Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Charles Dickens (1812 - 1870): A child's dream of a star.

Succesforfatteren Dickens vidste præcist hvordan han skulle få listet lidt menneskelighed ind i victoriatidens borgerskab, i forhold til samfundets fattige og udstødte - og dem var der mange af under Englands rapide industrialisering.

Virkemidlerne var en hverdagsagtig dialog, klar persontegning, godt med sentimentalitet, robust humor, happy endings - og en knivspids ironi.

I dette uddrag anes forfatterens mening om barnetro - og religion i det hele taget.

There was once a child, and he strolled about a good deal, and thought of a number of things. He had a sister, who was a child too, and his constant companion. These two used to wonder all day long. They wondered at the beauty of the flowers; they wondered at the height and blueness of the sky; they wondered at the depth of the bright water; they wondered at the goodness and the power of God, who made the lovely world.

They used to say to one another, sometimes, supposing all the children upon earth were to die, would the flowers and the water and the sky be sorry? They believed they would be sorry. For, said they, the buds are the children of the flowers, and the little playful streams that gambol down the hillsides are the children of the water; and the smallest bright specks playing at hide-and-seek in the sky all night must surely be the children of the stars; and they would all be grieved to see their playmates, the children of men, no more.

There was one clear shining star that used to come out in the sky before the rest, near the church-spire, above the graves. It was larger and more beautiful, they thought, than all the others, and every night they watched for it, standing hand in hand at a window. Whoever saw it first cried out, “I see the star!” And often they cried out both together, knowing so well when it would rise and where. So they grew to be such friends with it, that, before lying down in their beds, they always looked out once again, to bid it good night; and when they were turning round to sleep, they used to say, “God bless the star!”

(...)

https://www.poetryfoundation.org/poets/charles-dickens
 

Charles Dickens | Poetry Foundation

Charles Dickens was one of the most famous and successful writers in 19th-century England. Along with 14 novels, many of them rich in topical allusion, he produced a body of work as reporter, essayist, correspondent, and editor that constitutes a lifelong account...

Paul Verlaine (1844 - 1896): Clair de lune. Prosaversioner v/ EKS og William Rees.

Votre âme est un paysage choisi

Que vont charmant masques et bergamasques

Jouant du luth et dansant et quasi

Tristes sous leurs déguisements fantasiques.

Tout en chantant sur le mode mineur

L'amour vainqueur et la vie opportune,

Ils n'ont pas l'air de croire à leur bonheur

Et leur chanson se mêle au clair de lune,

Au calme clair de lune triste et beau,

Qui fait rêver les oisaux dans les arbres

Et sangloter d'extase les jets d'leau,

Les grands jets d'eau sveltes parmi les marbres.

Måneskin

Din sjæl er et udsøgt landskab

Hjemsøgt af maskede folkedansere

Som spiller lut og danser langsomt frem

Næsten bedrøvede bag deres fantasifulde forklædninger

Tvivler de om lykken og synger sange i mol om livets glæder og kærligheds-erobringer.

Og sangen blandes med måneskinnet

Det klare måneskin bedrøvet og smukt

Skænker drømme til fuglene i træerne

Og lader fontænerne hulke af fryd,

De høje slanke fontæner blandt marmorstatuerne.

Moonlight

Your soul is a select landscape bewitched by masques and bergamasques playing the lute as they go and dancing and almost sad beneath their fanciful disguises.

Singing as they go in the minor key of conquering love and the favours of life, they don't seem quite to believe in their happiness and their song mingles with the moonlight,

With the clear moonlight, sad and beautiful, that sets the birds dreaming in the trees and the fountains sobbing in ecstacy, the tall slender fountains amid the marble statues.

Gendigtning af et andet Verlaine-digt og biografisk skitse:

http://internetdidaktik.dk/o-skoere-katedral

Digt: Verlaine: O skøre katedral!

Paul Verlaine (1844-96): Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! Gendigtning v/ EKS Non. Il fut gallican, ce siècle, et janséniste! C'est vers le Moyen Age énorme et délicat Qu'il faudrait que mon coeur en panne naviguât, Loin de nos jours d'esprit...

