To års ferie - sort of...

I have seen the hungry ocean gain

Advantage on the kingdom of the shore,

And the firm soil win of the watery main,

Increasing store with loss, and loss with store.

-  Shakespeare, sonnet 64

Er vi i Danmark (Februar 2022) ved begyndelsen på enden af pandemien? Er tiden inde til at bedømme tab og gevinst?

I to lange år har Jordens 7 - 8 milliarder gasfyldte menneskedyr mærket dødens kold ånde i nakken - og nok om alle forfærdelige og kedelige ting, for nu. Tab har der været rigeligt af.

Nu vil jeg fortælle, hvad jeg trods alt mener at have vundet, ved at måtte trække mig kraftigt tilbage fra samfundslivet i to år…

Logisk set er det umuligt. Hvad kunne jeg (og alle andre) have vundet i livsberigende aktiviteter, hvis denne forbistrede pandemi ikke var kommet forbi? Man har intet sammenligningsgrundlag.

Heldigvis er verden uendelig i alle retninger. Hvad der er småt i én størrelsesorden, er stort i en anden. Fornøjelser behøver ikke at være store eller dyre, for at betyde meget. Vi lever singulære og usammenlignelige liv, javist - men det er os, der lever dem!

Jeg får derfor lyst til at springe over hvor logikken er lavest og poesien højest, og fortælle om simple glæder, jeg har haft i denne pandemi-tid.

Vi har fået to unge katte i huset. Timers underholdning, når de leger på græsplænen. De sænker blodtrykket noget så nedersaksisk.

Herligt mange naturoplevelser, pr. cykel eller solbrune! ben - under den store nedlukning foråret 2020 gik jeg dagligt en håndfuld kilometer i Holmegaards mose. Med lidt omhu kan man godt fare vild derude, blandt en masse birketræer.

I mosen bor mange gæs, og under skyerne kredser ofte et par rovfugle. Enkelte stilfærdige rådyr, måske et par dådyr og en hel masse smådyr... 2121 var et godt år for sommerfugle.  

Musik skal der til. En halv times daglig praksis, og hør nu bare. Man kan ikke i længden klare sig på attituden, der skal teknik til. ”Instrument” betyder noget i retning af “at bygge ind i”. Beslægtet med “instruktion”. Man bygger instrumentet ind i sig, gør det til en forlængelse af kroppen. 

Det minder mig om at anbefale Stephen Mithen: “The singing Neanderthals”(2005). Om forbindelsen mellem sprog og musik. Neandertalerne talte med sang, og moderne mennesker synger i deres tale…

Hvor kan man blive glad i låget af bøger fulde af højoktan information!

Det var lidt om mine måder til at holde kedeligheden ud. 

En anmeldelse af:

“The dawn of Everything A new History of Humanity” (2021).

En storladen titel, men den rummer et “twist”, som afsløres til sidst. Man ser frem til at bogen snarest udkommer på dansk. 

Antropologen David Graeber og arkæologen David Wengrow har nemlig begået et monster-essay, som 1) dekonstruerer (destruerer) en række grundkoncepter, hvad angår menneskehedens tidlige politiske historie og 2) skaber en ny “stor fortælling”, som stemmer bedre overens med arkæologiske fund og antropologisk teori. 

Denne fortælling er en frihedserklæring - det er faktisk muligt at forestille sig andre og formentlig mere hensigtsmæssige måder at organisere samfund på, end nutidens. Hvad der kunne lade sig gøre i fortiden, må også kunne lade sig gøre nu og i fremtiden. 

Vi vesterlændinge har det med at bilde os ind at “udvikling” og “fremskridt” kulminerer i vor tid.

Vi har det også med at tro, at fremtiden blot vil være en fortsættelse af nutiden, med endnu mere turbo på teknikken. Historien - fra stenalderen og til nu, var simpelthen blot et forspil til det vestlige politiske og økonomiske projekt. Således tilsiger den herskende ideologi at historiens gang er målrettet og lineær.

“Oprindelige” kulturer derimod lever i en cyklisk tid, og derfor sker der intet af betydning hos dem, ingen social, politisk eller teknologisk udvikling.  Analogt hermed skete der heller ingenting hos vore forfædre i ældre stenalder, dvs. før opfindelsen af landbruget.

Dette er oplagt noget sludder, hvis man tænker efter og det opfordrer denne vid - og forunderlige bog i højeste grad til. 

Forfatterne gør veloplagt op med med flere selvfølgeligheder end det er muligt at komme ind på her, blot ét eksempel mere:

Civilisation er udelukkende et fænomen, som knytter sig til bystater, dvs højt specialiserede og klassedelte samfund.

Ou contraire:  Over næsten hele kloden findes arkæologiske spor af vidt udbredte kulturfællesskaber, som med god ret kan benævnes civilisationer, og det længe inden bystaterne opstod i Mesopotamien for ca. 5000 år siden.

Blandt civiliserede mennesker handler politik om at holde de svage oppe og de stærke nede.

Men sådan at de ressourcerige ikke bliver stækket så meget, at det går ud over alle.

Det ser vitterligt ud til at være mere reglen end undtagelsen, at folk gennem historien har været bevidste om ulemperne ved at have et samfundssystem, hvor andre har - permanent - magt over én.

Forfatterne anlægger en simpel teoretisk ramme: de opstiller tre grundlæggende friheder:

Friheden til at leve, hvor man vil, friheden til at nægte at adlyde ordrer og friheden til at indgå i nye sociale sammenhænge.

Over for disse friheder opstilles tre magtformer: Magten over vold, magten over information og karismatisk magt -  evnen til at gøre indtryk på andre, således at de gør, hvad man ønsker.

Det er spillet mellem disse koncepter, som driver bogens argumentation og søgen efter produktive spørgsmål.

En buket:

Hvordan gik det til, at bureaukrati - kontorvælde - kom til at få indflydelse på alle aspekter af vores liv? Hvorfor betragter vi den måde at organisere samfundslivet på som en selvfølge?  

Hvad er det der gør, at at rigdom kan omsættes i politisk magt? Hvorfor betragtes også det i vor tid som en selvfølge?

Frembragte oplysningstiden, som reaktion på oprindelige folks - indianeres - velargumenterede kritik af europæernes (oftest ubehagelige) adfærd i Nordamerika, to grundfortællinger om historiens udvikling?

Er human-videnskaberne stadig syltet ind i disse forsvars-myter om “Den selviske vilde” (konservativ holdning), i modsætning til “Den ædle vilde” (socialistisk/ liberal holdning)?

Og nu er det nok nok…

Tig, lån, stjæl eller køb (om nødvendigt) den bog.

David Graeber (1961 - 2020) prægede - blandt meget andet - begrebet "bullshit jobs" - pseudoarbejde.

https://www.strike.coop/bullshit-jobs/

Revision af nutidens historieopfattelse er en betingelse for politiske ændringer, mener altså David Wengrow.

Historien er også hvad man bruger den til.

http://kortlink.dk/theguardian/2euz9