Stjernedigt Hans Kirk

Hans Kirk: Skyggespil (1953)

Glasset i vogndørens vinduer rasler en lille smule, og vognen vugger behageligt, det er næsten, som om man er ude at sejle. Himlen er lys af stjerner, aldrig før har jeg set det pragtfulde dybblå lysende mulm. Jeg stirrer op på det, deroppe bor Vorherre og englene, som mormor taler om, men som jeg ikke hører om, når jeg er hjemme.

Der har jeg kun tre år gammel vundet en præmie på 25 øre fra gamle onkel Vik-Vak for at lære: Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje, og han så godmodigt hoverende på min far, da han ved kapitalens hjælp havde kristnet hans hedning af en søn.

Jeg læner mig ind til mormor, og hun tager om mig med sin trofaste arm. Jeg kender så godt lugten af hende, den er god og tryg. Hun er halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slidsom bondekone, på engang storsindet og mild. Og lænet ind til den gamle kone, alverdens moder, oplever jeg for første gang fuldt bevidst tilværelsen.

Over os hvælver den mørke septembernat sig, og jeg falder igen i søvn, indtil vognen standser.