Digt: Smålandshavet i farver
Forfatteren i farver
SMÅLANDSHAVET I FARVER
Mit livs svømmebassin
Ferskvandsgrønt
Fuldt fra bred til bred af
Vand, sand, sten, fisk, tang, sommerbørn og
Vandmænd, bølger, slam, skibe og
Solspejlinger, flaskegrønne tangmarker og
Tilfældigt drivende radioaktive isotoper
Glitrende sommermorgenfrisk hele kysten rundt
Ser jeg gennem flyvemaskines rude
Alle øerne ligger hvor de skal jf. kortet
Fiskere i waders
Deres øjne og hud
Renses af salt og jod
De fanger dagens ørreder
Og ude på Storebælts vandflod
Glider dagens skibe forbi mågerne
Samler sig i anledning af ingenting
Er det meste af alting – og bag ingenting
Dirrer intets flygtige geometri så langt borte
I digtet finder jeg ilden i stenen under vandet
Lave okkergule klinter i skarpe silhuetter mod solnedgangen
Skrider ned i fortiden – vandet stiger, umærkeligt, uophørligt
Der sejler skibe derude, skibe siger jeg! slanke hvide skibe i kimingen!
På bundgarnspælene tørrer skarverne vingerne og skider på
Om bølgerne ikke laver den samme lyd mod stenene to gange i én evighed
Fugtige utugtige lår mod bådebros soltørrede splintrende træ
Vi bygger en sandborg, en juvelborg i solen
Og dér stiger Afrodite op, lys, slank og duftende af salt!
Hun har en perlekæde om halsen
Den giver hun mig på, mens jeg fisker med ord
I virke-lighedens Smålandshav
Vi cykler hjem fra sommerens sidste svømmetur
Og jeg tænker igen med tavse ord på klinterne
Skåret af landets hjemmelavede lerbrød
Med muldskorpe og solbagte sten i krummerne
En aften under sortblå skyers
Kornmodsglimt
Et kys i gadedøren
Skumbræmme langs overskyllede sten
Spydspidser af trækfugle kanter sig mod syd
Vestenblæsten siger farvel til Fuglegæsten
Møllerne ved Karrebækstorp skarpt skårne
Mod novembersolnedgangs nattekolde lys
En meteor trækker røgspor på nattehimlen
En metafor falder glødende ned på
Bølgernes kviksølvmåneskær
24-11-2012