Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays

Alexander von Humboldt (1769 - 1859): Personlig beretning om rejser i Amerika mellem Vendekredsene 1799 - 1804 v/EKS

von Humboldt var interesseret i det hele - og i helheden.

I hans levetid var det stadig muligt for ét menneske at skaffe sig et kvalificeret overblik over mange videnskabsgrene: Biologi, botanik, geologi, fysik, astronomi. At være polyhistor.

Han behøvede ikke frygte mindsket anerkendelse blandt kolleger ved at give udtryk for æstetiske oplevelser, snarere tværtimod. Dengang måtte en videnskabsmand godt være poetisk. Med måde, naturligvis.

Han var den første vesterlænding som indså, og noterede, at der er en sammenhæng mellem menneskenes påvirkning af naturen og ændringer i økologien, særlig i forholdet mellem afskovning og regnmængde. Vi er nødt til at forstå hvordan helheden hænger sammen, hvis vi vil bruge naturen til gode formål.

I dette uddrag ses, at von Humboldt ikke er sikker på, hvorvidt stjerneskud er et astronomisk eller et meteorologisk fænomen.

(...)

Da vi befandt os mellem øen Madeira og Afrikas kyst, havde vi lette briser eller vindstille; meget gunstigt for de magnetiske observationer, som optog mig på denne del af rejsen. Vi blev aldrig trætte af at beundre nætternes skønhed; intet kan sammenlignes med den afrikanske himmels klarhed og ophøjede alvor. Vi var forbløffede over den utallige mængde af stjerneskud, som viste sig uafladeligt. Desto længere vi kom mod syd, desto hyppigere var fænomenet, særlig nær De kanariske Øer.

Under mine rejser har jeg lagt mærke til, at disse brændende meteorer i almindelighed er mere almindelige og lysstærke i visse dele af verden, end i andre, men jeg har aldrig set dem så talrige som i nærheden af vulkanerne i provinsen Quito, og i den del af Stillehavet, som bader Guatamalas vulkanske kyster.

Den indflydelse, som sted, klima og årstid forekommer at have på de faldende stjerner, adskiller denne klasse af meteorer fra de, man kan sætte i forbindelse med sten, som falder fra himlen (aeroliter), og som formodentlig eksisterer uden for vor atmosfæres grænser.

(...)

Introduktion til von Humboldt:

https://www.humboldt-foundation.de/web/The-Humboldt-Code.html

Fjodor Dostojevskij (1821 - 1881): White Nights A sentimental story from the diary of a dreamer. (1848) oversat af Constance Garnett. Min oversættelse.

På Dostojevskijs tid var der plads i skoven til at store træer kunne vokse op.

En af de fremmeste repræsentanter for den russiske realisme og kristen eksistentialist. Adskillige af personerne i hans romaner er inkarnationer - gestaltninger - af samtidens livsanskuelser. Fx den nihilistiske student Rodion Raskolnikov i "Forbrydelse og straf". For resten en mesterlig kriminalroman - om retfærdighed og meningen med livets lidelser. 

Her er de første stjernebestrøede linjer i Dostojevskijs første roman, en (selvfølgelig ulykkelig) kærlighedshistorie.

Thi stjernehimlen er ren og livet - grumset.

Første nat

Det var en vidunderlig nat, sådan en nat man kun oplever, når man er ung, kære læser. Himlen var så klar og fuld af stjerner, at man ved dette syn måtte spørge sig selv, hvorvidt sure og lunefulde mennesker overhovedet kunne leve under sådan en himmel. Det er også et ungdommeligt spørgsmål, kære læser, meget ungdommeligt, men måtte Vorherre indgyde det oftere i dit hjerte...

First night

It was a wonderful night, such a night as is only possible when we are young, dear reader. The sky was so starry, so bright that, looking at it, one could not help asking oneself whether ill-humoured and capricious people could live under such a sky. That is a youthful question too, dear reader, very youthful, but may the Lord put it more frequently into your heart!...

William Wordsworth (1770 - 1859): Ode on Intimations of Immortality from Recollections of Early Childhood. (1807)

Indledningen til en vemodig sang om affortryllelsen af verden.

