Filosofi: Anno vomitus

Hieronymus Bosch: Magikeren (omk. 1500) Wikipedia.

Noter til 2020

I januar havde jeg kvalme og mareridt om at blive ædt af chefen. Vel ude af arbejdsmarkedet genfandt jeg min naturlige arbejdsskyhed og andre gyldne kvalifikationer, som gør mig uendelig velegnet til at sidde nede ved den sivkransede å og lære fuglenes sprog.

Menakkeak, i foråret bredte et mørke sig over landet som skyggen fra en græshopesværm. Livet blev én lang øvelse i anvendt filosofi over spørgsmålene: Hvordan forstår man det onde? Hvad er løgn?

Lad os begynde trygt og klassisk, med Goethe. Dr. Faust møder Mefistofeles og spørger hvem han er. Denne svarer: “Jeg er den ånd, som overalt fornægter.”

Djævelen er også en af Guds tjenere. Ifølge én myte tildeltes Lucifer, den første blandt ærkeenglene, fornægterens rolle i Guds store plan. Lucifer bildte sig ind at være Guds ligemand, og som straf herfor hersker han over helvede, samt driver sit triste frister-spil blandt menneskene. Ud fra denne logik gør Djævelen Guds vilje, nemlig det gode, men på en bagvendt måde.

Også når han lyver, hvad han selvfølgelig gør hele tiden. Løgn er den ånd, som fornægter sandhed.      

Løgne er som virus i sproget: Tåbelige pibende flagermuseagtige udsendinge fra afmægtige sjæles skyggeland. En løgn stjæler, ligesom et virus, sin energi fra livet. Mange og vilde løgne er tegn på sorg og svaghed, evt. tilsat stolthed over egen dumhed.

Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Man får næsten ondt af den gamle Fanden. Sikken et skodjob, sådan ko(s)misk set.

Fra den himmelske forretningsmodel til den jordnære politiske økonomi:

Et emne, som tog en (alt for stor) del af min opmærksomhed, var præsidentvalget i USA. Det forventelige kupforsøg efter valget forblev et forsøg. Men kaptajnen indledte et mytteri og statsskibet sprang læk. Chefen står stadig på kommandobroen og bruger sin betydelige mediemagt til at piske en stemning op blandt besætningen. Det pæneste man kan sige om denne leder er, at heller ikke i dag indledte han en krig.

I skrivende stund befinder USA sig i en dobbeltmagt-situation, en overgangssituation. Af indlysende grunde - skulle man mene - er det usundt for verdens tilstand, at det store land er politisk splittet og ikke regeres effektivt, samtidig med at en pandemi hærger og nationens elektroniske infrastruktur står pivåben for en fjendtlig magt...

Men det var virkelig heldigt, at Covid-19 krisen ikke toppede samtidig med præsidentvalget. Verdens næstældste liberale demokrati forblev intakt, for indeværende.

Kære små guder for husfreden, hvor helsebringende bliver det ikke at vågne op til besynderlige tweets fra medietrolden i Det hvide Hus? Herfra udgår en foragt for svaghed og civile normer, ligesom stråling fra radium, stedsevarende, i alle retninger. A pro pos normer - man erindrer det i sidste øjeblik aflyste statsbesøg i Danmark, angiveligt fordi statsministeren ikke ville sludre lidt om at sælge Grønland til USA?

Donald Trump har forstået at anvende sin galskab og vrede (og andre menneskers penge) til at få alting til at dreje sig om sin skrøbelige personlighed. På den måde har han opført et livslangt skamløst ego-teater.

Trump trives bedst, når hans firmaer går konkurs. Men nu er det hele USA, han efterlader i en ringere tilstand, end da han tiltrådte. Og der er efterhånden ikke flere hele kopper tilbage i skabet hos denne succesfulde taber, desperate spiller og grandiose poseur - der er pip i papæsken. Forsøget på at omgøre valgresultatet - og vinde politisk/ økonomisk kapital -  fortsætter, men som forestillet virkelighed, ude i konspirationsland.

I USA er de seneste år opstået en ikke ubetydelig “virtuel konføderation” af autoritære og/ eller voldsglade bevægelser, i høj grad rekrutteret blandt vrede, hvide, evangelisk kristne og gennemgående ikke videre veluddannede mennesker, blandt alle de millioner af amerikanere, som ikke har haft fordele af globaliseringen.

I sådanne marginaliserede, rodløse og atomiserede grupper finder en moderne og profitorienteret fascisme afsætning for letforståelige løsninger på komplicerede problemer, incl. kompensation for følelser af national eller social underlegenhed.

Trump markedsfører sig som outsiderens triumf over eliten, og han kan snakke, så jævne mennesker synes de pludselig forstår alting, navnlig de overordnede budskaber: Lederen er enormt begavet og har altid ret. Og - med en elegant cirkelslutning - da vi forstår ham, er også vi enormt begavede og har altid ret!

Overløgnerens historiske rolle er at personificere og kanalisere en “kritisk masses” iboende foragt for orden, logik og kendsgerninger, som ikke passer i éns eget kram. Massens oprør er meget ofte ikke fornuftigt, men snarere en vild og instinktiv stræben efter - en frelser som stiger ud af en kæmpemæssig flyvemaskine med Partiets slogan i store røde bogstaver.

