Kunst


Store mænd og små mennesker

Peder Bodilsens rytterstatuette

Højt på en spiralsnoet søjle af rødbrune klinker, midt på det lille Hjultorv foran Næstveds 1800-tals rådhus og arrest, dér står et rytterportræt man let overser: en bronzestatuette, som skal forestille stormanden Peder Bodilsen fra 1100-tallet. 

Umiddelbart betragtet forestiller den nogle ideer/billeder/tanker om riddere, stormænd, ære, rigdom, historie. Den forestiller, idet den stiller sig for. Men hvad står den foran? Eller (hvad der er næsten det samme): hvad ligger der bag?

Snemanden

Man må have et vintersind
Hvis man rigtig vil forstå  
Snedækkede fyrretræer i frostvejr

Thi lang tids frost lærer én   
At holde af isdækkede enebærbuske
Og savtakkede graner i det fjerne
Glimtende i januars kolde sol

Man lærer at overhøre vemodet
I visne blades raslen
Landskabets musik
Vinden som suser   
Over det samme udækkede sted

Indtil den lyttende i sneen selv er et intet
Ser det intet, som ikke er
Og det intet, som er

Smålandshavet i farver

SMÅLANDSHAVET I FARVER

 

LA FAMILIA SAGRADA I ET SPEJL

Gud & Gaudi

Erik Kruse Sørensen

LA SAGRADA FAMILIA I ET SPEJL  

EN TEMMELIG BESKEDEN STORHED

TRIBUT TIL L.A. RING

 

 

TRIBUT TIL L. A. RING

Döderhultarn and the theater of justice

 

God has always been hard on the poor

 

Jean-Paul Marat

 

 

Kanonkulten og slaget om Stalingrad

Man kan vurdere kanoniseringen af danske kulturprodukter som et befriende opgør med alskens overleveret smagsdommeri. Endelig får vi - med vejledning fra udvalgte og kompetente fagfolk - lov selv at tage stilling til det bedste fortiden har givet os. Man må også glædes over at fremtidige generationer engang kan slå op i kanon-kataloget og finde den ægte danske vare. At de med denne rettesnor i hånden kan fortsætte marchen fremad med ansigtet rettet mod fortiden.

Danser i parken

En af min ungdoms fyrtårne, kunstformidleren Rudolf Broby-Johansen, mente at kunst var det samme som menneskeværk. Hvad enten vi laver mad, bygger huse, lægger brosten eller maler billeder, er det alt sammen udtryk for en kunnen - og dermed kunst. Kunst er noget enhver kan. Derfor er ingen kunst finere end andre. Ud fra denne tanke er der kunst i enhver kunnen – og det er rigtigt - men en sådan super-demokratisk opfattelse gør samtidig kunstbegrebet meningsløst.

AT SE MED SJÆLEN

W. Blake: Painter & ENGRAVER

London 1826