Digtere i den romantiske periode stræbte efter at genvinde en oprindelig tilstand af enhed med naturen - og med det barnlige i det voksne menneske.

There was a time when meadow, grove, and stream,
The earth, and every common sight
To me did seem
Clad in celestial light,
The glory and the freshness of a dream.
It is not now as it had been of yore -
Turn wheresoe'er I may,
By night or day
The things which I have seen I now can see no more.

The rainbow comes and goes,
And lovely is the rose;
The moon does with delight
Look round her when the heavens are bare;
Waters on a starry night
Are beautiful and fair;
The sunshine is a glorious birth;
But yet I know, where'er I go,
That there has past away a glory from the earth.

(...)

William Shakespeare (1564 - 1616): Hamlet 2.akt v/ Edvard Lembcke & Henning Krabbe

Prins Hamlet fortæller den skønne Ophelia, at han er mægtig glad for hende. Og hun synes da også han er meget sød.

Desværre er hun en lidt forvirret pige, som ikke forstår et pluk af det morderiske magtspil ved hoffet, Hamlet er rodet ind i. Deres forhold ender selvfølgelig så galt, som det skal i en tragedie.

Tvivl om, at lyse stjerner skinne,

Tvivl om, at sol går op og ned,

Tvivl om at sandheds magt skal vinde,

Tvivl aldrig om min kærlighed.

Heinrch Heine (1797 - 1856): Atta Troll. (1843) v/ Herman Scheffauer

Cirkusbjørnen Atta Troll har et hårdt liv. Ind i manegen, løbe rundt, tilbage i buret; tæv, sult og kedsomhed. Af og til tænker han på hvordan det mon går til efter døden.

Vil også han engang blive fri og frelst og få lov at danse til ære for den store bjørnegud, oppe i himlens stjernetelt?

Hvis bjørne havde guder, hvordan ville de se ud?

Canto VIII

(...)

High upon his golden throne
In yon splendid tent of stars,
Clad in cosmic majesty,
Sits a titan polar bear.

Spotless, gleaming white as snow
Is his fur; his head is decked
With a crown of diamonds
Blazing through the central vault.

In his face bide harmony
And the silent deeds of thought,
And obedient to his sceptre
All the planets chime and sing.

At his feet sit holy bears,
Saints who suffered on the Earth,
Meekly. In their paws they hold
Splendid palms of martyrdom.

Ever and anon they leap
To their feet as though aroused
By the Holy Ghost, and lo!
In a festal dance they join!

Tis a dance where saintly gifts
Cover up defects of style,—
Dance in which the very soul
Seeks to leap from out its skin!

I, unworthy Troll, shall I
Ever such salvation share?
Shall I ever from this drear
Vale of tears ascend to joy?

Shall I, drunk with Heaven's draught,
In that tent of stars above,
Dance before the Master's throne
With a halo and a palm?"

Droben in dem Sternenzelte,

Auf dem goldnen Herrscherstuhle,

Weltregierend, majestätisch,

Sitzt ein kolossaler Eisbär.

Fleckenlos und schneeweiß glänzend

Ist sein Pelz; es schmückt sein Haupt

Eine Kron' von Diamanten,

Die durch alle Himmel leuchtet.

In dem Antlitz Harmonie

Und des Denkens stumme Taten;

Mit dem Zepter winkt er nur,

Und die Sphären klingen, singen.

Ihm zu Füßen sitzen fromm

Bärenheil'ge, die auf Erden

Still geduldet, in den Tatzen

Ihres Martyrtumes Palmen.

Manchmal springt der eine auf,

Auch der andre, wie vom Heil'gen

Geist geweckt, und sieh! da tanzen

Sie den feierlichsten Hochtanz –

Hochtanz, wo der Strahl der Gnade

Das Talent entbehrlich machte,

Und vor Seligkeit die Seele

Aus der Haut zu springen sucht!

Werde ich unwürd'ger Troll

Einstens solchen Heils teilhaftig?

Und aus irdisch niedrer Trübsal

Übergehn ins Reich der Wonne?

