Stjernedigt 19

Johannes V. Jensen

Kongens Fald (1901)

 

Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat. Himlen var som hvide Roser. Langt ude, en Mil ude, brændte en Glædesild paa en Høj.

Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen var taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.

Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer.

http://www.gutenberg.org/files/36942/36942-h/36942-h.htm

Stjernedigt 18

Vincent van Gogh

Af brev til Theo van Gogh

And it does me good to do what’s difficult. That doesn’t stop me having a tremendous need for, shall I say the word — for religion — so I go outside at night to paint the stars, and I always dream a painting like that, with a group of lively figures of the pals.

https://artsandculture.google.com/asset/starry-night/uQE3XORhSK37Dw?hl=en

Stjernedigt 17

William Heinesen

Tårnet ved verdens ende (1976)

 

DET ER SENT PÅ ÅRET OG SENT PÅ DAGEN OG SENT I LIVET

Aftenskumringen er ved at gå over i mørke og de første stjerner er i sigte. Det tegner til at blive en klar stjernenat.

Foran mig på bordet hvor jeg (Amaldus Erindreren, den Aldrende) sidder og skriver, ligger Faders gamle sammenskydelige Nelson-kikkert med de blankpolerede messingbeslag, den er endnu i god stand, og om et øjeblik agter jeg mig ud under himlen for at rette den mod Andromedatågen, det fjerne univers, som skal være to millioner lysår borte, hvilket ikke er til at kimse ad når man tager i betragtning at et lysår er den tid, lyset tilbagelægger på et år med en fart af 300.000 kilometer i sekundet. Det giver en smuk fornemmelse af albuerum at stå og se ned i denne uhyre fortid, selv om det man ser kun er en svag, hendøende tande i natten.

"Som lyset fra en hornlygte," sagde de gamle Kaldæere om lyset fra denne verden bag verden, og det billede sætter sig fast, for sådan en dunkel og tåget lygte var det vi plejede at gå og lyse med engang i en fjern barndom i skumre smøger mellem huse, der ikke mere er til. Det var ganske vist ingen hornlygte, men en tom blikdåse med pergamentpapir bundet for den åbne ende og med en lysestump indeni og et hul i "taget" som lyset kunne ånde ved.

Så gik vi da med denne Andromedatåge og lyste, et sted langt nede i tiden, som endnu dengang havde en evigheds dimensioner. 

                                                                                       *

Hvem går og lyser med den gamle slørede verdenslygte dybt dernede på bunden af tiden?

En lille dreng og en ung kvinde, og den unge kvinde er hans moder. De går i den stille aften gennem krogede gyder, der henligger i en em af tanglugt og tørverøg, og videre ad høduftende stier ud til Skansen. Her sidder de og ser hvordan mørket vokser og bliver almægtigt. Når han holder lygten op foran sin moders ansigt lyser den som en måne på hendes kinder og mund og hage. Så er der kun dette ansigt at se - intet andet i hele verden end dette ansigt, der tegner sig mildt mod det vældige mørke.

Så kan det et øjeblik være et hvilketsomhelst sted i en hvilkensomhelst tid, og I er uden navn og historie, kun Moder og Barn, de første og de sidste.

Stjernedigt 16

William Heinesen

Sange mod Vaardybet (1927)

 

Opbrud

Vaarlige Stjerner stiger

frem bag Havets Rand.

Sagte skummer om Skibet

det grønligt-dæmrende Vand.

Store Stjerner blafrer

som Baal ved Havødets Rand.

 

Foran os glitrer i Hvælvet

en myldrende Maanebro -

en Vej ind til Søvnen og Drømmen

i Nattens Havbliks-Ro.

Henrykt stejler mod Hvælvet

den lynende Maanebro!

 

Storer Stjerner blafrer

over den sunkne Kyst.

Dybdernes rolige Riger

favner os gæstmildt og tyst.

Stjerner flyder paa Havet

over den sunkne Kyst.

 

Sjælen vaares, og Drømmen

er endeløst varm og vild.

Hvælvenes funklende Spejle

laaner Ild af dens Ild.

Alle de isede Stjerner

varmer sig ved dens Ild.

 

Stjernedigt 15

Joseph v. Eichendorff (1788 - 1857) v/ Poul P.M. Pedersen

 

MÅNENAT

Det var, som havde himlen så stille kysset vor Jord,

at Jorden om den drømte i alt sit blomsterflor.

Der lufted over vange, og kornet bølged tyst,

så sagte skoven suste, det var så stjernelyst.

Og også sjælen bruste på brede vinger frem,

fløj gennem de stille lande, som fløj den til sit hjem.

https://de.wikipedia.org/wiki/Mondnacht_(Eichendorff)

 

Stjernedigt 14

Vergil (70 - 19 f. Kr.) v/Johannes Loft

 

NATTESTYKKER

(...)

Natten lå over land. Nu kvæged den liflige slummer

alle de trætte; nu faldt til ro de susende skove,

havets brus var stilt, og stjerner gled over himlen,

marken lå tavs; der var tyst blandt kvæg og brogede fugle,

alt, hvad den gennemsigtige sø, de buskede gærder

gemte af liv, lå hvilende hen i den natlige stilhed;

smerte var lægt, og kummer var glemt, og arbejdet standset.

(...)

https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Ludger_tom_Ring_d._%C3%84.,_Virgil,_about_1538.jpg

Stjernedigt 13

H. C. Andersen

I Sverrig Kap. 30 (1851)

Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner. Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum. dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt, Gud.

Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg Hvo skal være din Ledsager. Her er din ny Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du! Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.

 

Stjernedigt 12

Tove Ditlevsen

Lille Verden (1942)

 

FORÅR 1942

Nu spinder den drømmende måne

sit dæmpede, slørede spind,

smyger sig ind over huse og vej,

blidt som et pigeligt sind.

 

Sænker sit sølv over skovene,

hvisker, at somren er nær -

da skælver sagte i vindens sus

de unge, knoppede trær.

 

Dyrene sover uroligt

i nat under stjernernes tegn,

de drømmer om isfrit, blinkende hav

og drivende sommerregn.

 

Længslerne løsnes og lever

som hvide kastanielys,

vindene jager det visne løv,

om lidt skal alt liv fornys.

 

Våren er kommet til verden;

se hvor det pusler og gror -

den stryger med milde hænder om

vor trætte, sårede jord.

Stjernedigt 11

Michael Strunge

Vi folder drømmenes faner ud (1981)

 

NATMASKINEN

Langsomt oplades natten af byens lys.

Stjerneknapperne blinker

og på måneskærmen ses de første billeder.

Åh, jeg vugges som på en damper,

et tungt exprestog gennem mørket,

flyver højt i natmaskinen.

Skyerne af drømmedamp

hvisker hvidt til jorden.

Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle.

Mørket fyldes tæt af en summen af energi...

(...)

Stjernedigt 10

J.V. von Goethe

An den Mond

Füllest wieder Busch und Tal
Still mit Nebelglanz,
Lösest endlich auch einmal
Meine Seele ganz;

Breitest über mein Gefild
Lindernd deinen Blick,
Wie des Freundes Auge mild
Ûber mein Geschick.

(...)

Til Månen

Fyld igen hver skov og dal
Med stille tågeglans
Og sæt endnu engang
Min sjæl helt fri;

Udbred lindrende dit blik
Over landskabet mit,
Kig vennesælt og mildt    
til mig og mine marker.

V/ Erik K. Sørensen

https://kalliope.org/da/text/goethe2002073101

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS