Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Tycho Brahe (1546-1601): De Nova Stella (1573)

Tycho Brahe blev som barn på det nærmeste kidnappet og adopteret af en velhavende, men arvinge-løs onkel. Han voksede op på et gods i Skåne og her oplevede han i 1572 det syn, som førte ham ind på den astronomiske løbebane.

Beskrivelsen af fænomenet - som vi nu ved var en eksploderende stjerne, en nova - har adskillige knæfald for kristendommen. Dengang ønskede ingen, heller ikke fra samfundets allerhøjeste klasser, at blive beskyldt for kætteri eller vantro. En begynder ud i astronomien bør ikke udfordre det konventionelle verdensbillede for voldsomt. Forsigtighed er en dyd.

Han foregiver ikke at vide, hvad det er han har set, men hævder samtidig, at det er der heller ingen andre som ved, hverken naturforskere eller teologer.

I hovedsagen er han ude på at foretage nøjagtige observationer og fremlægge facts. Teorier om universets beskaffenhed må bygge på facts. Det er det radikalt moderne ved Tycho Brahes tilgang til astronomien.

Tycho Brahe var ikke nem at omgås og en slem bondeplager. Men han satte nye standarder for den astronomiske videnskab. Det står tilbage.

Om den nye og aldrig siden Verdens begyndelse i nogen tidsalders erindring før observerede stjerne, som viste sig for allerførste gang i slutningen af forgangne år.

Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed.

Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket. 

Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde.

Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. (...)

Kilde:

kortlink.dk/kb/2baxh

Tycho Brahe: De nova Stella. A1

Hmmm

Jeppe Aakjær (1866 - 1930): Rugens Sange (1906)

Karlsvognen er blandt de første stjerne-figurer børn lærer at kende. 

Stjernebilleder bringer lidt orden i stjernemylderet. Og orden giver tryghed i dette svimlende univers.

KARLSVOGNEN

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,

hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,

hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver

under Almagtens Pust og det Eviges Gys -

I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre

med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol,

og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,

staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,

jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;

jeg har set dig saa stor over sneede Grave,

men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,

og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,

stod du tindrende tavs i min øverste Rude

og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

(...)

Hafez (1310-90): The Day Sky

Islamisk mystik er en sund modvægt til det doktrinære islam. Perseren og sufien Hafez var tilhænger af "hiin enkeltes" oplevelse og selvstændige fortolkning af Guds hensigter og veje.

Der falder også stjerner om dagen, men vi kan ikke se dem. Når stjerner - og mennesker - falder og dør, griber de Guds hænder og går ind til ham.

Let us be like
two falling stars in the day sky.

Let no one know of our sublime beauty
as we hold hands with God
and burn

Into a sacred existence that defies –
that surpasses
Every description of ecstasy
and love.      

Ivan Turgenev (1818 - 1883): En jægers dagbog (1852)

En harsk kritik af den russiske landbefolknings slaveliv, inden ophævelsen af livegenskabet. Turgenevs listige bog gled gennem Zarens censur, fordi den overfladisk set blot er en buket velskrevne fortællinger om jægerlivets glæder.

Senere erkendte man fejlen. Turgenev forvistes til provinsen, med samt forbud mod at offentliggøre noget som helst. Rusland har altid haft en særpræget kulturpolitik.

(...)

Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle.

Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjertet svulmer i det længselsfulde bryst...

Så, pludselig - men her vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud i møde.

(...)

https://en.wikipedia.org/wiki/A_Sportsman%27s_Sketches

Homer (formentlig 8. årh. f. Kr) : Odysseen. Af femte sang (Kalypso) v/ Mogens Boisen (1967)

Her får vi oplysninger om, hvordan de gamle grækere navigerede ved hjælp af stjernerne.

Almindeligvis plejede oldtidens søfarende at holde landkending og lægge til land om natten. Men Odysseus er en rigtig helt og ikke bange for det åbne hav. Desuden længes han stærkt efter at komme hjem efter 20 års udlændighed. Han tager den lige vej hjemad.

Fartøjet rigged han til med toplenter, braser og skøder, og med en løftestang skubbed det ud på det herlige havdyb.

Dagene gik; på den fjerde var hele hans værk ført til ende, og da den femte var kommet, lod nymfen Kalypso ham drage bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.

Mørkerød vin lod hun bringe om bord i en dunk, og gudinden gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk brages om bord og det dejligste sul i rigelig mængde.

Nu lod hun blæse en velegnet brise med luftninger milde.