Rainer Maria Rilke (1875 - 1926): Nachthimmel und Sternenfall. Min gendigtning.

Stjerneskud er ofte blevet set som dødstegn. Stjerner "fødes" "lever" og "dør" - thi menneskene kan ikke lade være med at menneskeliggøre universet.  

Rilke var super-følsom lyriker og ikke skabt til denne barske verden. Militærtjenesten i det senile Østrig-Ungarske kejserriges sidste dage var en oplevelse, som dæmpede hans digterkraft i lang tid. 

Nachthimmel und Sternenfall

Der Himmel, groß, voll herrlicher Verhaltung,
ein Vorrat Raum, ein Übermaß von Welt.
Und wir, zu ferne für die Angestaltung,
zu nahe für die Abkehr hingestellt.

Da fällt ein Stern! Und unser Wunsch an ihn,
bestürzten Aufblicks, dringend angeschlossen:
Was ist begonnen, und was ist verflossen?
Was ist verschuldet? Und was ist verziehn?

Nattehimmel og stjerneskud

Himlen er så stor, fuld af herlig ro
et forråd af rum, et overmål af verdener.
Og vi, som ikke er med i planen, fordi vi bor for langt borte,
er alt for nær ved at blive sagt op og sat til side.

Der faldt en stjerne! Og med bestyrtede
himmelvendte øjne ønsker vi inderligt et svar:
Hvad er begyndt, og hvad er afsluttet?
Hvad skylder vi? Og hvad har vi forspildt?  

Alexander von Humboldt (1769 - 1859): Personlig beretning om rejser i Amerika mellem Vendekredsene 1799 - 1804 v/EKS

von Humboldt var interesseret i det hele - og i helheden.

I hans levetid var det stadig muligt for ét menneske at skaffe sig et kvalificeret overblik over mange videnskabsgrene: Biologi, botanik, geologi, fysik, astronomi. At være polyhistor.

Han behøvede ikke frygte mindsket anerkendelse blandt kolleger ved at give udtryk for æstetiske oplevelser, snarere tværtimod. Dengang måtte en videnskabsmand godt være poetisk. Med måde, naturligvis.

Han var den første vesterlænding som indså, og noterede, at der er en sammenhæng mellem menneskenes påvirkning af naturen og ændringer i økologien, særlig i forholdet mellem afskovning og regnmængde. Vi er nødt til at forstå hvordan helheden hænger sammen, hvis vi vil bruge naturen til gode formål.

I dette uddrag ses, at von Humboldt ikke er sikker på, hvorvidt stjerneskud er et astronomisk eller et meteorologisk fænomen.

(...)

Da vi befandt os mellem øen Madeira og Afrikas kyst, havde vi lette briser eller vindstille; meget gunstigt for de magnetiske observationer, som optog mig på denne del af rejsen. Vi blev aldrig trætte af at beundre nætternes skønhed; intet kan sammenlignes med den afrikanske himmels klarhed og ophøjede alvor. Vi var forbløffede over den utallige mængde af stjerneskud, som viste sig uafladeligt. Desto længere vi kom mod syd, desto hyppigere var fænomenet, særlig nær De kanariske Øer.

Under mine rejser har jeg lagt mærke til, at disse brændende meteorer i almindelighed er mere almindelige og lysstærke i visse dele af verden, end i andre, men jeg har aldrig set dem så talrige som i nærheden af vulkanerne i provinsen Quito, og i den del af Stillehavet, som bader Guatamalas vulkanske kyster.

Den indflydelse, som sted, klima og årstid forekommer at have på de faldende stjerner, adskiller denne klasse af meteorer fra de, man kan sætte i forbindelse med sten, som falder fra himlen (aeroliter), og som formodentlig eksisterer uden for vor atmosfæres grænser.

(...)

Introduktion til von Humboldt:

https://www.humboldt-foundation.de/web/The-Humboldt-Code.html

Fjodor Dostojevskij (1821 - 1881): White Nights A sentimental story from the diary of a dreamer. (1848) oversat af Constance Garnett. Min oversættelse.

På Dostojevskijs tid var der plads i skoven til at store træer kunne vokse op.

