Tom Kristensen: Hyrderne paa Marken

Tom Kristensen: Hyrderne paa Marken (1931)

Oh I, som lever i Fortrolighed med Jorden
og finder Ly mod Kulden mellem Dyr
er det altid Jer, som første skal skue
en Himmel aaben, Liv, som sig fornyer.

I var kun Hyrder, og I hvilede paa Marken
og delte Leje med de trætte Faar.
I havde grove Pander, Læber, Hænder,
men blev de klogeste i dette Aar.

I laa med øret skjult saa lunt i uldne Flanker,
og Drømmen fulgte Faarehjertets Slag,
og Markens Haardhed blev som bløde Senge;
i grove Folk har Jorden Velbehag.

Da glammede en Hund, som om en fremmed Røver
i stor Dumdristighed var kommet nær,
og I sprang alle op og saa en Stjerne,
som laa i Cassiopeia med sit Skær.

Der stod en Flod af Lys fra denne nye Stjerne,
og Floden bølgede af mild Opal,
og Bølger tegnede en Skare Aasyn,
som sang med aaben Mund en klar Koral.

Den lød: "O, frygter ikke. Vi forkynder Eder,
en Fryd er vederfaret. Vorder glad.
Thi Eder er i Dag en Frelser baaren
som er den Herre Krist i Davids Stad.

Og det skal være Jer et Tegn, at I skal finde
et Barn i Krybbe. Gaa til Davids Stad."
Og Hyrderne og deres Faareflokke
stod op, og Dyr og Hyrder fulgtes ad.

Men de, som øvet i kaldæisk Stjernelære
forstod det nye Lys, kom altfor sent.
Selv Dyrene kom førend disse Vismænd,
som vidste, hvad med Stjernens Skær var ment.

Oh I, som lever i Fortrolighed med Jorden
og finder Ly mod Kulden mellem Dyr,
er det da altid Jer, som først skal skue
en Himmel aaben, Liv, som sig fornyer.