En hjerne i en spand
En af mine medstuderende på Ph.d.- studiet kom af og til på besøg i mit kontor, når han ikke gad skrive mere og kedede sig. Med sig havde han en hjerne i en spand, altså sådan metaforisk.
Han undersøgte nemlig, i fuldt alvor, om den menneskelige bevidsthed bor i en “hjerne i et kar” og ville bevise, at vi ikke befinder os i en skummel Matrix. I stil med Platons hulelignelse.
Filosoffer kalder det "omverdensproblemet."
Nogen skulle hans skrivefrustrationer åbenbart gå ud over.
En sensommerdag sad vi mageligt tilbagelænede i en gårdhave og røg cigaretter. Igen stod spanden imellem os, og selvom den var usynlig, var den temmelig påtrængende.
For at få fred, sagde jeg, at erfaring gennem sanserne er en enkel og troværdig løsning på omverdensproblemet.
Det er simpelthen absurd at høre nogen sidde og sige: “Jeg eksisterer ikke.”
Verden findes. Kroppen findes. Hvordan vi fortolker verden, eller konstruerer den, er en anden sag.
Han brød sig ikke om argumentet. Måske var det for håndværker-praktisk til at lave filosofi på.
Og så skiftede vi emne.