I'm guided by a signal in the heavens / I'm guided by this birthmark on my skin / I'm guided by the beauty of our weapons / First we take Manhattan, then we take Berlin.

Adolf Hitler vidste hvordan man sælger løgne og illusioner, plejer sit brand  - og indtager Berlin.
Kapitel 20 af “Min Kamp” er læsværdigt. Her beskrives kort og klart en politisk propagandas mål og midler:

Enhver propaganda skal være folkelig og indstille sit åndelige niveau på opfattelsesevnen hos den mest indskrænkede blandt dem, den vil henvende sig til. Jo mere beskeden en propagandas videnskabelige ballast er, des større bliver succesen.

Den kritiske masse har med sociale medier fået ustyrligt mange muligheder for at være medskaber af fjendebilleder og på egen hånd italesætte outsidernes følelse af, at verden er uretfærdig og staten farlig, fordi alting nu engang styres af sammensværgelser. Man kan også bruge disse personlige medier til at pleje en tro på, at man er mere velinformeret end eksperter, f.eks læger. Amatørisme er et væsentligt islæt i enhver fascisme.

Antropologen Gustave Le Bon skrev i 1890-erne:

Massen har aldrig tørstet efter sandhed. Massen vender sig bort fra kendsgerninger, som ikke falder i dens smag, og foretrækker at helliggøre forførende fejlagtigheder. Hvem som helst, som kan forsyne massen med illusioner, bliver hurtigt dens herre, mens den, som forsøger at ødelægge disse illusioner, bliver dens offer.

Håndteringen af en samfundskrise i et borgerligt demokrati indebærer en forvaltning af offentlige samtaler om krisen. Det er livsnødvendigt at disse samtaler foregår på et oplyst grundlag.

De herskende samtaler - diskurser - koder fordelingen af retten til at fordele samfundets ressourcer, således at krisen kan imødegås og overvindes. Herunder retten til at begrænse borgernes frihedsgrader. F.eks. ved forsamlingsforbud eller udgangsforbud. Hertil kommer faktuel oplysning og holdningsstyring - hvilket forudsætter høj grad af tillid til statens dømmekraft.

Under “Den spanske Syge” 1918-20 var det fortrinsvist unge mennesker, der døde. De er vanskeligere at undvære i samfundslivet, end ældre. Under den nuværende pandemi klarer mennesker i de første tiår af livet sig - i almindelighed - langt bedre end ældre. Er det sådan, at unge mennesker er mere tilbøjelige til at deltage i diskurser, hvor der luftes skeptiske holdninger til maskepåbud og vaccinering?  Resultatet af en cost-benefit analyse, f.eks. inden en tur i byen, afhænger formentlig til dels af, hvorvidt man mener at have lav eller høj grad af  sandsynlighed for at dø eller skades af Covid-19.

Måske glemmer man, at der formentlig også er tale om overdødelighed blandt yngre aldersgrupper, som følge af Covid-19?

Af en eller anden grund kommer jeg til at tænke på eventyret om Store Klaus og Lille Klaus.

Sidstnævnte bilder førstnævnte ind, at man inde i staden køber døde bedstemødre, og det til en hel skæppe sølvpenge pr. stk. Tilfældigvis har Store Klaus en bedstemor som alligevel snart skal dø, det kære gamle skind. Vi husker nok, at dette forsøg på at blive rig i en fart ender rigtig kedeligt for den Store Klaus.

Et russisk ordsprog siger, at man kan rejse til verdens ende på en løgn, men det bliver vanskeligt at komme hjem igen.

Det er en kølig tid.

Der er tider, hvor et menneske må resignere. Som så mange andre lagde jeg ønsker om fornøjelig socialisering på hylden og gik i vinterhi. Desto flere interaktioner, desto større sandsynlighed for ikke at opleve juleaften 2021.

Man ved slet ikke hvor smitsom og farlig Covid-19 er, før man har overlevet den. To gode grunde til at springe julens selskabelighed over og stille sig pænt i kø til vaccinen. I de næste måneder vil de udadvendte aktiviteter være indkøb og korte, kontrollerede besøg hos de allernærmeste.

(Forslag til raske gåture og udendørs-besøg er meget velkomne!)

Ind imellem er det kedeligt at opholde sig meget på det samme sted. Men her kan jeg altså læse, skrive, høre musik og tænde op i det gamle Hammond-orgel på underlige tidspunkter af døgnet. Det ligner næsten opskriften på det ideelle liv: Spis når du er sulten og sov når du er søvnig. Man tvinges ligefrem til at være kreativ.

I eftermiddags faldt en smule sne og straks er landskabets stemning en anden. Skarpere i konturerne, rene linjer. Man ser så klart, så’rn en vinterdag…

Solnedgangen over Holme-Olstrup er i hvert fald sindssvagt smuk i aften - landsbykirkens tårn og vindstille birketræer i silhuet mod gul-orange horisont som glider over i dybblåt mulm; heroppe driver langsomt en kilometerbred violet sky-baldakin, pyntet med lysende guldbånd.

Status flatus og sumsummerum: I ønskes alle sammen et langt meget bedre nyt år!

Leonard Cohen: First we take Manhattan
Johann Wolfgang von Goethe: Faust
Adolf Hitler: Min Kamp
Johannesevangeliet 1.1
Gustave Le Bon: Massernes psykologi  
Peter Sloterdijk: Masse og foragt

Vomitus: Brækning, opkastning.