En af de fremmeste repræsentanter for den russiske realisme og kristen eksistentialist. Adskillige af personerne i hans romaner er inkarnationer - gestaltninger - af samtidens livsanskuelser. Fx den nihilistiske student Rodion Raskolnikov i "Forbrydelse og straf". For resten en mesterlig kriminalroman - om retfærdighed og meningen med livets lidelser. 

Her er de første stjernebestrøede linjer i Dostojevskijs første roman, en (selvfølgelig ulykkelig) kærlighedshistorie.

Thi stjernehimlen er ren og livet - grumset.

Første nat

Det var en vidunderlig nat, sådan en nat man kun oplever, når man er ung, kære læser. Himlen var så klar og fuld af stjerner, at man ved dette syn måtte spørge sig selv, hvorvidt sure og lunefulde mennesker overhovedet kunne leve under sådan en himmel. Det er også et ungdommeligt spørgsmål, kære læser, meget ungdommeligt, men måtte Vorherre indgyde det oftere i dit hjerte...

First night

It was a wonderful night, such a night as is only possible when we are young, dear reader. The sky was so starry, so bright that, looking at it, one could not help asking oneself whether ill-humoured and capricious people could live under such a sky. That is a youthful question too, dear reader, very youthful, but may the Lord put it more frequently into your heart!...

William Wordsworth (1770 - 1859): Ode on Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood. (1807)

Indledningen til en vemodig sang om affortryllelsen af verden.

Digtere i den romantiske periode stræbte efter at genvinde en oprindelig tilstand af enhed med naturen - og med det barnlige i det voksne menneske.

There was a time when meadow, grove, and stream,
The earth, and every common sight
To me did seem
Clad in celestial light,
The glory and the freshness of a dream.
It is not now as it had been of yore -
Turn wheresoe'er I may,
By night or day
The things which I have seen I now can see no more.

The rainbow comes and goes,
And lovely is the rose;
The moon does with delight
Look round her when the heavens are bare;
Waters on a starry night
Are beautiful and fair;
The sunshine is a glorious birth;
But yet I know, where'er I go,
That there has past away a glory from the earth.

(...)

William Shakespeare (1564 - 1616): Hamlet 2.akt v/ Edvard Lembcke & Henning Krabbe

Prins Hamlet fortæller den skønne Ophelia, at han er mægtig glad for hende. Og hun synes da også han er meget sød.

Desværre er hun en lidt forvirret pige, som ikke forstår et pluk af det morderiske magtspil ved hoffet, Hamlet er rodet ind i. Deres forhold ender selvfølgelig så galt, som det skal i en tragedie.

Tvivl om, at lyse stjerner skinne,

Tvivl om, at sol går op og ned,

Tvivl om at sandheds magt skal vinde,

Tvivl aldrig om min kærlighed.

Heinrch Heine (1797 - 1856): Atta Troll. (1843) v/ Herman Scheffauer

Hvis bjørne havde guder, hvordan ville de se ud?

Cirkusbjørnen Atta Troll har et hårdt liv. Ind i manegen, løbe rundt, tilbage i buret; tæv, sult og kedsomhed. Af og til tænker han på hvordan det mon går til efter døden.

Vil også han engang blive fri og frelst og få lov at danse til ære for den store bjørnegud, oppe i himlens stjernetelt?

Canto VIII

(...)

High upon his golden throne
In yon splendid tent of stars,
Clad in cosmic majesty,
Sits a titan polar bear.

Spotless, gleaming white as snow
Is his fur; his head is decked
With a crown of diamonds
Blazing through the central vault.

In his face bide harmony
And the silent deeds of thought,
And obedient to his sceptre
All the planets chime and sing.

At his feet sit holy bears,
Saints who suffered on the Earth,
Meekly. In their paws they hold
Splendid palms of martyrdom.

Ever and anon they leap
To their feet as though aroused
By the Holy Ghost, and lo!
In a festal dance they join!

Tis a dance where saintly gifts
Cover up defects of style,—
Dance in which the very soul
Seeks to leap from out its skin!

