Walt Whitman: The learn´d astronomer

 

Walt Whitman (1819 - 1892): Leaves of Grass (1855 - 1892)

Hvis vi lader forstanden møblere universet, så kommer vi til at bo et meget trist sted. Tørre facts er der ikke megen poesi i.

Digtere kan have deres grunde til at mene, at sindet er det bedste observatorium.

 

When I heard the learn’d astronomer,

When the proofs, the figures, were ranged in columns before me,

When I was shown the charts and diagrams, to add, divide, and measure them,

When I sitting heard the astronomer where he lectured with much applause in the lecture-room,

How soon unaccountable I became tired and sick,

Till rising and gliding out I wander’d off by myself,

In the mystical moist night-air, and from time to time,

Look’d up in perfect silence at the stars.

 

https://www.poetryfoundation.org/

H. C. Andersen: En Digters Bazar

 

H.C. Andersen (1805 - 1875): En Digters Bazar kap. 25 (1842)

Efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet var det danske rige stærkt reduceret ved afståelsen af Norge til Sverige. Statsbankerotten i 1813 bankede bunden ud af statskassen og økologisk set var landet slidt ned, med tilsvarende ringe landbrugsproduktion. Flåden havde englænderne erobret i 1807 og kolonierne var en underskudsforretning. Danmark var en "rest-stat", og har været det lige siden.

Så meget mere bemærkelsesværdig var den kulturelle opblomstring, der foregik i landet.

Hvis man en en dag i 1840-ene gik en tur ad Købmagergade i København ville man måske møde den iltre spirrevip Søren Kirkegaard, ivrigt diskuterende med alle og enhver, statelige N.F.S. Grundtvig,  fremtidig folkehøvding, fysikeren H.C. Ørsted med friske opdagelser i mappen, eller måske den trivelige og gemytlige museumsmand Christian Jürgensen Thomsen, grundlæggeren af det system til periodisering af oldtidsfund, som bruges af alverdens arkæologer. 

Et af de mærkeligste eksemplarer i flokken af københavnske genier var den kejtede H.C. Andersen med hesteansigtet, på ophold i hovedstaden mellem sine udlandsrejser. Han elskede sit hjemland, javist, men mange af dets indbyggere holdt han mest af på afstand. 

Rejserne skaffede ham inspiration og materiale til en serie populære rejseberetninger. En af de helstøbte er "En Digters Bazar", om en udfærd til det dengang eksotiske Konstantinopel/ Istanbul. Han rejste for at leve.

I dette udrag beskriver Hr. Andersen fra det tågede nord en oplevelse af stjerneskæret over Malta og Mælkevejens guddommelige pragt.


MALTA

Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.

Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.

Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen om kap med månens.

Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.

Jeg så mig omkring, og bag ved mig var en lav gul klippemur hvis højeste punkt var omformet til en obelisk, der pegede mod stjernerne.

Ligefor og til siderne skinnede hvidgule, store sælsomme paladser, jeg kun kendte fra "Tusind og én Nat", men mellem de høje bygninger og mig lå det ene store skib nær ved det andet; mit øje tabte sig mellem masterne; vi lå i La Valettas bugt, men hvor vi var kommet ind, opdagede jeg ikke.

(...)

Hvilke erindringer og hvilket ejendommeligt skue frembød ikke denne ø. Dog stjernehimlen blev mig i dette øjeblik pragtbilledet; La Valetta, og alle høje stolte skibe her under verdens stærkeste fæstning, var kun rammen for det; rammen var prægtig, en af de prægtigste, jeg har set, men at jeg glemte rammen for billedet er jo tilgiveligt og rigtigt.

Jeg gik igen til ro, og bogstavelig sagt kun med himlen i min tanke!
 

 

I vore dage har også malteserne opdaget at de bør passe på deres nattehimmel:

https://timesofmalta.com/articles/view/light-pollution-ministry-seeks-public-feedback-on-new-guidelines.800436

 

Alphonse de Lamartine: Dalen

 

Alphonse de Lamartine (1790 - 1869): Dalen v/ Wagner Baunvig

de Lamartine må have været en blid mand og vanskelig at blive uvenner med.

Bortset altså fra politiske modstandere - han var indædt republikaner og deltog i revolutionsforsøget 1848.

Her beskrives et nu næsten glemt fænomen: stjernelys.

 

DALEN

(...)

Følg dagen over himlen, følg skyggerne på jord,
vær med de blide stjerner i mystisk drømmeskær.
I luften må du flyve med den vilde vind fra nord
og vandre gennem dalen blandt skyggefulde træer.

Gud selv vil lære dig det under at forstå,
at alt, hvad der er til, kom fra din skabers hånd.
I stilhed vil en stemme ind til dit hjerte nå
og tone dybt i sjælen og tale til din ånd.

 

https://denstoredanske.lex.dk/Alphonse_de_Lamartine

 

 

 

Walt Whitman: Evindelig rullende strømme

 

Walt Whitman (1819 - 1892): Leaves of Grass v/ Niels Møller

Whitman er den store vildmand i amerikansk litteratur. En følsom og kraftfuld ener, som i dette digt viser at han ikke var bange for det store spørgsmål: Hvad er det, der er?  

