Hurra for den private ejendomsret

"Privat" er afledt af det latinske "privare", som betyder "berøve", "unddrage". Men også "sætte fri", "undslippe".

Den liberale filosof John Locke mente, at de ting man skaber ved sit arbejde, bliver en del af éns ukrænkelige, selv-ejede krop. Igennem arbejdet lægger man noget af sig selv i de ting, man frembringer.  Produktet er uadskilleligt fra den, der frembringer det. Det besidder en privat, fri værdi. Man kan gøre med det, hvad man vil.

Et borgerligt - liberalt - samfund er imidlertid indrettet sådan, at man kan opnå frihed ved at organisere arbejdet og unddrage andre mennesker en del af den værdi, de skaber.

Hvis man på den måde er blevet rig, er man fri til at gøre hvad man vil. Man kan fx trække sig tilbage og nyde sin rigdom som "privat" borger. Man har sat sig fri, ved at berøve, eller unddrage.

Forfatteren Anatole France skriver et sted, at loven er lige for alle. Den forbyder både rige og fattige at tigge, stjæle og sove under broerne. Det borgerlige samfunds frihed er - friheden til at sove under broerne og spise hvad man kan tigge eller stjæle.

Hvis man kun ejer den værdi, vi kalder "arbejdskraft", er man tvunget til at sælge den til de, der leder og fordeler arbejdet. En lønarbejder sælger sin livskraft i små daglige udskæringer.

Hvis arbejderen bliver fyret fra sit job, er han "fritstillet". Det er en kedelig form for frihed.

Og hvis man slet ingenting ejer, er man helt fri, helt privat.

Som præpunkeren Lou Reed sang: Oh, sweet nothing!

The Black Crowes har en mere øre-venlig udgave.

Ironien er stadigvæk skærende:

https://www.youtube.com/watch?v=lf9-BCix4io