I, unworthy Troll, shall I
Ever such salvation share?
Shall I ever from this drear
Vale of tears ascend to joy?

Shall I, drunk with Heaven's draught,
In that tent of stars above,
Dance before the Master's throne
With a halo and a palm?"

Droben in dem Sternenzelte,

Auf dem goldnen Herrscherstuhle,

Weltregierend, majestätisch,

Sitzt ein kolossaler Eisbär.

Fleckenlos und schneeweiß glänzend

Ist sein Pelz; es schmückt sein Haupt

Eine Kron' von Diamanten,

Die durch alle Himmel leuchtet.

In dem Antlitz Harmonie

Und des Denkens stumme Taten;

Mit dem Zepter winkt er nur,

Und die Sphären klingen, singen.

Ihm zu Füßen sitzen fromm

Bärenheil'ge, die auf Erden

Still geduldet, in den Tatzen

Ihres Martyrtumes Palmen.

Manchmal springt der eine auf,

Auch der andre, wie vom Heil'gen

Geist geweckt, und sieh! da tanzen

Sie den feierlichsten Hochtanz –

Hochtanz, wo der Strahl der Gnade

Das Talent entbehrlich machte,

Und vor Seligkeit die Seele

Aus der Haut zu springen sucht!

Werde ich unwürd'ger Troll

Einstens solchen Heils teilhaftig?

Und aus irdisch niedrer Trübsal

Übergehn ins Reich der Wonne?

Werd ich selber, himmelstrunken,

Droben in dem Sternenzelte,

Mit der Glorie, mit der Palme

Tanzen vor dem Thron des Herrn?«

http://www.zeno.org/Literatur/M/Heine,+Heinrich/Versepen/Atta+Troll/Caput+8

Heine, Heinrich, Versepen, Atta Troll, Caput 8

Literatur im Volltext: Heinrich Heine: Werke und Briefe in zehn Bänden. Band 1, Berlin und Weimar 1972, S. 366-369.: Caput 8

Jens Baggesen (1764 - 1826): Labyrinten (1792-93)

Forfatterspiren fra det fattige Korsør havde fået et rejsestipendium - en mulighed for at gøre "Le grand tour" - og sponsorerne fik noget for pengene, nemlig en rørende og morsom rejseberetning: Labyrinten.

Som de fleste unge er Baggesen umådelig optaget af sine følelser. De mange smukke indtryk i det fremmede gør at han en aftenstund tilsyneladende oplever en slags depersonaliseret gåen-i-et med det hele. 

Vi ankom til landsbyen Appelweier klokken ni i måneskin. Det var den skønneste, blideste, fast lykkeligste aften i mit liv. De mangfoldige arkadiske genstande på den tilbagelagte vej, de milde følelser og glade betragtninger, de natuligen opvakte i deltagelsen af så mange brødres glæde, solens herlige nedgang, den hele naturs uophørlige smilen havde efterhånden bragt mit blod i et så sagte omløb, mine nerver i en så stille kildrende bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde tilværelses skønneste harmoni -

Hvad ligner din nektars livsalige drik,

Natur! af dit himmelbekransede bæger?

Hvor kilder, hvor styrker, hvor lindrer, hvor kvæger

Den væsnet, som sans for din nydelse fik!

I frugtbarheds skød

Hvor friheds og ejendoms lovsange lød,

Omrislet af bækken, omraslet af lunden,

Omskimret af månen i drømmende blunden,

Din berusende vellyst du over mig gød!

Jeg drømte mig opløst i æther; min ånd

Afløstes de tunge, de trykkende bånd;

Jeg dufted med blomsten, jeg svæved som månen;

Jeg flagred i vinden; og  - salige dånen! -

Mit liv i en sagte henrislende død,

Som badet i himlens olie, flød!

N.F.S. Grundtvig (1783 - 1872): Dejlig er den himmel blå (1810)

Som prosaist er Grundtvig ofte viderværdig og sludrevorn. Digte, salmer og prædikener er billedrige og pointerede.

Grundtvigs salmer har givet mange mennesker nyt håb i svære tider. Gid der var flere af den slags digtere.

Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

https://www.hojskolesangbogen.dk/