Leo Tolstoy: Anna Karenina

 

Leo Tolstoy (1828 - 1910): Anna Karenina del 8 kap. 19 (1877) v/ EKS efter C. Garnett. Gutenberg.org  

Romanen Anna Karenina kritiserer den kvindelige kærligheds vilkår i russiske adelskredse - og er samtidig en beretning om forfatterens omvendelse til kristendommen og opdagelse af hvor godt og nyttigt man kan leve ude på landet, i modsætning til livet i hovedstaden, hvor man blot spilder tid og penge på tom og kostbar selskabelighed.

Uddraget er en beskrivelse af et tordenvejr som illustrerer personens sindsstemning; en ung fader, alvorligt i tvivl om sin livsanskuelse.

Levin er ikke jøde, som man måske skulle tro, men repræsenterer forfatteren.

På engelsk er "Levin" et arkaisk ord for lynstråle:

https://en.wiktionary.org/wiki/levin

Beslægtet med en gammelt russisk betegnelse for en fakkel:

https://en.wiktionary.org/wiki/%D0%BB%D1%83%D1%87#Russian

 

Levin gik ud af børneværelset og var igen alene. Øjeblikkeligt vendte han tilbage til en tanke, i hvilken der var noget uklart.

I stedet for at gå ind i dagligstuen, hvorfra han hørte stemmer, gik han ud på terrassen, støttede albuerne mod rækværket og stirrede ind i himlen.

Det var næsten mørkt nu, og mod syd var himlen skyfri. Tordenvejret var drevet i modsat retning; der kom stadig glimt af lyn og en fjern torden derfra. Levin lyttede til den monotone dryppen fra citronbuskene i haven og kiggede på den velkendte trekant af stjerner og Mælkevejens grene, som løb gennem dens midte.

Ved hvert lynglimt forsvandt Mælkevejen og selv de klareste stjerner, men så snart glimtet forsvandt, dukkede de frem igen, som om en hånd omhyggeligt havde kastet dem tilbage på deres pladser.

 

Going out of the nursery and being again alone, Levin went back at once to the thought, in which there was something not clear.

Instead of going into the drawing-room, where he heard voices, he stopped on the terrace, and leaning his elbows on the parapet, he gazed up at the sky.

It was quite dark now, and in the south, where he was looking, there were no clouds. The storm had drifted on to the opposite side of the sky, and there were flashes of lightning and distant thunder from that quarter. Levin listened to the monotonous drip from the lime trees in the garden, and looked at the triangle of stars he knew so well, and the Milky Way with its branches that ran through its midst. At each flash of lightning the Milky Way, and even the bright stars, vanished, but as soon as the lightning died away, they reappeared in their places as though some hand had flung them back with careful aim.

 

 

Filosofi: Heideggers spørgsmål til teknikken

Et inventarium. Titelblad til Ole Worm: "Musei Wormiani" 1655. Wikipedia.

 

Indledning

Efter i 1920'erne at have opnået ry som fornyende europæisk åndsfyrste, blev Martin Heidegger i 1933 rektor for universitetet i Freiburg, samme år som nazisternes magtovertagelse.

Bjørnstjerne Bjørnson: Aftnen er stille

 

Bjørnstjerne Bjørnson (1832 - 1910): Aftnen er stille, timerne trille (1866)

Bjørnson var en af de gæve norske stridsdigtere (Wergeland, Ibsen, Grieg), men kunne også være ret inderlig.

I dette digt bruges naturen og natten som billede på et tilfælde af kærligheds-syge.

 

Aftnen er stille,
timerne trille
lydløse ned i det evige væld.
Kun mine tanker
lyttende vanker, -
vil hun ej komme i kvæld,
- ej komme i kvæld?

Vinteren drømmer,
stjernerne svømmer
gennem dens florlette syner og ler,
nævnende sommer,
elskov og blommer, -
tør hun ej møde mig mer,
- ej møde mig mer?

Havet, med panden
is-lagt mod stranden,
sukker i længsel og rejsesyg ro.
Skibe for anker,
sejlfyldte tanker, -
o, vi må findes, vi to,
- må findes, vi to!

Sneen har dalet,
tumlet og malet
eventyr-let den skovdunkle vej.
Dyrene lister,
slagskygger frister:
var det dit fodtrin, o nej,
- dit fodtrin, o nej!