Glad var Odysseus og hejste sit sejl for den strygende medbør, satte sig agter ved roret og styred så kyndigt sit fartøj.

Ej fik han blund i sit øje; mod Syvstjernen spejded han stadig og mod Bootes, som synker i hav så silde om natten, eller mod bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes af andre. Altid går bjørnen i kreds og spejder i angst mod Orion. Ene blandt stjernerne bades den ej i Okéanos' strømme.

Nymfen, den skønne Kalypso, gav helten det råd, at han altid under sin færd over hav skulle have hin stjerne til venstre.

Sytten var dagenes tal, som svandt, mens han drog over havet, og på den attende skimted han først de blånende bjerge fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øjned.

Oscar Wilde (1854 - 1900): Lady Windermere's Fan (1892)

Oscar Wilde er nok mest kendt som en vittig og dekadent dandy, som måtte betale en høj pris for at udleve sin seksualitet i victoriatidens England.

Det viste sig, at der var mere under den festlige overflade - nedenfor et link til det meget personlige digt: The Ballad of Reading Gaol. 

Her er et uddrag af en kodet samtale mellem tre victorianske bøsser. Stjernerne bruges muligvis som udtryk for håbet om engang at blive fri for frygten - for omverdenens  fordømmelse...

CECIL GRAHAM. Now, my dear Tuppy, don't be led astray into the paths of virtue. Reformed, you would be perfectly tedious. That is the worst of women. They always want one to be good. And if we are good, when they meet us, they don't love us at all. They like to find us quite irretrievably bad, and to leave us quite unattractively good.

LORD DARLINGTON. They always do find us bad!

DUMBY. I don't think we are bad. I think we are all good, except Tuppy.

LORD DARLINGTON. No, we are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.

(...)

The Ballad of Reading Gaol:

https://www.poetryfoundation.org/poems/45495/the-ballad-of-reading-gaol

The Ballad of Reading Gaol by Oscar Wilde | Poetry Foundation

I

William  Blake (1757 - 1827) Night/ To the Evening Star. Songs of Innocence (1789)

Lys er en metafor for bevidsthed.

I det apokryfe Thomas-evangelium siger Jesus: "Der er lys i det indre af et lysmenneske, og det oplyser den hele verden. Hvis det ikke lyser, er der mørke."

Ordet "guru" er sanskrit og betyder "mørke-fjerner", en åndelig vejleder som kan ødelægge mørket. Når formørkende illusioner er opløst, kan der blive lys i menneskene.

William Blake var en lysmager.

Night

The sun descending in the west,
The evening star does shine;
The birds are silent in their nest,
And I must seek for mine.
The moon, like a flower,
In heaven's high bower,
With silent delight
Sits and smiles on the night.

Farewell green fields and happy groves.
Where flocks have took delight;
Where lambs have nibbled, silent moves
The feet of angels bright;
Unseen they pour blessing,
And joy without ceasing,
On each bud and blossom,
And each sleeping bosom.

(...)

Fra Poetical Sketches (1783):

To the Evening Star

Thou fair-hair'd angel of the evening,
Now, while the sun rests on the mountains, light
Thy bright torch of love; thy radiant crown
Put on, and smile upon our evening bed!

Smile on our loves; and, while thou drawest the
Blue curtains of the sky, scatter thy silver dew
On every flower that shuts its sweet eyes
In timely sleep.

(...)

Charles Dickens (1812 - 1870): A child's dream of a star.

Succesforfatteren Dickens vidste præcist hvordan han skulle få listet lidt menneskelighed ind i victoriatidens borgerskab, i forhold til samfundets fattige og udstødte - og dem var der mange af under Englands rapide industrialisering.

Virkemidlerne var en hverdagsagtig dialog, klar persontegning, godt med sentimentalitet, robust humor, happy endings - og en knivspids ironi.

I dette uddrag anes forfatterens mening om barnetro - og religion i det hele taget.

There was once a child, and he strolled about a good deal, and thought of a number of things. He had a sister, who was a child too, and his constant companion. These two used to wonder all day long. They wondered at the beauty of the flowers; they wondered at the height and blueness of the sky; they wondered at the depth of the bright water; they wondered at the goodness and the power of God, who made the lovely world.

They used to say to one another, sometimes, supposing all the children upon earth were to die, would the flowers and the water and the sky be sorry? They believed they would be sorry. For, said they, the buds are the children of the flowers, and the little playful streams that gambol down the hillsides are the children of the water; and the smallest bright specks playing at hide-and-seek in the sky all night must surely be the children of the stars; and they would all be grieved to see their playmates, the children of men, no more.

