INTRO STJERNEDIGTE

 

En frostklar decemberaften lå jeg i min duffelcoat på vejens knagkolde asfalt og stirrede for første gang gennem en kikkert ind i mælkevejens isblå stjernetåge. Da kulden blev for streng, gik jeg ind til mor i køkkenet og spiste svedende tallerken efter tallerken af kråsesuppe med masser af urter og svesker.

Siden da har jeg været ret "hooked" på at vide mere om, hvad stjerner er for nogle størrelser. Både de virkelige og de metaforiske.

I de her notisser har jeg samlet en samling af "Stjernedigte". Foreløbig en firs stykker.

Tekster om natten og nattehimlens fænomener: Månen, planeterne, stjernerne, stjerneskud, kometer, novaer, rummets mørke... Mest på dansk, men der er også digte på tysk, engelsk og fransk.

Jeg har moret mig gevaldigt med at skimmelæse et par hyldemeter bøger og tygge på tre spørgsmål:

Hvordan anvendes rummet og himmellegemerne som "steder"/ topoi i litterært arbejde?

Hvilke æstetiske formål kan forfattere og digtere have, i og med de skildrer oplevelser af rummet og himmellegemerne?

Mindskes brugen af stjerner &c som litterære motiver i 1900-tallet, i takt med lysforureningens forøgelse?

Hvad er lysforurening? 

http://internetdidaktik.dk/vi-kysser-stjernerne-godnat

http://erikkruse.dk/tilstjernerne.htm

Og så vil jeg ellers bare sige: værs'go at tage en tur i den litterære Wayback-Machine -

Tycho Brahe

Tycho Brahe: De Nova Stella (1573)

Om den nye og aldrig siden Verdens begyndelse i nogen tidsalders erindring før observerede stjerne, som viste sig for allerførste gang i slutningen af forgangne år.

Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed.

Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket. 

Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde.

Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. (...)

https://www.nasa.gov/image-feature/the-tycho-supernova-death-of-a-star

Jeppe Aakjær

Jeppe Aakjær: Rugens Sange (1906)

 

KARLSVOGNEN

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,

hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,

hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver

under Almagtens Pust og det Eviges Gys -

 

I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre

med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol,

og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,

staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!

 

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,

jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;

jeg har set dig saa stor over sneede Grave,

men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.

 

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,

og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,

stod du tindrende tavs i min øverste Rude

og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

(...)

A. C. Clarke

Arthur C. Clarke: 2001. En odyssé i verdensrummet (1968)

FORORD

Bag hvert nulevende menneske står tredive ånder, for antallet af afdøde er tredive gange så stort som klodens nuværende befolkning. I alt har cirka hundrede milliarder mennesker levet på vor klode.

Tallet er for så vidt interessant, for ved et ejendommeligt træf er der omtrent hundrede milliarder stjerner i vort lokale univers; Mælkevejen. For hvert menneske, der har levet, lyser følgelig en stjerne i dette univers.

Men hver eneste af disse stjerner er en sol, som ofte er langt mere strålende og imponerende end den lille stjerne nær ved os, som vi kalder Solen. Og mange - måske de fleste - af disse fremmede sole omkredses af planeter. Der er følgelig næsten med sikkerhed tilstrækkelig meget territorium i verdensrummet til, at hvert eneste medlem af arten menneske, helt tilbage til det første abemenneske, kunne have sin egen private himmel - eller sit eget private helvede - i klodeformat.

Vi har ingen mulighed for at skønne om, hvor mange af disse mulige himmeler eller helveder der er beboet, og i givet fald af hvilke væsner; den allernærmeste er en million gange længere borte end Mars og Venus, disse endnu fjerne mål for det næste slægtled. Men de skranker, afstandene sætter, er i færd med at smuldre; en skønne dag vil vi møde vore lige - eller overmænd - ude blandt stjernerne.

Menneskene har været længe om at se denne fremtidsudsigt i øjnene; nogle håber stadig, at den aldrig vil blive til virkelighed. Stedste flere spørger imidlertid: "Hvorfor har sådanne møder ikke allerede fundet sted, da vi jo nu selv står i begreb med at vove os ud i rummet?"

Ja, hvorfor mon ikke? I det følgende vil man finde et muligt svar på dette meget fornuftige spørgsmål. Men husk venligst, at bogen kun er en fantasi.

Sandheden vil, som altid, være langt mærkeligere.

A.C.C.

Haifez

Haifez (1310-90): The Day Sky

Let us be like
two falling stars in the day sky.

