.independent.co.uk/news/world/asia/china-surveillance-big-data...