Werd ich selber, himmelstrunken,

Droben in dem Sternenzelte,

Mit der Glorie, mit der Palme

Tanzen vor dem Thron des Herrn?«

http://www.zeno.org/Literatur/M/Heine,+Heinrich/Versepen/Atta+Troll/Caput+8

Heine, Heinrich, Versepen, Atta Troll, Caput 8

Literatur im Volltext: Heinrich Heine: Werke und Briefe in zehn Bänden. Band 1, Berlin und Weimar 1972, S. 366-369.: Caput 8

Jens Baggesen (1764 - 1826): Labyrinten (1792-93)

Forfatterspiren fra det fattige Korsør havde fået et rejsestipendium - en mulighed for at gøre "Le grand tour" - og sponsorerne fik noget for pengene, nemlig en rørende og morsom rejseberetning: Labyrinten.

Som de fleste unge er Baggesen umådelig optaget af sine følelser. De mange smukke indtryk i det fremmede gør at han en aftenstund tilsyneladende oplever en slags depersonaliseret gåen-i-et med det hele. 

Vi ankom til landsbyen Appelweier klokken ni i måneskin. Det var den skønneste, blideste, fast lykkeligste aften i mit liv. De mangfoldige arkadiske genstande på den tilbagelagte vej, de milde følelser og glade betragtninger, de natuligen opvakte i deltagelsen af så mange brødres glæde, solens herlige nedgang, den hele naturs uophørlige smilen havde efterhånden bragt mit blod i et så sagte omløb, mine nerver i en så stille kildrende bæven, at alt i det forbigangne, nærværende og tilkommende syntes mig at opløses i den frydefulde tilværelses skønneste harmoni -

Hvad ligner din nektars livsalige drik,

Natur! af dit himmelbekransede bæger?

Hvor kilder, hvor styrker, hvor lindrer, hvor kvæger

Den væsnet, som sans for din nydelse fik!

I frugtbarheds skød

Hvor friheds og ejendoms lovsange lød,

Omrislet af bækken, omraslet af lunden,

Omskimret af månen i drømmende blunden,

Din berusende vellyst du over mig gød!

Jeg drømte mig opløst i æther; min ånd

Afløstes de tunge, de trykkende bånd;

Jeg dufted med blomsten, jeg svæved som månen;

Jeg flagred i vinden; og  - salige dånen! -

Mit liv i en sagte henrislende død,

Som badet i himlens olie, flød!

N.F.S. Grundtvig (1783 - 1872): Dejlig er den himmel blå (1810)

Som prosaist er Grundtvig ofte viderværdig og sludrevorn. Digte, salmer og prædikener er billedrige og pointerede.

Grundtvigs salmer har givet mange mennesker nyt håb i svære tider. Gid der var flere af den slags digtere.

Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans Guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.

https://www.hojskolesangbogen.dk/

Walt Whitman (1819 - 1892): Leaves of Grass (1855 - 1892)

Hvis vi lader forstanden møblere universet, så kommer vi til at bo et meget trist sted. Tørre facts er der ikke megen poesi i.

Digtere kan have deres grunde til at mene, at sindet er det bedste observatorium.

When I heard the learn’d astronomer,

When the proofs, the figures, were ranged in columns before me,

When I was shown the charts and diagrams, to add, divide, and measure them,

When I sitting heard the astronomer where he lectured with much applause in the lecture-room,

How soon unaccountable I became tired and sick,

Till rising and gliding out I wander’d off by myself,

In the mystical moist night-air, and from time to time,

Look’d up in perfect silence at the stars.

https://www.poetryfoundation.org/

Poetry Foundation

Poems, readings, poetry news and the entire 100-year archive of POETRY magazine.

H.C. Andersen (1805 - 1875): En Digters Bazar kap. 25 (1842)

Efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet var det danske rige stærkt reduceret ved afståelsen af Norge til Sverige. Statsbankerotten i 1813 bankede bunden ud af statskassen og økologisk set var landet slidt ned, med tilsvarende ringe landbrugsproduktion. Flåden havde englænderne erobret i 1807 og kolonierne var en underskudsforretning. Danmark var en "rest-stat", og har været det lige siden.

