Stjernedigt J. L. Borges

Jorge Luis Borges

Digte 1923 - 85 v/ Peter Poulsen

 

Nattens historie

I løbet af deres generationer

rejste menneskene natten.

I begyndelsen var blindhed og søvn

og torne som sårede den nøgne fod

og frygt for ulvene.

Vi vil aldrig få at vide hvem der smedede ordet

for det skyggeinterval

som adskiller de to skumringer;

vi vil aldrig få at vide i hvilket århundrede

rummet og stjernerne fik deres tegn.

Andre frembragte myten.

De gjorde den til moder for de stille parcer

som væver skæbnen

og de ofrede sorte får

og hanen som varsler at den er forbi.

Kaldæerne gav den tolv huse;

uendelige verdener, Søjlegangen.

Latinske heksametre og Pascals forfærdelse

gav den form.

Luis de Leon så i den fædrelandet

til sin rædselsslagne sjæl.

Nu føler vi at den er uudtømmelig

som en gammel vin

og ingen kan betragte den uden svimlen

og tiden har ladet den med evighed.

Og at tænke at den ikke skulle findes

uden disse skrøbelige instrumenter, vore øjne.