Stjernedigt Goethe 2

J.V. von Goethe

An den Mond

Füllest wieder Busch und Tal
Still mit Nebelglanz,
Lösest endlich auch einmal
Meine Seele ganz;

Breitest über mein Gefild
Lindernd deinen Blick,
Wie des Freundes Auge mild
Ûber mein Geschick.

(...)

Til Månen

Fyld igen hver skov og dal
Med stille tågeglans
Og sæt endnu engang
Min sjæl helt fri;

Udbred lindrende dit blik
Over landskabet mit,
Kig vennesælt og mildt    
til mig og mine marker.

V/ Erik K. Sørensen

https://kalliope.org/da/text/goethe2002073101