Så meget mere bemærkelsesværdig var den kulturelle opblomstring, der foregik i landet.

Hvis man en en dag i 1840-ene gik en tur ad Købmagergade i København ville man måske møde den iltre spirrevip Søren Kirkegaard, ivrigt diskuterende med alle og enhver, statelige N.F.S. Grundtvig,  fremtidig folkehøvding, fysikeren H.C. Ørsted med friske opdagelser i mappen, eller måske den trivelige og gemytlige museumsmand Christian Jürgensen Thomsen, grundlæggeren af det system til periodisering af oldtidsfund, som bruges af alverdens arkæologer. 

Et af de mærkeligste eksemplarer i flokken af københavnske genier var den kejtede H.C. Andersen med hesteansigtet, på ophold i hovedstaden mellem sine udlandsrejser. Han elskede sit hjemland, javist, men mange af dets indbyggere holdt han mest af på afstand. 

Rejserne skaffede ham inspiration og materiale til en serie populære rejseberetninger. En af de helstøbte er "En Digters Bazar", om en udfærd til det dengang eksotiske Konstantinopel/ Istanbul. Han rejste for at leve.

I dette udrag beskriver Hr. Andersen fra det tågede nord en oplevelse af stjerneskæret over Malta og Mælkevejens guddommelige pragt.

MALTA

Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.

Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.

Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen om kap med månens.

Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.

Jeg så mig omkring, og bag ved mig var en lav gul klippemur hvis højeste punkt var omformet til en obelisk, der pegede mod stjernerne.

Ligefor og til siderne skinnede hvidgule, store sælsomme paladser, jeg kun kendte fra "Tusind og én Nat", men mellem de høje bygninger og mig lå det ene store skib nær ved det andet; mit øje tabte sig mellem masterne; vi lå i La Valettas bugt, men hvor vi var kommet ind, opdagede jeg ikke.

(...)

Hvilke erindringer og hvilket ejendommeligt skue frembød ikke denne ø. Dog stjernehimlen blev mig i dette øjeblik pragtbilledet; La Valetta, og alle høje stolte skibe her under verdens stærkeste fæstning, var kun rammen for det; rammen var prægtig, en af de prægtigste, jeg har set, men at jeg glemte rammen for billedet er jo tilgiveligt og rigtigt.

Jeg gik igen til ro, og bogstavelig sagt kun med himlen i min tanke!
 

I vore dage har også malteserne opdaget at de bør passe på deres nattehimmel:

https://timesofmalta.com/articles/view/light-pollution-ministry-seeks-public-feedback-on-new-guidelines.800436

Light pollution: ministry seeks public feedback on new guidelines

A public consultation process for new guidelines on light pollution has been launched by the Environment Ministry. The aim of these guidelines is to halt the negative effects of light pollution in the Maltese islands. Guidelines will apply to the Planning...

Alphonse de Lamartine (1790 - 1869): Dalen v/ Wagner Baunvig

de Lamartine må have været en blid mand og vanskelig at blive uvenner med.

Bortset altså fra politiske modstandere - han var indædt republikaner og deltog i revolutionsforsøget 1848.

Her beskrives et nu næsten glemt fænomen: stjernelys.

DALEN

(...)

Følg dagen over himlen, følg skyggerne på jord,
vær med de blide stjerner i mystisk drømmeskær.
I luften må du flyve med den vilde vind fra nord
og vandre gennem dalen blandt skyggefulde træer.

Gud selv vil lære dig det under at forstå,
at alt, hvad der er til, kom fra din skabers hånd.
I stilhed vil en stemme ind til dit hjerte nå
og tone dybt i sjælen og tale til din ånd.

https://denstoredanske.lex.dk/Alphonse_de_Lamartine

Alphonse de Lamartine | lex.dk ? Den Store Danske

Den franske forfatter og politiker Alphonse de Lamartine er en central skikkelse i den franske romantiske periode. Hans store lyriske produktion fandt læsere i alle lejre, og hans politiske virke som deputeret og minister er typisk for den engagerede franske...