Han skrev sine frit formede og vildtvoksende "Græsblade" livet igennem og nåede at samle omkring 400 af dem.

 

EVINDELIG RULLENDE STRØMME

Evindelig rullende strømme, ustanselig virkende magt!

Usete kraft, snart samlende, snart skillende, så vidt som rummet spredes

mellem månen og solen og jorden og stjernernes vrimlende hære...

Der bringes budskab fra fjerne kloder, men hvem kan tyde de sære tegn?

Hvor er verdens inderste hjerte, livets forlener?

Hvad er det alt, denne samling af talløse ting uden mål, uden grænse?

Disse så smidige omsvøb og vink, hvad betyder de?

- Ordet, der løser den vældige gåde, hvem griber det?

O, denne flydende, uhyre enhed!

Verden er mangedelt, dog er den samlet til et -

Sådan bærer et skib os henover havet.

 

 

Heinrich Heine: Lotusblomsten

 

Heinrich Heine (1797 - 1856): Sangenes Bog (1822-23) Lyrisk Mellemspil v/ P.C.V. Hansen

Et eksempel på "Fernliebe".

 

Sig Lotusblomsten lukker,

når Solen på Himlen står,

og drømmende venter den Natten,

mens Dagens Timer går.

 

Til Elsker kåred den Månen,

som vækker den med sit Skin

og nyder den Gunst at kysse

dens rødmende Blomsterkind.

 

Den blomstrer og gløder og stirrer

mod Nathimlens blege Opal;

den dufter og skælver og græder

af Elskov og Elskovskval.

 

J. P. Jacobsen: Gurresange

 

J. P. Jacobsen (1847- 1885): Gurresange (1869)

Jens Peter Jacobsen var biolog og oversatte Darwins "Arternes oprindelse" til dansk.

Denne unge, begavede og tuberkuloseramte naturvidenskabsmand var ikke bleg for at skrive poesi, hvor han sætter Gud ind i livets ligning. Desårsag kom han ikke ind i varmen hos litteraten Georg Brandes og kredsen af naturalistiske stridsmænd.

En sang om natten, stilhedens rige, hvor man møder sig selv. Og måske sin elskede.

(...)

Valdemar.

Den blaalige Dæmring nu dæmper
Hver Tone fra Sø og Land,
De flyvende Skyer har lagt sig
Til Hvile ved Himlens Rand,
I lydløs Tynge samlet
Er Skovens luftige Bo,
Og Søens klare Bølger
Har vugget sig selv til Ro.
I Vesten kaster Solen
Sin straalende Purpurdragt,
Saa drager den over sig Bølgen
Og drømmer om Dagens Pragt.
Ej mindste Løv sig rører
Og kalder paa min Sands,
Ej mindste Tone klinger
Og vugger mit Sind i Dands,
Nej, hver en Magt er sunken
I egne Drømmes Elv,
Og skyder mig blidt og stille
Tilbage til mig selv.

Tove.

O, naar Maanens Straaler milde spille,
Naar omkring mig Alt er tyst og stille,
Da er Vand mig ikke Søens Vove,
Træer ej de dunkle, tavse Skove,
Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølger,
Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,
Form ej Form og Farven ikke Farve,
Alt: et Udtryk for hvad Gud har drømt.

(...)

http://adl.dk/

J. P. Jacobsen: Har Dagen sanket al sin Sorg

 

J.P. Jacobsen (1847 - 1885) Har Dagen sanket al sin Sorg.

Et meget sørgeligt digt. Her er ingen trøst at hente under stjernehimlen. De "Genier", som omtales, er sorgens ånder.

 

Har Dagen sanket al sin Sorg

Og grædt den ud i Dug,

Saa aabner Natten Himlens Borg

Med evigt Tungsinds tavse Sorg.

Og en for en

Og to for to

Gaa fjerne Verd'ners Genier frem

Af Himmeldybets dunkle Gem.

Og højt over Jordens Lyst og Elende

Med Stjernekerter højt i Hænde

Skride de langsomt hen over Himlen.

De Fodtrin skifte

Med sorg i Sinde...

Underligt vifte

For Rummets kolde Vinde

Stjernekjerternes flakkende flammer.

 

https://kalliope.org/da/text/jacobsenandrea22

E.A. Poe: Aftenstjernen

 

Edgar Allan Poe (1809 - 1849): Evening Star (1827) v/ Otto Rung

Edgar Allan Poe er kendt for sine gotiske gysere - fx "Guldbillen" og "Det bankende hjerte". Og som opfinder af detektivromanen.

Mindre kendt er han som digter, måske med undtagelse af "The Raven". Hans digte forekommer mere at være produkter af forstanden, end af følelsen.

Jeg er ikke sikker på, hvad Poe er ude på i dette digt. Om aftenstjernen er noget jordisk - en kvinde - eller et stjerne-symbol på en kvinde. 

