Stjernedigt Ivan Turgenev

Ivan Turgenev: En jægers dagbog (1852)

Inde i skoven bliver det stadig mørkere. Alle konturer flyder sammen, og træerne forvandles til mægtige sortladne masser. De første stjerner træder undseligt frem på det dybblå himmelhvælv. Nu sover alle fugle. Kun vipstjærter og de små spætter småkvidrer endnu en stund af og til halvkvalt, ligesom i søvne... så forstummer også de. Blot en sidste gang lyder siskenens sitrende kalden. Og nu istemmer nattergalen sine første smeltende strofer. Hjertet svulmer i det længselsfulde bryst...

Så, pludselig - men her vil kun jægeren forstå mig - pludselig bliver den dybe stilhed brudt af en særegen skræppen, så følger en lydelig hvislen, så en støj af emsige vingers regelmæssige susen - og en skovsneppe kommer, graciøst bøjende sit langnæb, flyvende ud fra birketræernes mørke løvværk og glider langsomt gennem luften - netop vort skud imøde.