Da farmor fik en fed

DA FARMOR FIK EN FED

Min farmor er en sød gammel dame, helt sikkert. Hun bor langt ude på landet, i stuehuset på den gård, hvor hun har levet i snart halvfjerds år. Desværre sker der ikke ret meget i hendes liv.

Man kan næsten kun få hende til at snakke om hvad der har været i fjernsynet, eller at hun skal til lægen i næste uge. Det gentager hun så, ikke fordi hun ikke ved, at hun har sagt det før, men nærmest fordi – hvad skal man ellers underholde med?

Og så kigger hun på én og kommer med sit gammelkonesuk: næhæ, det er ikke let at blive gammel, okkeja. Lyder som en rigtig humørspreder, ikke sandt?

Men svesketærten er excellent som altid, og kaffen god og rigelig. Hun er bare gået i stå. Ligsom bornholmeruret inde i stuen; det har heller ikke været trukket op, siden farfar døde.

Så det...kan godt blive et par lange timer, før far mener at nu må det være nok for denne gang og vi triller hjem til civilisationen.

Far besøger sin mor en gang om måneden, måske mest for at han ikke skal tænke om sig selv, at han er en dårlig søn. Deres forhold har vist altid været anspændt, sådan med en stemning af permanent våbenhvile. Hvorfor ved jeg ikke. Mor, eller en af vi søskende, fungerer som en slags mellemmænd, når far besøger hende. Han kommer aldrig alene.

Forleden, da vi havde fået sat os i hendes køkken, begyndte farmor at fortælle en virkelig nyhed - at politiet havde stormet et hash-værksted på nabogården og flere var anholdt. Det var da også forskrækkeligt med de unge mennesker – men så kunne jeg ikke lade være at spørge, om hun ikke hellere ville fortælle om dengang hun selv dyrkede hash?

Det havde hun da aldrig gjort - jo, men altså, for et års tid siden fortalte du om dengang I dyrkede hamp her på gården, tilbage i 1940-erne...

- Jamen det var noget helt andet… hampestænglerne solgte vi til rebfabrikken inde i byen. Det var en fin afgrøde; man fik god betaling og planterne var ikke vanskelige at passe. Kønne var de for resten også. Men efter besættelsen, så kunne fabrikken igen skaffe råmaterialer fra udlandet, og ville ikke længere købe dansk hamp.

Far, som røg lidt af urten tilbage i 1970-erne, sagde at det er rigtig nok, hampeplanter er hash-planter, der er bare ikke så meget rusmiddel i dem, man dyrker til fasanfoder eller industrihamp.

Hun begyndte pludselig at grine - det skulle Svend og jeg bare have vidst, så havde vi da prøvet at ryge lidt...

- Jeg sagde, at det aldrig er for sent at prøve noget nyt, og spurgte om hun ville have et sug af den joint, jeg helt tilfældigt havde i lommen?

Så lidt efter sad farmor på otteogfirs og bappede på en reefer. Far fik også et par hiv og blev helt stille og eftertænksom; det ligner ham ellers ikke.

I lang tid sad han med bittesmå kineserøjne og lyttede til farmor, som fortalte om ting, han åbenbart aldrig havde hørt om - hvad de unge mennesker fandt på at lave oppe på høloftet eller hvad der foregik af kissemisseri til festerne - ikke at hun selv havde været af den slags - men det sagde hun med sådan et glimt i øjet, at man godt kunne tro, at det havde hun vist alligevel.

Om udflugter til familien i Sønderjylland - hun var nødt til at rejse om vinteren, for da kunne man få fri fra pladsen, men hvor var det besværligt at komme over Storebælt - der måtte sejle en isbryder foran færgen - men hvor sjovt havde hun ikke haft det sammen med kusinerne ovre i Åbenrå - dér lærte hun at stå på ski...

Herlige hvidhårede farmor sad i sit veltjente køkken og var helt ungpigepjattet, som om hun pludselig var sprunget ud af den kedelige nutid og ind i en levende fortid.

Da vi kørte hjemad mumlede far, at det godt nok var mærkeligt så hyggelig den gamle kunne være ind i mellem.

Og - om jeg måske ville sørge for at have lidt røgelse med næste gang - for det havde hun åbenbart rigtig godt af.

 

Bearbejdning af en historie, jeg engang læste på en desværre nu utilgængelig hjemmeside.