Mikael Niemi

Mikael Niemi: Populærmusik fra Vittula (2000) v/ Lise Skafte Jensen

Op med dørhaspen og ud i natten. Stjernehimlen åbnede sig i sin uendelighed. Måneseglet vuggede som en robåd i horisonten. Jeg kunne skimte Himalayas kæmper som spidse silhuetter til alle sider. Stjerneskæret var så stærkt, at det skyllede ned over jorden som hvide stråler fra en kæmpemæssig si.

Jeg tog rygsækken på, og bare den beskedne anstrengelse fik mig til at gispe efter vejret. Små prikker af iltmangel for rundt i synsfeltet. Hosten rev i struben. Et tørt skrald 4400 meter over havet. Foran mig kunne jeg skimte den sti, som løb stejlt op ad den stenede bjergside, til den forsvandt ud af syne i mørket. Jeg begyndte meget langsomt at klatre.

https://en.wikipedia.org/wiki/Thorong_La

J. L. Heiberg

Johan Ludvig Heiberg

 

Barcarole

Natten er saa stille

Luften er saa klar,

Duggens Perler spille

Hen ad Søens Glar.

 

Bølgens melodie

Vugge Hjertet ind;

Suk og Klage tier,

Vindens Pust befrier

Det betrygte Sind.

 

https://ugle.dk/natten_er_saa_stille.html

Whitman 1

Walt Whitman Leaves of Grass (1855 - 1892)

 

On the Beach at Night

On the beach at night,

Stands a child with her father,

Watching the east, the autumn sky.

Up through the darkness, While ravening clouds, the burial clouds, in black masses spreading,

Lower sullen and fast athwart and down the sky,

Amid a transparent clear belt of ether yet left in the east,

Ascends large and calm the lord-star Jupiter,

And nigh at hand, only a very little above,

Swim the delicate sisters the Pleiades.

(...)

http://www.gutenberg.org/files/1322/1322-h/1322-h.htm

Edith Södergran

Edith Södergran Septemberlyran (1918) v/ Peer Sibast

Triumf at være til...

Hvad frygter jeg? Jeg er del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden i millioner af verdener,
en førstegrads stjerne som slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at ånde, triumf at være til!
Triumf at mærke tiden rinde iskold gennem sine årer
og høre nattens tyste flod
og stå på bjerget under solen.
Jeg går på sol, jeg står på sol,
jeg ved af intet andet end sol.
[…]
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst til randen med liflig honning
og hun siger: engang slukkes alle stjerner, men de lyser
altid uden skræk."

https://litteratursiden.dk/forfattere/edith-sodergran

Tarjei Vesaas

Tarjei Vesaas

Kjeldene (1946) 

 

NÅR ALT ER RUNDT

Den gode gule månen

står full og rund

i djupe djupe blånen.

 

Ein liten trut på jord

får møte mot ein annen.

Utan ord.

 

https://nn.wikipedia.org/wiki/Trutmunn

 

Sophus Claussen

Sophus Claussen

Djævlerier (1904)

 

NÆTTER I - III

                   I

Jeg hører, mens Frostnattens

Maane driver,

en Lyd i det Fjærne

af Lokomotiver,

de skifter Skinner

og opkaster Flammer,

mens Maanen fra Højden

gør lyst i dit Kammer.

 

Der pranger i Natten

langs Gader og Mure

en Lysglans fra Menneskers

Huse og Skure.

Vinteren bider

os Buler og Skrammer.

Vi svarer med sprukne

Lamper og Flammer.

                  II

Den natlige By

var et glædesløst Skue,

hvis Maanen ej gjorde

saa lyst i din Stue.

Den vandrer der øverst

saa tavs og forbinder

mit Savn med al Verdens

Iltog og Skinner.

(...)

https://kalliope.org/da/work/claussen/1904

Per Højholt

Per Højholt

Skrift på vind og vand (1956)

 

Januar-elegi

I haverne luder lidt smaagrønt.