 

AFTENSTJERNEN

Det var sent i en Sommer

og sent i en Kvæld,

og hver Stjerne i Zenith

var isnet ihjel

af den tindrende Maane -

kun trælle, der dø!

Hun selv i sit Hvælv

hendes Sølv over Sø.

 

Jeg higed' en Stund

mod hin magiske Mund,

der mødte mig knugende koldt.

Men en Sky drog sin Flig

for det smilende Lig,

og mod Mørket, der gabede goldt,

jeg skimted' dit Skær

saa for underligt nær:

Du min Aftenstjerne stolt!

 

Til mit saarede Sind

gav dit Kjærteskin

sit søde livsalige Gys;

thi en hedere Rus

har dit brændende Blus

end hint øde og iskolde Lys!

 

https://kalliope.org/da/text/poe2002012402

 

Mark Twain: Natligt besøg på Akropolis

 

Mark Twain (1835 - 1910): The Innocents Abroad (1869) v/ EKS

Samuel Langhorne Clemens´ forfatternavn er hentet fra lodskunsten på Mississippi. Det betyder "to favne" og angiver at der er vand nok under floddamperen. Et tegn på troværdighed. Det gjorde han så sit bedste for at leve op til.

Magen til underholdende løgnhals skal man lede længe efter. Mark Twain er balsamisk.

Uddraget er fra  rejseberetningen "De uskyldige Udenlands". Her beskrives en af de få situationer, hvor denne samtids-orienterede og ironiske yankee virker oprigtig betaget af den kunst, han møder på sin tur til Europa.

For det meste var han ikke overdrevent imponeret af  Europas kulturelle herligheder, og nød som en uartig skoledreng at gøre grin med fascinationen af de store turistfælder - Chateau Versailles, Louvre, Peterskirken...

Men - Akropolis i måneskin kunne han ikke stå for.


Vi gik over en stor plads, gennem en høj port og stod nu på en brolægning af det fineste hvide marmor, stærkt slidt af fodtrin. I strømmen af måneskin rejste sig foran os de ædleste ruiner, vi nogensinde havde set - Propylæerne, Minervas lille tempel, Herkules'  tempel og det store Parthenon.

Vi vandrede eftertænksomme gennem dette fornemme marmor-brolagte tempel; det sære sceneri gjorde et stærkt indtryk. Her og der glimtede en overdådighed af hvide statuer af mænd og kvinder, lænet op mod marmorblokke, nogen af dem uden arme eller ben, eller hovedløse - men alle så de sørgmodige ud i måneskinnet, og slående menneskelige!  

De rejste sig alle vegne for at standse den uønskede nattegæst - stirrede på ham med stenøjne ud fra kroge og gemmesteder; deres blikke fulgte ham, mens de stod bag ruindynger langt nede af forladte korridorer; stod i vejen ude på det brede torv og viste ham bort fra det hellige sted med armstumperne; månen kiggede ind i det tagløse tempel og lod spredte fragmenter og ødelagte statuer ligge i søjlernes afskærende skygger.

 

We crossed a large court, entered a great door, and stood upon a pavement of purest white marble, deeply worn by footprints. Before us, in the flooding moonlight, rose the noblest ruins we had ever looked upon—the Propylae; a small Temple of Minerva; the Temple of Hercules, and the grand Parthenon. (...)

As we wandered thoughtfully down the marble-paved length of this stately temple, the scene about us was strangely impressive. Here and there, in lavish profusion, were gleaming white statues of men and women, propped against blocks of marble, some of them armless, some without legs, others headless—but all looking mournful in the moonlight, and startlingly human!

They rose up and confronted the midnight intruder on every side—they stared at him with stony eyes from unlooked-for nooks and recesses; they peered at him over fragmentary heaps far down the desolate corridors; they barred his way in the midst of the broad forum, and solemnly pointed with handless arms the way from the sacred fane; and through the roofless temple the moon looked down, and banded the floor and darkened the scattered fragments and broken statues with the slanting shadows of the columns.

http://www.gutenberg.org/

J. L. Heiberg: Barcarole

 

Johan Ludvig Heiberg (1791 - 1860) Barcarole.

Heiberg var en overgang den centrale smagsdommer i dansk teaterliv; kritikeren, hvis gunst man ikke ikke kunne komme udenom. Indtil moderne skiftede og publikum - efter hans mening - blev dummere. Det var nok snarere ham, som blev mere konservativ.

Han var astronomisk interesseret, og skrev blandt andet en afhandling om Tycho Brahes observatorium på Hven.

Selvom der ikke er nogen himmelfænomener i dette digt, har jeg taget det med, for han må have elsket natten og dens stilhed.

 

Barcarole

Natten er saa stille

Luften er saa klar,

Duggens Perler spille

Hen ad Søens Glar.

 

Bølgens melodie

Vugge Hjertet ind;

Suk og Klage tier,

Vindens Pust befrier

Det betrygte Sind.

 

Kilde:

https://ugle.dk/natten_er_saa_stille.html

Sider

Abonnér på Internetdidaktik- Erik Kruse Sørensens essays RSS