Digt: Wallace Stevens: Snemanden
Snemanden
Man må have et vintersind
Hvis man rigtig vil forstå
Snedækkede fyrretræer i frostvejr
Thi lang tids frost lærer én
At holde af isdækkede enebærbuske
Og savtakkede graner i det fjerne
Glimtende i januars kolde sol
Man lærer at overhøre vemodet
I visne blades raslen
Landskabets musik
Vinden som suser
Over det samme udækkede sted
Indtil den lyttende i sneen selv er et intet
Ser det intet, som ikke er
Og det intet, som er

