Stjernedigt 9

B.S. Ingemann

Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer:
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.

Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn,
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.

Det er så stille og så tyst
i himmel og på jord,
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som der bor!

Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår,
se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.

Som du, han er en fremmed her:
til himlen står hans hu,
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her, som du.

O, lær af ham din aftensang:
fred med hver sjæl på jord!
Til samme himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.

Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så!

https://ugle.dk/fred_hviler_over_land_og_by.html

Stjernedigt 8

James Joyce, Ulysses, kap. 17

What spectacle confronted them when they, first the host, then the guest, emerged silently, doubly dark, from obscurity by a passage from the rere of the house into the penumbra of the garden?

The heaventree of stars hung with humid nightblue fruit.

Mogens Boisens version:

Hvilket syn mødte dem, da de, først værten, derpå gæsten, i tavshed og dobbelt mørke dukkede frem fra dunkelhed ad en gang fra husets bagende til havens halvskygge?

Stjernernes himmeltræ hang fuldt af fugtige, natblå frugter.

http://www.jjon.org/joyce-s-words/heaventree

Stjernedigt 7

Alfred, Lord Tennyson

(...)

Beat, happy stars, timing with things below,
Beat with my heart more blest than heart can tell,
Blest, but for some dark undercurrent woe
That seems to draw—but it shall not be so:
Let all be well, be well.

https://www.poetryfoundation.org/poems/50286/maud-part-xviii-i-have-led-her-home-my-love-my-only-friend

Stjernedigt 6

 

Li Bai (701-762)

A cup of wine, under the flowering trees;
I drink alone, for no friend is near.
Raising my cup I beckon the bright moon,
For he, with my shadow, will make three men.
The moon, alas, is no drinker of wine;
Listless, my shadow creeps about at my side.
Yet with the moon as friend and the shadow as slave
I must make merry before the Spring is spent.
To the songs I sing the moon flickers her beams;
In the dance I weave my shadow tangles and breaks.
While we were sober, three shared the fun;
Now we are drunk, each goes his way.
May we long share our odd, inanimate feast,
And meet at last on the Cloudy River of the Sky.

https://www.wikiwand.com/en/Li_Bai

Stjernedigt 5

 

Robert Corydon

(1924 - 1984)

KOSMOLOGISK LANDSKAB

Maane - gennemsigtig tynd

som kalkflagen fra det hærgede hus

ruller ned gennem den

klirrende markvej

Fisken i syltetøjsglasset

er studset over

karmens brustne knast,

Øjet spejler maanen

Edderkoppen firer sig ned

langs skorstenens løbesodsside

og ormen gnaver længe

med utrolig appetit i

det bærende tømmer

Dette øjebliks tid er

det virkelig til?

Maane, fisk, edderkop og orm

er altid til - er her altid

(...)

Jeg er her endnu et øjeblik

mellem maane og fisk,

et ganske lille øjeblik endnu

til jeg er gennemsigtig som

fiskens blik eller

maanens kalk.

(Politikens Digt-antologi 6 1968)

https://biografiskleksikon.lex.dk/Robert_Corydon?utm_source=denstoredanske.dk&utm_medium=redirect&utm_campaign=DSDredirect

Stjernedigt 4

Sappho (omk. 630 - 570 f.Kr.) 

Månen og Pleiaderne

Δέδυκε μεν ἀ σελάννα
καὶ Πληΐαδεσ, μέσαι δὲ
νύκτεσ πάρα δ᾽ ἔρχετ᾽ ὤρα,
ἔγω δὲ μόνα κατεύδω

Prosa-version ved H. T. Wharton

The moon has set, and the Pleiades; it is midnight, the time is going by, and I sleep alone.

Gendigtning ved A. E. Houseman

The weeping Pleiads wester,
And the moon is under seas;
From bourn to bourn of midnight
Far sighs the rainy breeze:

It sighs from a lost country
To a land I have not known;
The weeping Pleiads wester,
And I lie down alone.

Stjernedigt 3

H.C. Andersen

 

Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,

De hjemlige Venner, hvor funkle de her!

De sende en Luftning saa frisk og saa mild,

En Lædskedrik i den brændende Ild,

Et Vindpust over det glødende Sand,

Det er som et Kys fra det danske Land!

H.C. Andersen: Hvor Himlen har Stjerner

Stjernedigt 2

J. W. von Goethe

Trost im Tränen

(...)

Die Sterne, die begehrt man nicht,
Man freut sich ihrer Pracht,
Und mit Entzücken blickt man auf
In jeder heitern Nacht.

Stjernerne, dem begærer man ikke,
Man fryder sig over deres pragt,
Og begejstret ser man dem   
Sitre i klare nætter.

(...)

J. W. von Goethe: Trost im Tränen/ Trøst gennem tårer.

Stjernedigt 1

"Stjernedigte" er -

Uddrag af og links til litterære tekster om natten og nattehimlen.

Undersøgelse af to spørgsmål: Hvordan anvendes nattens mørke, Månen, stjernerne og rummet som "steder"/ topoi? Hvilke formål kan forfattere og digtere have med at skildre (oplevelser af) rummet og himmellegemerne?

Litterær Wayback-machine til tiderne før lysforurening.  

http://internetdidaktik.dk/vi-kysser-stjernerne-godnat

 

Carsten Hauch: Pleiaderne ved Midnat.

 

Vi ere de natlige Væversker,

Der sanke de usynlige Traade

Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,

Hvor Vævens Ende staaer.

 

Svævende Nattesyner,

Aldrig trættede,

Flyvere uden Vinger,

Med hvem dog ingen Fugl

Kan maale sig i Flugt.

 

For os er Tiden knap begyndt,

Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,

Nysudrugede,

Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,

Drømmer om Æoner og Evigheder,

Og troe, at Enden er der,

Skjøndt de ei endnu have fuldendt

Et eneste Kredsløb

Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,

De Lysøiede,

Hvis Blik funkler igjennem Sløret,

Og der bærer utallige Verdners Tryk,

Uden at mærke det;

Og der ligne svulmende Druer,

Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

 

Hvad I kalde tusinde Aar,

Er kun et kløvet Sekund,

For kort til at vort Øies Blink

Deri

Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre.

Som kredser i Melkeveiens Ring.

 

For os er Eders længste Sorg

Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag

Før dens hurtige Død.

 

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,

Og selv de længste Baner,

Hvori lysende Verdner dreie sig,

Ere for Intet at regne

Mod Evighedens usynlige Kreds,

Hvortil Tiderne aldrig naae;

Og skjøndt vi udmaale dem

Med Millioner af Aar,

Ere de kun som en Strøm,

Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,

Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,

I de høie Aanders Rige,

Som forløstes fra Tidernes Tryk.

https://kalliope.org/da/text/hauch1861a0

 

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS