Arbejdsmarked: Frokost med Bosch & Dali

Hieronymus Bosch. Detalje fra "De jordiske glæders have" (Ca. 1500)

For at gøre sandheden mere sandsynlig, må man ubetinget blande noget løgn imellem.  

- Dostojevskij

Vi begynder med tre meditationer:

Indtag en hvilken som helst stilling og sig “uhmmm”.  

Meditér på brun sovs fra spand -

Meditér på pølseskiver -

Meditér på pølseskiver i brun sovs -

Tonen er slået an, historien kan begynde:

En flok flittige gymnasiale arbejdsbier sad en regnfuld decemberdag omkring frokostbordet i en skoles klangfulde alrum: ventilationsrør, stigrør og bundter af kabler oppe under loftet, glasdøre, hvide vægge, linoleumsgulv - og en munter reklametavle, skarpt overvåget af et overvågningskamera. 

Elever kom og aftalte forskelligt med lærerne, frokostsnakken gik om stort og småt. Formentlig længtes adskillige af de tilstedeværende stilfærdigt efter duften af jul, velbehag i mennesker osv. Alting var som det plejede at være op mod juleferien, også på denne institution.   

Entré Louise Doublebottom, seneste personlighed i kongerækken af rektorer, som i 10+ år havde slået deres togaers folder på dette gymnasium.

Hun udstødte høje glade lyde og plantede påsitivt sine pund ved siden af lille mig. Hun var så glad for at se mig, hun havde  nemlig “jagtet” mig hele formiddagen, ja endog ringet elleve gange siden klokken halv syv i morges. Grunden var, at hun i går ved middagstid fandt ud af, at der i dag manglede en lærer til en klasse, to timer fra klokken otte af. Problemet er velkendt og kan løses af enhver 40-watts pære.  

Til oplysning: I danske gymnasier anses det, som udgangspunkt, for spild af tid at vikariere uforberedt nogle få timer. Sådan er kotumen og den kan begrundes fagligt.      

Imidlertid vinder i disse neoliberale tider et nyt læringssyn frem: Ingen ressourcer må gå til spilde. Det gælder nationens overlevelse i en globaliseret verden. Alt er ressourcer. Læreres viden og kundskab er ressourcer. Gymnasieelever er fremtidens ressourcer. Eleverne skal undervises, undervises. Ellers kommer kineserne - eller robotterne - og spiser os.  

Da Louise det seneste døgn ikke havde kunnet få fat på mig, hverken pr. mail eller telefon, så havde hun selv måttet vikariere i den pågældende klasse, akke ja. De havde sunget julesalmer og det var da noget.  

Uden megen fuglekvidder i stemmen sagde jeg, at den tossehistorie skulle hun ikke tørre af på mig. Jeg er godt analogt opdraget, er jeg, og har ikke telefonen liggende under hovedpuden. Jeg åbner min (ofte uinteressante) arbejdsmail en gang eller to i døgnet. Hvad var egentlig meningen med at ringe så mange gange, og det lige indtil undervisningen begyndte klokken otte? Jeg har en god times transport til skolen. Og - hvorfor blev jeg tidligt i morges skemalagt til de famøse to lektioner? Det opdagede jeg nemlig, da jeg mødte til undervisning ved 10-tiden. Det var da en pudsig oplevelse, hva'ba?

Ledelses-fagligt spørgsmål: Hvem skal brandmajoren give skylden, hvis hun har fået sat ild på brandstationen?

Svar: Brug den mindst føjelige i flokken som syndebuk. Indrøm aldrig en fejl.

Følgelig var Louises universal-svar, at vi lærere fremadrettet måtte indstille os på stå til rådighed, hvis det var nødvendigt. For øvrigt måtte vi to have en dialog om mine forpligtelser, sådan under fire øjne.

På den måde blev ansvaret for kalamiteten fordelt, lige efter Snedkermester Petersens Haandbog i Folkehold, Kap. 3 "Om Røfler". (1883)

Med en antydning af skærebrænder i stemmen sagde jeg, at vi to vist ikke havde mere at tale om. Således døde den tjenstlige del af samtalen en nådig død. Vi aktiverede samtale-plan B: Uforpligtende smalltalk.

Men - mens hun brugte sin lånte ledelsesret til at forklare, hvad det vil sige at have tjek på tingene, så kunne ingen undgå at bemærke, hvad det var for en slags frokost vores leder ubevidst-uskyldigt guffede i sig.    

En af Francisco Goyas tegninger fra napoleonskrigene hedder “Når fornuften sover, trænger monstre sig på.” Han havde da også set mere, end han brød sig om at se.     

Uden sammenligning i øvrigt - men altså: med mit Salvador Dali - Hieronymus Bosch-inficerede billedsyn så (og hørte) jeg inde i skyggernes rige - oh rædsel! - en sækkepibe iklædt munter storblomstret kittelkjole. Højt opsat grå-blåt hår i rokokostil, små sorte øjne i tungt, dejblegt ansigt.

Med lange grenagtige arme skovlede den et brunligt fluidum ind i sin brede fiskemund; guldstykker strømmede klingende nedenud af sækken. En flok smådjævle kørte pengene bort i trillebøre, formentlig til videre behandling i en af stedets sorte ovne.    

Klokken var 12. Tid at gå til undervisning.