Januar synger

med maanekold dis over tjørnen

hvor bærrene hænger

som brændende kloder i klynger.

 

Blaa spor af en hund og af solsort

buskenes sanger

staar skaaret i flint over vejen

med tindrende vinge af rim som solvinden fanger.

 

Paa morgengraa frugttræer sortner

sommerens pærer

som stjærner paa udbrændte himle,

vulkanske porfyrer

med sus fra de fødende sfærer.

 

En kobberrød sol springer ud over

frosne ranunkler

og slynger igennem en lys-storm

af drejende vinkler

krystaller som isner og funkler.

 

Aa, spil fra mit liv før dette!

Solen en klase

i glidende spring over himlen

som skabt for at prise

hin smærternes kolde extase -!

 

Thøger Larsen 2

Thøger Larsen

Bakker og Bølger (1912)

 

STJERNENATTEN

Nat om Alverden!

Kloder i Smelten og Kloder i Hærden,

Stjerne-systemer,

Dybets utallige Ild-Diademer,

alle de snurrende Gnister i Himlen.

 

Ud i det høje

ser jeg som Trold med et Trealens Øje.

Ind i det sorte

vender jeg Blikket, og Nuet er borte.

Straalende Verdnerne slaar mig i Møde.

 

Frem sig at svinge

ser jeg Saturn med dens Maaner og Ringe,

Verdener vaage

ru i Orions forrygende Taage.

Spindelvæv hænger i Afgrundens Kroge.

 

Aldrig ved Randen -

evigt jeg møder kun Mørket og Branden,

Virkeligheden

blotter sin Ild, at jeg bedre kan se den,

Nærmer sig vildt fra en Himmel som Graven.

(...)

http://lemvigmuseum.dk/digte.htm

Thøger Larsen 1

Thøger Larsen

Jord (1904)

 

TILFÆLDIGHED

Som et Udyr ligger en natmørk Sky

over Maanens Gry,

den holder mod Nord et Gab på Klem -

der stikker en Spids af Halvmaanen frem,

den vokser af Gabet i Skyens Rand

som en gloende Hjørnetand.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Du mørke Dyr i yderste Øst!

Hvad er din Lyst?

Hvortil skal du bruge den brændende Tand,

som lyser ud over Hav og Land?

Der rinder vel Rædsel og Hjerteblod

om Tanden fra Od til Rod.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

 

Jeg gav mig Tilfældigheden i Vold,

og nu er den Trold.

Jeg veed saa inderlig god Besked,

men føler som den, der intet veed.

Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr

saa er Livet et Æventyr.

 

Om lidt er vel Maanen en Maane,

om lidt er vel Skyen en Sky;

men de bliver det aldrig i denne Sang.

J. L. Borges

Jorge Luis Borges

Digte 1923 - 85 v/ Peter Poulsen

 

Nattens historie

I løbet af deres generationer

rejste menneskene natten.

I begyndelsen var blindhed og søvn

og torne som sårede den nøgne fod

og frygt for ulvene.

Vi vil aldrig få at vide hvem der smedede ordet

for det skyggeinterval

som adskiller de to skumringer;

vi vil aldrig få at vide i hvilket århundrede

rummet og stjernerne fik deres tegn.

Andre frembragte myten.

De gjorde den til moder for de stille parcer

som væver skæbnen

og de ofrede sorte får

og hanen som varsler at den er forbi.

Kaldæerne gav den tolv huse;

uendelige verdener, Søjlegangen.

Latinske heksametre og Pascals forfærdelse

gav den form.

Luis de Leon så i den fædrelandet

til sin rædselsslagne sjæl.

Nu føler vi at den er uudtømmelig

som en gammel vin

og ingen kan betragte den uden svimlen

og tiden har ladet den med evighed.

Og at tænke at den ikke skulle findes

uden disse skrøbelige instrumenter, vore øjne.

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS