Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Li Bai (701-762): Drinking with the Moon.

Li Bai var en vagabonderende digter og drukmås fra Tang-perioden, og han kunne bruge en rus til noget fornuftigt. Fx som motiv for et nydeligt digt om at danse fuld og glad sammen med fuldmånen.

A cup of wine, under the flowering trees;
I drink alone, for no friend is near.
Raising my cup I beckon the bright moon,
For he, with my shadow, will make three men.

The moon, alas, is no drinker of wine;
Listless, my shadow creeps about at my side.
Yet with the moon as friend and the shadow as slave
I must make merry before the Spring is spent.

To the songs I sing the moon flickers her beams;
In the dance I weave my shadow tangles and breaks.
While we were sober, three shared the fun;
Now we are drunk, each goes his way.

May we long share our odd, inanimate feast,
And meet at last on the Cloudy River of the Sky.

Biografi:

https://www.wikiwand.com/en/Li_Bai

Li Bai | Wikiwand

Li Bai , also known as Li Bo, courtesy name Taibai , art name Qinglian Jushi , was a Chinese poet acclaimed from his own day to the present as a genius and a romantic figure who took traditional poetic forms to new heights. He and his friend Du Fu were the two...

Sappho fra Lesbos (ca. 630 - 570 f.Kr.) v/ EKS

En af de få (den eneste?) kvindelige græske lyrikere, der er overleveret tekster fra. Platon holdt angiveligt meget af hendes digte. 

Månen er gået i seng, Syvstjernen ligeså. 

Det er midnat, tiden går og jeg sover alene.

Δέδυκε μεν ἀ σελάννα
καὶ Πληΐαδεσ, μέσαι δὲ
νύκτεσ πάρα δ᾽ ἔρχετ᾽ ὤρα,
ἔγω δὲ μόνα κατεύδω

http://kortlink.dk/loebclassics/2b9uc

Prosa-version ved H. T. Wharton

The moon has set, and the Pleiades; it is midnight, the time is going by, and I sleep alone.

Gendigtning ved A. E. Houseman

The weeping Pleiads wester,
And the moon is under seas;
From bourn to bourn of midnight
Far sighs the rainy breeze:

It sighs from a lost country
To a land I have not known;
The weeping Pleiads wester,
And I lie down alone.

Hmmm

H.C. Andersen (1805 - 1875): Hvor Himlen har Stjerner

Digteren møder nede i Italien sine gamle venner fra hjemlandet, stjernerne. Det syn modvirker hjemve og minderne køler så dejligt i det hede middelhavsklima.

Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,

De hjemlige Venner, hvor funkle de her!

De sende en Luftning saa frisk og saa mild,

En Lædskedrik i den brændende Ild,

Et Vindpust over det glødende Sand,

Det er som et Kys fra det danske Land!

H.C. Andersen: Hvor Himlen har Stjerner

J. W. v Goethe (1749 - 1832): Trost im Tränen. Min gendigtning.

(...)

Die Sterne, die begehrt man nicht,
Man freut sich ihrer Pracht,
Und mit Entzücken blickt man auf
In jeder heitern Nacht.

(...)

Stjernerne, dem begærer man ikke,
Man fryder sig over deres pragt,
Og med begejstring ser man dem   
I alle klare nætter.

J. W. von Goethe: Trost im Tränen/ Trøst gennem tårer.

Carsten Hauch (1790 - 1872): Pleiaderne ved Midnat. (1861)

Mælkevejen er en skiveformet samling af stjerner, en galakse, som drejer rundt. Så meget kunne 1800-tallets  astronomer blive enige om, men de havde ikke midler til at erkende, hvorvidt vores galakse er hele universet, eller blot en del.

Menneskene menneskeliggør (med et spiritustest-egnet ord: antropomorficerer) naturen - fx ved at opfinde stjernebilleder, med jordiske konnotationer - og på den måde gør de universet beboeligt. Det gør Carsten Hauch også i dette digt, hvor han anlægger det helt store perspektiv på tingene. Vi hører skæbnegudindernes sang om tiden - og evigheden. 

Hauch mente, ligesom fx fysikeren H.C. Ørsted, at der er en en sammenhæng i alting, en "ånd i naturen". Man kalder denne filosofiske og litterære retning "universalromantik". I 1860-erne var romantikken imidlertid under afvikling. På den måde var det allerede et gammeldags digt, da det blev skrevet.

Vi ere de natlige Væversker,

der sanke de usynlige Traade

Fra Melkeveiens yderste Rundkreds,

Hvor Vævens Ende staaer.

Svævende Nattesyner,

Aldrig trættede,

Flyvere uden Vinger,

Med hvem dog ingen Fugl

Kan maale sig i Flugt.

For os er Tiden knap begyndt,

Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner,

Nysudrugede,

Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav,

Drømmer om Æoner og Evigheder,

Og troe, at Enden er der,

Skjøndt de ei endnu have fuldendt

Et eneste Kredsløb

Omkring de fastforbundne Atlasdøttre,

De Lysøiede,

Hvis Blik funkler igjennem Sløret,

Og der bærer utallige Verdners Tryk,

Uden at mærke det;

Og der ligne svulmende Druer,

Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer.

Hvad I kalde tusinde Aar,

Er kun et kløvet Sekund,

For kort til at vort Øies Blink deri

Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre.

Som kredser i Melkeveiens Ring.

For os er Eders længste Sorg

Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag

Før dens hurtige Død.

Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn,

Og selv de længste Baner,

Hvori lysende Verdner dreie sig,

Ere for Intet at regne

Mod Evighedens usynlige Kreds,

Hvortil Tiderne aldrig naae;

Og skjøndt vi udmaale dem

Med Millioner af Aar,

Ere de kun som en Strøm,

Der udtørres og hensvinder i en Sommerdag,

Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres,

I de høie Aanders Rige,

Som forløstes fra Tidernes Tryk.

https://kalliope.org/da/text/hauch1861a0