Stjernedigt William Heinesen 2

William Heinesen

Tårnet ved verdens ende (1976)

 

DET ER SENT PÅ ÅRET OG SENT PÅ DAGEN OG SENT I LIVET

Aftenskumringen er ved at gå over i mørke og de første stjerner er i sigte. Det tegner til at blive en klar stjernenat.

Foran mig på bordet hvor jeg (Amaldus Erindreren, den Aldrende) sidder og skriver, ligger Faders gamle sammenskydelige Nelson-kikkert med de blankpolerede messingbeslag, den er endnu i god stand, og om et øjeblik agter jeg mig ud under himlen for at rette den mod Andromedatågen, det fjerne univers, som skal være to millioner lysår borte, hvilket ikke er til at kimse ad når man tager i betragtning at et lysår er den tid, lyset tilbagelægger på et år med en fart af 300.000 kilometer i sekundet. Det giver en smuk fornemmelse af albuerum at stå og se ned i denne uhyre fortid, selv om det man ser kun er en svag, hendøende tande i natten.

"Som lyset fra en hornlygte," sagde de gamle Kaldæere om lyset fra denne verden bag verden, og det billede sætter sig fast, for sådan en dunkel og tåget lygte var det vi plejede at gå og lyse med engang i en fjern barndom i skumre smøger mellem huse, der ikke mere er til. Det var ganske vist ingen hornlygte, men en tom blikdåse med pergamentpapir bundet for den åbne ende og med en lysestump indeni og et hul i "taget" som lyset kunne ånde ved.

Så gik vi da med denne Andromedatåge og lyste, et sted langt nede i tiden, som endnu dengang havde en evigheds dimensioner. 

                                                                                       *

Hvem går og lyser med den gamle slørede verdenslygte dybt dernede på bunden af tiden?

En lille dreng og en ung kvinde, og den unge kvinde er hans moder. De går i den stille aften gennem krogede gyder, der henligger i en em af tanglugt og tørverøg, og videre ad høduftende stier ud til Skansen. Her sidder de og ser hvordan mørket vokser og bliver almægtigt. Når han holder lygten op foran sin moders ansigt lyser den som en måne på hendes kinder og mund og hage. Så er der kun dette ansigt at se - intet andet i hele verden end dette ansigt, der tegner sig mildt mod det vældige mørke.

Så kan det et øjeblik være et hvilketsomhelst sted i en hvilkensomhelst tid, og I er uden navn og historie, kun Moder og Barn, de første og de sidste.