Let no one know of our sublime beauty
as we hold hands with God
and burn

Into a sacred existence that defies –
that surpasses
Every description of ecstasy
and love.      

Ivan Turgenev

Ivan Turgenev: En jægers dagbog (1852)

Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle. Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjertet svulmer i det længselsfulde bryst...

Så, pludselig - men her vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud imøde.

Wallace Stevens

Wallace Stevens: Stars at Tallapoosa (1922) v/ EKS

 

The lines are straight and swift between the stars.
The night is not the cradle that they cry,
The criers, undulating the deep-oceaned phrase.
The lines are much too dark and much too sharp.

The mind herein attains simplicity.
There is no moon, on single, silvered leaf.
The body is no body to be seen
But is an eye that studies its black lid.

(...)

Hurtigt og lige løber linjerne mellem stjernerne.
Natten er ikke den vugge, de råber den er.
Stemmerne lød som kom de fra oceanets bund.
Linjerne er alt for mørke og alt for tynde.

Ved dette opnår sindet enkelhed.
Månen serveres ikke på et sølvfad.
Og man ser det intet, som er i legemet,
ikkun  et øje som kigger på sit sorte låg.

 

Mer' Wallace Stevens: http://internetdidaktik.dk/snemanden

Homer

Homer: Odysseen. Af femte sang (Kalypso) v/ Mogens Boisen (1967)

 

Fartøjet rigged han til med toplenter, braser og skøder, og med en løftestang skubbed det ud på det herlige havdyb.

Dagene gik; på den fjerde var hele hans værk ført til ende, og da den femte var kommet, lod nymfen Kalypso ham drage bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.

Mørkerød vin lod hun bringe om bord i en dunk, og gudinden gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk brages om bord og det dejligste sul i rigelig mængde.

Nu lod hun blæse en velegnet brise med luftninger milde.

Glad var Odysseus og hejste sit sejl for den strygende medbør, satte sig agter ved roret og styred så kyndigt sit fartøj.

Ej fik han blund i sit øje; mod Syvstjernen spejded han stadig og mod Bootes, som synker i hav så silde om natten, eller mod bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes af andre. Altid går bjørnen i kreds og spejder i angst mod Orion. Ene blandt stjernerne bades den ej i Okéanos' strømme.

Nymfen, den skønne Kalypso, gav helten det råd, at han altid under sin færd over hav skulle have hin stjerne til venstre.

Sytten var dagenes tal, som svandt, mens han drog over havet, og på den attende skimted han først de blånende bjerge fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øjned.

H. Rasmussen 2

Halfdan Rasmussen: Noget om stjernefangst

 

Natten er så stille som en lille fugl der tier.

Det er ikke ilde med en sådan stille stund.

Tusind blanke bølgers spilledåsemelodier

Toner ind mod kysten fra det åbne Øresund.

 

Bølgerne er kolde og i månelys formummet

Månens lille jolle driver stille ind mod land,

ta'r en blå konkylje med, og stævner ud i rummet.

På den øde mole står en lille, salig mand. 

 

Det er mig, der står der. Jeg har stjerneskud i lommen.

Himmelske akkorder fylder hjertets stilhed ud.

Den jeg står og venter på er endnu ikke kommen.

Hun går nemlig osse rundt og fanger stjerneskud.

 

Se, hun vandrer roligt på en spinkel månestribe,

møder mig fortroligt med et kys som siger pling!

Ta'r et lille stjerneskud og putter i min pibe,

hvor der bor en lille sol, som fylder ingenting.

 

Alt hvad jeg kan sige er hurra! -men ganske stille,

mens min søde pige lægger øret til min mund.

Og jeg hvisker atter et hurra, der er så lille

som det sagn om Abraham, der sad i Mamrelund.

 

Sådan går vi begge gennem mange tusind nætter,

hvor de grønne hække dufter sødmefydt af maj.

Alle vores stjerneskud har himmelske dubletter,

så hvis du vil ønske, er der osse et til dig!

Oscar Wilde

Oscar Wilde: Lady Windermere's Fan (1892)

 

CECIL GRAHAM. Now, my dear Tuppy, don't be led astray into the paths of virtue. Reformed, you would be perfectly tedious. That is the worst of women. They always want one to be good. And if we are good, when they meet us, they don't love us at all. They like to find us quite irretrievably bad, and to leave us quite unattractively good.

LORD DARLINGTON. They always do find us bad!

DUMBY. I don't think we are bad. I think we are all good, except Tuppy.

LORD DARLINGTON. No, we are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.

 

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS