Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Eduardo Galeano (1940 – 2015) Ildens Erindring bd. 1. På dansk ved Thue Hastrup

Mate er the brygget på bladene fra en art kristtorn og drikkes i store dele af Sydamerika. Her får vi forklaringen på hvordan den kom til jorden – fra månen! Nyhed i samlingen af Stjernedigte.

Månen var syg efter at komme til at betræde jorden. Hun ønskede at smage frugterne og bade sig i en flod. Takket være skyerne kunne hun stige ned. Fra solnedgang til solopgang dækkede skyerne himmelen, for at ingen skulle mærke månens fravær.

Natten på jorden blev vidunderlig. Månen gik gennem junglen i Alto Paraná, lærte mystiske dufte og smage at kende og svømmede længe i floden. En gammel bonde reddede hende to gange. Da jaguaren skulle til at sætte tænderne i månens hals, skar den gamle bæstets hals over med en kniv; og da månen var sulten, tog han hende med hjem.

- Vi byder dig af vores fattigdom, sagde bondens kone og gav hende nogle majsbrød.

Næste nat nærmede månen sig sine venners hus fra himmelen. Den gamle bonde havde bygget sin hytte i en lysning i junglen, langt væk fra landsbyerne. Der boede han, som i eksil, med sin kone og datter.

Månen opdagede, at der ikke var noget at spise i huset. Hun havde fået de sidste majsbrød. Så oplyste hun stedet med sin bedste lysstråle og bad skyerne lade en ganske særlig støvregn falde rundt om hytten. Ved solopgang var der skudt nogle ukendte træer op af jorden. Mellem bladenes mørkegrønne farver skød hvide blomster frem.

Den gamle bondes datter blev udødelig. Hun er ejer af mate-træet og vandrer rundt i verden og tilbyder den til alle andre. Mate'en vækker de søvnige, retter den dovne op og gør ukendte til søskende.

Jobs bog kapitel 38.

Far er vred – på den stakkels israelitiske fåreavler Job, som er så fræk at tvivle om Hans almagt og visdom.

Jeg fåretrækker nu King James' version fra 1611, hvor morgenstjernerne synger sammen...og Herrens stemme inde fra hvirvelvinden lyder som en stor og gal senior-sergent i et skuespil af Shakespeare.

Nyhed i samlingen af Stjernedigte. Redigeret.

Da talte Herren til Job inde fra stormen: Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand,og giv mig svar, når jeg spørger dig!

Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål – det ved du vel?

Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvor blev dens fodstykker sat ned, og hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd?

Har du nogen sinde beordret morgenen frem, anvist morgenrøden dens plads, hvor den kan gribe fat i jordens kanter, så de ugudelige rystes af den?

Da skifter jorden farve som ler til forsegling, den farves, som man farver en klædning.

De ugudelige forholdes deres lys, og den løftede arm brækkes.

Hvor er vejen til lysets bolig, og hvor har mørket sit hjem? Kan du tage det hjem til dets enemærker og føre det ad vejen til dets bolig?

Du ved det jo! Du var født dengang, og du har levet længe!

Hvor er vejen til stedet, hvor lyset spredes, hvor østenvinden breder sig over jorden?

Kan du binde Syvstjernens bånd eller løse Orions lænker? Lader du Venus gå op til rette tid, fører du Løven frem sammen med dens unger?

Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden?

Hentet fra: https://kortlink.dk/bibelselskabet/2tqfe

William Blake illustrerede Jobs bog: https://kortlink.dk/wikimedia/2tqf2

Just a moment...

Hmmm

Just a moment...

Hmmm

Herman Melvilles roman fra 1851 kan ses som en lignelse, en billedlig fortælling om menneskets rolle her i verden – og de der spiller rollerne som mennesker i romanen er hvalfangere. Den mærkeligste blandt de mærkelige typer ombord på skibet ”Pequod” er den halvgale kaptajn Ahab, på livslang jagt efter en hvid kaskelothval som snuppede hans ene ben.

Bogen er også interessant som en fantastisk detaljeret beskrivelse af sømandsliv - og tro - på sejlskibenes tid.

En af skibets fangere, en kraftigt tatoveret herre fra Oceanien, er blevet hårdt kvæstet under en hvaljagt og ved, at han snart skal dø. Derfor beder han om at blive begravet til søs på en måde, som passer med hans tro på, hvordan det går til i det hinsides. Min oversættelse. Nyhed i samlingen af Stjernedigte.

Alle havde opgivet ham, og hvad angår Queequeg selv, så blev det klart hvad han mente om sagen, da han kom frem med et besynderligt ønske. I den grå morgen, lige ved morgengry, kaldte han på én som havde vagten, holdt ham i hånden og sagde, at i Nantucket havde han set nogle små kanoer af mørkt træ, ligesom det smukke krigs-træ fra hans egen ø; og da han spurgte hvad det var for noget, fik han at vide, at alle hvalfangere som døde i Nantucket, blev lagt i disse mørke kanoer, og den skik havde han syntes godt om, for det lignede hvad hans eget folk gjorde, nemlig at balsamere den døde kriger, lægge ham i sin kano og sende ham på færd mod stjernernes øhav, for ikke blot tror de at stjernerne er øer, men at hinsides alle synlige horisonter flyder deres milde, grænseløse hav sammen med de blå himle; på den måde formes Mælkevejens hvide brænding.

Not a man of the crew but gave him up; and, as for Queequeg himself, what he thought of his case was forcibly shown by a curious favour he asked. He called one to him in the grey morning watch, when the day was just breaking, and taking his hand, said that while in Nantucket he had chanced to see certain little canoes of dark wood, like the rich war-wood of his native isle; and upon inquiry, he had learned that all whalemen who died in Nantucket, were laid in those same dark canoes, and that the fancy of being so laid had much pleased him; for it was not unlike the custom of his own race, who, after embalming a dead warrior, stretched him out in his canoe, and so left him to be floated away to the starry archipelagoes; for not only do they believe that the stars are isles, but that far beyond all visible horizons, their own mild, uncontinented seas, interflow with the blue heavens; and so form the white breakers of the milky way.

https://www.gutenberg.org/cache/epub/2701/pg2701-images.html#link2HCH0057

Moby Dick; Or, The Whale

Hmmm