Modet du savner,
rimfrosten favner
længselens grene, fortryllet du står.
Men jeg tør sprænge
dækket og trænge
ind, hvor i drømme du går,
- i drømme du går.

Tycho Brahe: De Nova Stella

Tycho Brahe (1546-1601): De Nova Stella (1573)

Tycho Brahe blev som barn på det nærmeste kidnappet og adopteret af en velhavende, men arvinge-løs onkel. Han voksede op på et gods i Skåne og her oplevede han i 1572 det syn, som førte ham ind på den astronomiske løbebane.

Beskrivelsen af fænomenet - som vi nu ved var en eksploderende stjerne, en nova - har adskillige knæfald for kristendommen. Dengang ønskede ingen, heller ikke fra samfundets allerhøjeste klasser, at blive beskyldt for kætteri eller vantro. En begynder ud i astronomien bør ikke udfordre det konventionelle verdensbillede for voldsomt. Forsigtighed er en dyd.

Han foregiver ikke at vide, hvad det er han har set, men hævder samtidig, at det er der heller ingen andre som ved, hverken naturforskere eller teologer.

I hovedsagen er han ude på at foretage nøjagtige observationer og fremlægge facts. Teorier om universets beskaffenhed må bygge på facts. Det er det radikalt moderne ved Tycho Brahes tilgang til astronomien.

Tycho Brahe var ikke nem at omgås og en slem bondeplager. Men han satte nye standarder for den astronomiske videnskab. Det står tilbage.

 

Om den nye og aldrig siden Verdens begyndelse i nogen tidsalders erindring før observerede stjerne, som viste sig for allerførste gang i slutningen af forgangne år.

Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed.

Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket. 

Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde.

Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. (...)

 

Kilde:

kortlink.dk/kb/2baxh

Jeppe Aakjær: Karlsvognen

 

Jeppe Aakjær (1866 - 1930): Rugens Sange (1906)

Karlsvognen er blandt de første stjerne-figurer børn lærer at kende. 

Stjernebilleder bringer lidt orden i stjernemylderet. Og orden giver tryghed i dette svimlende univers.

 

KARLSVOGNEN

I det vældige Rum, hvori Kloderne svæver,

hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,

hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver

under Almagtens Pust og det Eviges Gys -

 

I det Tavshedens Dyb er du sat til at vandre

med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol,

og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,

staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!

 

Jeg har talt dine Hjul, før jeg knap kunde stave,

jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;

jeg har set dig saa stor over sneede Grave,

men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim.

 

Laa jeg skræmmet i Drømme om Farer derude,

og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,

stod du tindrende tavs i min øverste Rude

og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.

(...)

Hafez: The Day Sky

 

Hafez (1310-90): The Day Sky

Islamisk mystik er en sund modvægt til det doktrinære islam. Perseren og sufien Hafez var tilhænger af "hiin enkeltes" oplevelse og selvstændige fortolkning af Guds hensigter og veje.

Der falder også stjerner om dagen, men vi kan ikke se dem. Når stjerner - og mennesker - falder og dør, griber de Guds hænder og går ind til ham.

 

Let us be like
two falling stars in the day sky.

Let no one know of our sublime beauty
as we hold hands with God
and burn

Into a sacred existence that defies –
that surpasses
Every description of ecstasy
and love.      

Ivan Turgenev: En jægers dagbog

 

Ivan Turgenev (1818 - 1883): En jægers dagbog (1852)

En harsk kritik af den russiske landbefolknings slaveliv, inden ophævelsen af livegenskabet. Turgenevs listige bog gled gennem Zarens censur, fordi den overfladisk set blot er en buket velskrevne fortællinger om jægerlivets glæder.

Senere erkendte man fejlen. Turgenev forvistes til provinsen, med samt forbud mod at offentliggøre noget som helst. Rusland har altid haft en særpræget kulturpolitik.

(...)

Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle.

Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjertet svulmer i det længselsfulde bryst...

Så, pludselig - men her vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud i møde.

(...)

https://en.wikipedia.org/wiki/A_Sportsman%27s_Sketches

Homer: Odysseen

 

Homer (formentlig 8. årh. f. Kr) : Odysseen. Af femte sang (Kalypso) v/ Mogens Boisen (1967)

Her får vi oplysninger om, hvordan de gamle grækere navigerede ved hjælp af stjernerne.