There was one clear shining star that used to come out in the sky before the rest, near the church-spire, above the graves. It was larger and more beautiful, they thought, than all the others, and every night they watched for it, standing hand in hand at a window. Whoever saw it first cried out, “I see the star!” And often they cried out both together, knowing so well when it would rise and where. So they grew to be such friends with it, that, before lying down in their beds, they always looked out once again, to bid it good night; and when they were turning round to sleep, they used to say, “God bless the star!”

(...)

https://www.poetryfoundation.org/poets/charles-dickens
 

Charles Dickens | Poetry Foundation

Charles Dickens was one of the most famous and successful writers in 19th-century England. Along with 14 novels, many of them rich in topical allusion, he produced a body of work as reporter, essayist, correspondent, and editor that constitutes a lifelong account...

Paul Verlaine (1844 - 1896): Clair de lune. Prosaversioner v/ EKS og William Rees.

Votre âme est un paysage choisi

Que vont charmant masques et bergamasques

Jouant du luth et dansant et quasi

Tristes sous leurs déguisements fantasiques.

Tout en chantant sur le mode mineur

L'amour vainqueur et la vie opportune,

Ils n'ont pas l'air de croire à leur bonheur

Et leur chanson se mêle au clair de lune,

Au calme clair de lune triste et beau,

Qui fait rêver les oisaux dans les arbres

Et sangloter d'extase les jets d'leau,

Les grands jets d'eau sveltes parmi les marbres.

Måneskin

Din sjæl er et udsøgt landskab

Hjemsøgt af maskede folkedansere

Som spiller lut og danser langsomt frem

Næsten bedrøvede bag deres fantasifulde forklædninger

Tvivler de om lykken og synger sange i mol om livets glæder og kærligheds-erobringer.

Og sangen blandes med måneskinnet

Det klare måneskin bedrøvet og smukt

Skænker drømme til fuglene i træerne

Og lader fontænerne hulke af fryd,

De høje slanke fontæner blandt marmorstatuerne.

Moonlight

Your soul is a select landscape bewitched by masques and bergamasques playing the lute as they go and dancing and almost sad beneath their fanciful disguises.

Singing as they go in the minor key of conquering love and the favours of life, they don't seem quite to believe in their happiness and their song mingles with the moonlight,

With the clear moonlight, sad and beautiful, that sets the birds dreaming in the trees and the fountains sobbing in ecstacy, the tall slender fountains amid the marble statues.

Gendigtning af et andet Verlaine-digt og biografisk skitse:

http://internetdidaktik.dk/o-skoere-katedral

Digt: Verlaine: O skøre katedral!

Paul Verlaine (1844-96): Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! Gendigtning v/ EKS Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! C'est vers le Moyen Age énorme et délicat Qu'il faudrait que mon coeur en panne naviguât, Loin de nos jours d'esprit...

Rainer Maria Rilke (1875 - 1926): Nachthimmel und Sternenfall. Min gendigtning.

Stjerneskud er ofte blevet set som dødstegn. Stjerner "fødes" "lever" og "dør" - thi menneskene kan ikke lade være med at menneskeliggøre universet.  

Rilke var super-følsom lyriker og ikke skabt til denne barske verden. Militærtjenesten i det senile Østrig-Ungarske kejserriges sidste dage var en oplevelse, som dæmpede hans digterkraft i lang tid. 

Nachthimmel und Sternenfall

Der Himmel, groß, voll herrlicher Verhaltung,
ein Vorrat Raum, ein Übermaß von Welt.
Und wir, zu ferne für die Angestaltung,
zu nahe für die Abkehr hingestellt.

Da fällt ein Stern! Und unser Wunsch an ihn,
bestürzten Aufblicks, dringend angeschlossen:
Was ist begonnen, und was ist verflossen?
Was ist verschuldet? Und was ist verziehn?

Nattehimmel og stjerneskud

Himlen er så stor, fuld af herlig ro
et forråd af rum, et overmål af verdener.
Og vi, som ikke er med i planen, fordi vi bor for langt borte,
er alt for nær ved at blive sagt op og sat til side.

Der faldt en stjerne! Og med bestyrtede
himmelvendte øjne ønsker vi inderligt et svar:
Hvad er begyndt, og hvad er afsluttet?
Hvad skylder vi? Og hvad har vi forspildt?