Stjernedigt H. C. Andersen 3

H.C. Andersen: En Digters Bazar kap. 25 (1842) v/ Erik K. Sørensen 


MALTA


Klokken var tre om morgenen; jeg hørte ankeret falde og vidste da, at vi lå i Maltas havn. Jeg kastede min kappe om mig og sprang op på dækket.


Det første jeg så, var den aftagende måne, dens horn var så tynde og bøjede og dog lyste de, som fuldmånen i Norden; eller kom måske denne klarhed i luften fra de utallige stjerner? En sådan pragt havde jeg aldrig før set, hverken under Italiens klare himmel eller selv i vore nordiske vinternætter.


Venus-stjernen syntes at være en sol, uendelig langt borte, så den kun kunne vise sig som et punkt, men det var et sol-punkt. Dens stråler spillede på vandfladen omkap med månens.


Stjernerne i Norden er kun glimtende glas, her er de ægte sten! mine hænder foldede sig uvilkårligt, min tanke var hos Gud i beskuelsen af hans herlighed. Der var en stilhed rundt om! her hørtes ikke en åres plasken i vandet, ikke en klokkes lyd! Alt stille, som i en ensom kirke.

 

https://openlibrary.org/