Digt: Østersøbølger i stjerneskær

Østersøbølger i stjerneskær

Østersøens bølger slår dæmpet ind mod sandet
Her sidder vi på stranden
To punkter med levende øjne
Om natten er alle farver grå
Jeg ser -
Stjernelys på dine hænder
Stjerneskær på vores minder
Det derude er lige herinde
Vi bor i vores hud
Går af og til derud
Hvor vi tror, at vi
Tror på ti tusind guder
Sirius brænder for fuldt blus
Isblå røde grønne glimt
Derovre stråler Jupiter og Saturn
Med samt troner, kroner og matroner

Giv mig et beat, mand!

For jeg sir’ vers, når jeg sir’ univers
Fyr den af, fyr den af
Lygtemænd ved tidens rand
Danser over Østersøens vand
Jeg sir’ lys mand, når jeg sir'
Lys for din forstand, mand
Lys med hvad du kan
Som en lyskoral af Bach
Det gi'r lykke til
Stumper af et stykke til
Vi går på vandet uden krykke
Blæser Herren et stykke
På en fløjte af mit lårben
Som en anden fætter Højben
Lån mig en salmetunge
Din dejlige unge
Lad mig mærke dit liv
Og i morgen se guldet i dit hår