Almindeligvis plejede oldtidens søfarende at holde landkending og lægge til land om natten. Men Odysseus er en rigtig helt og ikke bange for det åbne hav. Desuden længes han stærkt efter at komme hjem efter 20 års udlændighed. Han tager den lige vej hjemad.

 

Fartøjet rigged han til med toplenter, braser og skøder, og med en løftestang skubbed det ud på det herlige havdyb.

Dagene gik; på den fjerde var hele hans værk ført til ende, og da den femte var kommet, lod nymfen Kalypso ham drage bort fra sin ø i en duftende dragt og tvættet i badet.

Mørkerød vin lod hun bringe om bord i en dunk, og gudinden gav ham en anden og større med vand, og brød i en skindsæk brages om bord og det dejligste sul i rigelig mængde.

Nu lod hun blæse en velegnet brise med luftninger milde.

Glad var Odysseus og hejste sit sejl for den strygende medbør, satte sig agter ved roret og styred så kyndigt sit fartøj.

Ej fik han blund i sit øje; mod Syvstjernen spejded han stadig og mod Bootes, som synker i hav så silde om natten, eller mod bjørnen, hin himmelens vogn, som den kaldes af andre. Altid går bjørnen i kreds og spejder i angst mod Orion. Ene blandt stjernerne bades den ej i Okéanos' strømme.

Nymfen, den skønne Kalypso, gav helten det råd, at han altid under sin færd over hav skulle have hin stjerne til venstre.

Sytten var dagenes tal, som svandt, mens han drog over havet, og på den attende skimted han først de blånende bjerge fjernt i faiakernes land, den nærmeste kyst som han øjned.

Oscar Wilde: Lady Windermere´s Fan

 

Oscar Wilde (1854 - 1900): Lady Windermere's Fan (1892)

Oscar Wilde er nok mest kendt som en vittig og dekadent dandy, som måtte betale en høj pris for at udleve sin seksualitet i victoriatidens England.

Det viste sig, at der var mere under den festlige overflade - nedenfor et link til det meget personlige digt: The Ballad of Reading Gaol. 

Her er et uddrag af en kodet samtale mellem tre victorianske bøsser. Stjernerne bruges muligvis som udtryk for håbet om engang at blive fri for frygten - for omverdenens  fordømmelse...

 

CECIL GRAHAM. Now, my dear Tuppy, don't be led astray into the paths of virtue. Reformed, you would be perfectly tedious. That is the worst of women. They always want one to be good. And if we are good, when they meet us, they don't love us at all. They like to find us quite irretrievably bad, and to leave us quite unattractively good.

LORD DARLINGTON. They always do find us bad!

DUMBY. I don't think we are bad. I think we are all good, except Tuppy.

LORD DARLINGTON. No, we are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.

(...)

The Ballad of Reading Gaol:

https://www.poetryfoundation.org/poems/45495/the-ballad-of-reading-gaol

 

William Blake: Night/ To the Evening Star

 

William  Blake (1757 - 1827) Night/ To the Evening Star. Songs of Innocence (1789)

Lys er en metafor for bevidsthed.

I det apokryfe Thomas-evangelium siger Jesus: "Der er lys i det indre af et lysmenneske, og det oplyser den hele verden. Hvis det ikke lyser, er der mørke."

Ordet "guru" er sanskrit og betyder "mørke-fjerner", en åndelig vejleder som kan ødelægge mørket. Når formørkende illusioner er opløst, kan der blive lys i menneskene.

William Blake var en lysmager.

 

Night

The sun descending in the west,
The evening star does shine;
The birds are silent in their nest,
And I must seek for mine.
The moon, like a flower,
In heaven's high bower,
With silent delight
Sits and smiles on the night.

Farewell green fields and happy groves.
Where flocks have took delight;
Where lambs have nibbled, silent moves
The feet of angels bright;
Unseen they pour blessing,
And joy without ceasing,
On each bud and blossom,
And each sleeping bosom.

(...)

Fra Poetical Sketches (1783):

To the Evening Star

Thou fair-hair'd angel of the evening,
Now, while the sun rests on the mountains, light
Thy bright torch of love; thy radiant crown
Put on, and smile upon our evening bed!

Smile on our loves; and, while thou drawest the
Blue curtains of the sky, scatter thy silver dew
On every flower that shuts its sweet eyes
In timely sleep.

(...)

 

 

 

 

 

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS