Filosofi: På den anden side - frygten

William Blake: Job´s Evil Dreams

 

Frygt

Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. 

Gud eller naturen er - ifølge Spinoza - to ligeværdige tilgange til det værende, to synsvinkler på ét og det samme. Den ene er religiøs og - i bedste fald - spirituel, den anden materialistisk og - i bedste fald - humanistisk. De to synsvinkler udelukker hinanden, men kan ikke tænkes uden hinanden.

På den måde giver det gamle ordsprog om gudsfrygt god mening, også i naturvidenskabelige tider. 

Under en af sine rejser i Canada spurgte Knud Rasmussen en inuit-shaman, hvad man troede på her i disse egne - og fik svaret: “Vi tror ikke, vi frygter.” 

Selvom frygt er ubehagelig, er den slet ikke sorg, men beredskab mod mulig sorg, på grund af uforudsete ulykker. Uanset om man mener de kommer af Herrens vrede, eller naturens luner. 

Frygt er afledt af vores livsdrift, den grundfølelse, som leder os mod at tilfredsstille basale behov for mad, varme og sex. Frygt for det ukendte og måske truende, er en livsbefordrende følelse, både psykologisk og biologisk set. 

Frygt gør, at man ser det man har brug for at se - og indse. F.eks at man skal dyrke sin jord med rettidig omhu, samle lagre og kundskab, passe sine børn og sin gudstjeneste. Samt elske sin næste og holde sig på måtten og den gyldne middelvej. 

Både religion og videnskab begynder med frygt. Rigtigt håndteret leder frygten for det frygtelige til viden og måske videre til visdom. Med en - som oftest hårdt erhvervet, ak ja - visdom er man bedre i stand til at beherske sine omgivelser, og sig selv. 

Visdom

Ordene visdom, viden og vid har - ligesom ordet bevidsthed - rod i verbet “at se”. Bevidsthed er indsigt i, at man har viden - i første omgang om sig selv - man er et objekt for sig selv. 

Menneskets bevidsthed er spaltet i et “jeg” og et “mig”. Idet man bevæger sig ud af barndommens drømmende væren og ind i en voksen, bevidst, til-væren, bliver man et objekt for sig selv. I samme bevægelse skabes man som subjekt - også for andre mennesker. Det er den proces, som beskrives i myten om Syndefaldet. Spaltningen giver mulighed for - bevidst - at stræbe efter ny sammenhæng, mening og enhed. 

Vis-dom er subjektets - det aktivt handlende menneskes - evne til at dømme mellem relevant viden og irrelevant viden. Hvis man har dømmekraft, har man magt over, hvad man ved og kan. 

Visdom er en evne til at samle spredt viden til anvendelig viden; en del af forstanden, som gør at man er i stand til at anvende sin forstand, hvormed man kan se forskel på skæg og snot. Visdom er en overkodning af viden.

Intelligens, kundskab og kompetence er beslægtede begreber - i forbifarten bemærket kommer ordet intelligens af det latinske “intellego”, som betyder at sortere mellem det, man skal tage sig af, og alt det ligegyldige udenoms.  

The road of excess leads to the palace of wisdom - sagde William Blake. Hvis man tør gå ud over grænserne, ja helt ud af sig selv og ind i ekstasen, så er man på vejen til visdommens tempel. Heraf følger vel også, at jo mere man dummer sig, jo visere bliver man...man bliver i hvert fald ofte klogere af skade, men ondt gør det alligevel.     

I nutidens komplekse samfund har vi - fordi vi, med kapitalismen som økonomisk motor, ikke kan lade være at søge mod excesser, f.eks. hvad angår flyrejser eller andet forbrug af naturlige ressourcer - skaffet os et sæt problemer, de gamle ikke var belemrede med. 

Angst

Angst er en helt anden og destruktiv følelse, den er ukontrolleret ubehag overfor det, man ikke er i stand til at se og indse. Angst er en art sorg og fører måske ligefrem til panik. Man kender nemlig ikke troldens navn, og er derfor ikke i stand til at få krammet på ham. 

Angst viser sig også i de konspirationsteorier, som hævder at Covid-19 slet ikke eksisterer - at vaccinering er et komplot, som skal gøre alle vi tåbelige får til stats-slaver - eller at mennesker aldrig har gået på Månen.   

Krisebevidsthed og nationalkarakter

Det p.t. mest påtrængende samfundsproblem er selvfølgelig den grasserende pandemi. Hvis nationen skulle gå hen og blive visere af den oplevelse, så har udgifter, ulejlighed, død og lidelse ikke været forgæves. 

I 2020 lærte danskerne hurtigt troldens navn at kende og viste sig at være mærkværdigt krisebevidste. Det var vel ikke ligefrem Holger Danske som vågnede, men det er påfaldende, at man her i landet, hvor pandemier har været ukendte i 100 år, var i stand til at omstille sig så hurtigt til en ny situation. 

Det gjorde disse velfærdsforkælede og let indadvendte nordboere, afslappede i omgangen med hinanden, og som holder af at tro, at de er frisindede og små-anarkistiske. Det sidste kan for øvrigt være en fordel, idet man får tingene til at glide, uden at spilde tid med slå op i en regelsamling, eller spørge en overordnet. 

Piet Hein skrev om den danske nationalkarakter: 

Hvor er dog Danmark dejligt, her er intet absolut. /Noget er forbudt og noget meget strengt forbudt. /Men altid er der li´som underfundigt føjet til: /Naturligvis undtagen hvis De meget gerne vil. 

Indtil videre ser det ud som om danskerne har formået at følge en kurs mellem statslige tvangsforanstaltninger og selvisk individualisme. De har vist sig som gode landsmænd, været hensynsfulde mod samfundets svage og udvist “samfundssind” - et udtryk nogle af os er ved at være trætte af at høre gen-gen-gentaget.  

Landet har fordelen af megen know-how, en solid økonomi og af at være styret af en rimelig ukorrupt stat, med solide rødder i enevælden og dens biopolitik - befolkningen er tryg ved at være registreret på kryds og tværs og ganske veluddannet. De fleste danskere har lært at til at se ud over egen næsetip, en betingelse for at være forudseende. Desuden har de meget at miste, og passer måske derfor bedre på det de har - som bekendt er der ikke lommer i ligskjorter.   

Det er vist og sikkert: landet må lære at leve med Covid-virusset i lang tid endnu, hvor længe er der ingen som ved. Vi er slet ikke ved enden på begyndelsen, for nu at låne et udtryk af Winston Churchill. 

Følgerne

Men hvad kan der vel ske med vores kultur, på den anden side af den aktuelle krise, efter en væsentlig del af befolkningen er vaccineret/ immuniseret, hvilket burde være fuldbragt omkring midsommer?

Hvis ellers bureaukraterne i det tandløse monster i Brussels - jeg mener EU - får kludret sig færdig med vaccineproduktion og distribution. Eller hvis ikke der sker et eller andet forbandet idiotisk, som gør at læsset alligevel vælter. 

Her er en række subjektive gæt:

- Provinsen vinder respekt. Vi kommer næppe til at høre mere journalist-snak om "udkantsdanmark" og diverse rådne bananer...tværtimod. Frihedssøgende unge familier, som kan arbejde hjemmefra, og holder af åbne landskaber, har i et stykke tid fravalgt storbyen, men covid-krisen vil styrke tendensen. Det er lettere og billigere at holde sig selv og børnene sunde under en pandemi i et hus på landet, end i en lejlighed på Østerbro.

- Vi siger farvel til håndtrykket. Denne gamle sociale gestus, med sammensat betydning. Man viser, at man ikke har våben i hånd og tester samtidig hinandens velbefindende og styrke. Man bekræfter aftaler ved håndslag og - latterligt nok - at man er rigtig dansker, ved at trykke næve med en embedsmand, når man tildeles statsborgerskab. 

Håndtryk er en smittekilde af formater og vil ikke blive savnet, i hvert fald ikke af mig. Der findes andre sympatiske måder at vise nærvær og høflighed på, f.eks. den indiske - man samler hænderne foran brystet og bukker let for den man hilser på.  

- Mange af os siger nok goodbye til det californiske kram med ikke-nærtstående, med en blanding af sorg og lettelse. Det sidste fx hvad angår underfrankerede chefer, som med åben favn kalder på et knus efter en medarbejdersamtale. (Been there, not done that!) 

- Vi siger goddag til mundbind som fornuftig foranstaltning i det offentlige rum - japanere har brugt det i masser af år, så hvorfor skulle vi ikke også kunne vænne os til det? Mundbind giver problemer med at aflæse ansigtets signaler og høre nuancer i stemmen. Men det sparer på kosmetik-budgettet og skægplejen. 

- Afspritning af hænder og bevidsthed om luftbåren smitte og snaskede “kontaktflader” er kommet for at blive i lang tid - hvem opfinder for resten det selvrensende dørhåndtag? 

- Vi vænner os til at lade os teste for smitte, jævnligt, i tiden der kommer. Særlig hvis der opstår endnu mere ubehagelige varianter af Covid-virussen. Eller hvis nogle af dens slemme kammerater kommer til landet. Vaccinepas/testbevis bliver som bekendt et krav ved omgang med mange fremmede, fx ved restaurationsbesøg  - og mindre officielt: ved dating - samt, tror jeg, en betingelse for at møde op til en ansættelsessamtale. 

- Der er opstået nye måder at bevæge sig på i det offentlige rum. Vi har lært at (forsøge at) praktisere social distance. Der er opstået en anden koreografi i supermarkedet. 

- Vi sagde farvel til en mindre del af det industrielle landbrug, minkindustrien. Det var ikke nogen køn affære, nej, og der gik skår i statens troværdighed. Under andre omstændigheder ville et tilsvarende indgreb/ overgreb have ført til regeringens afgang. Men man skifter ikke hest i vadestedet.

Mig bekendt tjente minkavlerne ikke penge de seneste år, og det kan vel til dels skyldes at økologi, dyrevelfærd og veganisme er på vej ind som parametre for hvad slags landbrug, det er værd at investere i. 

Fremover vil vi være nødt til at tænke over mulige risici ved at opdrætte mange dyr, på meget lidt plads. Allerede nu er en hel del bønder nok taknemmelige for at virussen ikke, i hvert fald i denne omgang, gik på svinene. For - hvor gør man lige af 15 - 20 millioner døde grise?    

Hvad med de mentale følger af pandemien? 

De er alvorlige. Særlig for alle unge, som fik sat deres uddannelse og socialisering på stand-by i mere end et år. Intet menneske er en ø, og man kan ikke blive menneske på egen hånd, ligegyldigt hvor kærlig en familie man vokser op i, eller hvor tyk en internetforbindelse man har. I længden er Zoom, Facebook osv. fattige måder at være sammen på. Den sekundære socialisering, i den virkelige virkelighed, er afsindig vigtig for mental sundhed. 

Alt for mange elever har ikke formået at lære det, de burde have lært. Det skal indhentes - og hvordan det skal ske, har jeg ingen ide om. Men der vil være et kraftigt efterslæb, særlig blandt såkaldt “svage” elever, som har sovet og/eller spillet et skoleår bort.  

En del af os ældre har kedet sig måsen ud af bukserne og været jævnt nedtrykte. Også jeg synes det har været en forbistret lang vinter. De mere kontaktstærke har formået at holde forbindelsen med omverdenen - og er taknemmelige for det. Andre er blevet mere isolerede, og det er trist. 

Tab - og gevinst? 

Vi har mistet mange, som kunne have haft gode år blandt os. Corona-krisen har kostet landet dyrt i penge og mentale ressourcer. Og den er jo ikke overstået endnu. Erhvervsdrivende har med god grund været desperate. Nogle har heldigvis formået at opfinde nye måder at handle på. 

Gud er kreativitet - mente den småtossede indiske guru Bhagwan Shree Rajneesh - og det kan han have ret i. På den hårde måde lærte danskerne, at når det gælder, kan de være kreative og forvandle ulykke til betinget lykke. Man behøver ikke sætte Gud ind i ligningen, men det ændrer ikke resultatet. Kreativitet åbner op for at noget godt kan ske.

Og så har vi været heldige. Lad os endelig fortsætte med at bruge vores held - og frygt - fornuftigt.

 

P.S.

Et essay om Spinozas "Etikken":

https://internetdidaktik.dk/filosofi-spinozas-t%C3%A6nkemaskine

Vandmøllen er mit billede på Spinozas brug af skolastikkens - langsommeligt knirkende - metode. Ved hjælp af gammel og prøvet tanke-teknologi opfandt han noget helt nyt og spændende.